Retssikkerhedsloven § 11 f
Gældende tekst efter LBK nr 680 af 03/08/2026.
Kapitel 3 a – Oplysningspligt m.v. · Sagens oplysning m.v.
§ 11 f.
Kommunale myndigheder, der løser opgaver inden for området for udsatte børn og unge, politiet og anklagemyndigheden kan indbyrdes udveksle oplysninger om rent private forhold om et barns eller en ungs personlige og familiemæssige omstændigheder, hvis udvekslingen må anses for nødvendig som led i forebyggelsen af overgreb mod børn og unge.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 680 af 03/08/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Retssikkerhedsloven § 11 f
Senere ændringer
ÆndringL 95 (2023-24) · bemærkning til § 2, nr. 4LOV nr 217 af 05/03/2024 · 5. marts 2024
Den nationale sikkerhedskonsulentordning blev etableret i 2018 som led i den satspuljefinansierede nationale handlingsplan fra 2016 om forebyggelse af æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol. For yderligere beskrivelse af ordningen henvises til afsnit 2.1.1 i de almindelige bemærkninger.
Sikkerhedskonsulenterne er kommunalt forankrede i en ansættelseskommune, hvorfra de yder rådgivning til både ansættelseskommunen samt øvrige kommuner, som måtte rette henvendelse til sikkerhedskonsulenten.
Sikkerhedskonsulenterne fra den nationale sikkerhedskonsulentordning yder generel, faglig rådgivning af fagpersoner og borgere om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol samt rådgivning i enkeltsager. Som led i den rådgivningen i enkeltsager kan sikkerhedskonsulenterne på handlekommunens anmodning koordinere rådgivningen på tværs af myndigheder og relevante aktører, eksempelvis på tværs af handlekommunen, barnet eller den unges skole eller uddannelsessted, opholdssted samt andre relevante aktører, som er i kontakt med det berørte barn eller den unge.
Sikkerhedskonsulenterne indgår endvidere i koordinationsenheden mod genopdragelsesrejser og ufrivillige udlandsophold, som har til formål at sikre et tæt samarbejde mellem aktører og myndigheder, som er relevante i konkrete sager om genopdragelsesrejser eller ufrivillige udlandsophold. Koordinationsenheden består af repræsentanter fra den nationale sikkerhedskonsulentordning, Udenrigsministeriet og Udlændingestyrelsen. Koordinationsenheden kan bistå kommunalbestyrelser, andre relevante myndigheder og aktører samt borgere med rådgivning i sager om genopdragelsesrejser vedrørende børn og unge under 18 år og ufrivillige udlandsophold vedrørende borgere, der er fyldt 18 år, herunder yde rådgivning om risici ved udarbejdelse af risikovurderinger. En sag kan drøftes i koordinationsenheden, når en myndighed eller borger henvender sig til en sikkerhedskonsulent i den region, hvor borgeren har eller senest har haft folkeregisteradresse, Udlændingestyrelsen eller Udenrigsministeriet. For at koordinationsenheden kan drøfte den pågældende sag, skal der endvidere være tale om en dansk statsborger eller en borger, som har eller har haft gyldig opholdstilladelse i Danmark og i kraft heraf må formodes at have ret til ophold og indrejse i Danmark.
Kommunalbestyrelsens videregivelse af et barns, en ungs eller en voksens personoplysninger til en sikkerhedskonsulent og sikkerhedskonsulentens behandling af oplysningerne er ikke reguleret i national lov, herunder i retssikkerhedsloven. Videregivelse og behandling af oplysningerne beror derfor på anvendelse af databeskyttelsesforordningens og databeskyttelseslovens generelle regler.
Samtykke fra en forældremyndighedsindehaver til videregivelse og behandling af et barns eller en ungs personoplysninger til en sikkerhedskonsulent kan som klart udgangspunkt ikke antages at udgøre et gyldigt hjemmelsgrundlag til behandling af barnets eller den unges personoplysninger, idet der må antages at foreligge et ulige forhold mellem kommunalbestyrelsen og forældremyndighedsindehaveren, som indebærer, at et samtykke fra forældremyndighedsindehaveren ikke normalt kan anses for at være afgivet frivilligt.
