Arbejdsløshedsforsikringsloven

Arbejdsløshedsforsikringsloven § 100 b

Gældende tekst efter LBK nr 808 af 22/09/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 16 b – Digital kommunikation

§ 100 b.

Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om digital kommunikation mellem medlemmet og arbejdsløshedskassen, herunder om, at medlemmet og arbejdsløshedskassen har pligt til at anvende digital kommunikation, når kassen har indført det.

Stk. 2.

Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om digital kommunikation mellem arbejdsløshedskasserne, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.

Stk. 3.

En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 808 af 22/09/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Arbejdsløshedsforsikringsloven § 100 b

Senere ændringer

ÆndringL 141 (2015-16) · bemærkning til § 8, nr. 10LOV nr 395 af 02/05/2016 · 2. maj 2016

Efter den gældende § 100 b, stk. 2, kan beskæftigelsesministeren efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte regler om digital kommunikation mellem arbejdsløshedskasserne, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.

Som følge af beslutningen om at flytte behandlingen af sager om klager m.v. efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. fra Arbejdsskadestyrelsen til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, foreslås det i lovforslagets § 8, nr. 10, at henvisningen til Arbejdsskadestyrelsen udgår af § 100 b, stk. 2.

Forslaget betyder, at beskæftigelsesministeren, jf. bemyndigelsesbestemmelsen i § 100 b, stk. 2, efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætter regler om digital kommunikation mellem arbejdsløshedskasserne, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.4.2.

ÆndringL 70 (2013-14) · bemærkning til § 1, nr. 5LOV nr 1610 af 26/12/2013 · 26. december 2013

Efter gældende regler i § 100 b i loven er beskæftigelsesministeren bemyndiget til at fastsætte regler om digital kommunikation mellem medlemmet og arbejdsløshedskassen, Arbejdsmarkedsstyrelsen, Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering, Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, herunder regler om at medlemmerne har ret, men ikke pligt, til at benytte digital kommunikation.

Det foreslås i stk. 1 , at beskæftigelsesministeren får bemyndigelse til at fastsætte regler om, at digital kommunikation mellem medlemmet og arbejdsløshedskassen, herunder om medlemmet og arbejdsløshedskassen har pligt til at anvende digital kommunikation, når kassen har indført det.

Den foreslåede bemyndigelse vil blive anvendt til, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at den enkelte arbejdsløshedskasse kan beslutte, at det skal være en pligt for kassens medlemmer at kommunikere digitalt med arbejdsløshedskassen. Overgangen til digital kommunikation kan ske i takt med, at den enkelte arbejdsløshedskasse er i stand til at stille sikre IT-løsninger til rådighed for medlemmerne. Der skal dog være mulighed for, at mindre IT-parate medlemmer af en arbejdsløshedskasse kan blive fritaget for digital kommunikation med arbejdsløshedskassen.

Det foreslås i stk. 2 , at den gældende hjemmel i § 100 b til at fastsætte regler om digital kommunikation mellem arbejdsløshedskasserne, Arbejdsmarkedsstyrelsen, Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering, Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg i øvrigt videreføres uændret.

Det foreslås i stk. 3, at der fastsættes regler om, hvornår en digital meddelelse anses for at være kommet frem til adressaten, dvs. til modtageren af meddelelsen.

Efter forslaget anses en meddelelse for at være kommet frem til adressaten, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

Bestemmelsen vil have betydning for beregning af, hvornår eventuelle tidsfrister begynder at løbe og for starttidspunktet for beregning af klagefristen.

ÆndringL 70 (2011-12) · bemærkning til § 1, nr. 26LOV nr 152 af 28/02/2012 · 28. februar 2012

Det foreslås, at der i en ny bestemmelse – § 100 c – i et nyt kapitel 16 c i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. skabes hjemmel til, at beskæftigelsesministeren efter forhandling med Beskæftigelsesrådet kan fastsætte regler, som fraviger reglerne i loven eller regler fastsat i medfør af loven, med henblik på at gennemføre forsøg og udviklingsaktiviteter med arbejdsløshedskassernes administration af reglerne.

Forsøg og udviklingsaktiviteter kan gennemføres i en begrænset periode, i alle eller et begrænset antal arbejdsløshedskasser med henblik på læring og med henblik på eventuelt senere at ændre reglerne.

