Retssikkerhedsloven

Retssikkerhedsloven § 52 a

Gældende tekst efter LBK nr 680 af 03/08/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 9 – Ankestyrelsen · Ankestyrelsens afgørelser

§ 52 a.

Ankestyrelsen træffer afgørelse uden medvirken af beskikkede medlemmer i sager om klage over kommunalbestyrelsens afgørelser, når det er fastsat ved lov, at sagerne kan påklages til Ankestyrelsen, jf. dog §§ 52 c og 52 d.

Stk. 2.

Ankestyrelsen træffer afgørelse uden medvirken af beskikkede medlemmer i sager om klage over afgørelser, der er behandlet af Udbetaling Danmark, og hvor der ikke er tvivl om afgørelsen.

Tilsvarende gælder for afgørelser, der er truffet af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, når der ikke er tvivl om afgørelsen.

Stk. 3.

Ankestyrelsen træffer afgørelse uden medvirken af beskikkede medlemmer i sager omfattet af § 61 om uenighed mellem kommuner om deres forpligtelser og i sager efter § 9, stk. 14, og § 9 a, stk. 10 og 11, jf. dog § 52 c.

Stk. 4.

Ankestyrelsen træffer afgørelse uden medvirken af beskikkede medlemmer i sager efter adoptionsloven, jf. dog § 52 c, stk. 1.

Stk. 5.

I sager omfattet af stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk. 4 kan Ankestyrelsen i tilfælde, hvor der er tale om en øjeblikkelig opstået trangssituation, eller hvor der i øvrigt er særligt behov herfor, træffe en foreløbig afgørelse.

Ankestyrelsen skal snarest muligt træffe en endelig afgørelse i sagen.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 680 af 03/08/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Retssikkerhedsloven § 52 a

Senere ændringer

ÆndringL 188 (2023-24) · bemærkning til § 3, nr. 2LOV nr 680 af 11/06/2024 · 11. juni 2024

Der følger af § 133, stk. 2, i serviceloven, at klager over afgørelser truffet efter § 125, §§ 128-128 c, § 136 a, stk. 3, § 137 b og § 137 c, stk. 2, kan indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område af den person, som afgørelsen vedrører. Det drejer sig om klager over kommunalbestyrelsens afgørelser efter de nævnte bestemmelser.

Det fremgår af § 52 a, stk. 1, i retssikkerhedsloven, at Ankestyrelsen træffer afgørelse uden medvirken af beskikkede medlemmer i sager om klage over kommunalbestyrelsens afgørelser, når det er fastsat ved lov, at sagerne kan påklages til Ankestyrelsen, jf. dog § 52 c.

§ 52 a, stk. 2-4, i retssikkerhedsloven indeholder en oplistning af sager, hvor Ankestyrelsen træffer afgørelse uden medvirken af beskikkede medlemmer.

Det fremgår af retssikkerhedslovens § 52 b, at i sager, der ikke er omfattet af § 52 a, træffer Ankestyrelsen afgørelse på et møde, jf. dog § 53, stk. 2.

Af § 53, stk. 2, fremgår det, at såfremt Ankestyrelsen skønner, at en sag er egnet til at blive afgjort, uden at der afholdes et møde, sender styrelsen indstilling til medlemmerne om, hvad afgørelsen bør gå ud på. Hvis et medlem ikke ønsker at afgøre sagen på dette grundlag, skal sagen behandles på et møde.

Det følger endvidere af retssikkerhedslovens § 52 c, stk. 1, at når Ankestyrelsen skønner, at en sag, der er omfattet af § 52 a, stk. 1, 3 eller 4, har principiel eller generel betydning, træffes afgørelse i sagen på et møde efter reglerne om udvidet votering, jf. § 55, stk. 2, nr. 1.

Af § 55, stk. 2, nr. 1, fremgår det, at udvidet votering skal benyttes i sager, hvor Ankestyrelsen har besluttet, at sagen har principiel eller generel betydning, jf. § 52 c, stk. 1.

