Pensionsloven

Pensionsloven § 36

Gældende tekst efter LBK nr 1123 af 21/10/2024 og én publikation om bestemmelsen.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 5 – Udbetaling · Særlige udbetalingsregler

§ 36.

Hvis kommunalbestyrelsen skønner, at en pensionist ikke kan administrere pensionen, herunder hvis pensionisten gentagne gange har misligholdt huslejebetalingen, eller hvis pensionistens udlejer har indgivet anmodning til fogedretten om pensionistens udsættelse af et beboelseslejemål på grund af betalingsmisligholdelse, afgør kommunalbestyrelsen, på hvilken måde pensionen skal udbetales.

Kommunalbestyrelsen kan anmode om, at der iværksættes værgemål for pensionisten, jf. værgemålslovens § 16.

Stk. 2.

Pensionisten og kommunalbestyrelsen kan aftale, at kommunalbestyrelsen skal administrere pensionen.

Stk. 3.

Kommunen giver Udbetaling Danmark meddelelse om afgørelsen eller aftalen, jf. stk. 1 og 2.

Udbetaling Danmark overfører til kommunen den disponible pension, som pensionisten ville have fået udbetalt.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 1123 af 21/10/2024 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Pensionsloven § 36

Senere ændringer

ÆndringL 87 (2011-12) · bemærkning til § 1, nr. 25LOV nr 326 af 11/04/2012 · 11. april 2012

Pensionisten og kommunalbestyrelsen kan efter gældende praksis i situationer, som ikke er dækket af lovens § 36, indgå en frivillig aftale om, at pensionen skal udbetales på en bestemt måde. Det foreslås i stk. 2, at pensionisten og kommunalbestyrelsen fortsat skal kunne indgå en sådan aftale, uanset at aftalen vedrører pension, som Udbetaling Danmark udbetaler.

Hvis kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om administration af pension efter den gældende bestemmelse i lovens § 36 eller indgået en aftale med pensionisten herom efter forslaget til § 36, stk. 2, giver kommunen Udbetaling Danmark meddelelse om afgørelsen. Udbetaling Danmark overfører den disponible pension (dvs. pensionen efter skat m.v., som ellers ville være blevet udbetalt til pensionisten) til kommunen.

Kommunen skal give Udbetaling Danmark meddelelse om administrationsaftalen jf. forslaget til § 6, nr. 1, i forslag til lov om Udbetaling Danmark. Meddelelsen kan eventuelt sendes som en elektronisk meddelelse til Udbetaling Danmark. Der henvises til afsnit 2.7.2.2. samt bemærkninger til § 6 i forslag til lov om Udbetaling Danmark.

Udbetaling Danmark og kommunen får til brug for administration af loven terminaladgang til et register med nødvendige oplysninger til brug for beregning mv. af pension. Kommunen har pligt til at stille de nødvendige oplysninger til rådighed for registret. Oplysningen vil eventuelt kunne fremgå af dette register.

Der henvises til afsnit 2.7.2.3. i de almindelige bemærkninger samt de specielle bemærkninger til § 8, stk. 2 og 3, i L 86, forslag til lov om Udbetaling Danmark.

Videregivelsen af oplysningen er nødvendig for at kommunen som led i sin myndighedsudøvelse kan gøre retskrav gældende. Databehandlingen forudsættes at ske inden for rammerne af EU´s persondatadirektiv. Der henvises til afsnit 2.4. i de almindelige bemærkninger.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Myndigheder 1

Kommunerne · 29. september 2010

Det sociale nævns kompetence til at behandle klage over kommunes tvangsadministration af borgers førtidspension

En kommune traf afgørelse om at administrere en mands førtidspension fordi han ikke betalte sin husleje og ikke gjorde tilstrækkelig rent i sin lejlighed. Efterfølgende sørgede kommunen for at mandens husleje blev betalt, men kommunen betalte også en række andre regninger for manden. Der var bl.a. tale om en medicinregning, en regning for flytning af mandens indbo og en regning for istandsættelse af mandens lejlighed da han fraflyttede sit lejemål. To pårørende klagede over kommunens administration af mandens førtidspension. Det sociale nævn afviste at behandle de pårørendes klage da nævnet ikke mente der var truffet nye afgørelser i sagen som kunne påklages til nævnet. Det var ombudsmanden uenig i. På baggrund af en fortolkning af den oprindelige administrationsafgørelse slog ombudsmanden fast at en række af de regninger som kommunen havde betalt på mandens vegne, ikke var omfattet af den oprindelige administrationsafgørelse. Det sociale nævn burde derfor ikke have afvist at behandle klagen fra de pårørende hvilket ombudsmanden kritiserede. Ombudsmanden mente desuden det var beklageligt at kommunen ikke havde gjort sig klart at den i realiteten havde truffet nye afgørelser om administration af mandens førtidspension. Ombudsmanden henstillede til det sociale nævn at nævnet genoptog sagen og behandlede den del af de pårørendes klage som angik spørgsmålet om kommunens administrat

Bestemmelsen er ændret én gang siden afgørelsen (L 87 (2011-12)). Se historikken for at vurdere, om afgørelsen fortsat er relevant.