Retssikkerhedsloven § 55
Gældende tekst efter LBK nr 680 af 03/08/2026.
Kapitel 9 – Ankestyrelsen · Afgørelser med udvidet votering
§ 55.
I afgørelser med udvidet votering deltager i mødet 2 medlemmer og 2 ankechefer, hvoraf den ene er formand.
Udvidet votering skal benyttes i sager om følgende:
- 1)
Sager, hvor Ankestyrelsen har besluttet, at sagen har principiel eller generel betydning, jf. § 52 c, stk. 1.
- 2)
Afgørelser truffet af børne- og ungeudvalget, jf. § 142 i barnets lov.
- 3)
Afgørelser truffet af Ungdomskriminalitetsnævnet i medfør af § 14, stk. 2-4, og §§ 15-18, 23, 24 og 32 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
- 4)
Sager om adoption uden samtykke efter § 9 i adoptionsloven.
- 5)
Sager om optagelse i botilbud uden samtykke efter §§ 131 og 131 a i lov om social service.
- 6)
Afgørelser, der er udsat med henblik på udvidet votering, jf. § 53, stk. 3.
- 7)
Sager, som Ankestyrelsen beslutter at tage op af egen drift efter § 151 i barnets lov.
- 8)
Andre sager, som direktøren beslutter har principiel eller generel betydning.
I sager om adoption uden samtykke efter § 9 i adoptionsloven deltager endvidere en adoptionskyndig medarbejder fra Ankestyrelsen i mødet.
Afgørelsen træffes ved almindeligt flertal.
Hvis stemmerne står lige, er formandens stemme afgørende.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 680 af 03/08/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Retssikkerhedsloven § 55
Senere ændringer
ÆndringL 188 (2023-24) · bemærkning til § 3, nr. 4LOV nr 680 af 11/06/2024 · 11. juni 2024
Det fremgår af § 55, stk. 1, i retssikkerhedsloven, at i afgørelser med udvidet votering deltager i mødet 2 medlemmer og 2 ankechefer, hvoraf den ene er formand.
Det følger endvidere af lovens § 55, stk. 2, nr. 5, at udvidet votering skal benyttes i sager om tilbageholdelse i boligen efter § 127 og om optagelse i særlige botilbud uden samtykke efter §§ 129 og 129 a i lov om social service.
Det foreslås, at § 55, stk. 2, nr. 5, i retssikkerhedsloven affattes således:
»5) Sager om optagelse i botilbud uden samtykke og om kortvarig indelåsning efter §§ 131-131 b i lov om social service.«
For det første vil forslaget betyde, at Ankestyrelsens afgørelser over klager om afgørelser om kortvarig indelåsning efter det foreslåede § 128 h, stk. 1, jf. § 131 b, i serviceloven og klager over afgørelser om flytning uden samtykke efter § 136 f, stk. 3, 2. pkt., jf. § 131, i serviceloven også vil være omfattet af udvidet votering.
Forslaget skal ses i sammenhæng med den ved lovforslagets § 1, nr. 19, foreslåede bestemmelse i § 128 h, stk. 1, i serviceloven om kommunalbe-styrelsens mulighed for at indstille til Det Socialfaglige Nævn vedrørende Magtanvendelse overfor Borgere med Handicap at træffe afgørelse om tilladelse til kortvarig indelåsning af en beboer i egen bolig på et botilbud, jf. den ved lovforslagets § 1, nr. 33, foreslåede § 131 b i serviceloven.
Med forslaget vil den gældende retstilstand i forhold til udvidet votering ved klager over afgørelser om optagelse i botilbud efter §§ 129 og 129 a i serviceloven blive opretholdt. For at gøre bestemmelsen mere præcis foreslås det dog, at der i § 55, stk. 2, nr. 5, i retssikkerhedsloven vil blive henvist til servicelovens §§ 131-131 b, hvorefter Det Socialfaglige Nævn vedrørende Magtanvendelse overfor Borgere med Handicap vil skulle træffe afgørelse om henholdsvis optagelse i særlige botilbud uden samtykke efter serviceloven § 129 eller § 136 f, stk. 3, 2. pkt., og optagelse i et bestemt botilbud uden samtykke efter § 129 a eller kortvarig indelåsning efter § 128 h, stk. 1.
