Arbejdsløshedsforsikringsloven

Arbejdsløshedsforsikringsloven § 56

Gældende tekst efter LBK nr 808 af 22/09/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 10 – Ret til dagpenge · Fleksibel genoptjening

§ 56.

Et medlem, hvis dagpengeperiode efter § 55, stk. 1, er udløbet, har ret til at få forlænget dagpengeperioden på baggrund af løntimer, som er registreret på beskæftigelseskontoen, jf. § 55 a, stk. 1.

Stk. 2.

Et medlem, hvis forlængede dagpengeperiode efter stk. 1 er udløbet, har ret til at få forlænget dagpengeperioden på baggrund af løntimer på beskæftigelseskontoen, som er registreret siden seneste opgørelse af den forlængede dagpengeperiode.

Stk. 3.

Ved opgørelsen af den forlængede dagpengeperiode efter stk. 1 og 2 giver hver indberettet løntime ret til at modtage dagpenge i 2 timer inden for en periode på 3 timer, jf. dog § 55, stk. 2.

Stk. 4.

Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om forlængelsen af dagpengeperioden efter denne bestemmelse, herunder om arbejdsløshedskassernes administration af forlængelsen af dagpengeperioden, om, at beskæftigelseskontoen nedskrives i forhold til det faktiske forbrug af dagpenge, og om, at den periode, inden for hvilken et medlem har ret til at modtage dagpenge, forlænges med hele måneder.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 808 af 22/09/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Arbejdsløshedsforsikringsloven § 56

Senere ændringer

ÆndringL 181 (2015-16) · bemærkning til § 1, nr. 50LOV nr 624 af 08/06/2016 · 8. juni 2016

Efter gældende regler i § 53 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. er retten til dagpenge betinget af, at et fuldtidsforsikret medlem som lønmodtager inden for de seneste 3 år har fået indberettet mindst 1.924 løntimer i henhold til lov om et indkomstregister eller i en tilsvarende periode har drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang. Et deltidsforsikret medlem opfylder beskæftigelseskravet, hvis pågældende som lønmodtager inden for de seneste 3 år har fået indberettet mindst 1.258 løntimer i henhold til lov om et indkomstregister.

Efter gældende regler i § 55 kan et medlem genoptjene retten til dagpenge i sammenlagt 2 år inden for en periode på 3 år, når pågældende på ny dokumenterer, at beskæftigelseskravet i lovens § 53 er opfyldt.

Som noget nyt foreslås det i § 56, stk. 1, at et medlem, hvis dagpengeperiode på 2 år inden for 3 år er udløbet, har ret til at forlænge dagpengeperioden på baggrund af løntimer, som er registreret på beskæftigelseskontoen.

Der henvises til forslaget til § 55 a, jf. ovenfor.

Det betyder, at et medlem, som ikke har genoptjent retten til en ny dagpengeperiode efter § 55, stk. 1, når den ordinære dagpengeperiode er opbrugt, det vil sige når enten ydelsesperioden er opbrugt eller referenceperioden er udløbet, får mulighed for at forlænge dagpengeperioden på baggrund af løntimer, som er registreret på beskæftigelseskontoen siden seneste indplacering. Beskæftigelse, som ligger efter udløbet af dagpengeperioden, kan derimod ikke forlænge dagpengeperioden.

Det foreslås, at afholdt ferie med feriegodtgørelse, som sidestilles med løntimer, og som kan medregnes ved den timebaserede genoptjening af retten til dagpenge, ikke skal registreres på beskæftigelseskontoen, og dermed ikke kan medregnes til den fleksible genoptjening af dagpengeretten. Der fastsættes nærmere regler herom.

Det foreslås i § 56, stk. 2, at et medlem, hvis forlængede dagpengeperiode er udløbet, har ret til at forlænge dagpengeperioden på baggrund af løntimer på beskæftigelseskontoen, som er registreret siden seneste opgørelse af den forlængede dagpengeperiode og frem til det tidspunkt, hvor den forlængede dagpengeperiode er udløbet. Beskæftigede timer i den forlængede dagpengeperiode kan således også konverteres til yderligere forlængelse af dagpengeperioden.