Det foreslås for det første, at efter § 52 c i retssikkerhedsloven indsættes før overskriften før § 53 følgende:

»§ 52 d. I sager efter § 133, stk. 2, 2. pkt., i lov om social service træffer Ankestyrelsen afgørelse på et møde. § 52 c finder tilsvarende anvendelse.«

Forslaget vil betyde, at når Ankestyrelsen behandler klager over kommunalbestyrelsens afgørelser efter servicelovens § 133, stk. 2, 2. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 38, om fastholdelse m.v. efter lovens § 124 d, stk. 2, eller om kortvarig indelåsning efter lovens § 128 h, stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 8 og 19, vil klagen blive behandlet på et møde.

Den foreslåede henvisning til § 52 c, stk. 1, i retssikkerhedsloven vil betyde, at når Ankestyrelsen skønner, at en klagesag har principiel eller generel betydning, træffes afgørelse i sagen på et møde efter reglerne om udvidet votering i lovens § 55, stk. 2, nr. 1. Den foreslåede henvisning til § 52 c, stk. 2, i retssikkerhedsloven vil betyde, at Ankestyrelsen desuden kan beslutte, at en afgørelse skal træffes på et møde eller ved skriftlig indstilling til medlemmerne.

Forslaget skal ses i sammenhæng med den ved lovforslagets § 1, nr. 38, foreslåede bestemmelse i § 133, stk. 2, 2. pkt., i serviceloven, hvor der foreslås, at muligheden for at indbringe en klage til Ankestyrelsen efter 1. pkt. tilsvarende skal finde tilsvarende anvendelse for klager over kommunalbestyrelsens afgørelse efter stk. 1, når afgørelsen vedrører fastholdelse m.v. efter § 124 d, stk. 2, eller kortvarig indelåsning efter § 128 h, stk. 4.

Begrundelsen for forslaget er, at klager til Ankestyrelsen over kommunalbestyrelsens afgørelse over klager om fastholdelse m.v. efter § 124 d, stk. 2, i serviceloven, eller om kortvarig indelåsning efter lovens § 128 h, stk. 4, bør behandles på samme måde som en klage om optagelse i særlige botilbud uden samtykke efter lovens §§ 129 eller 129 a, der er omfattet af retssikkerhedslovens §§ 52 b og 52 c, og som derfor behandles på et møde, eventuelt med udvidet votering.

Det foreslås for det andet, at i § 52 a, stk. 1, i retssikkerhedsloven ændres »§ 52 c« til: »§§ 52 c og 52 d«.

Forslaget skal ses i sammenhæng med den ovennævnte foreslåede bestemmelse i § 52 d, i retssikkerhedsloven, hvorved det foreslås, at i sager efter § 133, stk. 2, 2. pkt., i serviceloven træffer Ankestyrelsen afgørelse på et møde, dvs. med medvirken af beskikkede medlemmer.

ÆndringL 95 (2022-23, 2. samling) · bemærkning til § 1, nr. 41LOV nr 754 af 13/06/2023 · 13. juni 2023

§ 52 a i retssikkerhedsloven vedrører Ankestyrelsens behandling af sager. Det fremgår af § 52 a, stk. 3, at Ankestyrelsen træffer afgørelse uden medvirken af beskikkede medlemmer i sager omfattet af § 61 om uenighed mellem kommuner om deres forpligtelser, jf. dog § 52 c. Efter § 52 c, stk. 1, træffes afgørelse i en sag på et møde efter reglerne om udvidet votering i § 55, stk. 2, nr. 1, når Ankestyrelsen skønner, at en sag, der er omfattet af bl.a. § 52 a, stk. 3, har principiel eller generel betydning. Det følger videre af § 52 c, stk. 2, at i sådanne sager kan Ankestyrelsen beslutte, at afgørelse skal træffes på et møde eller ved skriftlig indstilling til medlemmerne.

