Arbejdsløshedsforsikringsloven § 74 f
Gældende tekst efter LBK nr 808 af 22/09/2026.
Kapitel 11 a – Efterløn · Arbejde i efterlønsperioden
§ 74 f.
Et medlem, der har drevet selvstændig virksomhed i mindst 3 hele regnskabsår umiddelbart inden overgangen til efterløn, kan drive selvstændig virksomhed i efterlønsperioden, hvis arbejdstiden i virksomheden nedsættes til og altid udgør 80,17 timer pr. måned.
Det er en betingelse, at medlemmet i hver måned i de 3 seneste hele regnskabsår umiddelbart inden overgangen til efterløn har haft mindre end 30 løntimer.
Ved opgørelsen af løntimer finder § 53, stk. 9, nr. 1 og 2, og stk. 10 og 12, tilsvarende anvendelse.
Arbejdstidsnedsættelsen skal dokumenteres.
Et medlem kan i efterlønsperioden drive selvstændig virksomhed, der alene er baseret på medlemmets egen arbejdskraft, jf. dog stk. 3, hvis medlemmet har drevet selvstændig virksomhed i mindst 3 hele regnskabsår umiddelbart inden overgangen til efterløn.
Det er en betingelse, at medlemmet i hver måned i de 3 seneste hele regnskabsår umiddelbart inden overgangen til efterløn har haft mindre end 30 løntimer.
Ved opgørelsen af løntimer finder § 53, stk. 9, nr. 1 og 2, og stk. 10 og 12, tilsvarende anvendelse.
Arbejdstiden i virksomheden skal nedsættes til højst 962 timer pr. kalenderår, og virksomhedens skattepligtige indkomst må ikke overstige halvdelen af et gennemsnit af den skattepligtige indkomst i virksomheden i de seneste 3 år inden overgangen til efterløn.
Der kan ikke tages hensyn til afskrivninger i efterlønsperioden, der pr. år overstiger de gennemsnitlige årlige afskrivninger i 3-års-perioden.
En virksomhed efter stk. 2 kan dog drives sammen med ægtefællen, hvis det dokumenteres, at den ene eller begge ægtefæller nedsætter deres arbejdstid.
I særlige tilfælde kan direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering tillade, at et medlem kan drive selvstændig virksomhed med én ansat.
Medlemmet skal over for arbejdsløshedskassen dokumentere, at betingelserne for drift af selvstændig virksomhed i efterlønsperioden er opfyldt.
Arbejde i en virksomhed efter stk. 1 medfører fradrag i efterlønnen med 80,17 timer pr. måned.
Arbejde i en virksomhed efter stk. 2 medfører fradrag i efterlønnen time for time, dog med mindst52 timer pr. måned.
Der kan højst udbetales efterløn for 962 timer i et kalenderår.
Medlemmet skal løbende oplyse arbejdsløshedskassen om den faktiske arbejdstid i virksomheden.
Medlemmet skal på en årlig efterlønserklæring oplyse kassen om virksomhedens regnskab og regnskabsår, skattepligtige indkomst og eventuel ægtefælledeltagelse.
Overstiger medlemmets timeforbrug i virksomheden det tilladte antal timer pr. måned eller i kalenderåret, skal arbejdsløshedskassen indstille udbetalingen af efterløn og træffe afgørelse om tilbagebetaling af den udbetalte efterløn i kalenderåret.
Udbetaling af efterløn kan tidligst genoptages fra begyndelsen af det følgende kalenderår, hvis medlemmet sandsynliggør, at arbejdet i virksomheden ikke vil overstige det tilladte antal timer i et kalenderår.
Den skattepligtige indkomst ved den selvstændige virksomhed efter stk. 2 må ikke overstige halvdelen af den gennemsnitlige skattepligtige indkomst i de seneste 3 år inden overgangen til efterløn.
Der kan ikke tages hensyn til afskrivninger i efterlønsperioden, der pr. år overstiger de gennemsnitlige årlige afskrivninger i 3-års-perioden.
Overstiger den skattepligtige indkomst dette beløb, skal beløb herudover modregnes eller tilbagebetales krone for krone.
