Arbejdsløshedsforsikringsloven § 74 e
Gældende tekst efter LBK nr 808 af 22/09/2026.
Kapitel 11 a – Efterløn · Arbejde i efterlønsperioden
§ 74 e.
En efterlønsmodtager kan mod fradrag i efterlønnen have lønarbejde uden begrænsning.
Arbejdet må dog ikke udføres i en selvstændig virksomhed, der ejes eller drives af medlemmets ægtefælle, eller i en virksomhed, som er bortforpagtet af medlemmet eller af medlemmets ægtefælle.
Fradrag i efterlønnen for arbejde efter stk. 1 foretages efter samme regler, som gælder for fradrag i dagpenge, herunder reglerne om supplerende dagpenge, jf. §§ 58 og 59 og § 73, stk. 1 og 8, jf. dog stk. 3.
Inden for de første 30.000 kroners arbejdsindtægt (2007-niveau) i et kalenderår foretages fradrag for arbejde med kontrollabel arbejdstid, hvor timelønnen ligger under den til enhver tid gældende omregningssats, jf. § 52, for det antal timer, der fremkommer ved at dividere indtægten med den til enhver tid gældende omregningssats.
Hvis timelønnen er under et beløb svarende til højeste dagpenge på timebasis, jf. § 47, ansættes den dog til dette beløb.
For arbejdsindtægter ud over 30.000 kr. i et kalenderår foretages fradrag efter stk. 2.
Beløbet i 1. og 3. pkt. reguleres med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.
Der udbetales ikke efterløn, hvis den faktiske arbejdstid overstiger 128 timer om måneden for fuldtidsforsikrede eller 104 timer om måneden for deltidsforsikrede.
Beløbsgrænsen i stk. 3 nedsættes forholdsmæssigt i de kalenderår, hvor medlemmet indtræder i eller udtræder af efterlønsordningen.
Fradraget efter stk. 2 og 3 foretages efter, at der er foretaget fradrag for pension, jf. § 74 j.
Arbejde i efterlønsperioden kan ikke medregnes ved optjening af indkomst- og beskæftigelseskravet, jf. § 53, og kan ikke danne grundlag for overflytning fra deltids- til fuldtidsforsikring, jf. § 68.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 808 af 22/09/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Arbejdsløshedsforsikringsloven § 74 e
Senere ændringer
ÆndringL 28 (2025-26) · bemærkning til § 6, nr. 34LOV nr 1627 af 16/12/2025 · 16. december 2025
Efter § 74 e, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. kan en efterlønsmodtager mod fradrag i efterlønnen have lønarbejde uden begrænsning, jf. dog stk. 6.
Det foreslås, at i § 74 e, stk. 1, 1. pkt., udgår », jf. dog stk. 6«.
Forslaget vil ikke have indholdsmæssig betydning, da forslaget udelukkende er en konsekvens af, at det foreslås i lovforslagets § 6, nr. 35 at ophæve lovens § 74 e, stk. 6.
ÆndringL 28 (2025-26) · bemærkning til § 6, nr. 35LOV nr 1627 af 16/12/2025 · 16. december 2025
Efter § 74 e, stk. 6, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. medfører en efterlønsmodtagers arbejde inden for sundhedsvæsenet, som er omfattet af 4.-6. pkt., ikke fradrag i efterlønnen i perioden fra den 1. januar 2023 til og med den 31. december 2024. Det er en betingelse, at medlemmet er overgået til efterløn ved påbegyndelsen af arbejdet. For arbejde, som er påbegyndt før den 1. januar 2023, er det alene merarbejde, der ikke medfører fradrag i efterlønnen. Fritagelse for fradrag i efterlønnen omfatter alt arbejde på offentlige sygehuse, i regionsdrevet lægevagt og præhospital ambulancetjeneste, i praksissektoren og inden for den kommunale sundheds- og ældrepleje samt på privathospitaler, der udfører opgaver under regionale udbud eller det udvidede frie sygehusvalg. Fritagelsen gælder arbejde inden for både psykiatrien og somatikken. Fritagelsen omfatter også arbejde med at levere kommunale og regionale sundhedsydelser, som udføres af ansatte hos private leverandører.
