Retssikkerhedsloven

Retssikkerhedsloven § 12 f

Gældende tekst efter LBK nr 680 af 03/08/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 3 a – Oplysningspligt m.v. · Anden udveksling af oplysninger

§ 12 f.

Den myndighed, der har modtaget resultatet af en sammenstilling eller samkøring af oplysninger efter § 12 i, stk. 6, i lov om Udbetaling Danmark, skal efter anmodning fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering redegøre for den foretagne sagsbehandling på baggrund af resultatet af sammenstillingen eller samkøringen.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 680 af 03/08/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Retssikkerhedsloven § 12 f

Senere ændringer

ÆndringL 63 (2021-22) · bemærkning til § 1, nr. 2LOV nr 2619 af 28/12/2021 · 28. december 2021

Der er ikke efter retssikkerhedsloven mulighed for automatisk og uden samtykke fra den enkelte borger at videregive oplysninger fra kommunalbestyrelsen til sundhedssektoren om, hvornår en borger modtager forebyggende hjemmebesøg efter § 79 a i serviceloven eller omsorg m.v. efter §§ 83-84 eller 86 i serviceloven. Såfremt der skal udveksles sådanne oplysninger i konkrete tilfælde, skal det ske efter reglerne i databeskyttelseslovgivningen.

Det foreslås, at det som en ny bestemmelse som § 13, stk. 1, i retssikkerhedsloven indsættes, at til brug for planlægningen af aftaler kan kommunalbestyrelser videregive oplysninger om, hvornår en borger modtager forebyggende hjemmebesøg efter § 79 a i serviceloven og omsorg m.v. efter §§ 83-84 og 86 i serviceloven, til Sundhedsdatastyrelsen med henblik på behandling, herunder opbevaring, i den fælles digitale infrastruktur, jf. § 193 b i sundhedsloven. Det foreslås videre, at videregivelsen kan ske automatisk og uden borgerens samtykke.

Med den foreslåede bestemmelse vil der blive at skabt specifik hjemmel til, at kommunalbestyrelser med henblik på planlægningen af aftaler vil kunne videregive oplysninger til Sundhedsdatastyrelsen med henblik på behandling, herunder opbevaring, i den fælles digitale infrastruktur om, hvornår en borger modtager forebyggende hjemmebesøg efter § 79 a i serviceloven og omsorg m.v. efter §§ 83-84 og § 86 i serviceloven. Med den foreslåede bestemmelse vil denne videregivelse vil kunne ske automatisk og uden borgerens samtykke.

Den foreslåede bestemmelse vil alene omfatte oplysninger om de borgere, der modtager forebyggende hjemmebesøg efter § 79 a i serviceloven, personlig hjælp og pleje, hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet og madservice (hjemmehjælp) efter § 83 i serviceloven, rehabiliteringsforløb efter § 83 a i serviceloven, afløsning eller aflastning efter § 84 i serviceloven eller genoptræning efter § 86 i serviceloven. Såfremt en borger ikke modtager støtte efter en af de ovennævnte bestemmelser i serviceloven, vil kommunalbestyrelsen ikke kunne videregive oplysninger efter den foreslåede bestemmelse. Hjemmel til udvekslingen vil i stedet skulle findes på anden måde f.eks. ved samtykke fra borgeren. Det afgørende for, hvorvidt en borger vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse, vil være, hvorvidt borgeren på tidspunktet for udvekslingen af oplysninger modtager støtte efter de nævnte bestemmelser, dvs. at der er truffet afgørelse om støtten.

Der vil efter den foreslåede bestemmelse alene kunne videregives oplysninger til Sundhedsdatastyrelsen med henblik på behandling, herunder opbevaring, i den fælles digitale infrastruktur om, hvornår støtten efter serviceloven ydes, dvs. i hvilket tidsrum, hvilken type støtte efter serviceloven, der er tale om, og hvor aftalen finder sted. Der vil således ikke kunne udveksles oplysninger om det nærmere indhold af støtten, ud over typen af støtte, eller på hvilket grundlag støtten er bevilget. Oplysninger, der kan udveksles, vil f.eks. kunne være, at borgeren identificeret ved et specifikt cpr-nummer modtager personlig hjælp og pleje efter § 83 i serviceloven hver dag i sit hjem i tidsrummet fra kl. 7.00 til kl. 8.00.

Forslaget vil indebære, at oplysninger om borgere, der modtager forebyggende hjemmebesøg efter § 79 a i service­lo‍ven, personlig hjælp og pleje, hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet og madservice (hjemmehjælp) efter § 83 i serviceloven, rehabiliteringsforløb efter § 83 a i serviceloven, afløsning eller aflastning efter § 84 i serviceloven eller genoptræning efter § 86 i serviceloven vil indgå i aftaleoversigten i den fælles digitale infrastruktur.

