Retssikkerhedsloven

Retssikkerhedsloven § 48

Gældende tekst efter LBK nr 680 af 03/08/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 8 – Udbetaling Danmark

§ 48.

Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at Udbetaling Danmark er kompetent institution i forhold til, hvilket lands lovgivning om social sikring der skal anvendes efter EU-reglerne og aftaler om social sikring.

Stk. 2.

Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, hvordan Udbetaling Danmark skal yde faglig bistand til varetagelse af opgaver vedrørende international social sikring.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 680 af 03/08/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Retssikkerhedsloven § 48

Senere ændringer

ÆndringL 159 (2012-13) · bemærkning til § 6, nr. 5LOV nr 494 af 21/05/2013 · 21. maj 2013

Til retssikkerhedslovens § 48, stk. 1

Efter gældende regler i § 48 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven) har Pensionsstyrelsen kompetence til at fastlægge, hvilket lands lovgivning der skal finde anvendelse (lovvalg) i henhold til al lovgivning om social sikring, som er omfattet af forordning (EF) nr. 883/04 om koordinering af de sociale sikringsordninger. Kompetencen omfatter ud over afgørelser om lovvalg i forhold til lovgivning, der er omfattet af retssikkerhedsloven, også afgørelser om lovvalg i henhold til anden lovgivning, jf. henvisningen i loven til, at kompetencen gælder på alle områder, hvor forordning (EF) 883/04 finder anvendelse, f.eks. sundhedsloven, lov om arbejdsskadesikring og lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Kompetencen blev indført i national lovgivning med anvendelsen af to nye forordninger, forordning (EF) nr. 883/04 og forordning (EF) 987/09, som ikke fastlægger, hvem der er de kompetente myndigheder og institutioner i EU-landene.

Danmark har indgået bilaterale aftaler om social sikring med en række lande uden for EØS samt Schweiz. Disse aftaler indeholder en række bestemmelser, hvorefter en person kan være socialt sikret i et andet land end i det land, hvori pågældende arbejder.

Efter administrative aftaler til de enkelte bilaterale aftaler har Pensionsstyrelsen kompetence til at fastlægge, hvorvidt dansk lovgivning om social sikring finder anvendelse. Pensionsstyrelsen træffer en afgørelse herom, der kan påklages til Ankestyrelsen.

Det foreslås i stk. 1, at ovennævnte opgaver overføres fra Pensionsstyrelsen til Udbetaling Danmark, idet den nærmere afgrænsning af Udbetaling Danmarks kompetence på lovvalgsområdet dog vil blive udmøntet i en bekendtgørelse. Bestemmelsen vil blive udmøntet i overensstemmelse med de sager om social sikring, som Pensionsstyrelsen hidtil har behandlet, dog med mulighed for tilpasning i forbindelse med eventuelle ændringer i EU-retten og i bilaterale aftaler om social sikring og med undtagelse af aftaler om fravigelse af de almindelige lovvalgsregler.

Social- og integrationsministeren har efter gældende regler kompetence til at indgå aftaler om fravigelse af de almindelige lovvalgsregler efter art. 16 i forordning (EF) 883/04 og art. 17 i forordning (EF) 1408/71 og efter bilaterale aftaler om social sikring, som Danmark har indgået med forskellige andre lande. Der er tale om mellemstatslige aftaler, der indgås af social- og integrationsministeren på vegne af den danske stat. Denne kompetence er i dag delegeret til Pensionsstyrelsen som et led i over-/underordnelsesforholdet mellem ministeriet og styrelsen. Aftaler om fravigelse af de almindelige lovvalgsregler kan påklages til Social- og Integrationsministeriets departement som følge af det almindelige over-/underordnelsesforhold.

Som konsekvens af, at Pensionsstyrelsen nedlægges, træffes afgørelser i ovennævnte sager om aftaler om fravigelse af de almindelige lovvalgsregler endeligt af Social- og Integrationsministeriets departement.

Til retssikkerhedslovens § 48, stk. 2

Pensionsstyrelsen bistår i dag i kraft af det almindelige over-/underordnelsesforhold Social- og Integrationsministeriets departement med en række internationale opgaver inden for social sikring, herunder pension.