Det foreslås, at § 74 e, stk. 6, ophæves.
Forslaget betyder, at undtagelse for fradrag i efterlønnen på grund af indtægt for arbejde i sundhedsvæsenet i en periode i 2023 og 2024 vil udgå af loven.
Forslaget vil ikke have indholdsmæssig betydning, da bestemmelsen, der foreslås ophævet, angår en tidligere periode og derfor ikke anvendes længere.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
ÆndringL 116 (2022-23, 2. samling) · bemærkning til § 1, nr. 2LOV nr 725 af 13/06/2023 · 13. juni 2023
Efter de gældende regler i § 74 e, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. kan en efterlønsmodtager mod fradrag i efterlønnen have lønarbejde uden begrænsning. Arbejdet må dog ikke udføres i en selvstændig virksomhed, der ejes eller drives af medlemmets ægtefælle, eller i en virksomhed, som er bortforpagtet af medlemmet eller af medlemmets ægtefælle.
Det betyder, at arbejde, som kan udbydes som almindeligt lønarbejde, som overvejende hovedregel medfører fradrag i efterlønnen.
Efter de gældende regler i § 74 e, stk. 6, i loven medfører merarbejde, der er covid-19-relateret, ikke fradrag i efterlønnen i perioden fra den 1. januar 2022 til og med den 31. december 2022.
Efter de gældende regler i § 74 e, stk. 7, i loven er der i perioden fra den 1. april 2022 til og med den 31. december 2022 ikke blev foretaget modregning for efterlønsmodtagers arbejde på en arbejdsplads, som løste opgaver rettet mod personer med opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine.
For en nærmere gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 2.1.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås, at § 74 e, stk. 6 og 7, ophæves og i stedet indsættes et nyt stk. 6, 1. pkt., hvorefter en efterlønsmodtagers arbejde inden for sundhedsvæsenet, som er omfattet af 4.-6. pkt., ikke vil medføre fradrag i efterlønnen i perioden fra den 1. januar 2023 til og med den 31. december 2024.
Forslaget betyder, at reglen om at fritage efterlønsmodtagere for fradrag i efterlønnen vedr. arbejde relateret til covid-19 situationen og fordrevne fra Ukraine, udgår af lovgivningen, da de ikke længere har nogen relevans, da der var tale om midlertidige regler.
Forslaget betyder videre, at der helt ekstraordinært og midlertidigt vil blive indsat en regel om fritagelse for fradrag i efterløn for arbejde i det offentlige og private sundhedsvæsen i perioden 2023 og 2024.
Forslaget betyder videre, at det vil være arbejde fra ansættelser inden for sundhedsvæsenet indgået efter den 1. januar 2023, som ikke vil skulle medføre fradrag i efterlønnen.
Det foreslås som et nyt stk. 6, 2. pkt., at det vil være en betingelse, at medlemmet skal være overgået til efterløn ved påbegyndelsen af arbejdet.
Det betyder, at et medlem, som overgår til efterløn og arbejder fleksibelt i en stilling inden for sundhedsvæsenet, ikke vil blive fritaget for fradrag for arbejde. Dette for at undgå en tilskyndelse til, at flere vil overgå til efterløn for at benytte sig af fritagelsen for fradrag for arbejde.
Det foreslås som et nyt stk. 6, 3. pkt., at for arbejde, som er påbegyndt før den 1. januar 2023, vil det alene være mer- og overarbejde i forhold til det hidtidige niveau, der ikke vil skulle medføre fradrag i efterlønnen.