Hvis den gennemsnitlige skattepligtige indkomst i de 3 forudgående år har været mindre end 80.755 kr. (2007-niveau), modregnes der kun for indkomst, der overstiger den hidtidige skattepligtige indkomst.
Hvis den gennemsnitlige skattepligtige indkomst har været mellem 80.755 og 161.511 kr. (2007-niveau), modregnes der kun for skattepligtig indkomst ud over 80.755 kr. (2007-niveau).
Beløbene reguleres med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.
Selvstændig virksomhed i efterlønsperioden medregnes ikke til opfyldelse af indkomst- og beskæftigelseskravet i § 53, stk. 2 og 8.
Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om beregning af virksomhedens skattepligtige indkomst, herunder om beregning af virksomhedens gennemsnitlige skattepligtige indkomst i de seneste 3 år umiddelbart inden overgangen til efterløn, og om modregning i efterlønnen for skattepligtig indkomst ud over det tilladte omfang.
Der fastsættes endvidere regler om, at de anførte timetal og indkomstbegrænsninger nedsættes forholdsmæssigt ved overgang til efterløn i løbet af et kalenderår, samt om suspension af efterløn til et medlem, som driver selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 808 af 22/09/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Arbejdsløshedsforsikringsloven § 74 f
Senere ændringer
ÆndringL 88 (2017-18) · bemærkning til § 1, nr. 63LOV nr 1670 af 26/12/2017 · 26. december 2017
Efter de gældende § 74 f, stk. 8, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. kan selvstændig virksomhed i efterlønsperioden ikke medregnes til optjening og genoptjening af dagpenge, jf. lovens § 53, stk. 2.
Det foreslås, at henvisningen i § 74 f, stk. 8, konsekvensændres i overensstemmelse med de foreslåede ændringer i lovens § 53, jf. lovforslagets § 1, nr. 14 og 17.
Det betyder, at selvstændig virksomhed i efterlønsperioden ikke medregnes til optjening og genoptjening af dagpenge, jf. lovens § 53, stk. 2 og 8
ÆndringL 88 (2017-18) · bemærkning til § 1, nr. 58LOV nr 1670 af 26/12/2017 · 26. december 2017
Efter § 74 f, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. kan en selvstændig erhvervsdrivende efter tilladelse fra arbejdsløshedskassen fortsætte med at drive selvstændig virksomhed efter overgang til efterløn under forudsætning af, at virksomheden nedbringes til nøjagtig 18½ time om ugen. Det er endvidere en betingelse, at medlemmet har drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang i mindst 3 hele regnskabsår umiddelbart inden overgangen til efterløn. Ændringerne i dagpengesystemet vil have den konsekvens, at det ikke længere er et krav, at virksomheden skal drives i væsentligt omfang, dvs. minimum 30 timer pr. uge.
Det foreslås i § 74 f, stk. 1, 1. pkt. , at timegrænsen i 18½ timers ordningen tilpasses månedsudbetalingen i efterlønsordningen, således at kravet om at nedsætte arbejdstiden til 18½ timer om ugen ændres til, at arbejdstiden nedsættes til 80,17 timer om måneden. Det gældende krav om, at beskæftigelsen i den selvstændige virksomhed skal nedsættes til nøjagtig 18½ timer om ugen, anses for opfyldt ved det opregnede månedlige timetal på 80,17. For så vidt angår kravet til omfanget af den selvstændige virksomhed i mindst 3 hele regnskabsår forud for overgangen til efterløn, er der behov for at fastsætte et andet krav for omfanget af virksomheden forud for overgangen til efterløn end kravet om selvstændig virksomhed i væsentligt omfang.
Det foreslås § 74 f, stk. 1, 2. pkt., at det er en betingelse for at få tilladelse til at drive selvstændig virksomhed efter § 74 f, stk. 1, at medlemmet ikke har haft lønarbejde, som overstiger 30 timer om måneden i hver måned i de seneste tre hele regnskabsår inden overgangen til efterløn. Dette indebærer, at den selvstændige virksomhed efter forslaget skal have haft et omfang på mindst 130,33 timer (160,33-30) om måneden, hvilket svarer til det gældende krav for, hvornår selvstændig virksomhed anses for at være af væsentligt omfang.