Det foreslås, at det i § 52 a, stk. 3, efter forpligtelser indsættes ”og i sager efter § 9 a, stk. 10 og 11”.

Med den foreslåede ændring vil Ankestyrelsen træffe afgørelse uden medvirken af beskikkede medlemmer i sager omfattede af de i lovforslagets § 1, nr. 11, foreslåede bestemmelser i § 9 a, stk. 10 og 11. Såfremt Ankestyrelsen skønner, at sagen har principiel eller generel betydning, vil afgørelse dog efter § 52 c kunne træffes efter reglerne om udvidet votering på et møde eller ved skriftlig indstilling til medlemmerne.

Med de i lovforslagets § 1, nr. 11, foreslåede bestemmelser i § 9 a, stk. 10 og 11, foreslås Ankestyrelsen at kunne træffe afgørelse om handlekommuneforholdet for en borger i situationer, hvor handlekommuneforholdet ikke følger af de almindelige regler, jf. de foreslåede bestemmelser i § 9 a, stk. 10, eller i helt særlige tilfælde for et barn, der ikke opholder sig i Danmark, men som med danske myndigheders medvirken forventes at komme til Danmark, jf. den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 11. I disse situationer vil der ikke nødvendigvis være tale om en situation, hvor to kommuner er uenige om handlekommuneforpligtelsen, hvorfor sagen ikke altid vil være omfattet af § 61. Det findes derfor, at der i § 52 a, stk. 3, bør indsættes en henvisning til § 9 a, stk. 10 og 11, således at reglerne heri vedrørende Ankestyrelsens behandling også finder anvendelse for disse sager i lighed med, hvad der er tilfældet for sager, hvor der er en mellemkommunal uenighed.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 10 og 11.

ÆndringL 106 (2019-20) · bemærkning til § 1, nr. 4LOV nr 961 af 26/06/2020 · 26. juni 2020

Det følger af retssikkerhedslovens § 52 a, stk. 1, at Ankesty‌relsen træffer afgørelse uden medvirken af beskikkede medlemmer i sager om klager over kommunalbestyrelsens afgørelser, når det er fastsat ved lov, at sagerne kan påklages til Ankestyrelsen, jf. dog retssikkerhedslovens § 52 c. I sager, der ikke er omfattet af retssikkerhedslovens § 52 a, træffes afgørelse som udgangspunkt på et møde med deltagelse af beskikkede medlemmer efter regler fastsat i retssikkerhedslovens §§ 52 b-56.

Ankestyrelsen har i sager om uenighed mellem kommuner om deres forpligtelser hidtil i praksis fungeret som klageinstans og har behandlet sådanne sager som en efterprøvelse af en afgørelse, som én kommune har truffet over for en anden kommune.

Siden 1. juli 2013 har Ankestyrelsen behandlet sager om mellemkommunal uenighed administrativt, bortset fra de sager, der blev undergivet principiel behandling.

Vestre Landsret har ved en dom af 16. december 2015 optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2016, side 1339 fastslået, at Ankestyrelsen i sager om uenighed mellem kommuner om deres forpligtelser ikke fungerer som en almindelig klageinstans, men som et tvistløsningsorgan.

Retssikkerhedslovens § 52 a angiver, hvornår Ankestyrelsen kan træffe afgørelse uden medvirken af beskikkede medlemmer. Efter § 52 a, stk. 1, træffer Ankestyrelsen således bl.a. afgørelse uden medvirken af beskikkede medlemmer i sager om klage over kommunalbestyrelsens afgørelser, når det er fastsat ved lov, at sagerne kan påklages til Ankestyrelsen.