Hvorvidt et barn eller en ung selv kan afgive et gyldigt samtykke til videregivelse og behandling af egne personoplysninger afhænger af en konkret modenhedsvurdering. Persondataforordningen opstiller ikke et alderskriterium i forhold til anvendelse af samtykke som hjemmelsgrundlag efter forordningens artikel 6, stk. 1, litra a. Det følger af Datatilsynets vejledning om samtykke af maj 2021, at et barn på 15 år normalt vil være tilstrækkelig moden til at kunne give samtykke på egne vegne.
Hvis barnet eller den unge ikke vurderes at være moden nok til selv at give samtykke, kan kommunalbestyrelsen eller andre relevante myndigheder vurdere, om artikel 6, stk. 1, litra d, og artikel 9, stk. 2, litra c i databeskyttelsesforordningen finder anvendelse, fordi behandlingen er nødvendig af hensyn til at beskytte barnets eller den unges vitale interesser. Bestemmelserne kan ligeledes på baggrund af en konkret vurdering finde anvendelse for voksne, hvis det ikke er muligt at indhente samtykke fra den pågældende.
Såfremt betingelserne for at anvende artikel 6, stk. 1, litra d, eller artikel 9, stk. 2, litra c, ikke findes at være opfyldt, kan sikkerhedskonsulenterne alene bistå med generel og anonymiseret rådgivning.
Det foreslås, at der i retssikkerhedsloven under overskriften ”Videregivelse af oplysninger til sikkerhedskonsulenter fra den nationale sikkerhedskonsulentordning” indsættes to nye bestemmelser som §§ 11 g og 11 h.
Indsættelsen af den foreslåede overskrift i kapitel 3 a i retssikkerhedsloven vil bidrage til at skabe en bedre struktur og større læsevenlighed i kapitlet, idet overskriften vil afspejle indholdet i de bestemmelser, som med de i lovforslagets § 2, nr. 4, foreslåede bestemmelser i § 11 g og § 11 h vil fremgå under overskriften, og som vedrører videregivelse af oplysninger til sikkerhedskonsulenter fra den nationale sikkerhedskonsulentordning.
(§ 11 g)
Det foreslås med § 11 g, stk. 1, at indhenter en kommunalbestyrelse som led i behandlingen af en sag om negativ social kontrol, en æresrelateret konflikt eller en genopdragelsesrejse rådgivning fra en sikkerhedskonsulent fra den nationale sikkerhedskonsulentordning, jf. § 172 a, stk. 1 og 2, og § 172 b, stk. 1 og 2, i barnets lov, kan kommunalbestyrelsen uden samtykke videregive de nødvendige oplysninger, herunder om barnets eller den unges rent private forhold, til sikkerhedskonsulenten.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at den kommune, som sikkerhedskonsulenten er indlånt til (indlånskommunen) vil få hjemmel i retssikkerhedsloven til uden samtykke at videregive nødvendige oplysninger, herunder oplysninger af rent privat karakter, som vil være omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 1, til en sikkerhedskonsulent, såfremt kommunalbestyrelsen måtte vurdere, at der vil være behov for at indhente specialiseret rådgivning fra en sikkerhedskonsulent i en konkret sag om negativ social kontrol, en æresrelateret konflikt eller en genopdragelsesrejse.
Nødvendige oplysninger vil omfatte oplysninger, der vil være relevante for den konkrete sag, og som vil være nødvendige for, at sikkerhedskonsulenten vil kunne yde fyldestgørende rådgivning eller udarbejde en fyldestgørende risikovurdering. Det vil eksempelvis kunne dreje sig om børnefaglige undersøgelser eller anden relevant historik på en eventuelt eksisterende sag i barnets eller den unges handlekommune. Nødvendige oplysninger vil også kunne omfatte oplysninger, som et barn eller en ung selv måtte oplyse om under en samtale.
Adgangen for sikkerhedskonsulentens ansættelseskommune til at videregive nødvendige personoplysninger omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 1, til sikkerhedskonsulenten følger af ansættelsesforholdet.
Bestemmelsen henviser til rådgivning efter de i lovforslagets § 3, nr. 8, foreslåede bestemmelser i §§ 172 a og 172 c i barnets lov, som omfatter en beskrivelse af sikkerhedskonsulentordningen og sikkerhedskonsulenternes beføjelser samt en beskrivelse af koordinationsenheden mod genopdragelsesrejser og ufrivillige udlandsophold.
