Det sociale nævns kompetence til at behandle klage over kommunes tvangsadministration af borgers førtidspension
En kommune traf afgørelse om at administrere en mands førtidspension fordi han ikke betalte sin husleje og ikke gjorde tilstrækkelig rent i sin lejlighed. Efterfølgende sørgede kommunen for at mandens husleje blev betalt, men kommunen betalte også en række andre regninger for manden. Der var bl.a. tale om en medicinregning, en regning for flytning af mandens indbo og en regning for istandsættelse af mandens lejlighed da han fraflyttede sit lejemål. To pårørende klagede over kommunens administration af mandens førtidspension. Det sociale nævn afviste at behandle de pårørendes klage da nævnet ikke mente der var truffet nye afgørelser i sagen som kunne påklages til nævnet. Det var ombudsmanden uenig i. På baggrund af en fortolkning af den oprindelige administrationsafgørelse slog ombudsmanden fast at en række af de regninger som kommunen havde betalt på mandens vegne, ikke var omfattet af den oprindelige administrationsafgørelse. Det sociale nævn burde derfor ikke have afvist at behandle klagen fra de pårørende hvilket ombudsmanden kritiserede. Ombudsmanden mente desuden det var beklageligt at kommunen ikke havde gjort sig klart at den i realiteten havde truffet nye afgørelser om administration af mandens førtidspension. Ombudsmanden henstillede til det sociale nævn at nævnet genoptog sagen og behandlede den del af de pårørendes klage som angik spørgsmålet om kommunens administrat
Bestemmelsen er ændret én gang siden afgørelsen (L 87 (2011-12)). Se historikken for at vurdere, om afgørelsen fortsat er relevant.