Ved opgørelsen af løntimer finder den foreslåede § 53, stk. 9, nr. 1 og 2, og stk. 10 og 12, tilsvarende anvendelse.
Det følger herved, at løntimekravet efter den foreslåede § 53, stk. 9, nr. 1 og 2, kan opfyldes på følgende måder:
1) Løntimer indberettet til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister. Kun løntimer, der er optjent i et sædvanligt beskæftigelsesforhold, der er i overensstemmelse med gældende overenskomster eller i øvrigt er udført på almindelige løn- og arbejdsvilkår, kan medregnes. 2) Timer som følge af omregning af B-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag, og som ikke indgår i opgørelsen af en selvstændig virksomheds overskud eller underskud, jf. den foreslåede § 53, stk. 11.
Løntimer indberettet til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister. Kun løntimer, der er optjent i et sædvanligt beskæftigelsesforhold, der er i overensstemmelse med gældende overenskomster eller i øvrigt er udført på almindelige løn- og arbejdsvilkår, kan medregnes.
Timer som følge af omregning af B-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag, og som ikke indgår i opgørelsen af en selvstændig virksomheds overskud eller underskud, jf. den foreslåede § 53, stk. 11.
Det fremgår af den foreslåede § 53, stk. 10, at B-indkomst, jf. stk. 9, nr. 2, som fremgår af årsopgørelsen, omregnes til måneder ved at dividere med 12. Fremgår B-indkomsten ikke af årsopgørelsen, da indkomståret endnu ikke er afsluttet, kan B-indkomsten medregnes efter omregning i den eller de måneder, hvor arbejdet er udført i, hvilket medlemmet oplyser på tro og love, eller, hvis B-indkomsten er omfattet af indberetningspligt, i den eller de måneder, hvor indkomsten er indberettet i. Foreligger der indberettet B-indkomst til indkomstregisteret, som indgår i opgørelsen, og ligger denne forud for optjeningsperioden, foretages der et fradrag i opgørelsen med et omregnet timetal svarende til værdien af den indberettede B-indkomst pr. måned.
Det fremgår af den foreslåede § 53, stk. 12, 1. pkt., at indtægten omregnes til timer med omregningssats 116,13 kr. (2017) i de tilfælde, hvor et medlems arbejdstid ikke indberettes til indkomstregisteret med løntimer, fordi der ikke er pligt hertil, jf. § 3 i lov om et indkomstregister, eller hvor medlemmet har medtaget skattemæssigt overskud af selvstændig virksomhed herunder A-indkomst udbetalt af et selskab til ejeren, som har en afgørende indflydelse.
ÆndringL 88 (2017-18) · bemærkning til § 1, nr. 59LOV nr 1670 af 26/12/2017 · 26. december 2017
Efter § 74 f, stk. 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. kan en selvstændig erhvervsdrivende efter tilladelse fra arbejdsløshedskassen fortsætte med at drive selvstændig virksomhed efter overgang til efterløn under forudsætning af, at arbejdstiden i virksomheden nedbringes til højst 962 timer om året. Det er endvidere en betingelse, at medlemmet har drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang i mindst 3 hele regnskabsår umiddelbart inden overgangen til efterløn.
Ændringerne i dagpengesystemet vil have den konsekvens, at det ikke længere er et krav, at virksomheden skal drives i væsentligt omfang. Det betyder, at der er behov for at fastsætte et andet krav for omfanget af virksomheden forud for overgangen til efterløn, idet der skal gives tilladelse til at fortsætte med at drive virksomhed.
Det foreslås derfor i § 74 f, stk. 2, 1. og 2. pkt. , at det er en betingelse for at få tilladelse til at drive selvstændig virksomhed, at medlemmet ikke har haft lønarbejde, som overstiger 30 timer om måneden i hver måned i de seneste tre hele regnskabsår inden overgangen til efterløn. Det foreslåede omfang af selvstændig virksomhed på 130,33 timer (160,33-30) om måneden svarer til det gældende krav for, hvornår selvstændig virksomhed anses for at være i væsentligt omfang.