Forlængelse af ret til dagpenge, herunder en eventuel yderligere forlængelse på baggrund af beskæftigede timer i forlængelsesperioden, opgøres ved udløbet af den forlængede dagpengeperiode og efter samme principper, som ved udløbet af den ordinære dagpengeperiode. Det vil sige ved udløbet af enten den forlængede ydelses- eller referenceperiode.

Det foreslås, at det kun er løntimer frem til det tidspunkt, hvor medlemmet ikke længere har ret til dagpenge, fordi den ordinære dagpengeperiode eller den forlængede dagpengeperiode er udløbet, som kan medregnes ved forlængelse af dagpengeperioden.

I § 56, stk. 3, foreslås det, at hver løntime giver ret til at modtage dagpenge i 2 timer inden for en periode på 3 timer, når den forlængede dagpengeperiode opgøres. Det betyder, at beskæftigede timer kan konverteres til forlængelse af dagpengeperioden i forholdet 1:2, og at 1 times beskæftigelse giver ret til 2 timers dagpenge. Både fuldtidsforsikrede og deltidsforsikrede kan forlænge dagpengeperioden på baggrund af løntimer i forholdet 1:2.

Det foreslås, at retten til dagpenge som i dag skal afvikles inden for en referenceperiode. Referenceperioden forlænges i forholdet 1:3, således at 1 løntime giver ret til 3 timers referenceperiode.

Det foreslås, at referenceperioden i den forlængede dagpengeperiode opgøres i timer, som rundes op til nærmeste hele antal måneder. Antallet af løntimer på beskæftigelseskontoen nedskrives i samme forhold, som forlængelsen af dagpengeperioden. Det betyder, at hvis dagpengeperioden er forlænget med 2 måneder inden for 3 måneder, og medlemmet har modtaget fulde dagpenge i perioden, vil beskæftigelseskontoen nedskrives med 160,33 timer (fuldtidsforsikrede). Med hjemmel i den foreslåede bemyndigelse i § 56, stk. 3, fastsættes nærmere regler herom.

Fastsættelsen af referenceperioden i hele måneder følger dels fastsættelsen af referenceperioden i den ordinære dagpengeperiode og dels forlængelsen af optjeningsperioden og udbetalingsperioderne for dagpenge i det månedsbaserede system.

Det fremgår af forslaget til § 55, stk. 2, som affattet ved § 1, nr. 39, at dagpengeperioden højst kan forlænges med 1 år inden for en periode på 1,5 år regnet fra udløbet af den ordinære dagpengeperiode. Med hjemmel i den foreslåede ændring af bemyndigelsen i § 55, stk. 5, som bliver stk. 6, vil der blive fastsat nærmere regler om, at medlemmet bliver indplaceret i den forlængede dagpengeperiode på det tidspunkt, hvor medlemmet ikke længere har ret til at modtage dagpenge efter § 55, stk. 1.

Forlængelse af ret til dagpenge, herunder en eventuel yderligere forlængelse på baggrund af beskæftigede timer i forlængelsesperioden, opgøres ved udløbet af den forlængede dagpengeperiode og efter samme principper, som ved udløbet af den ordinære dagpengeperiode. Det vil sige ved udløbet af enten den forlængede ydelses- eller referenceperiode. Dagpengeperioden kan samlet højst forlænges med 12 måneder på baggrund af 962 optjente løntimer, og skal være afviklet inden for en referenceperiode på 18 måneder, jf. forslaget til § 55, stk. 2.

Det foreslås i § 56, stk. 4, at beskæftigelsesministeren efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætter nærmere regler om forlængelse af dagpengeperioden efter denne bestemmelse, herunder om arbejdsløshedskassernes administration af forlængelse af dagpengeperioden, om at beskæftigelseskontoen nedskrives i forhold til det faktiske forbrug af dagpenge og om, at den periode, inden for hvilken et medlem har ret til at modtage dagpenge, forlænges med hele måneder m.v.

Der vil blandt andet blive fastsat nærmere regler om arbejdsløshedskassernes administration af forlængelse af dagpengeperioden, herunder at arbejdsløshedskassen i forbindelse med, at den ordinære dagpengeret er opbrugt, skal opgøre medlemmets beskæftigelseskonto og træffe afgørelse om den samlede mulige forlængelse af dagpengeperioden. Det betyder, at arbejdsløshedskassen før udløbet af den ordinære dagpengeret skal orientere medlemmet om, hvor meget beskæftigelse, som står på beskæftigelseskontoen, og som kan konverteres til forlænget dagpengeret.

