Retssikkerhedsloven § 61

Efter retssikkerhedslovens § 61 kan sager om uenighed mellem kommuner om deres forpligtelser indbringes for Ankestyrelsen. Det følger heraf, at Ankestyrelsen kan træffe afgørelse om den forpligtelse, der er uenighed om. Det drejer sig navnlig om sager, hvor kommuner er uenige om spørgsmål om opholdskommune, hvilken kommune, der har pligten til at yde hjælp, og om mellemkommunal refusion.

Ankestyrelsen har hidtil i sager om uenighed mellem kommuner fungeret som klageinstans og har behandlet sådanne sager som en efterprøvelse af en afgørelse, som én kommune har truffet over for en anden kommune.

Ankestyrelsen har behandlet sagerne på samme måde som klager indbragt efter retssikkerhedslovens § 60, dvs. hvor en kommune har truffet en afgørelse med en borger som modtager.

Praksis har således været, at kommune A skulle fremsætte et krav over for kommune B, hvorefter kommune B skulle træffe en afgørelse over for kommune A om, hvorvidt kommune B kunne imødekomme kravet. Afgørelsen skulle indeholde begrundelse og klagevejledning. Kommune A kunne klage over afgørelsen til Ankestyrelsen, og kommune B skulle genvurdere afgørelsen efter retssikkerhedslovens § 66 og anvende et ankeskema ved indsendelsen af genvurderinger til Ankestyrelsen. Klagefristen på fire uger i retssikkerhedslovens § 67 blev anvendt.

Ankestyrelsen har herefter på grundlag af klagen foretaget en efterprøvelse af B kommunes afgørelse, og resultatet af styrelsens afgørelse har været stadfæstelse, hjemvisning, ophævelse eller ændring af afgørelsen.

Vestre Landsret har ved en dom af 16. december 2015 optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2016, side 1339 fastslået, at Ankestyrelsen i sager om uenighed mellem kommuner om deres forpligtelser ikke, som det hidtil har været praksis, fungerer som en almindelig klageinstans, men som et tvistløsningsorgan.

Dommen indebærer, at Ankestyrelsen ikke kan behandle sådanne sager på samme måde som klager indbragt efter retssikkerhedslovens § 60, dvs. som om den ene kommune har truffet en bindende afgørelse i forhold til den anden, som der hidtil været praksis for.

Klagefristen i retssikkerhedslovens § 67 og genvurderingsreglen i retssikkerhedslovens § 66 kan således ikke anvendes, ligesom Ankestyrelsens afgørelse ikke kan gå ud på stadfæstelse, hjemvisning, ophævelse eller ændring af den afgørelse, der er klaget over, jf. retssikkerhedslovens § 68, stk. 2. Det skyldes, at indholdet af disse bestemmelser er knyttet direkte til tidspunktet for eller indholdet af en konkret afgørelse truffet af en kommunalbestyrelse, mens Ankestyrelsens behandling af en sag om uenighed mellem kommuner om deres forpligtelser ikke er en efterprøvelse af en afgørelse, men vil være en afgørelse truffet i første instans.

Dommen ændrer ikke ved, at Ankestyrelsen efter retssikkerhedslovens § 61 kan træffe afgørelse i sager om uenighed mellem kommuner om deres forpligtelser. Kommunerne skal dog ikke træffe afgørelser over for hinanden. Hvis kommuner er uenige om deres forpligtelser, kan de indbringe sagen for Ankestyrelsen. Ankestyrelsen vil træffe afgørelse i tvisterne med angivelse af et bestemt konkret resultat.

Det foreslås, at det vil fremgå udtrykkeligt af retssikkerhedslovens § 61, at Ankestyrelsen træffer afgørelse i sagen.

Hermed vil det blive tydeliggjort, at resultatet af Ankestyrelsens behandling af sagen er bindende for de kommuner, der er parter i sagen. Kommuner, der ikke er enige i Ankestyrelsens konkrete afgørelse, kan som hidtil anlægge retssag mod hinanden om kravet.

I retssikkerhedslovens § 66, stk. 2, er der en bemyndigelse til social- og indenrigsministeren til at fastsætte regler om obligatorisk brug af et bestemt ankeskema, når en myndighed skal genvurdere en afgørelse på grund af en klage og indsende sagen til Ankestyrelsen.

I § 13 i retssikkerhedsbekendtgørelsen er det med hjemmel i bemyndigelsen fastsat, at kommunalbestyrelsen ved indsendelse af en klagesag til Ankestyrelsen skal benytte et ankeskema, der er udarbejdet af Ankestyrelsen.

Bemyndigelsen i retssikkerhedslovens § 66 gælder i dag ikke, som det tidligere har været antaget, for sager om uenighed mellem kommuner om deres forpligtelser, der indbringes for Ankestyrelsen efter retssikkerhedslovens § 61.

Det foreslås, at der indføres en tilsvarende bemyndigelse for sager om uenighed mellem kommuner om deres forpligtelser i retssikkerhedslovens § 61 i et nyt stk. 2.

Det er hensigten, at det på baggrund af bemyndigelsen fastsættes i retssikkerhedsbekendtgørelsen, at kommunerne også ved indsendelse af sager om uenighed skal benytte et særligt skema. Et sådant skema til frivillig brug ved indsendelse i sager om mellemkommunal uenighed findes allerede på Ankestyrelsens hjemmeside.

Et obligatorisk krav om brug af skemaet vil medvirke til at sikre et generelt kvalificeret oplysningsgrundlag fra sagens modtagelse i Ankestyrelsen samt mulighed for at afvise behandling af sager, der indkommer uden brug af skema eller ved mangelfuld udfyldning af skema.

I den gældende retssikkerhedslovs § 61, 1. pkt., er fastsat, at uenighed mellem kommuner om deres forpligtelser efter lovgivning, der er omfattet af retssikkerhedsloven, kan indbringes for det sociale nævn. Uenighed vedrører typisk spørgsmålet om, hvorvidt en kommune er betalingskommune og evt. handlekommune overfor en konkret borger. Bestemmelsens 2. pkt. fastlægger, hvilket nævn der er rette klageinstans.

Som et led i forenklingen af klagestrukturen og nedlæggelsen af de sociale nævn foreslås det med de foreslåede ændringer af § 61 i loven, at uenighed mellem kommuner om deres forpligtelser efter den sociale lovgivning, fremover indbringes for Ankestyrelsen.