Begrundelsen for forslaget er, at en klage over en afgørelse om kortvarig indelåsning efter § 131 b i serviceloven og om flytning uden samtykke efter lovens § 136 f, stk. 3, 2. pkt., jf. § 131, bør behandles på samme måde som en klage om optagelse i særlige botilbud uden samtykke efter §§ 129 eller 129 a, grundet afgørelsernes meget indgribende karakter.
For det andet vil forslaget betyde, at § 55, stk. 2, nr. 5, i retssikkerhedsloven ikke længere vil indeholde en henvisning til tilbageholdelse i boligen efter § 127 i serviceloven. Henvisningen foreslås at udgå, da § 127 blev ophævet ved lov nr. 498 af d. 1. maj 2019 om ændring af lov om social service, lov om almene boliger m.v., lov om leje af almene boliger og forskellige andre love.
For en nærmere beskrivelse af §§ 128 h, 129, 129 a og 136 f i serviceloven henvises til punkt 2.6 og 2.7.1 i de almindelige bemærkninger.
ÆndringL 94 (2022-23, 2. samling) · bemærkning til § 2, nr. 15LOV nr 753 af 13/06/2023 · 13. juni 2023
Det fremgår af § 55, stk. 2, i retssikkerhedsloven, at der anvendes udvidet votering i en række sager, hvor Ankestyrelsen træffer afgørelse, dvs. at der deltager to medlemmer og to ankechefer i det møde, hvor der træffes afgørelse. Dette gælder efter § 55, stk. 2, nr. 2, i sager om afgørelser truffet af børn og unge-udvalget, jf. § 74 i serviceloven.
§ 74 i serviceloven indeholder i stk. 1 en opregning af sagstyper, hvor børn og unge-udvalget træffer afgørelse på et møde. Det drejer sig om § 74. Børn og unge-udvalget træffer i et møde afgørelse om gennemførelse af en undersøgelse efter § 51, anbringelse uden for hjemmet efter § 58, opretholdelse af en anbringelse efter § 62, gennemførelse af en lægelig undersøgelse eller behandling efter § 63, anbringelse på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner anbringelse på sikrede døgninstitutioner, anbringelse på særligt sikrede afdelinger, videreførelse af en anbringelse efter § 68 a, godkendelse af en foreløbig afgørelse efter § 75, stk. 3, ændring af anbringelsessted efter § 69, stk. 3, afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 71, stk. 3-5, flytning eller hjemtagelse efter § 78, stk. 4, tilbageholdelse efter § 11, stk. 1 og 2, i voksenansvarsloven og brev- og telefonkontrol efter § 15, stk. 1, i voksenansvarsloven.
Det foreslås, at henvisningen i § 55, stk. 2, nr. 2, i retssikkerhedsloven til § 74 i serviceloven ændres til § 142 i barnets lov.
Med de foreslåede ændringer vil det fremgå af § 55, stk. 2, nr. 2, at der ved Ankestyrelsens afgørelse i sager om børne- og ungeudvalgets afgørelser efter § 142 i barnets lov vil skulle anvendes udvidet votering.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at bestemmelserne om hjælp og støtte til børn og unge i serviceloven og dertil hørende processuelle regler med lovforslagets § 1 foreslås ophævet. Dette gælder også bestemmelsen i § 74 i serviceloven om i hvilke sager børn og unge-udvalget træffer afgørelse på et møde, der foreslås ophævet med lovforslagets § 1, nr. 14. Samtidigt foreslås bestemmelserne om hjælp og støtte til børn med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov videreført i en selvstændig lov – barnets lov. Dette gælder også bestemmelsen i § 74, der foreslås videreført som § 142 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov. Dette medfører et behov for ændring af § 55, stk. 2, nr. 2, i retssikkerhedsloven, således at der fortsat skal anvendes udvidet votering, når Ankestyrelsen træffer afgørelse i sager om børne- og ungeudvalgets afgørelser.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 14, til bemærkningerne til § 142 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov og til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7.1.2 og 2.7.1.3.
