Retssikkerhedsloven

Retssikkerhedsloven § 21

Gældende tekst efter LBK nr 680 af 03/08/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 4 – Kommunen · Børne- og ungeudvalget

§ 21.

Socialministeren fastsætter forretningsordenen for børne- og ungeudvalget, herunder regler om valg af formand og næstformand ved stemmelighed, om udpegning af nye medlemmer eller midlertidige stedfortrædere ved længerevarende fravær eller et medlems udtræden og om virtuel deltagelse i møder i helt særlige tilfælde.

Socialministeren kan i forretningsordenen bemyndiges til at dispensere fra kravet i § 19, stk. 2, om, at der for hvert medlem udpeges en stedfortræder.

Stk. 2.

Økonomi- og indenrigministeren fastsætter regler om vederlag til formanden og de øvrige medlemmer, der er valgt af kommunalbestyrelsen.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 680 af 03/08/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Retssikkerhedsloven § 21

Senere ændringer

ÆndringL 95 (2023-24) · bemærkning til § 2, nr. 8LOV nr 217 af 05/03/2024 · 5. marts 2024

Det fremgår af § 21 i retssikkerhedsloven, at social og boligministeren fastsætter en forretningsorden for børne- og ungeudvalgets arbejde. Det fremgår også, at social- og boligministeren i forretningsordenen er bemyndiget til at dispensere for kravet i retssikkerhedslovens § 19 om, at der for hvert medlem udpeges én stedfortræder. Det er videre fastsat, at indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om vederlag til formanden og de øvrige medlemmer, der er valgt af kommunalbestyrelsen.

Det fremgår af § 1, stk. 5, i bekendtgørelse om forretningsorden for børn og unge-udvalgene, at social- og boligministeren efter ansøgning kan godkende, at der udpeges mere end en stedfortræder for hvert medlem af udvalget. Adgangen til at udpege stedfortrædere blev indført med lov nr. 466 af 31. maj 2000.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.4.1.

Det foreslås, at det i § 21, stk. 1, 1. pkt., i retssikkerhedsloven om social- og boligministerens adgang til at fastsætte en forretningsorden indsættes, at forretningsordenen kan omfatte regler om valg af formand og næstformand ved stemmelighed, udpegning af nye medlemmer eller midlertidige stedfortrædere ved længerevarende fravær eller et medlems udtræden samt om virtuel deltagelse i møder i helt særlige tilfælde.

Formålet med den foreslåede ændring er at sikre klare regler for valg af formand og næstformand for udvalget. Formålet er desuden dels at styrke kommunernes generelle muligheder for at stille et beslutningsdygtigt børne- og ungeudvalg, herunder også når et eller flere medlemmer eller deres udpegede stedfortræder eller stedfortrædere må melde forfald til et møde i udvalget på grund af længerevarende sygdom, barsel eller anden form for orlov, eller når et medlem eller en udpeget stedfortræder eksempelvis på grund af egen eller nære pårørendes alvorlige eller langvarige sygdom ønsker at udtræde af udvalget.

Forslaget vil indebære, at social- og boligministeren vil kunne fastsætte nærmere regler om, hvad der vil skulle forstås ved længerevarende fravær, som vil kunne medføre adgang for kommunen til at udpege en midlertidig stedfortræder for et medlem eller en stedfortræder for udvalget. Bestemmelsen foreslås udmøntet således, at der vil skulle være tale om et forventet fravær på mere end 12 sammenhængende uger, idet det fortsat vil være intentionen at sikre, at de enkelte medlemmer og stedfortrædere opnår den fornødne viden og erfaring med behandling af de sager, der forelægges børne- og ungeudvalget til indstilling eller afgørelse.

Forslaget vil videre indebære, at social- og boligministeren vil kunne fastsætte nærmere regler i forretningsordenen for børne- og ungeudvalget om valg af formand og næstformand ved stemmelighed. Bestemmelsen forventes udmøntet således, at hvis det efter to afstemninger i børne- og ungeudvalget ikke har været muligt at vælge en formand og næstformand for udvalget blandt de medlemmer, der er valgt blandt medlemmerne af kommunalbestyrelsen, vil valg af formand og næstformand skulle ske ved lodtrækning.

Endelig vil forslaget indebære en adgang for social- og boligministeren til at kunne fastsætte nærmere regler om, at et medlem af udvalget eller dennes stedfortræder i helt særlige tilfælde vil kunne deltage virtuelt i et møde. Adgangen forventes udmøntet således, at det f.eks. i forbindelse børne- og ungeudvalgsmøder, der indkaldes med kort varsel på grund af kravet om, at en foreløbig afgørelse skal forelægges udvalget til godkendelse hurtigst muligt og senest inden syv dage, vil kunne være nødvendigt at et medlem eller en stedfortræder for medlemmet deltager virtuelt på mødet, for at kunne stille et beslutningsdygtigt udvalg. Dette vil eksempelvis kunne ske i forbindelse med ferie eller helligdage, eller hvor et medlems øvrige forpligtelser undtagelsesvist umuliggør fysisk deltagelse på mødet.

ÆndringL 191 (2002-03) · bemærkning til § 7, nr. 5LOV nr 417 af 10/06/2003 · 10. juni 2003

Forslagene er en konsekvens af overflytningen af reglerne om de kommunale koordinationsudvalg og Det Sociale Råd til Beskæftigelsesministeriets område. Reglerne vil fremgå af kapitel 6 om Beskæftigelsesrådet og kapitel 8 om de kommunale koordinationsudvalg i forslaget til lov om ansvaret for og styringen af beskæftigelsesindsatsen.

ÆndringL 232 (1999-00) · bemærkning til § 2, nr. 1LOV nr 466 af 31/05/2000 · 31. maj 2000

Det foreslås, at bemyndigelsesbestemmelsen i retssikkerhedslovens § 21 udvides, således at socialministeren får udvidet sin bemyndigelse efter forretningsordenen for børn og unge-udvalget til at kunne dispensere fra antallet af stedfortrædere for hvert medlem af børn og unge-udvalget efter retssikkerhedslovens § 19, stk. 2.

Efter de gældende regler vælges og udpeges tillige for hvert medlem af børn og unge-udvalget en stedfortræder, der indkaldes til møde, når medlemmet er forhindret i at deltage.

Der har især i Københavns Kommune været væsentlige problemer med at få møder berammet, hvor børn og unge-udvalget er beslutningsdygtigt. Børn og unge-udvalget har op mod 100 møder om året.

Da det er meget afgørende, at der er kontinuitet, koordinering og oparbejdet erfaring hos medlemmerne og stedfortræderne i børn og unge-udvalget, vil det ikke være hensigtsmæssigt generelt at lempe mulighederne for at udpege flere stedfortrædere for medlemmerne i udvalget.

Den foreslåede udvidelse af bemyndigelsen skal anvendes til at kunne dispensere fra retssikkerhedslovens § 19, stk. 2, således at der kan udpeges to eller flere stedfortrædere for et medlem af børn og unge-udvalget. Dispensationsmuligheden foreslås anvendt i et meget begrænset antal tilfælde, fx alene for enkelte af de største kommuner, hvor antallet af møder i børn og unge-udvalget har et sådan omfang, at det er forbundet med store vanskeligheder at beramme møder, og hvor medlemmerne og stedfortræderne fortsat kan have en vis oparbejdet erfaring, uanset at antallet af stedfortrædere øges.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 21.