Retssikkerhedsloven

Retssikkerhedsloven § 79 a

Gældende tekst efter LBK nr 680 af 03/08/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 11 – Koordinering af praksis

§ 79 a.

Kommunalbestyrelsen behandler Ankestyrelsens undersøgelser af kommunens praksis på et møde i kommunalbestyrelsen eller i et af kommunalbestyrelsens stående udvalg.

Stk. 2.

Ankestyrelsen kan beslutte, at kommunalbestyrelsen skal orientere styrelsen om kommunalbestyrelsens behandling, herunder om, hvilke foranstaltninger kommunalbestyrelsen har besluttet at iværksætte.

Styrelsen kan fastsætte en frist for denne orientering.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 680 af 03/08/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Retssikkerhedsloven § 79 a

Senere ændringer

ÆndringL 64 (2024-25) · bemærkning til § 1, nr. 2LOV nr 1686 af 30/12/2024 · 30. december 2024

§ 79 a i retssikkerhedsloven vedrører kommunernes behandling af Ankestyrelsens praksiskoordinerende virksomhed efter kapitel 11 og 12 i retssikkerhedsloven.

Det følger af § 79 a, stk. 1, i retssikkerhedsloven, at kommunalbestyrelsen skal behandle Ankestyrelsens undersøgelser af kommunens praksis på et møde. Denne bestemmelse omhandler Ankestyrelsens praksisundersøgelser, dvs. undersøgelser der indeholder en juridisk sagsgennemgang. Bestemmelsen betyder, at kommunalbestyrelsen skal behandle Ankestyrelsens praksisundersøgelser på et møde, og at denne opgave ikke kan delegeres til udvalg under kommunalbestyrelsen.

Det foreslås, at det i § 79 a, stk. 1, efter møde indsættes ”i kommunalbestyrelsen eller i et af kommunalbestyrelsens udvalg”.

Den foreslåede ændring vil medføre, at kommunalbestyrelsen skal behandle Ankestyrelsens undersøgelser af kommunens praksis på et møde i kommunalbestyrelsen eller i et af kommunalbestyrelsens udvalg. Der vil således være mulighed for, at kommunalbestyrelsen kan beslutte at delegere behandlingen af en eller flere af Ankestyrelsens praksisundersøgelser til et udvalg under kommunalbestyrelsen. Der opstilles ikke krav til, hvornår kommunalbestyrelsen vil kunne overlade behandlingen af en praksisundersøgelse til et udvalg under kommunalbestyrelsen. Det vil ligeledes være muligt for kommunalbestyrelsen at træffe en generel beslutning om, at Ankestyrelsens praksisundersøgelser som udgangspunkt altid behandles på et møde i et udvalg under kommunalbestyrelsen og ikke på et møde i kommunalbestyrelsen. Derimod vil det fortsat ikke være muligt for kommunalbestyrelsen at delegere opgaven med behandling af Ankestyrelsens praksisundersøgelse til den kommunale forvaltning. Ved praksisundersøgelse forstås en undersøgelse, der indeholder en juridisk sagsgennemgang.

Den foreslåede ændring har til formål at bidrage til regelforenkling og frisættelse af kommunerne.

ÆndringL 64 (2024-25) · bemærkning til § 1, nr. 3LOV nr 1686 af 30/12/2024 · 30. december 2024

§ 79 a i retssikkerhedsloven vedrører kommunernes behandling af Ankestyrelsens praksiskoordinerende virksomhed efter kapitel 11 og 12 i retssikkerhedsloven.

Det følger af § 79 a, stk. 1, i retssikkerhedsloven, at kommunalbestyrelsen skal behandle Ankestyrelsens undersøgelser af kommunens praksis på et møde. Denne bestemmelse omhandler Ankestyrelsens praksisundersøgelser. Det fremgår videre af § 79 a, stk. 2, at Ankestyrelsen kan beslutte, at kommunalbestyrelsen skal behandle resultatet af andre af Ankestyrelsens undersøgelser og aktiviteter efter kapitel 11 og 12, der vedrører kommunen, på et møde.

Det foreslås, at § 79 a, stk. 2, ophæves.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det vil være op til den enkelte kommune at beslutte, hvorvidt kommunalbestyrelsen på et møde skal behandle resultaterne af andre typer af Ankestyrelsens undersøgelser og aktiviteter efter kapitel 11 og 12, der vedrører kommunen. Det vil fortsat være et krav efter § 79 a, stk. 1, at kommunalbestyrelsen på et møde skal behandle Ankestyrelsens praksisundersøgelse, der vedrører kommunen. Ved praksisundersøgelse forstås en undersøgelse, der indeholder en juridisk sagsgennemgang.