Efter forslaget kan der ikke gennemføres forsøg med medlemmernes rettigheder og pligter efter loven (kapitel 7-16).

Der kan således ikke gennemføres forsøg med medlemmernes ret til optagelse i og medlemskab af en arbejdsløshedskasse, beregningen af ydelser og de fastsatte satser for ydelser, opnåelse af ret til ydelser, ydelsesperiodernes længde og forbrug af ydelser/ydelsesperioder eller med retten til ydelser i øvrigt, herunder med sanktioner. Der kan heller ikke gennemføres forsøg og udviklingsaktiviteter med medlemmernes ret til at klage over afgørelser truffet efter loven.

Der kan heller ikke gennemføres forsøg og udviklingsaktiviteter med medlemmernes pligter efter loven. Der vil dog kunne gennemføres forsøg og udviklingsaktiviteter med arbejdsløshedskassernes administration af pligterne, herunder særligt de pligter, der er fastsat i medfør af lovens § 62 og § 65, som omhandler henholdsvis medlemmernes rådighedsforpligtelse og arbejdsløshedskassernes vejledningsforpligtelse, herunder medlemmernes pligt til at give arbejdsløshedskassen de oplysninger, som kassen har behov for, for at kunne vejlede medlemmet og administrere efter loven. I medfør af § 62 og § 65 i loven er der fastsat en række regler om arbejdsløshedskassernes administration knyttet til medlemmernes pligter, som skal sikre, at arbejdsløshedskasserne følger op på, om medlemmerne lever op til deres rådighedsforpligtelse, og at de vejleder medlemmerne. Det vil først og fremmest være i forhold til denne administration, at der gennemføres forsøg og udviklingsaktiviteter.

De forsøg og udviklingsaktiviteter, der gennemføres, skal have til formål at understøtte, at arbejdsløshedskasserne kan yde deres medlemmer en professionel service, herunder med nye metoder i opgaveløsningen, som kan være med til at hjælpe medlemmerne hurtigere ud af ledighed, og som kan være med til at fremme en fokuseret og mere enkel administration af reglerne.

Forsøgshjemlen vil kunne bruges til at gennemføre forsøg og udviklingsaktiviteter rettet mod arbejdsløshedskassernes administration i bred forstand. Der vil således kunne gennemføres forsøg med fravigelse af regler med særlige krav til arbejdsløshedskassernes administration – eksempelvis regler om særlige sagsgange, dokumentationsformer og registreringer, brug af standarder mv.

Der vil også kunne gennemføres forsøg og udviklingsaktiviteter, som giver arbejdsløshedskasserne mulighed for at vælge forskellige metoder i opgaveløsningen, f.eks. i forbindelse med vejledning af ledige medlemmer samt for at understøtte de valgte metoder ved brug af nye digitale redskaber (f.eks. e-vejledning). Der vil desuden kunne gennemføres forsøg, som giver arbejdsløshedskasserne mulighed for i højere grad at yde særligt deres ledige medlemmer den professionelle jobrettede service, som medlemmerne har behov for og efterspørger – eksempelvis ved at tilrettelægge indsatsen mere fleksibelt og med afsæt i den enkelte og ved at give medlemmerne mulighed for i højere grad selv at tage del i og have ejerskab til indsatsen.

Ved gennemførelsen af forsøg og udviklingsaktiviteter skal der tages højde for medlemmernes retssikkerhed. Derfor skal almindelige forvaltningsretlige principper og grundsætninger iagttages i forbindelse med gennemførelsen af forsøg og udviklingsaktiviteter.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3. i de almindelige bemærkninger.

ÆndringL 149 (2004-05, 2. samling) · bemærkning til § 2, nr. 1LOV nr 431 af 06/06/2005 · 6. juni 2005

Det foreslås, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan eftergive krav på bl.a. dagpengegodtgørelse, ubetalte arbejdsgiverbidrag, uberettiget modtagne dagpenge eller andre ydelser fra kassen, samt forudbetalte feriedagpenge, som inddrives i medfør af §§ 84, stk. 9, 85 b, stk. 1, 86, stk. 11, og 86 a, stk. 3, efter reglerne i opkrævningsloven.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 100 b.