Arbejdsløshedsforsikringsloven

Arbejdsløshedsforsikringsloven § 41

Gældende tekst efter LBK nr 808 af 22/09/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 8 – Medlemskab af anerkendte arbejdsløshedskasser

§ 41.

Ret til optagelse som medlem har personer,

  1. 1)

    som har bopæl og ophold her i riget bortset fra Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 6, og

  2. 2)

    som er mellem 18 år og 2 år under folkepensionsalderen, jf. lov om social pension, jf. dog § 44, stk. 2.

Stk. 2.

Personer, som har gennemført en erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed eller en erhvervsgrunduddannelse på højeste niveau i henhold til lov om forberedende grunduddannelse, har uanset bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, ret til optagelse, selv om de ikke er fyldt 18 år.

Stk. 3.

Optagelse skal ske i en arbejdsløshedskasse, hvis faglige område personen har tilknytning til, jf. § 32, stk. 2.

Stk. 4.

Optagelse kan ske som fuldtids- eller deltidsforsikret, jf. kapitel 11.

Stk. 5.

Ingen må være medlem af mere end én arbejdsløshedskasse.

Stk. 6.

Beskæftigelsesministeren kan uanset bestemmelsen i stk. 1, nr. 1, fastsætte regler om ret til optagelse for personer, der har bopæl i udlandet, herunder på Færøerne og i Grønland.

Stk. 7.

Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler for anvendelsen af stk. 1 og 4, herunder for afgrænsningen mellem lønarbejde og selvstændig erhvervsudøvelse.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 808 af 22/09/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Arbejdsløshedsforsikringsloven § 41

Senere ændringer

ÆndringL 28 (2025-26) · bemærkning til § 6, nr. 1LOV nr 1627 af 16/12/2025 · 16. december 2025

Efter § 41, stk. 8, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. har personer, som er omfattet af den midlertidige ordning om arbejdsfordeling, jf. lov om adgang til iværksættelse af midlertidig arbejdsfordeling som led i håndteringen af covid-19, jf. lovens § 53, stk. 25, ret til optagelse som medlem i en arbejdsløshedskasse efter reglerne i dette kapitel.

Det foreslås, at § 41, stk. 8, ophæves.

Forslaget betyder, at muligheden for optagelse som medlem af en arbejdsløshedskasse af personer, som er omfattet af den midlertidige ordning om arbejdsfordeling, vil udgå af loven.

Forslaget vil ikke have indholdsmæssig betydning, da bestemmelsen, der foreslås ophævet, angår den midlertidige ordning om arbejdsfordeling, jf. lov om adgang til iværksættelse af midlertidig arbejdsfordeling som led i håndteringen af covid-19, som ikke anvendes længere.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

ÆndringL 88 (2017-18) · bemærkning til § 1, nr. 1LOV nr 1670 af 26/12/2017 · 26. december 2017

Efter de gældende regler i § 41, stk. 4, 2. pkt., i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. kan en person under udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, eller som deltager i udøvelsen af ægtefællens virksomhed, ikke optages som deltidsforsikret medlem i en arbejdsløshedskasse.

Det følger af lovforslaget i øvrigt, at det ikke længere er personen, men aktiviteten, der skal være afgørende for vurderingen af rettigheder efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og selvstændig virksomhed derfor også skal indgår i optjening- og genoptjeningsgrundlaget, foreslå det, at der gives adgang til, at selvstændig erhvervsdrivende kan optages som fuldtids- og deltidsforsikrede medlemmer af en arbejdsløshedskasse. Det foreslås derfor, at § 41, stk. 4, 2. pkt., ophæves.

Forslaget skal ses i sammenhænge med forslaget til § 68, stk. 3, som er affattet i § 1, nr. 48-54, om ændring af reglerne for overflytning mellem fuldtids- og deltidsforsikring og omvendt, hvor timer fra selvstændig virksomhed indgår i opgørelsen af indtægt, der kan lægges til grund for overflytning mellem deltids- og fuldtidsforsikring.

ÆndringL 181 (2015-16) · bemærkning til § 1, nr. 1LOV nr 624 af 08/06/2016 · 8. juni 2016

Efter gældende regler kan personer, som er mellem 18 år og 2 år før folkepensionsalderen, jf. lov om social pension, optages som medlem af arbejdsløshedskasse. Medlemskabet vil senest ophøre ved udgangen af den måned, hvori et medlem når folkepensionsalderen, jf. lov om social pension, eller ved medlemmets død.