Den foreslåede ændring er begrundet i hensynet til at fjerne unødig regulering og sætte kommunalbestyrelserne fri til selv at tage ansvar for retssikkerheden på det sociale område i deres respektive kommuner.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2 og 2.2.3.

ÆndringL 151 (2021-22) · bemærkning til § 1, nr. 1LOV nr 912 af 21/06/2022 · 21. juni 2022

Det fremgår af § 79 a, stk. 1, i retssikkerhedsloven, at kommunalbestyrelsen behandler Ankestyrelsens undersøgelser af kommunens praksis på et møde. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at bestemmelsen indebærer, at de praksisundersøgelser, der foretages vedrørende den enkelte kommune skal optages på dagsordenen på et byrådsmøde, jf. Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 877. Bestemmelsen omfatter således de praksisundersøgelser, som Ankestyrelsen gennemfører efter § 76 i retssikkerhedsloven, og som vedrører den pågældende kommune.

Det foreslås, at det som et nyt stk. 2 i § 79 a i retssikkerhedsloven indsættes, at Ankestyrelsen kan beslutte, at kommunalbestyrelsen skal behandle resultatet af andre af Ankestyrelsens undersøgelser og aktiviteter efter retssikkerhedslovens kapitel 11 og 12, der vedrører kommunen, på et møde.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Ankestyrelsen vil kunne beslutte, at resultatet af andre af Ankestyrelsens undersøgelser og aktiviteter efter retssikkerhedslovens kapitel 11 og 12, der vedrører kommunen, i lighed med de praksisundersøgelser efter § 79 a, stk. 1, som skal behandles af kommunalbestyrelsen på et møde.

Med den foreslåede bestemmelse vil det være op til Ankestyrelsen at vurdere, hvorvidt der er behov for, at resultaterne af en undersøgelse eller aktivitet skal behandles af kommunens kommunalbestyrelse på et møde. Undersøgelsen eller aktiviteten vil skulle være omfattet af Ankestyrelsens praksiskoordinerende virksomhed og samarbejde med kommunerne om at bidrage til at styrke kvaliteten i sagsbehandlingen på socialområdet efter kapitel 11 eller 12 i retssikkerhedsloven. Det vil ydermere være et krav i lighed med, hvad der gælder for undersøgelserne efter § 79 a, stk. 1, at undersøgelsen eller aktiviteten vedrører den pågældende kommune. Det vil dog ikke være et krav, at den pågældende undersøgelse eller aktivitet alene vedrører den pågældende kommune, og undersøgelsen eller aktiviteten vil således kunne omfatte flere kommuner. Såfremt undersøgelsen eller aktiviteten vedrører flere kommuner, vil det ikke være et krav, at Ankestyrelsen beslutter, at kommunalbestyrelserne i alle de berørte kommuner behandler undersøgelsen eller aktiviteten på et møde.

Ankestyrelsens beslutning om, at resultaterne af en undersøgelse eller en aktivitet skal behandles af kommunalbestyrelsen på et møde, vil bl.a. skulle basere sig på Ankestyrelsens vurdering af undersøgelsens eller aktivitetens betydning for retssikkerheden i kommunen. I denne vurdering vil kunne indgå, om undersøgelsen eller aktiviteten indeholder konklusioner, der vedrører den pågældende kommune, om konklusionerne vurderes at kunne have betydning for kommunalbestyrelsens viden om sagsbehandlingen og retssikkerheden i kommunen, herunder om der er behov for at iværksætte tiltag, behovet for opfølgning på undersøgelsen eller aktiviteten i kommunen med henblik på styrkelse af retssikkerheden samt undersøgelsens eller aktivitetens egnethed til behandling på et møde i kommunalbestyrelsen.

Ankestyrelsen vil skulle meddele beslutningen efter den foreslåede bestemmelse til kommunen. Dette vil typisk kunne gøres i forbindelse med kommunikationen af undersøgelsens eller aktivitetens konklusioner til kommunen eller aktivitetens afslutning. Beslutningen vil ikke kunne anses som en afgørelse og vil ikke kunne påklages til anden administrativ myndighed.