ÆndringL 27 (2021-22) · bemærkning til § 1, nr. 14LOV nr 2394 af 14/12/2021 · 14. december 2021
Efter servicelovens § 65 kan Ankestyrelsen af egen drift tage en sag op, når det må antages, at en kommunalbestyrelse i en konkret sag ikke har foretaget de fornødne sagsbehandlingsskridt eller truffet de fornødne afgørelser i overensstemmelse med barnets eller den unges bedste. Ankestyrelsen kan i sådanne sager pålægge kommunen at foretage de fornødne sagsbehandlingsskridt eller træffe de fornødne afgørelser, ligesom Ankestyrelsen efter § 65, stk. 1, kan træffe foreløbig afgørelse om foranstaltninger efter servicelovens §§ 52 og 52 a samt træffe endelig afgørelse efter servicelovens §§ 51, 58, 63, 68 a og 71.
Hvis Ankestyrelsen træffer sådanne afgørelser af egen drift, kan Ankestyrelsen herefter pålægge kommunalbestyrelsen at gennemføre afgørelserne, herunder inden for en nærmere angivet tidsfrist.
Efter § 55, stk. 2, i retssikkerhedsloven træffer Ankestyrelsen afgørelse med udvidet votering, dvs. to medlemmer og to ankechefer, herunder en formand, på en række områder deriblandt i sager om klage over afgørelser truffet af børn og unge-udvalget, jf. § 74 i serviceloven.
Det foreslås at ændre retssikkerhedslovens § 55, stk. 2 , så sager, som Ankestyrelsen beslutter at tage op af egen drift efter servicelovens § 65, skal behandles på et møde med udvidet votering. Formålet med ændringen er at skabe klare rammer for behandlingen af de sager, som Ankestyrelsen beslutter at tage op efter reglerne i servicelovens § 65.
Den foreslåede ændring vil således indebære, at sager efter servicelovens § 65, som Ankestyrelsen beslutter at tage op af egen drift, altid vil skulle behandles på et møde med udvidet votering og dermed med deltagelse af 2 medlemmer og 2 ankechefer, hvoraf den ene af ankecheferne er formand, i overensstemmelse med Ankestyrelsens gældende praksis for behandling af disse sager.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger punkt 2.7.1-2.7.3.
ÆndringL 155 (2018-19) · bemærkning til § 3, nr. 1LOV nr 497 af 01/05/2019 · 1. maj 2019
§ 55 i retssikkerhedsloven omhandler brug af udvidet votering, når Ankestyrelsen træffer afgørelse. Det fremgår af § 55, stk. 1, at i afgørelser med udvidet votering deltager to medlemmer og to ankechefer i mødet, hvor der træffes afgørelse. Den ene ankechef er formand. Det fremgår videre af § 55, stk. 2, nr. 3, at udvidet votering skal benyttes i sager om Ankestyrelsens samtykke til, at et barn adopteres uden samtykke fra forældrene efter § 9, stk. 2-4, i adoptionsloven. Endelig fremgår det af § 55, stk. 3, at afgørelse i sager med udvidet votering træffes ved almindeligt flertal, og at formandens stemme er afgørende, hvis stemmerne står lige.
Det foreslås, at bestemmelsen i § 55, stk. 2, nr. 3, ændres, således at det fremgår, at Ankestyrelsen anvender udvidet votering i sager om adoption uden samtykke efter § 9 i adoptionsloven.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at det med den i lovforslagets § 1, nr. 4, foreslåede ændring af § 10 i adoptionsloven foreslås, at Ankestyrelsen træffer afgørelse om adoption uden samtykke. Det findes samtidigt af retssikkerhedsmæssige grunde, at der i lighed med efter gældende ret bør anvendes udvidet votering, når Ankestyrelsen træffer afgørelse om adoption uden samtykke.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 4, og bemærkningerne hertil samt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.2. og 2.1.3.