I forslaget til ny § 44, jf. dette lovforslags § 1, nr. 3, indføres et nyt særligt seniormedlemskab i arbejdsløshedskasserne.

Som følge heraf foreslås gældende lovs § 41, stk. 1, nr. 2, og § 43 konsekvensændret.

ÆndringL 70 (2011-12) · bemærkning til § 1, nr. 2LOV nr 152 af 28/02/2012 · 28. februar 2012

Efter gældende lovs § 41, stk. 1, er det bl.a. en betingelse for at blive optaget i en arbejdsløshedskasse, at pågældende enten

– er beskæftiget som lønmodtager, – har gennemført en erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed eller en erhvervsgrunduddannelse i henhold til lov om erhvervsgrunduddannelse, når arbejdsløshedskassen modtager en skriftlig begæring om optagelse senest 2 uger efter uddannelsens afslutning, – udøver selvstændig erhvervsvirksomhed, – deltager i udøvelse af ægtefællens selvstændige erhvervsvirksomhed, – aftjener værnepligt eller er ansat på værnepligtslignende vilkår eller – udøver kommunalt hverv som borgmester, rådmand eller udvalgsformand eller er medlem af Folketinget, regeringen eller Europa-parlamentet.

er beskæftiget som lønmodtager,

har gennemført en erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed eller en erhvervsgrunduddannelse i henhold til lov om erhvervsgrunduddannelse, når arbejdsløshedskassen modtager en skriftlig begæring om optagelse senest 2 uger efter uddannelsens afslutning,

udøver selvstændig erhvervsvirksomhed,

deltager i udøvelse af ægtefællens selvstændige erhvervsvirksomhed,

aftjener værnepligt eller er ansat på værnepligtslignende vilkår eller

udøver kommunalt hverv som borgmester, rådmand eller udvalgsformand eller er medlem af Folketinget, regeringen eller Europa-parlamentet.

Det foreslås at ophæve kravene til beskæftigelse, uddannelse, drift af selvstændig virksomhed mv. som betingelse for optagelse i en arbejdsløshedskasse.

Herefter vil alle, der er mellem 18 år og 2 år under folkepensionsalderen, og som har bopæl i riget bortset fra Færøerne og Grønland, kunne optages i en arbejdsløshedskasse. Personer, der har gennemført en erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed, vil fortsat kunne optages inden det fyldte 18. år.

Det foreslås videre, at retten til optagelse i en fagligt afgrænset arbejdsløshedskasse gøres betinget af, at personen har tilknytning til arbejdsløshedskassens faglige område, som det er fastsat i den enkelte arbejdsløshedskasses vedtægt.

De almindelige betingelser for ret til arbejdsløshedsdagpenge vil være uændrede, bl.a. krav til medlemskabets varighed og krav om forudgående beskæftigelse.

Som en konsekvens af, at der ikke længere stilles krav om beskæftigelse eller udøvelse af selvstændig virksomhed mv. som betingelse for optagelse, foreslås det endvidere, at reglen om optagelse for personer, der har gennemført en erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed eller en erhvervsgrunduddannelse i henhold til lov om erhvervsgrunduddannelse (dimittendoptagelse), ophæves. De særlige rettigheder, der knytter sig dimittendoptagelse, er uændrede og vil fremover fremgå af lovens § 49, stk. 5, om dagpengesats, § 53 om beskæftigelseskravet og § 54 om karensperiode. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5, 8 og 9.

Efter gældende lovs § 42 skal en person, som tager erhvervsarbejde uden for arbejdsløshedskassens faglige område, lade sig overflytte til en anden arbejdsløshedskasse eller udtræde af kassen. En person, som ikke har erhvervsarbejde, kan efter anmodning lade sig overflytte til en tværfaglig arbejdsløshedskasse, der optager lønmodtagere. Hvis personen har haft tilknytning til en fagligt afgrænset arbejdsløshedskasse, kan pågældende i stedet lade sig overflytte til denne.

Med hjemmel i gældende § 42, stk. 5, er der fastsat nærmere regler om overflytning. Disse regler fremgår af bekendtgørelse nr. 1470 af 21. december 2005 om overflytning mellem arbejdsløshedskasser med senere ændringer. Det er her fastsat, at overflytning mellem arbejdsløshedskasser af personer med erhvervsarbejde er betinget af, at arbejdet varer mindst 5 uger, og at den gennemsnitlige arbejdstid er på mindst 10 timer om ugen.

