Retssikkerhedsloven § 73
Gældende tekst efter LBK nr 680 af 03/08/2026.
Kapitel 10 – Almindelige klageregler m.v. · Domstolsprøvelse
§ 73.
Der kan ske indbringelse for retten efter de særlige regler i kapitel 43 a i retsplejeloven af følgende:
- 1)
Ankestyrelsens afgørelse om fastholdelse m.v. efter § 124 d, stk. 2, jf. § 135, stk. 1, nr. 2, i lov om social service og optagelse i botilbud uden samtykke efter §§ 131 eller 131 a, jf. § 135, stk. 1, nr. 1, i lov om social service.
- 2)
Ankestyrelsens afgørelse i sager om børne- og ungeudvalgets beslutninger, der er omfattet af § 147 i barnets lov.
- 3)
Ankestyrelsens afgørelse efter § 151, stk. 3, i barnets lov.
- 4)
Ankestyrelsens afgørelse i sager, hvor Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse er påklaget til Ankestyrelsen efter § 55, stk. 2, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Ankestyrelsens afgørelse efter stk. 1, nr. 1, 2 og 4, skal foreligge inden 8 uger.
Samtidig med Ankestyrelsens afgørelser i sager efter stk. 1 skal Ankestyrelsen oplyse om adgangen til at forlange, at sagen forelægges for domstolene, og om fristen herfor.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 680 af 03/08/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Retssikkerhedsloven § 73
Senere ændringer
ÆndringL 188 (2023-24) · bemærkning til § 3, nr. 8LOV nr 680 af 11/06/2024 · 11. juni 2024
Det fremgår af § 73, stk. 1, nr. 1, i retssikkerhedsloven, at der kan ske indbringelse for retten efter de særlige regler i kapitel 43 a i retsplejeloven af Ankestyrelsens afgørelse om optagelse i særlige botilbud uden samtykke efter §§ 129 og 129 a i lov om social service.
Kapitel 43 a i retsplejeloven drejer sig om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse.
Det foreslås, at i § 73, stk. 1, nr. 1, i retssikkerhedsloven, indsættes efter »afgørelse om«: »fastholdelse m.v. efter § 124 d, stk. 2, jf. § 135, stk. 1, nr. 2, kortvarig indelåsning efter § 128 h, stk. 4, jf. § 135, stk. 1, nr. 2, og«, og at »§§ 129 og 129 a« ændres til: »§§ 131 eller 131 a, jf. § 135, stk. 1, nr. 1,«.
Forslaget vil betyde, at anvendelsesområdet for § 73, stk. 1, nr. 1, i retssikkerhedsloven vil blive udvidet til også at omfatte Ankestyrelsens afgørelser om fastholdelse m.v. efter servicelovens § 124 d, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 8, om personalets mulighed for kortvarig indelåsning af beboer i egen bolig i botilbud efter den ved lovforslagets § 1, nr. 22, foreslåede bestemmelse i § 128 h, stk. 4, og om optagelse i særlige botilbud uden samtykke efter servicelovens § 136 f, stk. 3, 2. pkt.
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det med den foreslåede § 135 i serviceloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 41, foreslås, at ovennævnte afgørelser vil skulle kunne indbringes for retten efter kapitel 43 a i retsplejeloven i det omfang, der er tale om frihedsberøvelse.
Med forslaget vil den gældende retstilstand i forhold til særlig mulighed for domstolsprøvelse ved klage over optagelse i botilbud efter §§ 129 og 129 a blive opretholdt. For at gøre bestemmelsen mere præcis foreslås det dog, at der i § 73, stk. 1, nr. 1, i retssikkerhedsloven vil blive henvist til §§ 131 og 131 a serviceloven, hvorefter Det Socialfaglige Nævn vedrørende Magtanvendelse overfor Borgere med Handicap vil skulle træffe afgørelse om henholdsvis optagelse i særlige botilbud uden samtykke efter § 129 eller § 136 f, stk. 3, 2. pkt., og optagelse i et bestemt botilbud uden samtykke efter § 129 a.
For en nærmere beskrivelse af §§ 124 d, 128 h, 129, 129 a og 136 f i serviceloven henvises til punkt 2.6, 2.7.1 og 2.10 i de almindelige bemærkninger.
ÆndringL 94 (2022-23, 2. samling) · bemærkning til § 2, nr. 23LOV nr 753 af 13/06/2023 · 13. juni 2023
Det fremgår af § 73, stk. 1, nr. 2, i retssikkerhedsloven, at der kan ske indbringelse for retten efter de særlige regler i kapitel 43 a i retsplejeloven af Ankestyrelsens afgørelse i sager om børn og unge-udvalgets beslutninger, der er omfattet af § 169 i serviceloven.