Ved opgørelsen af løntimer finder den foreslåede § 53, stk. 9, nr. 1 og 2, og stk. 10 og 12, tilsvarende anvendelse.
Det følger herved, at løntimekravet efter den foreslåede § 53, stk. 9, nr. 1 og 2, kan opfyldes på følgende måder:
1) Løntimer indberettet til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister. Kun løntimer, der er optjent i et sædvanligt beskæftigelsesforhold, der er i overensstemmelse med gældende overenskomster eller i øvrigt er udført på almindelige løn- og arbejdsvilkår, kan medregnes. 2) Timer som følge af omregning af B-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag, og som ikke indgår i opgørelsen af en selvstændig virksomheds overskud eller underskud, jf. den foreslåede § 53, stk. 11.
Løntimer indberettet til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister. Kun løntimer, der er optjent i et sædvanligt beskæftigelsesforhold, der er i overensstemmelse med gældende overenskomster eller i øvrigt er udført på almindelige løn- og arbejdsvilkår, kan medregnes.
Timer som følge af omregning af B-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag, og som ikke indgår i opgørelsen af en selvstændig virksomheds overskud eller underskud, jf. den foreslåede § 53, stk. 11.
Det fremgår af den foreslåede § 53, stk. 10, at B-indkomst, jf. stk. 9, nr. 2, som fremgår af årsopgørelsen, omregnes til måneder ved at dividere med 12. Fremgår B-indkomsten ikke af årsopgørelsen, da indkomståret endnu ikke er afsluttet, kan B-indkomsten medregnes efter omregning i den eller de måneder, hvor arbejdet er udført i, hvilket medlemmet oplyser på tro og love, eller, hvis B-indkomsten er omfattet af indberetningspligt, i den eller de måneder, hvor indkomsten er indberettet i. Foreligger der indberettet B-indkomst til indkomstregisteret, som indgår i opgørelsen, og ligger denne forud for optjeningsperioden, foretages der et fradrag i opgørelsen med et omregnet timetal svarende til værdien af den indberettede B-indkomst pr. måned.
Det fremgår af den foreslåede § 53, stk. 12, 1. pkt., at indtægten omregnes til timer med omregningssats 116,13 kr. (2017) i de tilfælde, hvor et medlems arbejdstid ikke indberettes til indkomstregisteret med løntimer, fordi der ikke er pligt hertil, jf. § 3 i lov om et indkomstregister, eller hvor medlemmet har medtaget skattemæssigt overskud af selvstændig virksomhed herunder A-indkomst udbetalt af et selskab til ejeren, som har en afgørende indflydelse.
ÆndringL 88 (2017-18) · bemærkning til § 1, nr. 60LOV nr 1670 af 26/12/2017 · 26. december 2017
Efter den gældende § 74 f, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. er det en forudsætning for at drive selvstændig virksomhed samtidig med efterløn, at virksomheden nedsættes og altid udgør nøjagtig 18½ time per uge. Efter lovens § 74 f, stk. 5, 1.pkt., sker der fradrag i efterlønnen med 18½ time per uge.
Det foreslås, at fradraget i § 74 f, stk. 5, 1. pkt. , tilpasses månedsudbetalingen i efterlønsordningen. Det foreslås derfor at fradraget i efterlønnen ændres fra 18½ time om ugen til 80,17 timer om måneden. Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 59.
ÆndringL 88 (2017-18) · bemærkning til § 1, nr. 61LOV nr 1670 af 26/12/2017 · 26. december 2017
Efter den gældende § 74 f, stk. 5, 2. pkt., i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. foretages der et fradrag på mindst 12 timer om ugen for arbejde omfattet af lovens § 74 f, stk. 2.
Det foreslås, at fradraget i § 74 f, stk. 5, 2. pkt. , tilpasses månedsudbetalingen i efterlønsordningen, og at det således ændres fra 12 timer per uge til 52 timer om måneden.