I lyset af, at Ankestyrelsen i sager om uenighed mellem kommuner om deres forpligtelser træffer afgørelse som tvistløsningsorgan og ikke som rekursinstans, og da sagerne fortsat skal kunne behandles administrativt, foreslås det, at der indsættes et nyt stykke i retssikkerhedslovens § 52 a, hvorefter Ankestyrelsen træffer afgørelse uden medvirken af beskikkede medlemmer i sager omfattet af retssikkerhedslovens § 61 om uenighed mellem kommuner om deres forpligtelser, jf. dog retssikkerhedslovens § 52 c. Efter retssikkerhedslovens § 52 c, stk. 1, træffes afgørelse på et møde efter reglerne om udvidet votering, jf. retssikkerhedslovens § 55, stk. 2, nr. 1, når Ankestyrelsen skønner, at en sag, der er omfattet af § 52 a, stk. 1 eller 3, har principiel eller generel betydning.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.1 i de almindelige bemærkninger.

ÆndringL 106 (2019-20) · bemærkning til § 1, nr. 5LOV nr 961 af 26/06/2020 · 26. juni 2020

Efter retssikkerhedslovens § 52 a, stk. 4, kan Ankestyrelsen i sager omfattet af § 52 a, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3, i tilfælde, hvor der er tale om en øjeblikkelig opstået trangssituation, eller hvor der i øvrigt er særligt behov herfor, træffe en foreløbig afgørelse. Ankestyrelsen skal snarest muligt træffe en endelig afgørelse i sagen.

Det foreslås, at retssikkerhedslovens § 52 a, stk. 4, der som følge af lovforslagets § 1, nr. 4, vil blive stk. 5, ændres således, at henvisningen til ”stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3” ændres til: ”stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk. 4”. Forslaget er en konsekvens af, at der i retssikkerhedslovens § 52 a foreslås indsat et nyt stk. 3. Der sker ingen indholdsmæssig ændring af bestemmelsen i § 52 a, stk. 4, der bliver stk. 5. Der er således ikke grundlag for at lade bestemmelsen gælde sager omfattet af retssikkerhedslovens § 61 om uenighed mellem kommuner, idet der i sådanne sager ikke vil være behov for at træffe foreløbige afgørelser på grund af en øjeblikkelig opstået trangssituation.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 4.

ÆndringL 211 (2018-19) · bemærkning til § 3, nr. 1LOV nr 550 af 07/05/2019 · 7. maj 2019

Ankestyrelsen har i dag mulighed for at afgøre arbejdsskadesager på følgende tre måder. For det første er der mulighed for, at sagen afgøres på ankemøde med deltagelse af to beskikkede medlemmer. For det andet, at sagen afgøres på ankemøde med udvidet votering, når sagen må anses for at være principiel (i møder med udvidet votering deltager i mødet 2 medlemmer og 2 ankechefer, hvoraf den ene er formand). For det tredje, at sagen afgøres ved skriftlig votering med deltagelse af to beskikkede medlemmer. Ankestyrelsen har ikke mulighed for at træffe afgørelse uden medvirken af beskikkede medlemmer i sager om klage over afgørelser, der er behandlet af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Det følger af § 52 a, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, som afgrænser, på hvilke lovområder Ankestyrelsen kan træffe afgørelser uden medvirken af beskikkede medlemmer.

Det foreslås i en ny § 52 a, stk. 2, 2. pkt., at Ankestyrelsen træffer afgørelse uden medvirken af beskikkede medlemmer i sager om klage over afgørelser, der er behandlet af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, og hvor der ikke er tvivl om afgørelsen.

Forslaget vil indebære, at Ankestyrelsen som ankemyndighed på arbejdsskadeområdet, jf. § 44, stk. 1, i lov om arbejdsskadesikring, vil kunne træffe afgørelse om klager på administrativt niveau uden medvirken af beskikkede medlemmer, hvis der ikke er tvivl om afgørelsen.

Forslaget indebærer således, at sager, der efter gældende ret afgøres ved skriftlig votering, fremover i de fleste tilfælde kan afgøres administrativt. Forslaget ændrer ikke på, at der som led i sagsforberedelsen kan indhentes vejledende udtalelser fra en af Ankestyrelsens lægekonsulenter.