ÆndringL 155 (2018-19) · bemærkning til § 3, nr. 2LOV nr 497 af 01/05/2019 · 1. maj 2019
§ 55 i retssikkerhedsloven omhandler brug af udvidet votering, når Ankestyrelsen træffer afgørelse. Det fremgår af § 55, stk. 1, at ved afgørelser med udvidet votering deltager to medlemmer og to ankechefer i mødet, hvor der træffes afgørelse. Den ene ankechef er formand. Det fremgår videre af § 55, stk. 2, nr. 3, at udvidet votering skal benyttes i sager om Ankestyrelsens samtykke til, at et barn adopteres uden samtykke fra forældrene efter § 9, stk. 2-4, i adoptionsloven. Endelig fremgår det af § 55, stk. 3, at afgørelse i sager med udvidet votering træffes ved almindeligt flertal, og at formandens stemme er afgørende, hvis stemmerne står lige.
Det foreslås, at det som ny bestemmelse i § 55, stk. 3, tilføjes, at når Ankestyrelsen træffer afgørelse i sager om adoption uden samtykke efter § 9 i adoptionsloven deltager en adoptionskyndig medarbejder fra Ankestyrelsen i mødet.
Med bestemmelsen sikres den adoptionsfaglige kompetence, når Ankestyrelsen træffer afgørelse i sager om adoption uden samtykke ved, at den adoptionskyndige medarbejder deltager i mødet med stemmeret fremfor som efter gældende ret uden stemmeret. Den foreslåede bestemmelse er således begrundet i retssikkerhedsmæssige hensyn til både parterne og barnet.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger punkt 2.1.2. og 2.1.3.
ÆndringL 84 (2018-19) · bemærkning til § 61, nr. 3LOV nr 1705 af 27/12/2018 · 27. december 2018
Efter § 55, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, træffer Ankestyrelsen afgørelse med udvidet votering (2 medlemmer og 2 ankechefer, herunder en formand) i klager over afgørelser truffet af børn- og ungeudvalget, jf. § 74, i lov om social service.
Den foreslåede ændring af § 55, stk. 2, indebærer, at de af Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelser, som kan påklages til Ankestyrelsen, jf. lovforslagets § 55, stk. 2, vil skulle afgøres af Ankestyrelsen med udvidet votering.
Klager over følgende afgørelser vil herefter skulle afgøres af Ankestyrelsen med udvidet votering: 1) Gennemførelse af en ungefaglig undersøgelse under ophold på en institution, indlæggelse på et sygehus eller benyttelse af et børnehus, jf. § 32, 2) anbringelse uden for hjemmet uden samtykke, jf. § 14, stk. 2-4, 3) anbringelse på delvist lukkede døgninstitutioner eller afdelinger, jf. § 15, 4) anbringelse på sikrede døgninstitutioner, jf. § 16, 5) anbringelse på særligt sikrede afdelinger, jf. § 17, 6) tilbageholdelse under en anbringelse, jf. § 18, stk. 1, 7) samvær og kontakt, jf. § 18, stk. 2, og § 32, stk. 2, 8) opretholdelse af en anbringelse uden samtykke, jf. § 23, 9) ændring af anbringelsessted, jf. § 24.
Formålet med bestemmelsen er at sikre en ensartet behandling af sagerne, uanset hvilket myndighed – Ungdomskriminalitetsnævnet eller det kommunale børn- og ungeudvalg – der har truffet afgørelsen.
ÆndringL 206 (2016-17) · bemærkning til § 2, nr. 3LOV nr 661 af 08/06/2017 · 8. juni 2017
Efter retssikkerhedslovens § 55, stk. 2, nr. 4, skal Ankestyrelsen benytte udvidet votering i forbindelse med sager om optagelse i et bestemt botilbud uden samtykke efter servicelovens § 129. Det fremgår af retssikkerhedslovens § 55, stk. 1, at der i afgørelser med udvidet votering i mødet deltager 2 medlemmer og 2 ankechefer, hvoraf den ene er formand.
Det foreslås i lovforslagets § 2, nr. 7, at statsforvaltningens afgørelser om optagelse i et bestemt botilbud uden samtykke ved væsentlig fare for andre eller en særligt truende eller en særligt chikanerende adfærd efter den foreslåede § 129 a i serviceloven kan indbringes for Ankestyrelsen.
I lovforslagets § 2, nr. 6, foreslås, at behandlingen af sådanne klager i Ankestyrelsen – ligesom det gælder for afgørelser efter § 129 i serviceloven – skal ske på et møde med udvidet votering, hvor der i mødet deltager 2 medlemmer og 2 ankechefer, hvoraf den ene er formand. Der henvises herom til de specielle bemærkninger til § 2, nr. 8.