Det er efter gældende regler Pensionsstyrelsen, som yder faglig bistand til Social- og Integrationsministeriets departement med fx

- faglig og administrativ kompetence og indsigt om anvendelse af regler og praksis i forbindelse med samarbejdet om EF-forordningerne, Nordiske konventioner samt aftaler med andre lande om social sikring, - lovforberedende arbejde både i EU-regi og nationalt og almindelig ministerbetjening, f.eks. bidrag til besvarelse af borgerhenvendelser, pressesager, møder i Europaudvalget m.v., - bistand til andre ministerier, herunder Skatteministeriet, Patientombuddet under Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering under Beskæftigelsesministeriet, samt bistand til kommunerne, - udarbejdelse af vejledninger om reglerne inden for ministeriets ressortområde samt koordinering heraf, når der foretages ændringer i EF-forordninger om social sikring eller indgås ny tosidet aftale om social sikring. Vejledningerne benyttes af andre ministerier, kommuner, A-kasser, borgere, virksomheder m.m.. - vejledning af kommuner, borgere og virksomheder om EU-reglerne om social sikring m.v.

faglig og administrativ kompetence og indsigt om anvendelse af regler og praksis i forbindelse med samarbejdet om EF-forordningerne, Nordiske konventioner samt aftaler med andre lande om social sikring,

lovforberedende arbejde både i EU-regi og nationalt og almindelig ministerbetjening, f.eks. bidrag til besvarelse af borgerhenvendelser, pressesager, møder i Europaudvalget m.v.,

bistand til andre ministerier, herunder Skatteministeriet, Patientombuddet under Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering under Beskæftigelsesministeriet, samt bistand til kommunerne,

udarbejdelse af vejledninger om reglerne inden for ministeriets ressortområde samt koordinering heraf, når der foretages ændringer i EF-forordninger om social sikring eller indgås ny tosidet aftale om social sikring. Vejledningerne benyttes af andre ministerier, kommuner, A-kasser, borgere, virksomheder m.m..

vejledning af kommuner, borgere og virksomheder om EU-reglerne om social sikring m.v.

Herudover har Pensionsstyrelsen fået overdraget ansvaret for at indgå administrative aftaler med de enkelte lande med henblik på gennemførelse af aftalerne om social sikring, herunder aftaler om fremsendelse af ansøgninger, fastlæggelse af procedurer om og dokumentation for social sikring. Sådanne administrative aftaler underskrives af direktøren for Pensionsstyrelsen, medmindre underskrivelsen sker samtidigt med underskrivelse af overenskomsten, som Social- og Integrationsministeriet forestår.

Det foreslås i stk. 2, at Social- og Integrationsministeriet kan fastsætte regler om, at Udbetaling Danmark skal give faglig bistand til varetagelse af opgaver på området for international social sikring m.v. Bestemmelsen vil blive udmøntet således, at Udbetaling Danmark skal bistå Social- og Integrationsministeriet med de opgaver, hvormed Pensionsstyrelsen har ydet bistand til Social- og Integrationsministeriet i kraft af det almindelige over-/underordnelsesforhold.

Som konsekvens af, at afgørelseskompetencen i sager efter art. 16 i forordning (EF) 883/04, art. 17 i forordning (EF) 1408/71 og efter bilaterale aftaler om social sikring, som Danmark har indgået med forskellige andre lande, fremover vil ligge i Social- og Integrationsministeriets departement, jf. bemærkningerne til stk. 1, vil det blive fastsat i en bekendtgørelse, at Udbetaling Danmark skal bistå Social- og Integrationsministeriet med forberedelsen af disse sager.

Den eneste ændring er således, at den formelle afgørelse træffes af Social- og Integrationsministeriets departement, mens hele sagsforberedelsen forestås af Udbetaling Danmark på samme måde, som Pensionsstyrelsen hidtil har varetaget opgaven.

Den nærmere fastlæggelse af rammerne for Udbetaling Danmarks sagsforberedelse og faglige bistand til Social- og Integrationsministeriet vil ske efter inddragelse af Udbetaling Danmark.