ÆndringL 88 (2017-18) · bemærkning til § 1, nr. 62LOV nr 1670 af 26/12/2017 · 26. december 2017
Det følger af den gældende § 74 f, stk. 6, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., at hvis et medlems timeforbrug i virksomheden overstiger det tilladte antal timer pr. uge eller i kalenderåret, skal arbejdsløshedskassen indstille udbetalingen af efterløn og træffe afgørelse om tilbagebetaling af den udbetalte efterløn i kalenderåret. Udbetaling af efterløn kan tidligst genoptages fra begyndelsen af det følgende kalenderår, hvis medlemmet sandsynliggør, at arbejdet i virksomheden ikke vil overstige det tilladte antal timer i et kalenderår.
Det foreslås, at konsekvensændre bestemmelsen i forhold til månedssystemet i efterlønsordningen. Det vil sige, at henvisningen til timer pr. uge foreslås ændret til timer pr. måned.
ÆndringL 141 (2015-16) · bemærkning til § 8, nr. 2LOV nr 395 af 02/05/2016 · 2. maj 2016
Efter den gældende § 74 f, stk. 2, kan en person videreføre en selvstændig virksomhed under den såkaldte 962-timers ordning, som forudsætter, at virksomheden alene er baseret på personens egen arbejdskraft. Efter § 74 f, stk. 3, kan virksomheden dog drives med en ægtefælle, hvis det dokumenteres, at den ene eller begge ægtefæller nedsætter deres arbejdstid. Efter bestemmelsen kan direktøren for Arbejdsskadestyrelsen i særlige tilfælde tillade, at en person driver virksomheden med en ansat.
Efter § 77 a, stk. 9, kan beskæftigelsesministeren efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte nærmere regler om tilbagebetaling af efterlønsbidrag. Der kan også fastsættes regler om, at direktøren for Arbejdsskadestyrelsen i særlige tilfælde kan give tilladelse til tilbagebetaling af efterlønsbidrag, hvor personen uden egen skyld mister retten til at gå på efterløn.
Som følge af beslutningen om at flytte behandlingen af sager om klager m.v. efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. fra Arbejdsskadestyrelsen til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, foreslås det med lovforslagets § 8, nr. 2, at de beføjelser m.v., der efter § 74 f, stk. 3, og § 77 a, stk. 9, er tillagt direktøren for Arbejdsskadestyrelsen, overgår til direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
Forslaget betyder, at det fremover er direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, der efter § 74 f, stk. 2, kan tillade, at en person, som viderefører en selvstændig virksomhed under den såkaldte 962-timers ordning, driver virksomheden med en ansat.
Forslaget betyder endvidere, at beskæftigelsesministeren efter forhandling med Beskæftigelsesrådet efter § 77 a, stk. 9, kan fastsætte nærmere regler om, at direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering kan give tilladelse til tilbagebetaling af efterlønsbidrag, hvor personen uden egen skyld mister retten til at gå på efterløn.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.4.2.
ÆndringL 216 (2000-01) · bemærkning til § 1, nr. 13LOV nr 446 af 07/06/2001 · 7. juni 2001
Efter gældende regler om fleksibel efterløn har en efterlønsmodtager mulighed for at drive selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, hvis arbejdet i virksomheden kan holdes under 400 timer pr. år, og indtægten i virksomheden ikke overstiger 53.251 kr. (2001 niveau).
Det foreslås, at reglerne om selvstændig bibeskæftigelse i efterlønsperioden ændres i de tilfælde, hvor virksomheden drives i interessentskabsform, således at de nævnte begrænsninger alene skal gælde for medlemmets personlige arbejde i virksomheden og for indtægten fra medlemmets ejerandel.
Hvis en efterlønsmodtager alene ejer andele i et interessentskab og ikke deltager i driften, fx i form af bestyrelsesarbejde, betragtes indtægten som udgangspunkt efter de gældende administrative regler som formueindtægt, der ikke har betydning for retten til efterløn eller for efterlønnens størrelse.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 74 f.