Forslaget vil betyde, at barnets eller den unges handlekommune vil kunne videregive barnets eller den unges personoplysninger til en sikkerhedskonsulent, uden at dette vil kræve samtykke fra barnet, den unge eller forældremyndighedsindehaveren.
Det bemærkes, at § 18 i barnets lov vil finde anvendelse. Det vil betyde, at såfremt kommunalbestyrelsen ved en screening efter § 18, stk. 1, i barnets lov måtte være blevet bekendt med, at der vil kunne være tale om en æresrelateret konflikt eller negativ social kontrol, vil kommunalbestyrelsen have pligt til at foretage en risikovurdering, inden barnets eller den unges forældre og netværk inddrages i sagen.
Med den foreslåede § 11 g, stk. 1, i retssikkerhedsloven vil der blive etableret hjemmel til, at en indlånskommune vil kunne videregive nødvendige oplysninger til en sikkerhedskonsulent, som er ansat i en anden kommune.
Det bemærkes endvidere, at databeskyttelseslovens § 22 ligeledes vil finde anvendelse. Det betyder, at den dataansvarlige, herunder både ansættelseskommunen og den kommune, som sikkerhedskonsulenten er indlånt til, vil kunne undlade at efterleve databeskyttelsesforordningens krav i artikel 13, stk. 1-3 (oplysningspligt ved indsamling af personoplysninger hos den registrerede), artikel 14, stk. 1-4 (oplysningspligt hvis personoplysninger ikke er indsamlet hos den registrerede), artikel 15 (indsigtsret) og artikel 34 (underretning ved brud på datasikkerhed), hvis den registreredes interesse i oplysningerne findes at burde vige for afgørende hensyn til private interesser, herunder hensynet til den pågældende selv.
Det vil betyde, at en myndighed vil kunne undlade at opfylde de ovenstående forpligtelser over for en registreret, såfremt afgørende hensyn til private interesser findes at skulle vægte tungere end hensynet til den registreredes interesse i at få kenskab til oplysningerne. Et familiemedlem eller andre vil i databeskyttelsesretlig forstand være en ’’registreret’’, hvis dennes oplysninger indgår i sagen. Der vil eksempelvis kunne være et afgørende hensyn at tage til et barn eller en ung, som er udsat for negativ social kontrol eller en æresrelateret konflikt, i forhold til at undgå at eskalere kontrollen eller konflikten ved eksempelvis, at et familiemedlem får kendskab til sagen eller visse oplysninger i sagen.
Når den berørte unge er fyldt 18 år vil det være nødvendigt at indhente et samtykke fra den berørte unge, før kommunalbestyrelsen vil kunne videregive den pågældendes oplysninger til en sikkerhedskonsulent, og før sikkerhedskonsulenten vil kunne behandle disse oplysninger. Det vil være handlekommunen, som vil være ansvarlig for at indhente samtykket.
Det foreslås med § 11 g, stk. 2, at sikkerhedskonsulenter kan uden samtykke behandle nødvendige oplysninger om et barns eller en ungs rent private forhold i sager, der behandles efter de i lovforslagets § 3, nr. 8, foreslåede bestemmelser i §§ 172 a og 172 c i barnets lov.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at sikkerhedskonsulenten vil få hjemmel i retssikkerhedsloven til at kunne behandle de nødvendige oplysninger om barnet eller den unge, herunder også oplysninger som vil være omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 1, (følsomme oplysninger) som kommunalbestyrelsen (indlånskommunen) måtte videregive til sikkerhedskonsulenten med hjemmel i bestemmelsens stk. 1 som led i kommunalbestyrelsens indhentning af rådgivning fra sikkerhedskonsulenten. Med forslaget vil sikkerhedskonsulenten således på kommunalbestyrelsens anmodning kunne behandle de nødvendige personoplysninger om et barn eller en ung, som måtte have relevans for sikkerhedskonsulentens rådgivning, herunder oplysninger af relevans for udarbejdelse af en eventuel risikovurdering i sagen.