Forslaget betyder, at medlemmer, der er i et eksisterende ansættelsesforhold inden for sundhedsvæsenet forud for den 1. januar 2023 med fordel også vil kunne arbejde i sundhedsvæsenet dog således, at fritagelse for fradrag i efterlønnen kun omfatter mer- og overarbejde i forhold til det hidtidige niveau.
Det forventes, at der med hjemmel i lovforslagets § 1, nr. 3, ad § 74 i, stk. 2, vil blive fastsat regler om, at der ved merarbejde forstås arbejde, der går ud over det aftalte i henhold til ansættelseskontrakten, og som giver ret til betaling for det ekstra arbejde. Det vil sige, at fritagelsen for fradrag også vil gælde i forhold til bonusser og særlige tillæg, der direkte vil kunne knyttes op på den ekstra arbejdsindsats. Deltidsansatte, som har haft merarbejde, vil således også være omfattet.
Det foreslås som et nyt stk. 6, 4. pkt., at fritagelse for fradrag i efterløn vil omfatte alt arbejde på offentlige sygehuse, regionsdrevet lægevagt og præhospitalt ambulancepersonale, i praksissektoren, arbejde inden for den kommunale sundheds- og ældrepleje samt på privathospitaler, der udfører opgaver under regionale udbud eller det udvidede frie sygehusvalg.
Forslaget betyder, at alle områder af praksissektoren vil være omfattet. Med begrebet praksissektoren forstås følgende områder, som er reguleret af overenskomst mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn samt en for de pågældende grupper forhandlingsberettiget forening: Praktiserende speciallæger, alment praktiserende læger, fysioterapeuter, ergoterapeuter, fodterapeuter, kiropraktorer, praktiserende tandlæger og tandplejere.
Det foreslås som et nyt stk. 6, 5. pkt., at fritagelsen vil gælde både for arbejde inden for psykiatrien og somatikken.
Forslaget betyder, at det samlede sundhedsvæsen inkluderes. Ved det somatiske område forstås behandling for kropslige lidelser.
Det foreslås som et nyt stk. 6, 6. pkt., at fritagelsen også vil omfatte arbejde med at levere kommunale og regionale sundhedsydelser, som er udført af ansatte hos private leverandører.
Forslaget betyder, at personer, der er ansat hos en privat leverandør (f.eks. et vikarbureau), og i medfør heraf leverer sundhedsydelser til kommuner eller regioner, også vil være fritaget for fradrag. Eksempelvis vil en person, som er ansat til at udføre administrative opgaver i vikarbureauet ikke være omfattet af fritagelsen. Tilsvarende vil gælde i tilfælde, hvor f.eks. et hospital indgår kontrakt med en håndværker/entreprenør om at udføre en given opgave på hospitalet.
Forslaget betyder overordnet set, at alt arbejde på f.eks. et offentligt sygehus, i en privat lægepraksis eller på et kommunalt plejehjem uanset hvilken funktion, pågældende medarbejder udfører, vil blive fritaget for fradrag i efterlønnen.
Der forventes, at der med hjemmel i den foreslåede § 74 i, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 4, om en ny bemyndigelsesbestemmelse, vil blive fastsat nærmere regler om fastlæggelsen af de relevante arbejdsgivere/-pladser. Det forventes yderligere, at der vil blive fastsat regler om, at efterlønsmodtageren vil skulle vedlægge en erklæring, hvor arbejdsgiveren bekræfter, at efterlønsmodtageren arbejder i sundhedsvæsenet således som defineret i forslaget til § 74 e, stk. 6.
Der henvises til § 1, nr. 4, med tilhørende bemærkninger.
Det bemærkes, at det foreslås, at loven vil få tilbagevirkende kraft fra og med den 1. januar 2023. I den forbindelse henvises nærmere til bemærkningerne til lovforslagets § 2.
ÆndringL 116 (2022-23, 2. samling) · bemærkning til § 1, nr. 1LOV nr 725 af 13/06/2023 · 13. juni 2023
Efter de gældende regler i § 74 e, stk. 1, 1. pkt., i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. kan en efterlønsmodtager mod fradrag i efterlønnen have lønarbejde uden begrænsning, jf. dog stk. 6 og 7.