Formålet med videregivelsen af oplysninger efter den foreslåede bestemmelse er at undgå, at der sker dobbeltbooking af borgeren, dvs. at hjemmehjælpen f.eks. møder op hos borgeren, mens denne er til undersøgelse på sygehuset og derfor ikke er hjemme. Videregivelse af oplysninger efter den foreslåede bestemmelse må ikke finde sted til andet formål end planlægning.

Det følger af sundhedslovens § 193 b, stk. 2, at Sundhedsdatastyrelsen alene må anvende oplysningerne til brug for de formål, der fremgår af sundhedslovens § 193 b, stk. 2, dvs. at Sundhedsdatastyrelsen kun må behandle oplysningerne, hvis det er nødvendigt med henblik på forebyggende sygdomsbekæmpelse, medicinsk diagnose, sygepleje, patientbehandling eller forvaltning af læge- og sundhedstjenester og behandlingen af oplysningerne foretages af en person inden for sundhedssektoren, der efter lovgivningen er undergivet tavshedspligt. Planlægning af en borgers sundhedsaftaler vurderes at være omfattet af denne formålsbegrænsning.

Det er alene personer omfattet af sundhedslovens § 42 a, der vil kunne indhente oplysningerne i aftaleoversigten i den fælles digitale infrastruktur, jf. § 4, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1101 af 29. juni 2020 om drift m.v. af den fælles digitale infrastruktur.

Forslaget indebærer således, at sundhedspersoner via aftaleoversigten udover at kunne indhente oplysninger om borgerens aftaler i sundhedsvæsenet (tidspunkt, sted og indhold m.v.) i overensstemmelse med sundhedslovens bestemmelser, også vil få adgang til en borgers aftaler om forebyggende hjemmebesøg efter § 79 a i lov om social service og omsorg m.v. efter §§ 83-84 og 86 i lov om social service. Andre personer, der efter lovgivningen er undergivet tavshedspligt vil ligeledes kunne indhente oplysninger, hvis det enten er nødvendigt af hensyn til den samlede behandling af borgeren, eller hvis det er nødvendigt med henblik på at yde teknisk bistand til sundhedspersoners indhentning af oplysninger, og ledelsen på behandlingsstedet har givet tilladelse hertil.

Forslaget vil herudover give mulighed for, at borgerne selv ud over deres aftaler på sygehuset og hos egen praktiserende læge også vil kunne se, hvornår de modtager kommunal pleje i et digitalt patientoverblik, som vil kunne tilgås af borgeren selv. Aftaleoversigten kan eksempelvis tilgås for borgeren selv via sundhed.dk. Ligeledes kan borgeren give fuldmagt til pårørende, som derved kan få adgang til de oplysninger, der deles i den fælles infrastruktur og for borgeren udstilles på bl.a. sundhed.dk.

Det foreslås med indsættelsen af § 13, stk. 2, i retssikkerhedsloven, at en borger ved tilkendegivelse kan frabede sig, at der indhentes oplysninger i den fælles digitale infrastruktur, som er videregivet til Sundhedsdatastyrelsen i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 1, jf. sundhedslovens § 42 a, stk. 5, og § 42 b, stk. 2.

Forslaget indebærer, at en borger vil kunne frabede sig, at der indhentes oplysninger i den fælles digitale infrastruktur om aftaler om forebyggende hjemmebesøg efter § 79 a i serviceloven, personlig hjælp og pleje, hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet og madservice (hjemmehjælp) efter § 83 i serviceloven, rehabiliteringsforløb efter § 83 a i serviceloven, afløsning eller aflastning efter § 84 i serviceloven eller genoptræning efter § 86 i serviceloven på samme måde, som en patient efter gældende regler i sundhedslovens § 42 a, stk. 5 og § 42 b, stk. 2, kan frabede sig indhentning af andre oplysninger, som opbevares i den fælles digitale infrastruktur, herunder eksempelvis oplysninger om aftaler i sundhedsvæsenet.

Forslaget vil således indebære, at en borger vil kunne gå ind via patientoverblikket på sundhed.dk og frabede sig, at der indhentes oplysninger. Borgeren vil efter forslaget få mulighed for at frabede sig, at bestemte personer indhenter oplysninger, at der indhentes oplysninger fra en bestemt behandlingssted eller en bestemt kommune, eller borgeren vil kunne frabede sig, at der indhentes oplysninger for en nærmere bestemt periode.