Sikkerhedskonsulenten vil med den foreslåede § 11 g, stk. 2, kunne behandle de oplysninger, som indlånskommunen måtte videregive til sikkerhedskonsulenten med hjemmel i den foreslåede § 11 g, stk. 1, i retssikkerhedsloven. Med den foreslåede § 11 g, stk. 2, vil sikkerhedskonsulentens ansættelseskommune i kraft af denne hjemmel kunne behandle og opbevare personoplysninger om de kommuners borgere, som ansættelseskommunen udlåner sikkerhedskonsulenten til. Sikkerhedskonsulenten vil, når den pågældende bistår med rådgivning i en konkret sag i en indlånskommune, kunne arbejde med sagen i sin ansættelseskommunes it-systemer, som sikkerhedskonsulenten sædvanligvis benytter sig af ved behandlingen af en sag i sin ansættelseskommune. Dette vil være muligt som følge af den i lovforslagets § 1, nr. 2, foreslåede § 12 d, stk. 1, 2. pkt., i serviceloven, og den i lovforslagets § 3, nr. 8, foreslåede § 172 b, 2. pkt., hvorefter sikkerhedskonsulenternes ansættelseskommune skal stille sikkerhedskonsulenternes rådgivning til rådighed for andre kommuner i sager om æresrelaterede konflikter, negativ social kontrol, genopdragelsesrejser og ufrivillige udlandsophold, og ansættelseskommunen derved bliver selvstændigt dataansvarlig for de konkrete oplysninger, sikkerhedskonsulenten måtte behandle som led i sit arbejde, når sikkerhedskonsulenten bistår andre kommuner end sin ansættelseskommune med rådgivning.
Det bemærkes, at sikkerhedskonsulentens ansættelseskommune i kraft af at være dataansvarlig for de oplysninger, som sikkerhedskonsulenten behandler om en indlånskommunes borgere, vil skulle sikre sig, at ansættelseskommunen selv samt sikkerhedskonsulenten efterlever databeskyttelsesforordningen regler ved behandling af indlånskommunens borgeres personoplysninger.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke medføre dataretlige forpligtelser for ansættelseskommunen ud over de forpligtelser, som ansættelseskommunen allerede har som dataansvarlig ved behandling af personoplysninger på kommunens egne borgere. Det bemærkes hertil, at det vil være op til den enkelte ansættelseskommune, inden for gældende regler herom, at vurdere, hvor længe ansættelseskommunen ønsker at opbevare de pågældende oplysninger, efter at sikkerhedskonsulenten har afsluttet sin rådgivning i den konkrete sag i den kommune, sikkerhedskonsulenten har været indlånt til.
Forslaget vil ikke medføre øvrige forpligtelser for ansættelseskommunen i forhold til indlånskommunen. Indlånskommunen vedbliver således med under hele forløbet at være handlekommune over for barnet eller den unge i medfør af retssikkerhedslovens § 9 a, samt over for en voksen borger i medfør af § 9, i retssikkerhedsloven, når indlånskommunen modtager rådgivning fra en sikkerhedskonsulent med hjemmel i de i lovforslagets § 1, nr. 2, og § 3, nr. 8, foreslåedes bestemmelser i § 12 d, stk. 1, i serviceloven og § 172 b, stk. 1, i barnets lov.
Indlånskommunen, som også selv er dataansvarlig for egne borgeres personoplysninger, vil ligeledes skulle sikre sig, at sikkerhedskonsulenten efterlever databeskyttelsesforordningens regler ved behandling af indlånskommunens borgeres personoplysninger. Databeskyttelsesforordningens principper for behandling af personoplysninger i medfør af artikel 5 vil som normalt finde anvendelse på sikkerhedskonsulentens behandling af barnets eller den unges personoplysninger. Det vil blandt andet betyde, at sikkerhedskonsulenten ikke vil kunne opbevare identificerbare personoplysninger længere tid end nødvendigt til de formål, hvortil oplysningerne vil blive behandlet, samt at sikkerhedskonsulenten vil skulle opbevare personoplysningerne sikkert.
For en nærmere beskrivelse af den dataretlige betydning af forslaget henvises til lovforslagets afsnit 3 om forholdet til databeskyttelsesreglerne.