Efter forslaget kan der træffes afgørelse administrativt uden medvirken af beskikkede medlemmer, hvis Ankestyrelsen efter en konkret vurdering finder, at der ikke er tvivl om afgørelsen.

Kriterierne for udvælgelse af de sager, der i dag afgøres ved skriftlig votering, og som efter forslaget vil skulle afgøres administrativt, er følgende:

1. sager, hvor der ikke er et stort element af skøn, 2. sager, hvor Ankestyrelsen tiltræder Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse med samme begrundelse, 3. sager, som kan afgøres i overensstemmelse med eksisterende kendt praksis, og hvor der ikke er et hensyn til at give de beskikkede medlemmer et generelt indblik i praksis på det pågældende område, 4. sager, hvor Ankestyrelsens lægelige vurdering er i overensstemmelse med vurderingen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, 5. sager, som kan afgøres med hjemvisning fx hvis sagen er utilstrækkeligt oplyst eller hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har vurderet sagen på et forkert grundlag, eller 6. sager, hvor sagens karakter og omfang i øvrigt gør, at der ikke er tvivl om afgørelsen. 7. Hvis en sag indstilles til stadfæstelse kan det tale for, at der ikke er tvivl om afgørelsen, men det kræver en konkret vurdering, hvor ovenstående elementer inddrages.

sager, hvor der ikke er et stort element af skøn,

sager, hvor Ankestyrelsen tiltræder Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse med samme begrundelse,

sager, som kan afgøres i overensstemmelse med eksisterende kendt praksis, og hvor der ikke er et hensyn til at give de beskikkede medlemmer et generelt indblik i praksis på det pågældende område,

sager, hvor Ankestyrelsens lægelige vurdering er i overensstemmelse med vurderingen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring,

sager, som kan afgøres med hjemvisning fx hvis sagen er utilstrækkeligt oplyst eller hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har vurderet sagen på et forkert grundlag, eller

sager, hvor sagens karakter og omfang i øvrigt gør, at der ikke er tvivl om afgørelsen.

Hvis en sag indstilles til stadfæstelse kan det tale for, at der ikke er tvivl om afgørelsen, men det kræver en konkret vurdering, hvor ovenstående elementer inddrages.

De sager, der ikke er omfattet af ovenstående kriterier, vil fortsat skulle afgøres i ankemøde med medvirken af beskikkede medlemmer. Det vil fx være komplicerede sager, hvor der er et stort element af skøn.

Beskikkede medlemmer vil med forslaget således fortsat medvirke ved afgørelse af de sager, hvor det vurderes, at det er relevant at bevare lægmandselementet. De beskikkede medlemmers særlige indsigt i og indflydelse på behandlingen af arbejdsskadesager bevares i disse sager.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 2.6.

ÆndringL 211 (2018-19) · bemærkning til § 3, nr. 2LOV nr 550 af 07/05/2019 · 7. maj 2019

Det fremgår af den gældende bestemmelse i § 52 a, stk. 4, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, at Ankestyrelsen kan træffe en foreløbig afgørelse i sager, der er omfattet af den gældende bestemmelse i § 52 a, stk. 1-3, i tilfælde, hvor der er tale om en øjeblikkelig opstået trangssituation, eller hvor der i øvrigt er særligt behov herfor. Det er fx i sager efter adoptions-, børne- og forældreansvarsloven.

Efter gældende regler har Ankestyrelsen ikke mulighed for at træffe en foreløbig afgørelse i tilfælde, hvor der er tale om en øjeblikkelig opstået trangssituation, eller hvor der i øvrigt er særligt behov herfor. Denne retstilstand ønskes opretholdt.

Det foreslås i forslaget til § 52 a, stk. 4, 1. pkt., som en konsekvens af ændringen i § 3, nr. 1, at »stk. 1-3« ændres til: »stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3«.

