Pensionsloven

Pensionsloven § 46 f

Gældende tekst efter LBK nr 1123 af 21/10/2024, med senere ændringer markeret.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 6 – Årlig fastsættelse, omregning, bortfald, tilbagebetaling m.v. af folkepension, førtidspension og seniorpension

§ 46 f.

Pensionen efter §§ 31, 32 c eller 48 a kan i en periode på 3 år højst udgøre et beløb, der svarer til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik, hvis personen ved endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a, § 244, stk. 2, hvis forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt.

Stk. 2.

Perioden i stk. 1 regnes fra det tidspunkt, hvor personen har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, jf. stk. 1.

Genoptages udbetalingen af pension med virkning fra 1 måned før opholdets ophør, jf. § 34, stk. 1, 1. pkt., regnes perioden i stk. 1 dog fra dette tidspunkt.

Stk. 3.

Udbetaling Danmark skal træffe afgørelse om tilbagebetaling af udbetalt pension i perioden nævnt i stk. 1, hvis den udbetalte pension overstiger selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik i 3-årsperioden.

Ændret pr. 1. marts 2026 – endnu ikke indarbejdet ved LOV nr 303 af 24/02/2026 (1, nr. 15)

I § 46 f, stk. 2, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:

Har udbetalingen af pensionen ikke været inddraget under opholdet, regnes perioden fra den 1. i måneden efter det tidspunkt, hvor personen har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter.

Ændret pr. 1. marts 2026 – endnu ikke indarbejdet ved LOV nr 303 af 24/02/2026 (1, nr. 14)

§ 46 f, stk. 1, affattes således:

Pensionen efter § 31 kan i en periode på 5 år højst udgøre et beløb, der svarer til kontanthjælp efter § 16, stk. 2, med eventuelle tillæg efter §§ 17 og 18 i lov om aktiv socialpolitik, hvis personen ved endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens §§ 81 a, 98 eller 99, § 100, stk. 1, §§ 101-102 eller 104-108, § 109, stk. 1, § 110, stk. 1, §§ 110 a eller 110 b, § 110 c, stk. 1-5, §§ 110 d eller 110 f-114 j, kapitel 13 a, §§ 125 a eller 180, § 183, stk. 1 eller 2, §§ 183 a, 191 eller 192 a, § 192 b, stk. 1-3, § 210, stk. 1 eller 3, §§ 216, 218 eller 219, § 220, 1. pkt., 2. led, §§ 222-224 eller 226, § 227, stk. 1, § 231, § 232, stk. 1, 2. led, §§ 235, 235 a, 237 eller 241 a, § 244, stk. 2, §§ 245-246, § 249, stk. 2, § 252, stk. 1, § 261, stk. 2, §§ 262 a eller 262 b, § 288, stk. 2, § 289, stk. 1, § 290, stk. 2, eller § 290 a, stk. 2, eller overtrædelse af et udrejseforbud fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1, i lov om pas til danske statsborgere m.v.

Ændret pr. 1. marts 2026 – endnu ikke indarbejdet ved LOV nr 303 af 24/02/2026 (1, nr. 16)

§ 46 f, stk. 3, affattes således:

Stk. 3. Stk. 1 finder anvendelse indtil udgangen af den måned, hvor den 5-årige periode udløber.

Ændret pr. 1. marts 2026 – endnu ikke indarbejdet ved LOV nr 303 af 24/02/2026 (1, nr. 17)

I § 46 f indsættes som stk. 4:

Udbetaling Danmark træffer afgørelse om tilbagebetaling af udbetalt pension i perioden nævnt i stk. 1, hvis den udbetalte pension overstiger kontanthjælp efter § 16, stk. 2, med eventuelle tillæg efter §§ 17 og 18 i lov om aktiv socialpolitik i 5-årsperioden, når pensionen ikke omfattes af omregning efter § 39.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 1123 af 21/10/2024 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 46 f.