Det foreslås med § 11 g, stk. 3, at sikkerhedskonsulenter kan i forbindelse med rådgivning i sager omfattet af de i lovforslagets § 3, nr. 8, foreslåede bestemmelser i § 172 a, stk. 1 og 2, og § 172 c, stk. 1 og 2, i barnets lov, videregive de oplysninger om barnet eller den unge, som sikkerhedskonsulenten som led i sit arbejde behandler efter stk. 2, til den kommune, som sikkerhedskonsulenten er udlånt til.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at sikkerhedskonsulenten vil få hjemmel i retssikkerhedsloven til at videregive de oplysninger om barnet eller den unge, som sikkerhedskonsulenten som led i sit arbejde behandler, til den indlånskommune, som sikkerhedskonsulenten rådgiver i medfør af den i lovforslagets § 3, nr. 8, foreslåede bestemmelse i § 172 b, stk. 1, i barnets lov.
Bestemmelsen henviser til rådgivning efter de i lovforslagets § 3, nr. 8, foreslåede bestemmelser i §§ 172 a og 172 c i barnets lov, som regulerer sikkerhedskonsulentordningen og sikkerhedskonsulenternes beføjelser samt koordinationsenheden mod genopdragelsesrejser og ufrivillige udlandsophold.
Når den berørte unge er fyldt 18 år, vil det være nødvendigt at indhente et samtykke fra den pågældende, før sikkerhedskonsulenten kan videregive den pågældendes oplysninger til indlånskommunen.
(§ 11 h)
Det foreslås med § 11 h, stk. 1, at indhenter en kommunalbestyrelse som led i behandlingen af en sag om negativ social kontrol, en æresrelateret konflikt eller et ufrivilligt udlandsophold rådgivning fra en sikkerhedskonsulent fra den nationale sikkerhedskonsulentordning, jf. de i lovforslagets § 1, nr. 2, foreslåede bestemmelser i § 12 c, stk. 1, og § 12 e, stk. 1, i serviceloven, kræves samtykke fra den berørte borger til videregivelse af de nødvendige oplysninger om borgeren til sikkerhedskonsulenten. Opholder den berørte borger sig i udlandet, og er det ikke muligt at indhente et samtykke fra den pågældende, og er der grund til at tro, at udlandsopholdet er ufrivilligt, kan kommunalbestyrelsen uden borgerens samtykke videregive oplysningerne, herunder oplysninger om borgerens rent private forhold, til sikkerhedskonsulenten.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunalbestyrelsen som udgangspunkt vil skulle indhente samtykke fra den berørte borger til videregivelse af de nødvendige oplysninger vedrørende borgeren til sikkerhedskonsulenten, såfremt kommunalbestyrelsen som led i behandlingen af en sag om negativ social kontrol, en æresrelateret konflikt eller et ufrivilligt udlandsophold ønsker at indhente rådgivning fra en sikkerhedskonsulent fra den nationale sikkerhedskonsulentordning, jf. de i lovforslagets § 1, nr. 2, foreslåede bestemmelser i § 12 c, stk. 1, og § 12 e, stk. 1, i serviceloven.
Med den foreslåede § 11 h, stk. 1, 2. pkt., i retssikkerhedsloven, vil der blive etableret hjemmel til, at en indlånskommune vil kunne videregive nødvendige oplysninger til en sikkerhedskonsulent, som er ansat i en anden kommune, såfremt det ikke vil være muligt at indhente et samtykke fra den pågældende borger, og der vil være grund til at tro, at udlandsopholdet er ufrivilligt.