Den foreslåede bestemmelse er begrundet i, at Ankestyrelsens praksiskoordinerende virksomhed og samarbejde med kommunerne om at bidrage til at styrke kvalitet i sagsbehandlingen på socialområdet efter kapitel 11 og 12 i retssikkerhedsloven i dag består af mange andre aktiviteter end praksisundersøgelser, herunder f.eks. velfærdsundersøgelser. Dette bør afspejles i lovgivningen, således at kommunalbestyrelsen også skal kunne blive pålagt at behandle og tage stilling til resultaterne af andre af Ankestyrelsens aktiviteter og undersøgelser end praksisundersøgelser på et møde med henblik på politisk stillingtagen, herunder særligt mht. de retssikkerhedsmæssige betragtninger. Der bør dog alene være tale om en mulighed for Ankestyrelsen for at pålægge kommunalbestyrelsen at behandle aktiviteten eller undersøgelsen, da der kan være aktiviteter og undersøgelser, der ikke egner sig til behandling på et møde, eller hvor behandling er unødvendig.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3, og de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2 og 2.2.3.

ÆndringL 151 (2021-22) · bemærkning til § 1, nr. 2LOV nr 912 af 21/06/2022 · 21. juni 2022

Det fremgår af § 79 a, stk. 2, i retssikkerhedsloven, at Ankestyrelsen kan beslutte, at kommunalbestyrelsen skal orientere styrelsen om kommunalbestyrelsens behandling efter § 79 a, stk. 1, af Ankestyrelsens praksisundersøgelser, herunder om hvilke foranstaltninger undersøgelsens resultater har givet anledning til. Styrelsen kan fastsætte en frist for denne orientering.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at bestemmelsen er udtryk for et ønske om at understrege vigtigheden af, at de berørte kommunalbestyrelser i rimelig tid efter en praksisundersøgelse forholder sig til de problemer, undersøgelsen kan have påpeget, jf. Folketingstidende 2008-09, tillæg A, side 3406-07. Det fremgår videre af forarbejderne, at selve orienteringen af Ankestyrelsen behøver kommunalbestyrelsen ikke at behandle på et møde. Men den behandling, orienteringen skal omhandle, skal være behandlet på et møde i kommunalbestyrelsen. Videre fremgår, at en kommunalbestyrelses eventuelle undladelse af at efterkomme Ankestyrelsens anmodning om orientering og frist herfor kan påses som led i statsforvaltningernes, nu Ankestyrelsens, tilsyn med kommunerne i henhold til lov om kommunernes styrelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 47 af 15. januar 2021.

Det foreslås, at i § 79 a, stk. 2, 1. pkt., der med lovforslagets § 1, nr. 1, foreslås at blive stk. 3, 1. pkt., ændres hvilke foranstaltninger undersøgelsens resultater har givet anledning til, til hvilke foranstaltninger kommunalbestyrelsen har besluttet at iværksætte.

De foreslåede ændringer vil betyde, at Ankestyrelsen i lighed med efter gældende ret vil kunne beslutte, at kommunalbestyrelsen skal orientere styrelsen om kommunalbestyrelsens behandling, hvilket også vil omfatte behandling efter den lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede nye bestemmelse i § 79 a, stk. 2, i retssikkerhedsloven. Herudover vil Ankestyrelsen kunne beslutte, at kommunalbestyrelsen som led i orienteringen af Ankestyrelsen også vil skulle orientere om hvilke foranstaltninger kommunalbestyrelsen har besluttet at iværksætte.

Den foreslåede ændring har alene karakter af en sproglig ændring, som skal tage højde for, at Ankestyrelsen med den i lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede § 79 a, stk. 2, i retssikkerhedsloven også vil kunne beslutte, at kommunalbestyrelsen skal behandle andet end undersøgelser, hvorfor der ikke kan henvises til undersøgelsens resultater i § 79 a, stk. 2, 1. pkt., der bliver stk. 3, 1. pkt.

Der er således med den foreslåede ændring ikke påtænkt materielle ændringer, udover at bestemmelsen også skal kunne indeholde kommunalbestyrelsens drøftelse efter den i lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede nye bestemmelse i § 79 a, stk. 2, og de foranstaltninger som kommunalbestyrelsen på baggrund af denne drøftelse beslutter at iværksætte.

Det vil i lighed med efter gældende ret være således, at selve orienteringen af Ankestyrelsen ikke behøver at være behandlet af kommunalbestyrelsen på et møde, men at den behandling, orienteringen vil skulle omhandle, vil skulle være behandlet på et møde i kommunalbestyrelsen. Ligeledes vil kommunalbestyrelses eventuelle undladelse af at efterkomme Ankestyrelsens anmodning om orientering og frist herfor i lighed med efter gældende ret kunne påses som led i Ankestyrelsens tilsyn med kommunerne i henhold til lov om kommunernes styrelse.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 1, og de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2 og 2.2.3.