Ændringen vil være en konsekvensændring, der viderefører Ankestyrelsens mulighed for at træffe foreløbige afgørelser i en øjeblikkeligt opstået trangssituation efter de nævnte love i medfør af § 52 a, stk. 4, samtidig med at Ankestyrelsen fortsat ikke vil have hjemmel til at træffe sådanne foreløbige afgørelser på arbejdsskadeområdet. Herved ændres der ikke i tilskadekomnes rettigheder i forbindelse med en klage over Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 2.3.

ÆndringL 91 (2018-19) · bemærkning til § 14, nr. 3LOV nr 1711 af 27/12/2018 · 27. december 2018

Det fremgår af § 52 a, stk. 3, i retssikkerhedsloven, at Ankestyrelsen træffer afgørelse uden medvirken af beskikkede medlemmer i sager efter adoptionsloven, børneloven, forældreansvarsloven, lov om børns forsørgelse, § 23 a, stk. 2, i lov om opkrævning af underholdsbidrag, lov om ægteskabets retsvirkninger, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, navneloven og § 56 a, stk. 4, i udlændingeloven. Dette gælder dog ikke for sager, som har generel eller principiel betydning, jf. § 52 c, stk. 1, i retssikkerhedsloven.

Det foreslås, at henvisningen i § 52 a, stk. 3, i retssikkerhedsloven til sager efter børneloven, forældreansvarsloven, lov om børns forsørgelse, § 23 a, stk. 2, i lov om opkrævning af underholdsbidrag, lov om ægteskabets retsvirkninger, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, navneloven og § 56 a, stk. 4, i udlændingeloven udgår.

Den foreslåede ændring er begrundet i, at der med forslaget til lov om Familieretshuset foreslås indført en ny struktur for de familieretlige sager, hvor Ankestyrelsen ikke længere er klageinstans for sager efter den familieretlige lovgivning, dog undtaget sager efter adoptionsloven.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.

ÆndringL 6 (2015-16) · bemærkning til § 9, nr. 4LOV nr 1741 af 22/12/2015 · 22. december 2015

Det fremgår af § 52 a, stk. 1, i retssikkerhedsloven, at Ankestyrelsen træffer afgørelse uden medvirken af beskikkede medlemmer i sager om klage over kommunalbestyrelsens afgørelser, når det er fastsat ved lov, at sagerne kan påklages til Ankestyrelsen, jf. dog lovens § 52 c.

Ifølge lovens § 52 a, stk. 2, træffer Ankestyrelsen afgørelse uden medvirken af beskikkede medlemmer i sager om klage over afgørelser, der er behandlet af Udbetaling Danmark, og hvor der ikke er tvivl om afgørelsen.

I sager omfattet af lovens § 52 a, stk. 1 og 2, kan Ankestyrelsen, jf. lovens § 52 a, stk. 3, i tilfælde, hvor der er tale om en øjeblikkelig opstået trangssituation, eller hvor der i øvrigt er særligt behov herfor, træffe en foreløbig afgørelse. Ankestyrelsen skal snarest muligt træffe en endelig afgørelse i sagen.

Det fremgår af lovens § 52 c, stk. 1, at når Ankestyrelsen skønner, at en sag, der er omfattet af lovens § 52 a, stk. 1, har principiel eller generel betydning, træffes afgørelse i sagen på et møde efter reglerne om udvidet votering, jf. lovens § 55, stk. 2, nr. 1.

Ifølge lovens § 56, kan chefen for Ankestyrelsen, når en sag har principiel eller generel betydning, beslutte, at en afgørelse skal træffes i et møde, hvor styrelseschefen eller vicestyrelseschefen er formand, og hvor der i øvrigt deltager to beskikkede medlemmer og to ankechefer.