I sager, hvor det ikke er muligt at indhente samtykke fra den berørte borger, fordi den pågældende opholder sig i udlandet, og der er grund til at tro, at udlandsopholdet er ufrivilligt, vil forslaget således betyde, at borgerens handlekommune, jf. § 9 i retssikkerhedsloven, uden samtykke kan videregive de nødvendige oplysninger, herunder oplysninger om borgerens rent private forhold, til sikkerhedskonsulenten. Med forslaget vil der blive indført en undtagelse til udgangspunktet om, at der skal indhentes samtykke fra den berørte borger til videregivelse af den pågældendes personoplysninger. Bestemmelsen vil alene finde anvendelse i de situationer, hvor en borger grundet et ufrivilligt udlandsophold er ude af stand til at give sit samtykke til videregivelse og behandling af den pågældendes oplysninger. Der vil eksempelvis være grund til at tro, at et udlandsophold er ufrivilligt, hvis den pågældende borger forud for udlandsopholdet har betroet sig til en sagsbehandler eller en sikkerhedskonsulent om sin situation, og at det, den pågældende har fortalt, vil kunne give anledning til at mistænke, at der pågår en æresrelateret konflikt, eller at den pågældende er udsat for negativ social kontrol, og der derfor kan være en risiko for, at den pågældende borger befinder sig ufrivilligt i udlandet. Undtagelsen vil alene kunne finde anvendelse i de sager, hvor den berørte borger er dansk statsborger eller har eller haft en gyldig opholdstilladelse i Danmark og i kraft heraf kan have ret til indrejse og ophold i Danmark.
Det vil være borgerens handlekommune, som vil være ansvarlig for at undersøge, om borgeren er dansk statsborger eller har eller har haft gyldig opholdstilladelse i Danmark og i kraft heraf kan have ret til indrejse og ophold i Danmark. Det vil ligeledes være handlekommunen, som er ansvarlig for at vurdere og afsøge, om det vil være muligt at indhente et samtykke samt foretage vurderingen af, om der vil være grund til at tro, at udlandsopholdet er ufrivilligt.
Med forslaget vil borgerens samtykke til, at sikkerhedskonsulenten kan behandle den pågældendes personoplysninger i regi af koordinationsenheden endvidere som udgangspunkt være påkrævet. I sager, hvor det ikke er muligt at indhente samtykke fra den berørte borger, fordi den pågældende opholder sig i udlandet, og der er grund til at tro, at udlandsopholdet er ufrivilligt, vil forslaget betyde, at sikkerhedskonsulenten ligeledes her uden samtykke vil kunne behandle de nødvendige oplysninger, som kommunalbestyrelsen videregiver til sikkerhedskonsulenten, herunder oplysninger om borgerens rent private forhold.
Det vil være handlekommunen i medfør af § 9 i retssikkerhedsloven, som vil være ansvarlig for at vurdere og afsøge, om det er muligt at indhente et samtykke til videregivelse af personoplysningerne og vurdere, om der er grund til at tro, at udlandsopholdet er ufrivilligt.
Bestemmelsen vil alene have relevans for de kommuner, der vil være at betragte som indlånskommuner, det vil sige alle andre kommuner end ansættelseskommunerne. For disse kommuner vil forslaget betyde, at de som handlekommune for borgeren vil skulle tage kontakt til den berørte borger med henblik på at afklare, om den berørte borger vil give sit samtykke til, at kommunalbestyrelsen kan videregive den pågældende borgeres personoplysninger til sikkerhedskonsulenten.
En sikkerhedskonsulent, som virker i sin ansættelseskommune, vil i kraft af sit ansættelsesforhold kunne modtage de oplysninger, som ansættelseskommunen som myndighed har hjemmel til at behandle, og sikkerhedskonsulenten vil selv kunne tage kontakt til den berørte borger med henblik på at afklare, om den berørte borger vil give sit samtykke til, at sikkerhedskonsulenten kan behandle den pågældendes oplysninger i en konkret sag. Dette vil følge af den foreslåede bestemmelse i § 11 h, stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke medføre dataretlige forpligtelser for ansættelseskommunen ud over de forpligtelser, som ansættelseskommunen allerede har som dataansvarlig ved behandling af personoplysninger på kommunens egne borgere.
Forslaget vil ikke medføre øvrige forpligtelser for ansættelseskommunen i forhold til indlånskommunen. Indlånskommunen vedbliver således med under hele forløbet at være handlekommune over for barnet eller den unge i medfør af retssikkerhedslovens § 9 a, samt over for en voksen borger i medfør af § 9 i retssikkerhedsloven, når indlånskommunen modtager rådgivning fra en sikkerhedskonsulent med hjemmel i de i lovforslagets § 1, nr. 2, og § 3, nr. 8, foreslåedes bestemmelser i § 12 d, stk. 1, i serviceloven og § 172 b, stk. 1, i barnets lov.