ÆndringL 162 (2017-18) · bemærkning til § 1, nr. 2LOV nr 703 af 08/06/2018 · 8. juni 2018

Der er i dag ingen pligt for kommunalbestyrelsen til at følge op på det danmarkskort over omgjorte sager i Ankestyrelsen på socialområdet, som Børne- og Socialministeriet offentliggør hvert år. Se herom også bemærkningerne til § 1, nr. 3.

Det foreslås derfor, at der indsættes en ny bestemmelse i retssikkerhedsloven, hvorefter kommunalbestyrelsen er forpligtet til at behandle danmarkskortet på et møde i kommunalbestyrelsen.

Det er kommunalbestyrelsens ansvar at sikre overholdelsen af gældende lovgivning. Det findes derfor hensigtsmæssigt, at kommunalbestyrelserne skal have forelagt danmarkskortet, således at kommunalbestyrelsen får kendskab til omfanget af omgørelser af klagesager i kommunen samt kommunens niveau for kommunens sagsbehandlingskvalitet set i forhold til andre kommuner og mulighed for at drøfte dette. I den forbindelse bør danmarkskortet blive behandlet politisk i kommunalbestyrelsen.

Kravet indebærer, at der vil skulle ske en aktiv politisk drøftelse af danmarkskortet. Det foreslås, at behandlingen skal ske inden udgangen af det år, hvor kortet er offentliggjort.

Der stilles ikke krav om opfølgning på mødebehandlingen i form af f.eks. tilbagemelding til Børne- og Socialministeriet på resultatet af kommunalbestyrelsens behandling. Opfølgningen gøres herved til et anliggende i den enkelte kommune, herunder i forhold til en beslutning om, hvorvidt der på baggrund af mødebehandlingen skal iværksættes initiativer til forbedring af sagsbehandlingskvaliteten i kommunen.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.3.

ÆndringL 158 (2012-13) · bemærkning til § 1, nr. 49LOV nr 493 af 21/05/2013 · 21. maj 2013

Det fremgår af bestemmelsen i den gældende § 79 a, at Ankestyrelsen eller det nævn, der har foretaget en undersøgelse af kommunernes praksis, kan fastsætte, at kommunalbestyrelsen skal orientere styrelsen eller nævnet om den behandling af praksisundersøgelsen, som kommunalbestyrelsen allerede udtrykkeligt er forpligtet til at foretage efter bestemmelsens stk. 1, herunder om hvilke foranstaltninger undersøgelsens resultater har givet anledning til.

Som følge af, at de sociale nævn og beskæftigelsesankenævnene foreslås nedlagt, foreslås det, at nævnene udgår af bestemmelsens ordlyd.

Der foreslås ikke materielle ændringer af kommunalbestyrelsens behandling af de praksisundersøgelser, der efter den foreslåede forenklede klagestruktur alle vil blive foretaget af Ankestyrelsen. Kommunalbestyrelsen vil som hidtil skulle behandle Ankestyrelsens undersøgelser af kommunens praksis på et møde, ligesom Ankestyrelsen som hidtil kan beslutte, at kommunalbestyrelsen skal orientere styrelsen om de foranstaltninger, en undersøgelse har givet anledning til i kommunen.

ÆndringL 158 (2012-13) · bemærkning til § 1, nr. 50LOV nr 493 af 21/05/2013 · 21. maj 2013

Det fremgår af bestemmelsen i den gældende § 79 a, at Ankestyrelsen eller det nævn, der har foretaget en undersøgelse af kommunernes praksis, kan fastsætte, at kommunalbestyrelsen skal orientere styrelsen eller nævnet om den behandling af praksisundersøgelsen, som kommunalbestyrelsen allerede udtrykkeligt er forpligtet til at foretage efter bestemmelsens stk. 1, herunder om hvilke foranstaltninger undersøgelsens resultater har givet anledning til.

Som følge af, at de sociale nævn og beskæftigelsesankenævnene foreslås nedlagt, foreslås det, at nævnene udgår af bestemmelsens ordlyd.

Der foreslås ikke materielle ændringer af kommunalbestyrelsens behandling af de praksisundersøgelser, der efter den foreslåede forenklede klagestruktur alle vil blive foretaget af Ankestyrelsen. Kommunalbestyrelsen vil som hidtil skulle behandle Ankestyrelsens undersøgelser af kommunens praksis på et møde, ligesom Ankestyrelsen som hidtil kan beslutte, at kommunalbestyrelsen skal orientere styrelsen om de foranstaltninger, en undersøgelse har givet anledning til i kommunen.