Det foreslås i § 74 e, stk. 1, 1. pkt., at henvisningen til »stk. 6 og 7« ændres til »stk. 6«.
Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 2, hvori det foreslås, at § 74 e, stk. 6, ophæves, og det i lovforslagets § 1, nr. 2, yderligere foreslås, at § 74 e, stk. 7, som bliver stk. 6, ophæves, og at der i stedet indsættes et nyt stk. 6.
Forslaget betyder, at der fremadrettet vil blive henvist til ny § 74 e, stk. 6, som indsat ved lovforslagets § 1, nr. 2.
ÆndringL 203 (2021-22) · bemærkning til § 3, nr. 1LOV nr 831 af 14/06/2022 · 14. juni 2022
Efter de gældende regler i § 74 e, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 234 af 10. februar 2022, kan en efterlønsmodtager mod fradrag i efterlønnen have lønarbejde uden begrænsning. Arbejdet må dog ikke udføres i en selvstændig virksomhed, der ejes eller drives af medlemmets ægtefælle, eller i en virksomhed, som er bortforpagtet af medlemmet eller medlemmets ægtefælle.
Det foreslås, at der i § 74 e, stk. 1, 1. pkt., indsættes en henvisning til stk. 6 og 7.
Forslaget er en konsekvens af undtagelserne for fradrag i efterlønnen for arbejde, dels i stk. 6, som vedrører fritagelse for fradrag i efterløn for arbejde i 2022, der er relateret til covid-19, dels den foreslåede stk. 7, om fritagelse for fradrag i efterlønnen for arbejde på en arbejdsplads, som løser opgaver rettet mod personer med opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine.
ÆndringL 203 (2021-22) · bemærkning til § 3, nr. 2LOV nr 831 af 14/06/2022 · 14. juni 2022
Efter § 74 e, stk. 6, medfører arbejde, der er covid-19-relateret, ikke fradrag i efterlønnen.
Det foreslås, at »Uanset stk. 1-5 medfører merarbejde, der er covid-19-relateret,« ændres til: »Merarbejde, der er covid-19-relateret, medfører«.
Der er alene tale om en teknisk ændring af formuleringen, som ikke har indholdsmæssig betydning.
ÆndringL 203 (2021-22) · bemærkning til § 3, nr. 3LOV nr 831 af 14/06/2022 · 14. juni 2022
Efter de gældende regler i § 74 e, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 234 af 10. februar 2022, kan en efterlønsmodtager mod fradrag i efterlønnen have lønarbejde uden begrænsning. Arbejdet må dog ikke udføres i en selvstændig virksomhed, der ejes eller drives af medlemmets ægtefælle, eller i en virksomhed, som er bortforpagtet af medlemmet eller medlemmets ægtefælle. Efter de gældende regler medfører merarbejde, der er covid-19-relateret, ikke fradrag i efterlønnen i perioden fra og med den 1. januar 2022 til og med den 31. december 2022.
Det foreslås, at der stk. 1 i en ny § 74 e, stk. 7 , fastsættes regler om, at arbejde på arbejdspladser, som løser opgaver rettet mod personer med opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, ikke skal medføre fradrag i efterlønnen i perioden fra den 1. april 2022 til og den 31. december 2022.
Forslaget medfører, at efterlønsmodtagere vil kunne arbejde i perioden fra den 1. april 2022 til og med den 31. december 2022 uden begrænsning inden for velfærdssektoren uden at få fradrag i efterlønnen for dette arbejde, hvis ansættelsesforholdet er påbegyndt den 17. marts 2022 eller senere.
