Aftaleloven

Aftaleloven § 39

2 publikationer om § 39 i aftaleloven, udvalgt og forklaret af dom.dk.

Myndigheder 2

· 17. juni 2021

Landsretten stadfæstede Sø- og Handelsrettens dom i sag om, hvorvidt Saxo Bank A/S i henhold til aftalegrundlaget var berettiget til at foretage korrektion af afregningsprisen på valuta over for detailkunderne i forbindelse med uvarslet ophævelse af fastkurspolitik for CHR over for EUR, med den ændring, at Appellant 1 skulle betale procesrente fra den 21. april 2017

Sagen angår spørgsmålet om, hvorvidt Saxo Bank var berettiget til at foretage korrektion af afregningskurserne ved salget af Appellant 1, tidligere Sagsøger 2, Appellant 2, tidligere Sagsøger 1 og Sanwil*s positioner i tidsrummet 10:30:45 - 10:32:44 den 15. januar 2015 i forbindelse med Den Schweiziske Nationalbanks uvarslede ophævelse af fastkursmålet for schweizerfranc (CHF) over for euroen (EUR) med deraf følgende øjeblikkelige stigning af kursen på valutakrydset. - 55 - Parterne er enige om de beløbsmæssige opgørelser og om rentepåstandene, herunder at Saxo Banks rentepåstand i forhold til Appellant 1, tidligere Sagsøger 2 rettelig skal være fra den 21. april 2017. Appellant 1, tidligere Sagsøger 2, Appellant 2, tidligere Sagsøger 1 og Sanwil*s aftaler og handler Den 15. januar 2015 i tidsrummet kl. 10:30:45 - 46 modtog Appellant 1, tidligere Sagsøger 2 meddelelser fra Saxo Bank om, at der var sket salg af hans 4 EUR/CHF-positioner til kurser mellem 1,2000 -1,2005. Kl. 10:30:52 modtog Appellant 2, tidligere Sagsøger 1 meddelelse om, at hans 3 positioner var handlet til kurs 1,185 …

Justitsministeriet · 21. september 2016

Tjenestemand fortrød accept af ikke-passende stilling. Aftalelovens § 39, 2. pkt., og Højesterets praksis

En tjenestemandsansat politimand fik i forbindelse med en lederreform ved politiet valget mellem at lade sig afskedige med tre års rådighedsløn eller fortsætte i tjenesten i en ikke-passende stilling. Politimanden accepterede den ikke-passende stilling, men fortrød dagen efter. Rigspolitiet mente ikke, at politimanden kunne fortryde. Moderniseringsstyrelsen, som var blevet inddraget under sagen, mente, at politimandens tilbagekaldelse af accepten skulle vurderes efter en lempelig praksis, som Højesteret havde, vedrørende en ansats adgang til at tilbagekalde en opsigelse, jf. aftalelovens § 39, 2. pkt., eller principperne heri. Ombudsmanden mente, at mest talte for at lægge Moderniseringsstyrelsens retsopfattelse til grund. Sådan som sagen var oplyst, mente ombudsmanden desuden, at politimanden opfyldte kriterierne i Højesterets praksis for at kunne tilbagekalde sin accept. Politimanden havde fortrudt sin accept inden for kort tid, og inden den havde virket bestemmende på Rigspolitiets handlemåde. Der var heller ikke oplyst om forhold, hvorefter tilbagekaldelsen måtte anses for at være til væsentlig ulempe for Rigspolitiet. Spørgsmålet var imidlertid ikke utvivlsomt, og da Moderniseringsstyrelsens generelle retsopfattelse ikke havde været forelagt domstolene, henstillede ombudsmanden til Civilstyrelsen, at politimanden fik meddelt fri proces til at få sagen prøvet ved domstolene

Aftaleloven § 39 – afgørelser og praksis · dom.dk