ÆndringL 158 (2012-13) · bemærkning til § 1, nr. 51LOV nr 493 af 21/05/2013 · 21. maj 2013

Det fremgår af bestemmelsen i den gældende § 79 a, at Ankestyrelsen eller det nævn, der har foretaget en undersøgelse af kommunernes praksis, kan fastsætte, at kommunalbestyrelsen skal orientere styrelsen eller nævnet om den behandling af praksisundersøgelsen, som kommunalbestyrelsen allerede udtrykkeligt er forpligtet til at foretage efter bestemmelsens stk. 1, herunder om hvilke foranstaltninger undersøgelsens resultater har givet anledning til.

Som følge af, at de sociale nævn og beskæftigelsesankenævnene foreslås nedlagt, foreslås det, at nævnene udgår af bestemmelsens ordlyd.

Der foreslås ikke materielle ændringer af kommunalbestyrelsens behandling af de praksisundersøgelser, der efter den foreslåede forenklede klagestruktur alle vil blive foretaget af Ankestyrelsen. Kommunalbestyrelsen vil som hidtil skulle behandle Ankestyrelsens undersøgelser af kommunens praksis på et møde, ligesom Ankestyrelsen som hidtil kan beslutte, at kommunalbestyrelsen skal orientere styrelsen om de foranstaltninger, en undersøgelse har givet anledning til i kommunen.

ÆndringL 117 (2008-09) · bemærkning til § 1, nr. 35LOV nr 316 af 28/04/2009 · 28. april 2009

I § 79 a foreslås indsat et nyt stk. 2, hvori det præciseres, at Ankestyrelsen eller det nævn, der har foretaget en undersøgelse af kommunernes praksis, kan fastsætte, at kommunalbestyrelsen skal orientere styrelsen eller nævnet om den behandling af praksisundersøgelsen, som kommunalbestyrelsen allerede udtrykkeligt er forpligtet til at foretage efter § 79 a, herunder om hvilke foranstaltninger undersøgelsens resultater har givet anledning til. Det præciseres samtidig, at Ankestyrelsen eller nævnet kan fastsætte en frist for denne orientering.

Den gældende lovgivning antages allerede at indeholde hjemmel til, at nævnet eller Ankestyrelsen i praksisundersøgelsen kan forlange en tilbagemelding om kommunalbestyrelsens behandling og fastsætte en frist for tilbagemeldingen. Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.1.3. Dette fremgår dog ikke udtrykkeligt af bestemmelsen. Det findes hensigtsmæssigt at fastsætte en udtrykkelig regel herom i selve lovbestemmelsen. Baggrunden for ændringen er et ønske om at understrege vigtigheden af, at de berørte kommunalbestyrelser i rimelig tid efter en praksisundersøgelse forholder sig til de problemer, undersøgelsen kan have påpeget.

Selve orienteringen af Ankestyrelsen eller det sociale nævn behøver kommunalbestyrelsen ikke at behandle på et møde. Men den behandling, orienteringen skal omhandle, skal være behandlet på et møde i kommunalbestyrelsen, jf. § 79 a, stk. 1.

En kommunalbestyrelses eventuelle undladelse af at efterkomme Ankestyrelsens eller et nævns anmodning om orientering og frist herfor kan påses som led i statsforvaltningernes tilsyn med kommunerne i henhold til lov om kommunernes styrelse.

ÆndringL 37 (2005-06) · bemærkning til § 2, nr. 4LOV nr 1418 af 21/12/2005 · 21. december 2005

Den foreslåede bestemmelse i § 79 a svarer til den under § 1 foreslåede § 79 a med de ændringer, som følger af lov nr. 574 af 24. juni 2005. Det vil sige, at amtsrådet ikke vil være omfattet af bestemmelsen fra den 1. januar 2007. Undersøgelser foretaget af såvel Ankestyrelsen, de sociale nævn som beskæftigelsesankenævnene vil være omfattet af bestemmelsen.

ÆndringL 37 (2005-06) · bemærkning til § 1, nr. 5LOV nr 1418 af 21/12/2005 · 21. december 2005

Forslaget indebærer, at de praksisundersøgelser, der i forvejen foretages vedrørende den enkelte kommune/ det enkelte amt nu skal optages på dagsordenen på byrådsmøde/ amtsrådsmøde.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 79 a.