Den foreslåede bestemmelse indsættes for at ligestille beboere, der optages i botilbud uden samtykke efter § 129 a med borgere, der optages i botilbud uden samtykke efter den gældende § 129.
Hovedreglen i § 72, stk. 1, i retssikkerhedsloven er, at en klage over en afgørelse truffet efter serviceloven ikke har opsættende virkning. Der gælder dog en række undtagelser fra denne hovedregel, herunder bl.a. retssikkerhedslovens § 72, stk. 5.
Efter retssikkerhedslovens § 72, stk. 5, har klager til Ankestyrelsen over optagelse i et bestemt botilbud uden samtykke efter reglerne i servicelovens § 129 opsættende virkning. Optagelse i et bestemt botilbud uden samtykke er af så indgribende og uoprettelig karakter, at der er behov for, at klageren kan blive i boligen eller boformen, indtil Ankestyrelsens afgørelse foreligger.
Efter retssikkerhedslovens § 72, stk. 5, 2. pkt., følger dog, at såfremt særlige forhold gør det påkrævet, eller hvis hensynet til borgeren taler for det, og alle klageberettigede er enige i kommunalbestyrelsens indstilling, træffer statsforvaltningen samtidig med afgørelsen om optagelsen i et bestemt botilbud afgørelse om at ophæve den opsættende virkning, således at optagelsen iværksættes straks. Afgørelsen om at ophæve en opsættende virkning kan ikke indbringes for Ankestyrelsen, jf. retssikkerhedslovens § 72, stk. 5, 3. pkt.
De særlige forhold, der kan begrunde iværksættelse af afgørelsen straks, er beskrevet i forarbejderne til bestemmelsen (L 195, Folketingssamling 1998-99, Udvalgsbetænkning, Folketingstidende tillæg B, sp. 1050). Det er navnlig hensynet til at forhindre den pågældende i at skade sig selv eller udsætte sig selv eller andre for fare, der kan udgøre særlige forhold, som begrunder en iværksættelse straks.
Det foreslås i lovforslagets § 2, nr. 8, at klage til Ankestyrelsen over optagelse i et bestemt botilbud efter det foreslåede § 129 a, ligeledes har opsættende virkning. Det betyder, at statsforvaltningens afgørelse om optagelse i et bestemt botilbud ikke kan føres ud i livet, før Ankestyrelsen har truffet endelig afgørelse. Således gælder der samme regler som ved afgørelser efter servicelovens § 129.
Muligheden for, at særlige forhold kan gøre det påkrævet at ophæve den opsættende virkning og iværksætte flytningen straks, jf. retssikkerhedslovens § 72, stk. 5, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse i forhold til afgørelser efter § 129 a, ligesom det foreslås, at afgørelser efter den foreslåede § 129 a kan iværksættes straks efter reglerne i retssikkerhedslovens § 72, stk. 5, 2. pkt., hvis hensynet til den pågældende taler herfor, og alle klageberettigede er enige i kommunalbestyrelsens indstilling om optagelse. Således gælder der samme regler som efter servicelovens § 129.
Idet det vurderes, at der er tale om en målgruppe, der som udgangspunkt er i stand til at samtykke, men modsætter sig flytningen, vurderes det, at der som udgangspunkt vil skulle være tale om, at det er særlige forhold, der kan gøre det påkrævet, såfremt statsforvaltningen skal kunne træffe afgørelse om at iværksætte optagelsen straks og dermed træffe afgørelse om at ophæve den opsættende virkning.
Særlige forhold, der gør det påkrævet at iværksætte afgørelsen om optagelser straks, vil eksempelvis være tilfælde, hvor særlig afskærmning i den periode, hvor der pågår en klagesag, ikke vurderes at kunne forebygge fare for øvrige beboere eller personale, herunder medføre behov for en politimæssig indsats. Eller tilfælde, hvor beboerens tilstedeværelse på botilbuddet vurderes at medføre fare for væsentlig forværring i enten beboerens egen psykiske tilstand eller øvrige beboeres psykiske funktionsevne med et øget behov for hjælp og støtte til følge, herunder akut indlæggelse i psykiatrien. Endelig kan der være tale om, at beboerens farlige adfærd er så uhåndterbar og til så stor gene for personalet, at den står i vejen for personalets sikkerhed og i vejen for, at personale kan levere den hjælp og støtte til botilbuddets øvrige beboere, som er formålet med deres ophold.