Det er endvidere fastsat, at overflytning kan ske på baggrund af en erhvervsmæssig uddannelse, som giver ret til optagelse i en anden arbejdsløshedskasse, og at overflytning under ledighed kan ske, hvis pågældende inden for de sidste 5 år har været medlem af arbejdsløshedskassen, har haft arbejde inden for arbejdsløshedskassens faglige område i mindst 26 uger, eller har gennemført en erhvervsmæssig uddannelse, jf. lovens § 41, stk. 1, nr. 3, litra b, inden for arbejdsløshedskassens faglige område.

Det foreslås at ophæve reglerne om, at overflytning er betinget af beskæftigelse, gennemført uddannelse eller krav om tidligere tilknytning til den nye arbejdsløshedskasse, og at overflytning fremover kan ske, hvis en person opfylder betingelserne for at blive optaget i den nye arbejdsløshedskasse.

Alle kan herefter overflyttes til en tværfaglig arbejdsløshedskasse. Det foreslås, at retten til overflytning til en fagligt afgrænset arbejdsløshedskasse bliver betinget af, at personen har tilknytning til arbejdsløshedskassens faglige område, som det er fastsat i den enkelte arbejdsløshedskasses vedtægt.

Hermed harmoniseres reglerne om krav til optagelse og overflytning.

Fristerne for, hvornår en person uden erhvervsarbejde kan overflyttes, er uændrede. Det betyder, at overflytning tidligst kan ske med et varsel på mindst en måned til udløb af en udbetalingsperiode i den hidtidige arbejdsløshedskasse. Som konsekvens af, at alle arbejdsløshedskasser har den samme udbetalingsperiode, jf. gældende lovs § 46, stk. 1, er det ikke længere nødvendigt at henvise til den enkelte arbejdsløshedskasses udbetalingsperiode, jf. forslaget til affattelse af § 42, stk. 3, i lovforslagets § 1, nr. 2.

Dette gælder dog ikke for personer, der har gennemført en erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed eller en erhvervsgrunduddannelse i henhold til lov om erhvervsgrunduddannelser, og som anmoder om optagelse på baggrund af uddannelsen senest 2 uger efter uddannelsens afslutning.

Disse personer vil som efter de hidtidige regler kunne nyoptages i deres arbejdsløshedskasse eller i en ny arbejdsløshedskasse, når der anmodes om forsikringsskift til dimittendstatus.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.1. og 2.2.2. i de almindelige bemærkninger.

ÆndringL 59 (2006-07) · bemærkning til § 1, nr. 1LOV nr 1540 af 20/12/2006 · 20. december 2006

Efter de gældende regler kan optagelse ske, indtil en person fylder 63 år, dvs. 2 år før den gældende folkepensionsalder. Ved forslaget er der taget højde for de fremtidige forhøjelser af efterlønsalderen og folkepensionsalderen, jf. forslaget i § 1, nr. 14 (§ 74).

ÆndringL 15 (2005-06) · bemærkning til § 1, nr. 1LOV nr 1384 af 21/12/2005 · 21. december 2005

Efter den gældende bestemmelse i § 41, stk. 1, nr. 2, kan personer mellem 18 og 63 år optages i en a-kasse, dog kan personer, der er født før den 1. juli 1939, optages indtil det fyldte 65. år.

Personer, der er født før den 1. juli 1939, er i dag over 65 år, og bestemmelsen vedrørende denne aldersgruppe er derfor ikke længere relevant. Det foreslås, at reglen om optagelse af personer, der er født før den 1. juli 1939, ophæves.

Efter gældende § 41, stk. 1, nr. 3, stilles der visse krav om dokumentation for beskæftigelse ved optagelse i en a-kasse, herunder dokumentation fra arbejdsgivere, dokumentation for drift af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse samt dokumentation for deltagelse i driften af ægtefællens selvstændige virksomhed.

Der stilles også krav om dokumentation for at være borgmester, rådmand eller udvalgsformand og for at være medlem af Folketinget, regeringen eller Europaparlamentet. Værnepligtige og dimittender kan derimod blive optaget alene på grundlag af en tro- og loveerklæring.

Det foreslås, at reglerne forenkles ved, at alle krav om dokumentation bortfalder. Der vil efter den foreslåede bestemmelse alene være krav om en tro- og loveerklæring.

Der henvises til punkt 2 i de almindelige bemærkninger.

ÆndringL 122 (2001-02, 2. samling) · bemærkning til § 1, nr. 6LOV nr 434 af 10/06/2002 · 10. juni 2002

Der er tale om en redaktionel ændring som konsekvens af forslaget i nr. 7.