Det vil ikke være en betingelse, at det nye ansættelsesforhold udføres for en ny arbejdsgiver. Hvis en efterlønsmodtager skifter job og fortsat har samme arbejdsgiver, men får en ny ansættelseskontrakt, vil efterlønsmodtagerens ansættelsesforhold være omfattet af bestemmelsen, hvis der er tale om en arbejdsplads, som har taget imod personer med opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine og arbejdet udføres inden for være private eller offentlige inden for dagtilbuds-, skole-, social-, sundheds-og ældreområdet.
Det foreslås i 2. pkt. , at for arbejde, hvor ansættelsesforholdet er påbegyndt før den 17. marts 2022, vil det alene være merarbejde, der ikke skal medføre fradrag i efterlønnen.
Det medfører, at hvis ansættelsesforholdet er påbegyndt før den 17. marts 2022, vil de arbejdstimer, der er indgået aftale om i ansættelsesforholdet medføre fradrag i efterlønnen, og det vil alene være mer- eller overarbejde, der fritages for fradrag i efterlønnen.
Det foreslås, at der i 3. og 4. pkt. fastsættes regler om, at fritagelse for fradrag i efterløn omfatter arbejde på arbejdspladser inden for velfærdssektorer, som løser opgaver rettet mod personer med opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine. Arbejdspladserne kan være private eller offentlige inden for dagtilbuds-, skole-, social-, sundheds- og ældreområdet.
Forslaget medfører, at den enkelte arbejdsopgave ikke behøver at kunne relateres direkte til håndteringen af fordrevne fra Ukraine, men at arbejdet foregår på en arbejdsplads, som har berøring med fordrevne. Det vil sige, at arbejdspladsen enten selv varetager opgaver med fordrevne fra Ukraine, eller samarbejder med en arbejdsplads, der varetager sådanne opgaver. Sidstnævnte gælder eksempelvis samarbejde omkring ressourcefordeling, herunder fordeling af personale.
Forslaget får ikke betydning for reglerne om skattefri præmie. Formålet med den skattefri præmie at tilskynde, at man helt eller delvis undlader at få udbetalt efterløn og i stedet fortsætter med at arbejde. Får man udbetalt efterløn, vil det helt eller delvis begrænse optjeningen af skattefri præmie.
Efter § 74 m, stk. 13, kan der i den 3-årige optjeningsperiode for skattefri præmie højst medregnes 5.772 timer til optjeningen. Alle løntimer i optjeningsperioden for skattefri præmie kan medregnes, men timer, hvor medlemmet har fået udbetalt efterløn, nedsætter det maksimale antal timer, der kan medregnes til optjening af skattefri præmie. Det vil i forhold til forslaget betyde, at timerne med arbejde på en arbejdsplads, der er omfattet af ordningen, vil kunne medregnes til optjening af skattefri præmie, hvis medlemmet i øvrigt opfylder betingelserne herfor. På den anden side vil timerne med efterløn, der udbetales samtidig med arbejdet, nedsætte antallet af timer, der maksimalt kan medregnes til optjening af skattefri præmie.
ÆndringL 181 (2015-16) · bemærkning til § 1, nr. 71LOV nr 624 af 08/06/2016 · 8. juni 2016
Efter den gældende § 74 e, stk. 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. foretages fradrag i efterløn for arbejde efter de samme regler, som gælder for fradrag i dagpenge, herunder reglerne om supplerende dagpenge og timeoverførsel.
Som konsekvens af, at reglerne om timeoverførsel/overskydende timer efter lovforslagets § 1, nr. 53, foreslås ophævet, foreslås det at konsekvensændre henvisningen i lovens § 74 e, stk. 2.