I henhold til § 73 i retssikkerhedsloven kan Ankestyrelsens afgørelser i en række tilfælde indbringes for retten efter de særlige regler i retsplejelovens kapitel 43 a. Efter retssikkerhedslovens § 73, stk. 1, nr. 2, gælder dette i forbindelse med optagelse i et bestemt botilbud uden samtykke efter servicelovens § 129.
Det foreslås med lovforslagets § 2, nr. 8, at Ankestyrelsens afgørelse om optagelse i et bestemt botilbud efter den foreslåede § 129 a kan indbringes for retten efter de særlige regler i retsplejelovens kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse. Således gælder der samme regler som efter servicelovens § 129.
Efter gældende ret i retssikkerhedslovens § 73, stk. 1, sidste pkt., skal Ankestyrelsens afgørelse foreligge inden 8 uger. Det foreslås, at tidsfristen på 8 uger ligeledes gør sig gældende for afgørelser efter den foreslåede § 129 a.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.2.
ÆndringL 121 (2014-15) · bemærkning til § 4, nr. 1LOV nr 530 af 29/04/2015 · 29. april 2015
Retssikkerhedslovens § 55 fastslår, i hvilke sager Ankestyrelsen skal benytte udvidet votering, hvilket betyder, at der ved afgørelsen af sagen på et møde deltager 2 medlemmer og 2 ankechefer, hvoraf den ene er formand. Ved almindelig votering deltager 2 beskikkede medlemmer (lægfolk) og 1 ankechef på et møde. Det fremgår af § 55, stk. 2, nr. 3, at sager om Ankestyrelsens samtykke til eller anmodning om adoption uden forældremyndighedsindehaverens samtykke efter adoptionslovens §§ 9 og 10 er omfattet af bestemmelsen om udvidet votering.
Med den foreslåede ændring af § 55, stk. 2, nr. 3 ændres bestemmelsen, således at henvisningen til adoptionslovens § 10 ophæves. Baggrunden for den foreslåede ændring er, at adoptionslovens § 10 blev ophævet med virkning fra den 1. oktober 2009, jf. lov nr. 494 af 12. juni 2009 om ændring af adoptionsloven og forskellige andre love (Adoption uden samtykke, stedbarnsadoption af registreret partners barn fra fødslen m.v.), hvor retssikkerhedslovens § 55, stk. 2, nr. 3, ikke blev konsekvensændret. Derudover foreslås en mindre sproglig præcisering af § 55, stk. 2, nr. 3, således at bestemmelsen bringes i overensstemmelse med gældende ret, og moderniseres, så den også er i overensstemmelse med den foreslåede § 68 g i serviceloven, jf. lovforslagets § 2, nr. 2.
ÆndringL 158 (2012-13) · bemærkning til § 1, nr. 10LOV nr 493 af 21/05/2013 · 21. maj 2013
I den foreslåede nye affattelse af bestemmelsen i § 55, stk. 2, nr. 1, er fastsat, at principielle sager som hidtil behandles ved udvidet votering. Ændringen er en sproglig konsekvensændring af, at de principielle sager, der behandles af Ankestyrelsen, med den foreslåede forenklede klagestruktur ikke længere vil være sager, hvor afgørelse er truffet af et socialt nævn.
ÆndringL 195 (1998-99) · bemærkning til § 2, nr. 7LOV nr 392 af 02/06/1999 · 2. juni 1999
Forslaget indebærer, at Den Sociale Ankestyrelses afgørelser om tilbageholdelse i boligen eller optagelse i særlige botilbud uden samtykke, jf. bemærkningerne til § 109 c og § 109 e, træffes med udvidet votering i Ankestyrelsen, dvs. at der deltager 2 medlemmer og 2 ankechefer i møderne. Dette svarer til bl.a. børnesagerne.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 55.