ÆndringL 122 (2001-02, 2. samling) · bemærkning til § 1, nr. 7LOV nr 434 af 10/06/2002 · 10. juni 2002

Gældende lovs § 41, stk. 3, bemyndiger direktøren for Arbejdsdirektoratet til at fastsætte regler om optagelse af personer, der dokumenterer at være beskæftigede som lønmodtagere, men som ikke er beskæftiget inden for en kasses faglige område. Bestemmelsen må anses for overflødig som følge af forslaget om adgang til at etablere tværfaglige kasser, som skal omfatte alle fagområder, jf. også lovforslaget om oprettelse af en statslig, tværfaglig arbejdsløshedskasse.

Det foreslås derfor, at bestemmelsen erstattes af en generel bestemmelse om, at en person skal optages i en arbejdsløshedskasse, hvis faglige område omfatter personens beskæftigelse eller erhvervsuddannelse.

ÆndringL 122 (2001-02, 2. samling) · bemærkning til § 1, nr. 8LOV nr 434 af 10/06/2002 · 10. juni 2002

Det foreslås, at kriteriet for hvilke personer, der er afskåret fra optagelse som deltidsforsikrede, ændres således, at det i en arbejdsløshedskasse, der ifølge sin vedtægt kan optage deltidsforsikrede, kun er personer, som optages på grundlag af udøvelse af selvstændig virksomhed eller på grundlag af deltagelse i ægtefællens selvstændige virksomhed, som ikke kan optages som deltidsforsikrede. Det vil derimod være uden betydning for spørgsmålet om deltidsforsikring, om der er tale om optagelse i en arbejdsløshedskasse, som (også) optager selvstændige erhvervsdrivende.

Forslaget er en konsekvensændring som følge af, at der efter lovforslagets § 1, nr. 1 og 3, bliver adgang til at oprette arbejdsløshedskasser, som optager både lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende og som følge af det særskilte lovforslag om oprettelse af en statslig, tværfaglig arbejdsløshedskasse, som ligeledes skal kunne optage både lønmodtagere og selvstændige. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger ad pkt. 3 A.

ÆndringL 216 (2000-01) · bemærkning til § 1, nr. 2LOV nr 446 af 07/06/2001 · 7. juni 2001

Det foreslås, at kvinder, der er ansat på værnepligtslignende vilkår, ligestilles med mandlige værnepligtige. Kvinder, der er ansat på værnepligtslignende vilkår, kan derfor optages i en a-kasse på grundlag af denne ansættelse.

Ved ledighed kan de få dagpenge med 82 pct. af højeste dagpenge. Hvis de er optaget i en a-kasse forud for ansættelsen, udbetales dagpengene dog med den individuelle dagpengesats, jf. § 51, stk. 3, jf. stk. 1, dog således at dagpengene mindst udgør 82 pct. af den højeste dagpengesats.

Endelig kan de medregne ansættelsesperioder på værnepligtslignende vilkår til opfyldelse af arbejdskravet for opnåelse af ret til dagpenge efter § 53, stk. 2, 3 og 5.

ÆndringL 174 (1998-99) · bemærkning til § 1, nr. 1LOV nr 276 af 12/05/1999 · 12. maj 1999

Det foreslås at nedsætte alderen for det senest mulige tidspunkt for optagelse i en arbejdsløshedskasse til 63 år samtidig med, at folkepensionsalderen fra 2004 nedsættes fra 67 år til 65 år for personer, der er født den 1. juli 1939 eller senere. Retten til optagelse i en arbejdsløshedskasse ophører i dag 2 år før, retten til ydelser efter arbejdsløshedsforsikringsloven ophører. Dette princip videreføres med forslaget.

Personer, der er født før den 1. juli 1939, bevarer retten til optagelse indtil det fyldte 65. år, da folkepensionsalderen for denne gruppe fortsat er 67 år.

ÆndringL 32 (1998-99) · bemærkning til § 1, nr. 1LOV nr 897 af 16/12/1998 · 16. december 1998

Det foreslås, at den generelle 18 års-grænse for optagelse i en arbejdsløshedskasse ikke skal gælde for personer, der har færdiggjort en erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed før det fyldte 18. år.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 6.

ÆndringL 32 (1998-99) · bemærkning til § 1, nr. 2LOV nr 897 af 16/12/1998 · 16. december 1998

Det foreslås, at den generelle 18 års-grænse for optagelse i en arbejdsløshedskasse ikke skal gælde for personer, der har færdiggjort en erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed før det fyldte 18. år.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 6.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 41.