Retssikkerhedsloven

Retssikkerhedsloven § 12 d

Gældende tekst efter LBK nr 680 af 03/08/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 3 a – Oplysningspligt m.v. · Anden udveksling af oplysninger

§ 12 d.

Til brug for behandling af sager efter lov om arbejdsskadesikring og opfølgning af sager efter §§ 8-10 i lov om sygedagpenge kan Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og kommunalbestyrelser udveksle oplysninger om oprettelse af arbejdsskadesager og sager om sygedagpenge, revalidering, fleksjob, førtidspension og seniorpension.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og kommunalbestyrelserne kan i arbejdsskadesager og i sager om sygedagpenge, revalidering, fleksjob, førtidspension og seniorpension tillige udveksle oplysninger om indhentelse af sagsoplysninger, som dokumenterer arbejdsevnen, og udveksle oplysninger om, at der er truffet afgørelse om arbejdsevnen.

Udvekslingen kan ske automatisk og uden borgerens samtykke.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 680 af 03/08/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Retssikkerhedsloven § 12 d

Senere ændringer

ÆndringL 67 (2019-20) · bemærkning til § 13, nr. 3LOV nr 1559 af 27/12/2019 · 27. december 2019

Efter § 12 d i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, kan Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og kommunalbestyrelser udveksle oplysninger om oprettelse af arbejdsskadesager og sager om sygedagpenge, revalidering, fleksjob og førtidspension, til brug for behandling af sager efter lov om arbejdsskadesikring og opfølgning af sager efter §§ 8-10 i lov om sygedagpenge. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og kommunalbestyrelserne kan i arbejdsskadesager og i sager om sygedagpenge, revalidering, fleksjob og førtidspension tillige udveksle oplysninger om indhentelse af sagsoplysninger, som dokumenterer arbejdsevnen, og udveksle oplysninger om, at der er truffet afgørelse om arbejdsevnen. Udvekslingen kan ske automatisk og uden borgerens samtykke.

Det foreslås, at bestemmelsen udvides til også at omfatte udveksling af oplysninger om oprettelse af sager om seniorpension og udveksling af oplysninger i sager om seniorpension om indhentelse af sagsoplysninger, som dokumenterer arbejdsevnen, og oplysninger om at der er truffet afgørelse om arbejdsevnen.

Der er i øvrigt ikke tiltænkt nogen ændring af praksis i forhold til udveksling af oplysninger i de sagstyper, bestemmelsen regulerer i dag.

ÆndringL 117 (2008-09) · bemærkning til § 1, nr. 11LOV nr 316 af 28/04/2009 · 28. april 2009

Alle steder i loven, hvor betegnelsen »kommune« og afledte betegnelser heraf er anvendt i den gældende lov i forbindelse med udøvelse af en kommunal beslutningsret (afgørelser, aftaler m.v.) eller ansvaret for opgavevaretagelsen, er formuleringen ændret til »kommunalbestyrelse« og afledte betegnelser heraf. Dette er i overensstemmelse med Indenrigsministeriets vejledning nr. 192 af 28. juni 2001 om regeludstedelse i forhold til kommunerne.

Hermed understreges samtidig, at alle afgørelser m.v., der træffes af kommunen, er en del af kommunalbestyrelsens ansvar, uanset om den konkrete opgave varetages af et udvalg eller forvaltningen.

Tilsvarende foreslås i nr. 18 og 37, at betegnelsen »region« og afledte betegnelser heraf i de tilfælde, hvor de anvendes i forbindelse med udøvelse af en regional beslutningsret eller ansvaret for opgavevaretagelsen, ændres til »regionsråd« og afledte betegnelser heraf.

ÆndringL 73 (2006-07) · bemærkning til § 13, nr. 4LOV nr 1545 af 20/12/2006 · 20. december 2006

I § 43, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område er fastsat, at når en myndighed overlader opgaver efter bl.a. lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel til andre end offentlige myndigheder, er disse omfattet af reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven i forhold til den opgave, der udføres.

I konsekvens af ophævelsen af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel og ikrafttræden af lov om sygedagpenge og barselloven foreslås bestemmelsen i retssikkerhedslovens § 43, stk. 2, ændret redaktionelt til at omfatte disse to love.

ÆndringL 21 (2004-05, 2. samling) · bemærkning til § 3, nr. 2LOV nr 396 af 01/06/2005 · 1. juni 2005

Bestemmelsen giver kommunerne hjemmel til at give oplysning i kommunernes Sags- og Advissystem til brug for Arbejdsskadestyrelsen om, at der er rejst en sag om sygedagpenge, revalidering, fleksjob eller førtidspension. Sags- og Advissystemet er et lukket system, og oplysninger er kun anvendelige for den kommune, der har oprettet en sag, og for Arbejdsskadestyrelsen.

Den foreslåede ordning ligger indenfor rammerne af persondatalovens § 7, stk. 2, nr. 4 og § 8, stk. 3, idet videregivelse af oplysningen og dens anvendelse sammenholdt med de hensyn, der begrunder hemmeligholdelse, er nødvendig til varetagelse af borgerens interesser og nødvendig for kommunens og Arbejdsskadestyrelsens myndighedsudøvelse.

Dette skal ses i sammenhæng med, at Arbejdsskadestyrelsen har hjemmel i lov om arbejdsskadesikring § 37, stk. 2 til at forlange meddelt enhver oplysning, som styrelsen skønner er af betydning fra blandt andet kommunerne, herunder oplysninger om helbredsforhold samt at såvel Arbejdsskadestyrelsen som kommunerne er underlagt tavshedspligt.

Det forudsættes, at persondatalovens regler om behandling af oplysninger i øvrigt finder anvendelse.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 12 d.