Retssikkerhedsloven § 11 h
Gældende tekst efter LBK nr 680 af 03/08/2026.
Kapitel 3 a – Oplysningspligt m.v. · Videregivelse af oplysninger til sikkerhedskonsulenter fra den nationale sikkerhedskonsulentordning
§ 11 h.
Indhenter en kommunalbestyrelse som led i behandlingen af en sag om negativ social kontrol, en æresrelateret konflikt eller et ufrivilligt udlandsophold rådgivning fra en sikkerhedskonsulent fra den nationale sikkerhedskonsulentordning, jf. § 12 c, stk. 1, eller § 12 e, stk. 1, i lov om social service, kræves samtykke fra den berørte borger til kommunens videregivelse af de nødvendige oplysninger om borgeren til sikkerhedskonsulenten.
Opholder den berørte borger sig i udlandet, og er det ikke muligt at indhente et samtykke fra den pågældende, og er der grund til at tro, at udlandsopholdet er ufrivilligt, kan kommunalbestyrelsen uden borgerens samtykke videregive oplysningerne, herunder om borgerens rent private forhold, til sikkerhedskonsulenten.
Sikkerhedskonsulenter kan på baggrund af et samtykke fra den berørte borger behandle nødvendige oplysninger, herunder oplysninger om borgerens rent private forhold, i sager omfattet af §§ 12 c og 12 e i lov om social service.
Opholder den berørte borger sig i udlandet, og er det ikke muligt at indhente et samtykke fra den pågældende, og er der grund til at tro, at udlandsopholdet er ufrivilligt, kan sikkerhedskonsulenten uden borgerens samtykke behandle oplysningerne som nævnt i 1. pkt.
Sikkerhedskonsulenter kan i forbindelse med rådgivning i sager omfattet af § 12 c, stk. 1, og § 12 e, stk. 1, i lov om social service med den berørte borgers samtykke videregive de oplysninger om borgerens rent private forhold, som sikkerhedskonsulenten som led i sit arbejde behandler efter stk. 2, til den kommune, som sikkerhedskonsulenten er udlånt til.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 680 af 03/08/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 11 h.