Arbejdsløshedsforsikringsloven

Arbejdsløshedsforsikringsloven § 74

Gældende tekst efter LBK nr 808 af 22/09/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 11 a – Efterløn · Betingelser for ret til efterløn

§ 74.

Efterlønsalderen er 3 år før folkepensionsalderen, jf. lov om social pension.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 808 af 22/09/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Arbejdsløshedsforsikringsloven § 74

Senere ændringer

ÆndringL 28 (2025-26) · bemærkning til § 6, nr. 26LOV nr 1627 af 16/12/2025 · 16. december 2025

Efter § 74, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. er efterlønsalderen 60 år. Det følger af stk. 2, at efterlønsalderen dog er forskellig alt efter, hvornår pågældende er født.

Det følger videre af lovens § 74, stk. 3, at for personer, der er født efter den 31. december 1962, er efterlønsalderen 3 år før folkepensionsalderen, jf. lov om social pension.

Det foreslås, at § 74 affattes, således, at efterlønsalderen er 3 år før folkepensionsalderen, jf. lov om social pension.

Forslaget vil betyde, at reglerne om efterlønsalderen og efterlønsperiodens varighed skrives sammen, og at særregler for forskellige aldersgrupper vil udgå af loven, da de ikke længere har nogen indholdsmæssig betydning.

Forslaget vil omfatte personer, der er født efter den 30. juni 1959.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

ÆndringL 19 (2011-12) · bemærkning til § 1, nr. 2LOV nr 1365 af 28/12/2011 · 28. december 2011

Til stk. 1 og 2

Efter den gældende lovs § 74 er efterlønsalderen 60 år. Som led i Velfærdsaftalen fra 2006 blev efterlønsalderen forhøjet med ½ år ad gangen i årene 2019, 2020, 2021 og 2022, således at efterlønsalderen er

– 60½ år for personer, der er født i perioden fra og med den 1. januar 1959 til og med den 30. juni 1959,

– 61 år for personer, der er født i perioden fra og med den 1. juli 1959 til og med den 31. december 1959,

– 61½ år for personer, der er født i perioden fra og med den 1. januar 1960 til og med den 30. juni 1960, og

– 62 år for personer, der er født i perioden fra og med den 1. juli 1960 til og med den 31. december 1962.

For personer, der er født efter den 31. december 1962 kan efterlønsalderen blive højere end 62 år som følge af levetidsindekseringen.

Det foreslås, at forhøjelsen af efterlønsalderen rykkes frem med fem år således, at efterlønsalderen forhøjes med ½ år ad gangen i årene 2014, 2015, 2016 og 2017. Det betyder, at efterlønsalderen bliver

– 60½ år for personer, der er født i perioden fra og med den 1. januar 1954 til og med den 30. juni 1954,

– 61 år for personer, der er født i perioden fra og med den 1. juli 1954 til og med den 31. december 1954,

– 61½ år for personer, der er født i perioden fra og med den 1. januar 1955 til og med den 30. juni 1955, og

– 62 år for personer, der er født i perioden fra og med den 1. juli 1955 til og med den 31. december 1955.

Forslaget skal ses i sammenhæng med det samtidigt fremsatte forslag til lov om ændring af lov om social pension, der blandt andet indeholder en tilsvarende fremrykning af forhøjelsen af folkepensionsalderen. Dette betyder, at efterlønsperioden for personer, der er født før 1956, bevares på fem år.

Det foreslås også, at efterlønsperioden forkortes for personer, der er født den 1. januar 1956 eller senere. Forkortelsen af efterlønsperioden foregår ved, at efterlønsalderen forhøjes gradvis for personer, der er født den 1. januar 1956 eller senere således, at efterlønsalderen bliver

– 62½ år for personer, der er født i perioden fra og med den 1. januar 1956 til og med den 30. juni 1956,

– 63 år for personer, der er født i perioden fra og med den 1. juli 1956 til og med den 31. december 1958,

– 63½ år for personer, der er født i perioden fra og med den 1. januar 1959 til og med den 30. juni 1959, og

– 64 år for personer, der er født i perioden fra og med den 1. juli 1959 til og med den 31. december 1962.

Da folkepensionsalderen for personer, der er født den 1. januar 1956 eller senere er 67 år, betyder den gradvise forhøjelse af efterlønsalderen, at efterlønsperioden gradvis forkortes, indtil den er tre år for personer, der er født efter den 30. juni 1959.

Medlemmer, der er født før 1954, bliver ikke berørt af fremrykningen af forhøjelsen af efterlønsalderen eller af forkortelsen af efterlønsperioden. For disse bevares efterlønsalderen på 60 år, og efterlønsperioden bevares på fem år. Der sker ligeledes ikke ændringer i efterlønsalderen og efterlønsperioden for personer, der allerede er gået på efterløn.