Det foreslås, at henvisningen til § 169 i serviceloven i § 73, stk. 1, nr. 2, i retssikkerhedsloven ændres til § 147 i barnets lov.
Den foreslåede ændring vil medføre, at Ankestyrelsens afgørelser i sager om børne- og ungeudvalgets beslutninger, der er omfattet af § 147 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov, vil kunne indbringes for retten efter de særlige regler i kapitel 43 a i retsplejeloven.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at § 169 i serviceloven med lovforslagets § 1, nr. 33, foreslås ophævet. Reglerne i § 169 i serviceloven om mulighed for at indbringe Ankestyrelsens afgørelse for retten, foreslås dog med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov videreført uden ændringer i barnets lov som § 147. Der er således behov for en ændring af § 73, stk. 1, nr. 2, i retssikkerhedsloven, så Ankestyrelsens afgørelser i sager om børne- og ungeudvalgets beslutninger fortsat vil kunne indbringes efter de særlige regler i kapitel 43 a i retsplejeloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7.1.2 og 2.7.1.3.
ÆndringL 94 (2022-23, 2. samling) · bemærkning til § 2, nr. 24LOV nr 753 af 13/06/2023 · 13. juni 2023
Det fremgår af § 73, stk. 1, nr. 3, i retssikkerhedsloven, at der kan ske indbringelse for retten efter de særlige regler i kapitel 43 a i retsplejeloven af Ankestyrelsens afgørelse efter § 65, stk. 3, i serviceloven.
Det foreslås, at henvisningen til § 65, stk. 3, i serviceloven i § 73, stk. 1, nr. 3, i retssikkerhedsloven ændres til § 151, stk. 3, i barnets lov.
Den foreslåede ændring vil medføre, at Ankestyrelsens afgørelser efter § 151, stk. 3, i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov vil kunne indbringes for retten efter de særlige regler i kapitel 43 a i retsplejeloven.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at § 65, stk. 3, i serviceloven med lovforslagets § 1, nr. 14, foreslås ophævet. Reglerne i § 65, stk. 3, i serviceloven om Ankestyrelsens egendriftsbeføjelse, foreslås dog med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov videreført uden ændringer i barnets lov som § 151, stk. 3. Der er således behov for en ændring af § 73, stk. 1, nr. 3, i retssikkerhedsloven, så Ankestyrelsens afgørelser i egendriftssager fortsat vil kunne indbringes efter de særlige regler i kapitel 43 a i retsplejeloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7.1.2 og 2.7.1.3.
ÆndringL 27 (2021-22) · bemærkning til § 1, nr. 15LOV nr 2394 af 14/12/2021 · 14. december 2021
Efter § 73, stk. 1, i retssikkerhedsloven kan visse af Ankestyrelsens afgørelser efter serviceloven som følge af afgørelsens indgribende karakter over for borgeren indbringes for domstolene efter de særlige regler i kapitel 43 a retsplejeloven om behandling af sager om administrativ frihedsberøvelse. Det gælder afgørelser om optagelse i særlige botilbud uden samtykke efter servicelovens §§ 129 og 129 a og afgørelser om børn og unge-udvalgets beslutninger efter reglerne i servicelovens § 169. Ankestyrelsens afgørelse i sådanne sager skal foreligge inden otte uger efter, at Ankestyrelsen har modtaget klagen. Samtidig med Ankestyrelsens afgørelse skal Ankestyrelsen oplyse om adgangen til at forlange sagen forelagt domstolene og fristen herfor, jf. § 73, stk. 2, i retssikkerhedsloven.
De særlige regler i retsplejelovens kapitel 43 a omfatter, at sagen skulle forelægges retten inden fem søgnedage (hverdage), hvis den administrativt frihedsberøvede begærer det. Det er den myndighed, som har besluttet optagelsen på botilbuddet eller anbringelsen, der skal forelægge sagen for retten.
I forhold til behandling af sager om børn og unge efter serviceloven, sker rettens behandling med de tilpasninger, der følger af §§ 170 og 171 i serviceloven. Det er fastsat i servicelovens § 170, at byretten under hovedforhandlingen tiltrædes af et retsmedlem, der er sagkyndig i børneforsorg, og et retsmedlem, der er sagkyndig i børne- eller ungdomspsykiatri eller i psykologi, og byrettens dom kan ikke indbringes for landsretten uden Procesbevillingsnævnets tilladelse. Det er ligeledes fastsat, at forældremyndighedens indehavere og den unge, der er fyldt 12 år, anses som parter i disse sager.
Det er i servicelovens § 169 ligeledes fastsat, at Ankestyrelsens afgørelser efter § 65, stk. 3, ved henvendelse til Ankestyrelsen inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, kan kræves forelagt retten. Sagerne behandles, jf. § 170, stk. 2, i disse tilfælde efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.