Forslaget vil desuden indebære, at en borger, der eksempelvis ikke ønsker eller ikke kan benytte sig af de digitale muligheder for frabedelse af indhentning af oplysninger om aftaler efter serviceloven i aftaleoversigten i den fælles digitale infrastruktur, vil kunne meddele sin tilkendegivelse om frabedelse direkte til Sundhedsdatastyrelsen. Sundhedsdatastyrelsen vil herefter være forpligtet til sikre, at tilkendegivelsen om frabedelse registreres, således at det for sundhedspersoner og andre personer, der har adgang til indhente oplysninger i den fælles digitale infrastruktur, vil fremgå, at patienten har frabedt sig indhentning af oplysningerne. Sundhedsdatastyrelsen vil hermed sikre, at der bliver spærret for adgangen til at indhente oplysninger.

Det følger af § 7, stk. 1, i forvaltningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014, at en forvaltningsmyndighed i fornødent omfang skal yde vejledning til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde. Det følger endvidere af forvaltningslovens § 7, stk. 2, at hvis en forvaltningsmyndighed modtager en skriftlig henvendelse, som ikke vedrører dens sagsområde, videresendes henvendelsen så vidt muligt til rette myndighed. Såfremt en kommunalbestyrelse modtager en tilkendegivelse fra en patient om frabedelse af indhentning af oplysninger i den fælles digitale infrastruktur, vil det følge af god forvaltningsskik, at behandlingsstedet videresender tilkendegivelsen om frabedelse til Sundhedsdatastyrelsen, der herefter er forpligtet til at registrere tilkendegivelsen.

Forslaget indebærer ligeledes, at borgeren skal informeres om retten til at frabede sig indhentning af oplysninger. Det vil eksempelvis være tilstrækkelig at informationen om frabedelse gives på den hjemmeside, hvor frabedelsen registreres, f.eks. på sundhed.dk.

Formålet med den foreslåede bestemmelse i § 13 er at forbedre mulighederne for planlægningsmæssig koordination mellem kommunalbestyrelserne og sundhedssektoren ved, at der kan videregives oplysninger om, hvornår borgere, der modtager visse typer af støtte efter serviceloven, modtager denne støtte, og hvornår denne gruppe af borgere har aftaler i sundhedssektoren. En bedre koordination af, hvornår borgeren modtager visse typer af støtte efter serviceloven og indkaldes til aftaler i sundhedssektoren, vil være til gavn for borgeren, der i højere grad end i dag vil undgå at blive dobbeltbooket med deraf følgende behov for at kontakte forskellige myndigheder med henblik på at få lavet aftaler om. Dette gælder særligt for en del af målgruppen, der kan have svært ved at overskue kontakt til mange myndigheder. Samtidigt vil øget planlægningsmæssig koordination være til gavn for de involverede myndigheder bl.a. ved færre udeblivelser på grund af dobbeltbookninger og ved mulighed for at tilrettelægge f.eks. hjemmehjælp efter oplysninger om, at borgeren er på sygehuset til undersøgelse i et bestemt tidsrum.

Det er forventningen, at oplysningerne vil blive udvekslet ved brug af servicen for aftaleoversigten i den fælles digitale infrastruktur på sundhedsområdet. Aftaleoversigten giver også mulighed for, at borgerne selv kan se deres aftaler på hospitalet og egen praktiserende læge, samt hvornår de modtager kommunal pleje. Aftaleoversigten kan eksempelvis tilgås for borgeren selv via sundhed.dk. Der er endvidere mulighed for at borgeren kan give pårørende adgang til oversigten. Aftaleoversigten giver endvidere myndighederne adgang til oversigten over borgerens aftaler på tværs af kommune, region og almen praksis. Ønsker borgeren at begrænse fagpersonales eller myndigheders adgang, kan der oprettes en spærring på sundhed.dk.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

ÆndringL 77 (2018-19) · bemærkning til § 9, nr. 1LOV nr 1526 af 18/12/2018 · 18. december 2018

Efter de gældende regler i § 12 f i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område skal en myndighed, der har modtaget resultatet af en sammenstilling eller samkøring af oplysninger om fremmedkrigere efter § 12 i, stk. 5, i lov om Udbetaling Danmark, efter anmodning fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering redegøre for den foretagne sagsbehandling på baggrund af resultatet af sammenstillingen eller samkøringen.

Forslaget til ændring af lov om Udbetaling Danmark, jf. lovforslagets § 10, indebærer, at § 12 i, stk. 5, i lov om Udbetaling Danmark, ændres til § 12 i, stk. 6, og henvisningen i retssikkerhedslovens § 12 f foreslås derfor ændret tilsvarende. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering kan derved indhente redegørelser fra myndigheder, der modtager resultatet af Udbetaling Danmarks registersamkøring om personer, der er udelukket fra eller med begrænset ret til offentlige ydelser, uanset om den pågældende person har fået en tilbagebetalingsafgørelse på baggrund af en endelig dom som fremmedkriger eller er blevet idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.3.5.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 12 f.