ÆndringL 39 (2004-05, 2. samling) · bemærkning til § 1, nr. 31LOV nr 574 af 24/06/2005 · 24. juni 2005

Det foreslås, at § 48 ophæves. Efter § 48, stk. 1, er det sociale nævns funktionsperiode 4 år, som begynder seks måneder efter, at den kommunale valgperiode er begyndt. Denne bestemmelse foreslås overført til § 45, stk. 1, som omhandler nedsættelsen og sammensætningen af de sociale nævn. Efter § 48, stk. 2 skal socialministeren fastsætte en forretningsorden for nævnene, som indeholder regler for nævnenes sammensætning i de enkelte sager, herunder i hvilke sager samtlige medlemmer af nævnet deltager. Socialministeren har udnyttet denne bemyndigelse til at fastsætte regler for, hvilke sager, som skal behandles af de sociale nævn med deltagelse af medlemmer indstillet af Landsorganisationen i Danmark og Dansk Arbejdsgiverforening. Da de sociale nævns struktur forenkles og sager om forholdet til arbejdsmarkedet henlægges til beskæftigelsesankenævnene, er bestemmelsen overflødig. Det foreslås derfor, at socialministerens bemyndigelse til at fastsætte en forretningsorden for nævnene overføres til § 45, som omhandler de sociale nævns sammensætning og funktion.

ÆndringL 166 (1999-00) · bemærkning til § 1, nr. 5LOV nr 207 af 27/03/2000 · 27. marts 2000

Ved etableringen af de nye sociale nævn blev nævnene sammensat således, at medlemmernes sammensætning repræsenterede arbejdsmarkedets parter i sager, der særligt vedrørte de arbejdsmarkedsrettede ydelser. Det er afgørelser efter sygedagpengeloven (fx sygedagpenge under forrevalidering), pensionsloven (fx invaliditetsydelse) og aktivloven (fx revalidering, fleksjob og skånejob med tilskud). Nævnet har i disse sager 6 medlemmer, som er statsamtmanden, der er formand for nævnet, samt 1 repræsentant for henholdsvis kommuneforeningen, amtskommunen, De Samvirkende Invalideorganisationer, Landsorganisationen i Danmark og Dansk Arbejdsgiverforening.

I andre sager, deltager udover statsamtmanden som formand alene repræsentanten fra kommuneforeningen, amtskommunen og De Samvirkende Invalideorganisationer.

Erfaringerne med nævnssammensætningen, der fremgår af retssikkerhedsbekendtgørelsens § 12, har vist, at der er behov for visse justeringer. Bl.a. har arbejdsmarkedets parter peget på, at visse sager mest hensigtsmæssigt kan henlægges til det lille nævn. Det er fx sager om personligt tillæg efter pensionslovens § 17 og sager om hjælp i enkelttilfælde efter aktivlovens § 81. Men det er også sager om biler efter servicelovens § 99, som i dag afgøres af det lille nævn, og som ønskes set i sammenhæng med de arbejdsmarkedsrettede ydelser i det store nævn.

De hensyn, der gør sig gældende i relation til klager over afgørelser truffet efter lov om aktiv socialpolitik, gælder også i forhold til afgørelser truffet efter lov om integration af udlændinge i Danmark, idet integrationslovens regler om aktivering i vidt omfang svarer til reglerne om aktivering i lov om aktiv socialpolitik. Nævnsmedlemmerne udpeget af Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i Danmark bør derfor deltage i de sociale nævns afgørelser vedrørende integrationsloven. I forbindelse med lovforslaget vil bekendtgørelse nr. 11 af 8. januar 1998 om retssikkerhed og administration på det sociale område derfor blive ændret, sådan at sager efter integrationsloven behandles af det store nævn.

Forslaget betyder således, at der bliver mulighed for at henlægge de enkelte sager og afgørelser til henholdsvis det store og det lille nævn ud fra sammenhængen mellem ydelserne efter den sociale lovgivning.

Der er derudover alene tale om en ændret redaktionel formulering af bestemmelsen.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 48.