Til stk. 3

Efter de gældende regler indekseres efterlønsalderen således, at tilbagetrækningsalderen på længere sigt følger den stigende levealder. Indekseringsordningen betyder, at efterlønsalderen – og folkepensionsalderen – forhøjes, hvis den gennemsnitlige levetid for de 60-årige i de seneste to år på grundlag af Danmarks Statistiks opgørelse heraf overstiger levetiden i 2004-2005 på 81,4 år. Levetiden opgøres som et simpelt gennemsnit for mænd og kvinder.

Ved beregning af efterlønsalderen efter indekseringsordningen fastsættes efterlønsalderen til levetiden for 60-årige i de seneste to år tillagt en forudsat stigning i levetiden på 0,6 år og fratrukket en forudsat efterløns- og folkepensionsperiode på 19,5 år. Den beregnede efterlønsalder afrundes til nærmeste halve år, således at et resultat på fx 62,7 år afrundes til 62,5 år, mens et resultat på fx 62,8 år afrundes til 63 år. Følgen vil kunne blive, at efterlønsalderen skal fastholdes, at den skal stige med et halvt år, eller at den skal stige med et helt år, der foreslås at være den højst mulige forhøjelse ved den enkelte regulering.

I 2015 og herefter hvert 5. år beregnes, om efterlønsalderen og folkepensionsalderen for personer, der er født efter den 31. december 1962, skal forhøjes. Den eventuelle forhøjelse af efterlønsalderen sker med virkning pr. 1. januar i kalenderåret 10 år efter det år, hvori efterlønsalderen reguleres. Det betyder, at efterløns-alderen vil kunne stige igen i 2025 og folkepensionsalderen i 2030, hvis levetiden er steget yderligere i forhold til i 2004-2005. Er der ikke sket en stigning i levetiden, fastholdes efterlønsalderen på 62 år og folke-pensionsalderen på 67 år.

Det foreslås, at der i efterlønsordningen ikke fastsættes særlige indekseringsregler for ændring af efterlønsalderen, men at efterlønsalderen fastsættes til at være tre år før folkepensionsalderen, jf. lov om social pension. Ændring af efterlønsalderen sker således som en konsekvens af indekseringsreglerne for folkepensionsalderen, som er fastsat i lov om social pension.

Efter indekseringsbestemmelsen i lov om social pension skal det første gang i 2015 og herefter hvert 5. år beregnes, om folkepensionsalderen skal forhøjes for personer, der er født efter den 31. december 1962. I det omfang folkepensionsalderen skal ændres, fastsættes ændringen med virkning pr. 1. januar i kalenderåret 15 år efter det år, hvori ændringen fastsættes. Som følge heraf sker en ændring af efterlønsalderen med virkning pr. 1. januar i kalenderåret 12 år efter det år, hvori ændringen af folkepensionsalderen fastsættes.

Det betyder, at efterlønsalderen vil kunne stige igen i 2027 og folkepensionsalderen i 2030, hvis levetiden er steget yderligere i forhold til i 2004-2005. Er der ikke sket en stigning i levetiden, fastholdes efterlønsalderen på 64 år og folkepensionsalderen på 67 år.

ÆndringL 276 (1999-00) · bemærkning til § 1, nr. 1LOV nr 397 af 31/05/2000 · 31. maj 2000

Efter de gældende regler er det en betingelse for at få udbetalt efterløn, at efterlønsmodtageren er medlem af en dansk arbejdsløshedskasse. Personer, der opnår beskæftigelse i et andet EØS-land, vil ifølge lovvalgsreglerne i forordning 1408/71 som hovedregel blive omfattet af arbejdsløshedsforsikringen i beskæftigelseslandet. Der er ikke mulighed for samtidig at bevare medlemskab af den danske arbejdsløshedskasse.

Forslagene sikrer, at efterlønsmodtagere, der på grund af beskæftigelse i et andet EØS-land ikke kan bevare deres medlemskab af en dansk arbejdsløshedskasse, kan få efterløn, jf. i øvrigt bemærkningerne til § 1, nr. 5.

ÆndringL 174 (1998-99) · bemærkning til § 1, nr. 8LOV nr 276 af 12/05/1999 · 12. maj 1999

§ 74 fastlægger personkredsen, der har ret til den fremtidige fleksible efterløn.

ÆndringL 174 (1998-99) · bemærkning til § 1, nr. 7LOV nr 276 af 12/05/1999 · 12. maj 1999

Lovforslaget indebærer, at medlemmer, der fylder 60 år den 1. juli 1999 eller senere, bliver omfattet af helt nye regler for efterløn. Personer, der er fyldt 60 år inden den 1. juli 1999, bliver omfattet af de eksisterende efterlønsregler med de ændringer, der foreslås i dette lovforslag. Det foreslås, at de nye regler for efterløn samles under ét i §§ 74 og 74 a-l, og at de allerede gældende efterlønsregler forbliver samlet i §§ 75 og 75 a-g. I en årrække vil der således være to sæt efterlønsregler. De samlede regler for såvel den nye som den gamle efterlønsordning vil være samlet i et kapitel kapitel 11 a. Kapiteloverskriften til kapitel 11 a rykkes derfor frem foran § 74.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 74.