ÆndringL 181 (2015-16) · bemærkning til § 1, nr. 72LOV nr 624 af 08/06/2016 · 8. juni 2016
Efter de gældende regler om fradrag i efterløn efter § 74 e i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. sker der for kontrollabelt arbejde samtidig med efterløn fradrag for et beløb svarende til en times efterløn for hver times arbejde. Hvis arbejdet ikke er kontrollabelt sker fradraget i efterlønnen ved at omregne indtægten til timer ved hjælp af den omregningssats, der er fastsat i medfør af § 52 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Efter den gældende § 74 e, stk. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. lempes fradraget, hvis en efterlønsmodtager har indtægt fra kontrollabelt arbejde, hvor timelønnen er mindre end den til enhver tid gældende omregningssats. Fradraget sker for det antal timer, der fremkommer ved at dividere arbejdsindtægten med den til enhver tid gældende omregningssats. En efterlønsmodtager med en timeløn under omregningssatsen får dermed fradraget et mindre beløb pr. arbejdstime end ved et time-for-timefradrag. Det lempeligere fradrag finder anvendelse op til en samlet indtægt på 36.840 kr. (2016-niveau) inden for kalenderåret. Herefter sker fradraget i efterlønnen time-for-time.
For at sikre, at reglerne om det lempelige fradrag ikke skal kunne udnyttes ved, at en efterlønsmodtager arbejder i mange timer til en meget lav timeløn, herunder at den pågældende arbejder fuld tid ved siden af efterlønnen, er det fastsat, at der ikke kan udbetales efterløn, hvis den faktiske arbejdstid for fuldtidsforsikrede overstiger 29,6 timer i en uge eller for deltidsforsikrede overstiger 4/5 af medlemmets gennemsnitlige ugentlige arbejdstid før overgangen til efterløn.
Som konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 79, ad § 74 n, stk. 1, om månedsvis acontoudbetaling af efterløn og følgende efterregulering foreslås det, at grænsen for den faktiske arbejdstid, før efterlønnen bortfalder, fastsættes som et månedligt timetal. Det foreslås, at der ikke kan udbetales efterløn for en måned, hvis den faktiske arbejdstid i måneden overstiger 128 timer. Dette svarer til den gældende grænse på 29,6 timer om ugen omregnet til månedsniveau med faktoren 4,33.
Timegrænsen gælder alene i forhold til fradrag efter reglerne om lempeligt fradrag. Mindsteudbetalingsreglen for udbetaling af efterløn vil fortsat være den samme som for dagpenge, dvs. fremover 14,8 time om måneden, og den gælder sideløbende med timegrænsen for det faktiske arbejde i reglerne om det lempeligere fradrag for arbejde samtidig med efterløn.
Grænsen på 128 timer om måneden svarer til grænsen for den faktiske arbejdstid i forhold til udbetaling af fleksydelse, som også er en ydelse, der udbetales månedsvis.
For deltidsforsikrede foreslås det, at der ikke kan udbetales efterløn, hvis den faktiske arbejdstid i måneden overstiger 104 timer. Dette svarer til 4/5 af en ugentlig arbejdstid på 30 timer omregnet til månedsniveau med faktoren 4,33.
ÆndringL 181 (2015-16) · bemærkning til § 1, nr. 73LOV nr 624 af 08/06/2016 · 8. juni 2016
Efter den gældende § 74 e, stk. 6, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. kan arbejde i efterlønsperioden ikke medregnes ved optjening af beskæftigelseskravet, jf. den gældende lovs § 53, stk. 2.
Som følge af ændringen af beskæftigelseskravet, jf. lovforslagets § 1, nr. 23 og 24, foreslås det at konsekvensændre henvisningen i § 74 e, stk. 6, til at henvise til lovens § 53, stk. 2-5.
ÆndringL 74 (2008-09) · bemærkning til § 1, nr. 24LOV nr 118 af 17/02/2009 · 17. februar 2009
Forslaget er en konsekvens af forslaget til § 52 vedrørende en generel bestemmelse om omregning af indtægt til arbejdstimer ved ukontrollabel arbejdstid, jf. forslagets § 1, nr. 4.
ÆndringL 60 (2002-03) · bemærkning til § 1, nr. 18LOV nr 1035 af 17/12/2002 · 17. december 2002
Der er tale om konsekvensændringer som følge af forslaget i nr. 5.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 74 e.