Som konsekvens af, at det foreslås, at Ankestyrelsen fremover skal behandle de familieretlige sager – både klagesager og visse 1. instans (og eneste instans) sager – som Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, i dag behandler, foreslås det, at det ligesom i dag også fremover skal være udgangspunktet, at det er den enkelte sagsbehandler, der på vegne af Ankestyrelsen træffer afgørelse i den konkrete sag. Det foreslås derfor, at retssikkerhedslovens § 52 a ændres således, at der indsættes et nyt stk. 3 om, at Ankestyrelsen træffer afgørelse uden medvirken af beskikkede medlemmer i sager efter adoptionsloven, børneloven, forældreansvarsloven, lov om børns forsørgelse, § 23 a, stk. 2, i lov om opkrævning af underholdsbidrag, retsvirkningsloven, ægteskabsloven, navneloven og § 56 a, stk. 4, i udlændingeloven, jf. dog § 52 c, stk. 1, i retssikkerhedsloven. Det bemærkes, at det i lovforslagets § 9, nr. 6, foreslås, at retssikkerhedslovens § 52 c, stk. 1, også skal omfatte sager efter det foreslåede nye stk. 3 i lovens § 52 a. Dette vil medføre, at familieretlige sager, der skønnes at være generelle eller principielle – ligesom ved Ankestyrelsens behandling af klager over afgørelser på det sociale område – skal behandles på et møde med udvidet votering efter lovens § 55, stk. 1 og stk. 2, nr. 1, og § 56. Se bemærkningerne til lovforslagets § 9, nr. 6.

Som nævnt ovenfor i bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 5, vil forslaget om, at retssikkerhedslovens kapitel 9 samt §§ 68 og 70 skal finde anvendelse i sager efter adoptionsloven, ikke have betydning for Ankestyrelsens behandling af sager om Ankestyrelsens samtykke til adoption uden samtykke efter adoptionslovens § 9, stk. 2, 2. pkt., der indeholder en bestemmelse om, at en adoption uden forældrenes samtykke, af et barn, der er anbragt uden for hjemmet, kun kan ske, hvis Ankestyrelsen giver samtykke hertil. Dette skyldes, at det i § 55, stk. 2, nr. 3, i retssikkerhedsloven er bestemt, at Ankestyrelsen skal behandle disse sager på et møde med udvidet votering, jf. § 55, stk. 1, i retssikkerhedsloven. Det fremgår af sidstnævnte bestemmelse, at der på sådanne møder deltager to beskikkede medlemmer og to ankechefer, hvoraf den ene er formand.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.1, 2.2 og 2.4.

ÆndringL 6 (2015-16) · bemærkning til § 9, nr. 5LOV nr 1741 af 22/12/2015 · 22. december 2015

Som nævnt ovenfor i bemærkningerne til lovforslagets § 9, nr. 4, kan Ankestyrelsen efter lovens § 52 a, stk. 3, træffe en foreløbig afgørelse i sager efter lovens § 52 a, stk. 1 og 2 (sager om klage over afgørelser, der er behandlet af Udbetaling Danmark, og hvor der ikke er tvivl om afgørelsen, samt sager om klage over kommunalbestyrelsens afgørelser) i tilfælde, hvor der er tale om en øjeblikkelig opstået trangssituation, eller hvor der i øvrigt er særligt behov herfor. Ankestyrelsen skal snarest muligt træffe en endelig afgørelse i sagen.

Som konsekvens af, at det i lovforslagets § 9, nr. 4, foreslås, at der indsættes et nyt stk. 3 i lovens § 52 a om, at Ankestyrelsen træffer afgørelse uden medvirken af beskikkede medlemmer i sager efter adoptionsloven, børneloven, forældreansvarsloven, lov om børns forsørgelse, § 23 a, stk. 2, i lov om opkrævning af underholdsbidrag, retsvirkningsloven, ægteskabsloven, navneloven og § 56 a, stk. 4, i udlændingeloven, jf. dog § 52 c, stk. 1, i retssikkerhedsloven, og da det også bør være muligt for Ankestyrelsen at træffe foreløbige afgørelser i familieretlige sager, foreslås det, at retssikkerhedslovens § 52 a, stk. 3 (der efter lovforslagets § 9, nr. 4, vil blive stk. 4) også skal finde anvendelse i familieretlige sager efter den foreslåede nye § 52 a, stk. 3.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.4.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 52 a.