Der vil med hjemmel i den gældende bemyndigelse i § 65, stk. 6, blive fastsat nærmere regler herom i bekendtgørelse om en a-kasses pligt til at vejlede mv. Dagpengeperiodens længde er en grundlæggende rettighed i dagpengesystemet, og arbejdsløshedskassen skal derfor træffe en afgørelse om forlængelse af dagpengeperioden, således at medlemmet kan klage over afgørelsen.

Arbejdsløshedskassens opgørelse af den samlede forlængelse er ikke ensbetydende med, at medlemmet har valgt at forlænge dagpengeretten med hele den periode, som pågældende har ret til. Det er valgfrit for medlemmet, om pågældende ønsker forlængelse eller ej. Der vil i den forbindelse blive fastsat nærmere regler om, at medlemmet løbende fremsætter sit ønske om udbetaling af dagpenge, og dermed forlængelse på dagpengekortet. Det betyder, at medlemmet ved udfyldelsen af dagpengekortet tilkendegiver, at pågældende ønsker at gøre brug af den forlængede dagpengeret i den givne måned.

Der vil blive fastsat nærmere regler om, at beskæftigelseskontoen nedskrives i forhold til det faktiske forbrug af dagpenge, som medlemmet har valgt ved at udfylde dagpengekortet, herunder at de tidligste løntimer på beskæftigelseskontoen bruges først.

Hermed sikres, at beskæftigelseskontoen kun bliver nedskrevet med det faktiske forbrug, og at den resterende beskæftigelse på kontoen kan bruges til genoptjening af en ny dagpengeret. Dermed kan den beskæftigelse, der ikke anvendes til at forlænge dagpengeperioden med, indgå i genoptjeningen af en ny dagpengeperiode.

Det sikres tillige, at arbejdsløshedskasserne får så lidt meradministration som muligt i forbindelse med administrationen af den fleksible genoptjening. Det sikres også, at medlemmerne bliver informeret om den mulige forlængelse. Når medlemmets forlængede dagpengeperiode er udløbet, skal arbejdsløshedskassen på ny opgøre den samlede forlængelse af ydelses- og referenceperioden på baggrund af beskæftigelse i forlængelsesperioden.

Der fastsættes nærmere regler om, at visse perioder, for hvilke der ikke indberettes løntimeoplysninger til indkomstregisteret, kan medregnes til opgørelsen af beskæftigelseskravet, herunder udenlandsk arbejde. Det foreslås også, at afholdt ferie med feriegodtgørelse, ikke skal registreres på beskæftigelseskontoen, og dermed ikke kan medregnes til den fleksible genoptjening af dagpengeretten.

Det foreslås, at forslaget til § 56, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 50, træder i kraft den 1. juli 2017, jf. lovforslagets § 13, stk. 2.

Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget til § 56, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 49, og som træder i kraft den 2. januar 2017.

ÆndringL 60 (2002-03) · bemærkning til § 1, nr. 8LOV nr 1035 af 17/12/2002 · 17. december 2002

§ 56 foreslås ophævet, da bestemmelsen er indarbejdet i forslaget til ny affattelse af § 53. Der henvises til bemærkningerne til nr. 5.

ÆndringL 216 (2000-01) · bemærkning til § 1, nr. 10LOV nr 446 af 07/06/2001 · 7. juni 2001

Det foreslås, at kvinder, der er ansat på værnepligtslignende vilkår, ligestilles med mandlige værnepligtige. Kvinder, der er ansat på værnepligtslignende vilkår, kan derfor optages i en a-kasse på grundlag af denne ansættelse.

Ved ledighed kan de få dagpenge med 82 pct. af højeste dagpenge. Hvis de er optaget i en a-kasse forud for ansættelsen, udbetales dagpengene dog med den individuelle dagpengesats, jf. § 51, stk. 3, jf. stk. 1, dog således at dagpengene mindst udgør 82 pct. af den højeste dagpengesats.

Endelig kan de medregne ansættelsesperioder på værnepligtslignende vilkår til opfyldelse af arbejdskravet for opnåelse af ret til dagpenge efter § 53, stk. 2, 3 og 5.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 56.

Arbejdsløshedsforsikringsloven § 56 – lovtekst, ændringer og praksis · dom.dk