Retssikkerhedsloven § 14
Gældende tekst efter LBK nr 680 af 03/08/2026.
Kapitel 3 a – Oplysningspligt m.v. · Anden udveksling af oplysninger
§ 14.
Kommunalbestyrelsen kan udlevere oplysninger til apotekerne om navn, personnummer og den personlige tillægsprocent vedrørende personer, der modtager helbredstillæg eller personligt tillæg til medicinudgifter.
Oplysningerne kan også gives i elektronisk form og udleveres uden samtykke fra den enkelte.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 680 af 03/08/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Retssikkerhedsloven § 14
Senere ændringer
ÆndringL 106 (2019-20) · bemærkning til § 1, nr. 1LOV nr 961 af 26/06/2020 · 26. juni 2020
I retssikkerhedslovens § 14, 1. pkt., er det fastsat, at kommunalbestyrelsen kan udlevere oplysninger til apotekerne om navn, personnummer og den personlige tillægsprocent vedrørende personer, der modtager personligt tillæg til medicinudgifter.
Ved lov nr. 1087 af 13. december 2000 om ændring af lov om social pension, lov om aktiv socialpolitik og forskellige andre love blev reglerne om tillæg til dækning af dele af pensionisters medicinudgifter ændret, således at tillæg hertil ydes i form af et helbredstillæg efter lov om social pension, jf. lovbekendtgørelse nr. 983 af 23. september 2019, fremfor som hidtil at indgå som en del af et personligt tillæg efter loven. Der kan dog fortsat ydes tillæg til medicin efter reglerne om personligt tillæg, hvis der er tale om medicin, som regionsrådet ikke yder tilskud til.
Helbredstillæg ydes i dag efter § 14 a i lov om social pension og nedsættes efter § 31 i lov om social pension afhængigt af den personlige tillægsprocent, der beregnes på grundlag af indtægten. Tilsvarende ydes helbredstillæg efter § 18 i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 982 af 23. september 2019, og nedsættes afhængigt af den personlige tillægsprocent efter § 29 i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.
Der blev ikke ved indførelsen af reglerne om helbredstillæg foretaget en ændring af § 14 i retssikkerhedsloven.
Det foreslås, at retssikkerhedslovens § 14 ændres således, at ”helbredstillæg” indsættes i bestemmelsen.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 14.