Endelig er det fastsat i § 56 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, at Ankestyrelsens afgørelse i sager som nævnt i samme lovs § 55, stk. 2, inden fire uger efter, at forældremyndighedsindehaveren eller den unge, der er fyldt 12 år, har fået meddelelse om afgørelsen, ved henvendelse til Ankestyrelsen kan kræve afgørelsen forelagt for retten. Det fremgår videre, at bestemmelserne i servicelovens §§ 170-172 finder anvendelse, og disse sager skal således også behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a med de tilpasninger, der gælder i forhold til behandling af sager om børn og unge.
Det foreslås, at § 73, stk. 1, i retssikkerhedsloven ophæves, og at der i stedet indsættes som nyt stk. 1 , at der kan ske indbringelse for retten efter de særlige regler i kapitel 43 a i retsplejeloven af følgende 1) Ankestyrelsens afgørelse om optagelse i særlige botilbud uden samtykke efter §§ 129 og 129 a i lov om social service, 2) Ankestyrelsens afgørelse i sager om børn og unge-udvalgets beslutninger, der er omfattet af § 169 i lov om social service, 3)Ankestyrelsens afgørelse efter § 65, stk. 3, i lov om social service og 4) Ankestyrelsens afgørelse i sager, hvor Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse er påklaget til Ankestyrelsen efter § 55, stk. 2, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Den foreslåede stk. 1 medfører ikke materielle ændringer i forhold til, hvilke afgørelser, der kan indbringes for domstolene efter retsplejelovens kapitel 43 a, men alene en samling og tydeliggørelse af, hvilke af Ankestyrelsens afgørelser efter regler i serviceloven og lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, der kan indbringes for domstolene efter de særlige regler i retsplejelovens kapitel 43 a.
Det foreslås videre fastsat i et nyt stykke 2, at Ankestyrelsens afgørelse skal foreligge inden otte uger for afgørelser om optagelse i særlige botilbud uden samtykke efter servicelovens § 129 og 129 a, om børn og unge-udvalgets beslutninger efter servicelovens § 169, og om Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelser efter § 55, stk. 2, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Der er i forhold til fristen for afgørelser om optagelse i særlige botilbud efter servicelovens § 129 og 129 a samt afgørelser om børn og unge-udvalgets beslutninger efter servicelovens § 169 tale om en videreførelse af de hidtil gældende regler i § 73, stk. 1, sidste punktum, samtidig med at der i bestemmelsen som noget nyt også fastsættes en otte ugers frist for Ankestyrelsens afgørelser om Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelser efter § 55, stk. 2, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Forslaget om en ny § 73, stk. 2, er begrundet i ønsket om, at sikre ensartede frister for Ankestyrelsens klagesagsbehandling i indgribende børnesager, som kan indbringes for retten efter de særlige regler i retsplejelovens kapitel 43 a, uanset om afgørelsen træffes af Ungdomskriminalitetsnævnet eller af børn og unge-udvalget i kommunen. Herved sikres, at der også i disse sager af hensyn til barnets eller den unges tarv hurtigst muligt skabes klarhed over situationen for barnet, den unge og forældrene.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.8.3.
ÆndringL 156 (2018-19) · bemærkning til § 2, nr. 1LOV nr 498 af 01/05/2019 · 1. maj 2019
Ifølge retssikkerhedslovens § 73, stk. 1, nr. 1, kan Ankestyrelsens afgørelser efter servicelovens § 127 indbringes for retten efter de særlige regler i retsplejelovens kapitel 43 a. Det samme gælder efter bestemmelsens nr. 2 og 3 for afgørelser efter servicelovens §§ 129, 129 a og 169.
Det foreslås, at § 73, stk. 1, nr. 1, ophæves.
Med ændringen ophæves adgangen til at indbringe Ankestyrelsens afgørelser om tilbageholdelse i boligen efter servicelovens § 127 for retten efter de særlige regler i retsplejelovens kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse.
Baggrunden for ændringen er, at det med dette lovforslag foreslås at ophæve servicelovens § 127 om kommunalbestyrelsens adgang til at træffe afgørelse om tilbageholdelse i boligen.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til forslaget om ophævelse af servicelovens § 127 (lovforslagets § 1, nr. 14).
ÆndringL 195 (1998-99) · bemærkning til § 2, nr. 12LOV nr 392 af 02/06/1999 · 2. juni 1999
Det foreslås, at Ankestyrelsen får en frist på 8 uger for behandlingen og afgørelsen i sager om tilbageholdelse i boligen og optagelse i særlige botilbud uden samtykke, når sagerne kan indbringes for landsretten efter de særlige regler i retsplejelovens kapitel 43 a. Dette svarer til fremgangsmåden i sager om foranstaltninger for børn og unge uden forældremyndighedsindehaverens samtykke.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 73.