Retssikkerhedsloven § 87
Gældende tekst efter LBK nr 680 af 03/08/2026.
Kapitel 14 – Råd m.v. · Det Centrale Handicapråd
§ 87.
Socialministeren nedsætter et Centralt Handicapråd, der rådgiver i handicapspørgsmål.
Staten betaler udgifterne ved rådets virksomhed.
Socialministeren fastsætter regler om rådets sammensætning, opgaver og honorering.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 680 af 03/08/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Retssikkerhedsloven § 87
Senere ændringer
ÆndringL 27 (2021-22) · bemærkning til § 1, nr. 20LOV nr 2394 af 14/12/2021 · 14. december 2021
Det fremgår af § 87, stk. 1, 1. pkt., i retssikkerhedsloven, at social- og ældreministeren nedsætter et Centralt Handicapråd, der rådgiver i handicapspørgsmål. Det fremgår af § 87, stk. 1, 2. pkt., at staten betaler udgifterne ved rådets virksomhed. I § 87, stk. 2, er social- og ældreministeren tillagt bemyndigelse til at fastsætte regler om rådets sammensætning og opgaver. Denne bemyndigelse er anvendt til at fastsætte reglerne i § 13 i bekendtgørelse om råd på det sociale område. Det fremgår af § 13 i bekendtgørelse om råd på det sociale område for det første, at formanden for Det Centrale Handicapråd honoreres efter aftale med Social- og Ældreministeriet. For det andet fremgår det, at der ydes vederlag og udgiftsgodtgørelse, herunder godtgørelse for nødvendige udgifter til handicapkompensation til rådets medlemmer i forbindelse med møder i rådet, arbejdsudvalg m.v. efter statens regler.
Det foreslås, at det tilføjes til bemyndigelsesbestemmelsen i § 87, stk. 2, i retssikkerhedsloven, at social- og ældreministeren ud over regler om rådets sammensætning og opgaver ligeledes kan fastsætte regler om honorering af Det Centrale Handicapråd.
Formålet med den foreslåede tilføjelse er at sikre tydelighed om, at ministeren kan fastsætte regler om honorering af såvel formanden for og medlemmerne af Det Centrale Handicapråd. Der er således alene tale om en præcisering af den gældende hjemmelsbestemmelse.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.5.2 og 2.5.3.
ÆndringL 39 (2004-05, 2. samling) · bemærkning til § 1, nr. 62LOV nr 574 af 24/06/2005 · 24. juni 2005
Det foreslås, at bestemmelsen i § 87, stk. 3 om bemyndigelse til Arbejdsministeren til at fastsætte regler om fortrinsadgang for personer med handicap til visse offentlige stillinger, ophæves. Bestemmelsen er overflødiggjort af lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 55 af 29. januar 2001.
ÆndringL 166 (1999-00) · bemærkning til § 1, nr. 14LOV nr 207 af 27/03/2000 · 27. marts 2000
Som nævnt i de almindelige bemærkninger foreslås Det Sociale Råd lovfæstet, samt at rådet overtager Det Centrale Koordineringsudvalgs opgaver. Det Sociale Råd får herefter vejledende og koordinerende opgaver i forbindelse med den centrale politikformulering, fastsættelse af målsætninger samt afdækning af behov for nye initiativer. Det Sociale Råd skal ligeledes understøtte den lokale indsats, som er forankret i de lokale koordinationsudvalg for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats, herunder bl.a. hjælpe til med at forstærke og understøtte samarbejdet mellem arbejdspladserne og kommunerne og rådgive om den fortsatte udvikling af det rummelige arbejdsmarked, herunder i forhold til førtidspensionssystemet.
For at sikre repræsentation fra de relevante aktører udpeger Socialministeren efter indstilling fra den pågældende organisation 1 repræsentant fra følgende organisationer: Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd og Akademikernes Centralorganisation i fællesskab, De Samvirkende Invalideorganisationer, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen, Københavns og Frederiksberg Kommuner i fællesskab og Arbejdsministeriet. Det forudsættes, at Det Sociale Råd inddrager andre relevante aktører.
For at sikre sammenhæng mellem de aktiviteter, der vedrører det rummelige arbejdsmarked, foreslås det, at Socialministeriet varetager sekretariatsfunktionerne for Rådet.
Formålet med bemyndigelsesbestemmelsen i stk. 4 er bl.a. at give hjemmel til, at der kan nedsættes et forretningsudvalg.
Sekretariatet har den koordinerende rolle i forhold til de øvrige aktiviteter og aktører.
Det Sociale Råd og Det Rådgivende Praksisudvalg starter sin virksomhed den 1. april 2000.
Der indsættes endelig en underoverskrift til lovens § 88 om Børnerådet.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 87.