Det foreslås med § 11 h, stk. 2, at sikkerhedskonsulenterne på baggrund af et samtykke fra den berørte borger kan behandle nødvendige oplysninger om borgerens rent private forhold i sager omfattet af § 12 c, stk. 1, og § 12 e, stk. 1, i serviceloven. Opholder den berørte borger sig i udlandet, og er det ikke muligt at indhente et samtykke fra den pågældende, og er der grund til at tro, at udlandsopholdet er ufrivilligt, kan sikkerhedskonsulenten uden borgerens samtykke behandle oplysningerne som nævnt i 1. pkt.
Forslaget vil betyde, at der for voksne borgere som udgangspunkt vil gælde et krav om, at den berørte borger selv skal give sit samtykke til, at sikkerhedskonsulenten kan behandle borgerens personoplysninger. I sager, hvor det ikke er muligt at indhente samtykke fra den berørte borger, fordi den pågældende opholder sig i udlandet, og der er grund til at tro, at udlandsopholdet er ufrivilligt, vil forslaget ligesom efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1, betyde, at sikkerhedskonsulenten uden samtykke kan behandle de nødvendige oplysninger, herunder om borgerens rent private forhold. Med forslaget vil borgerens samtykke til, at sikkerhedskonsulenten kan behandle den pågældendes personoplysninger i regi af koordinationsenheden endvidere som udgangspunkt være påkrævet. I sager, hvor det ikke er muligt at indhente samtykke fra den berørte borger, fordi den pågældende opholder sig i udlandet, og der er grund til at tro, at udlandsopholdet er ufrivilligt, vil forslaget betyde, at sikkerhedskonsulenten ligeledes her uden samtykke vil kunne behandle de nødvendige oplysninger, som kommunalbestyrelsen videregiver til sikkerhedskonsulenten, herunder om borgerens rent private forhold.
Det vil være handlekommunen i medfør af § 9 i retssikkerhedsloven, som vil være ansvarlig for at vurdere og afsøge, om det er muligt at indhente et samtykke til videregivelse af personoplysningerne, og vurdere, om der er grund til at tro, at udlandsopholdet er ufrivilligt.
Sikkerhedskonsulenten vil med den foreslåede § 11 h, stk. 2, kunne behandle de oplysninger, som indlånskommunen måtte videregive til sikkerhedskonsulenten med hjemmel i den foreslåede § 11 h, stk. 1, i retssikkerhedsloven. Med den foreslåede § 11 g, stk. 2, vil sikkerhedskonsulentens ansættelseskommune i kraft af denne hjemmel kunne behandle og opbevare personoplysninger om de kommuners borgere, som ansættelseskommunen udlåner sikkerhedskonsulenten til. Sikkerhedskonsulenten vil, når den pågældende bistår med rådgivning i en konkret sag i en indlånskommune, kunne arbejde med den konkrete sag i sin ansættelseskommunes it-systemer, som sikkerhedskonsulenten sædvanligvis benytter sig af ved behandlingen af en sag i sin ansættelseskommune. Dette vil være muligt som følge af den i lovforslagets § 1, nr. 2, foreslåede § 12 d, stk. 1, 2. pkt., i serviceloven, og den i lovforslagets § 3, nr. 8, foreslåede § 172 b, 2. pkt., hvorefter sikkerhedskonsulenternes ansættelseskommune skal stille sikkerhedskonsulenternes rådgivning til rådighed for andre kommuner i sager om æresrelaterede konflikter, negativ social kontrol, genopdragelsesrejser og ufrivillige udlandsophold, og ansættelseskommunen derved bliver selvstændigt dataansvarlig for de konkrete oplysninger, sikkerhedskonsulenten måtte behandle som led i sit arbejde, når sikkerhedskonsulenten bistår andre kommuner end sin ansættelseskommune med rådgivning.
Det foreslås med § 11 h, stk. 3, at sikkerhedskonsulenter kan i forbindelse med rådgivning i sager omfattet af § 12 c, stk. 1, og § 12 e, stk. 1, i serviceloven, på baggrund af den berørte borgers samtykke videregive de oplysninger om borgerens rent private forhold, som sikkerhedskonsulenten som led i sit arbejde behandler efter stk. 2, til den kommune, som sikkerhedskonsulenten er udlånt til.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at det vil kræve samtykke fra den berørte borger, hvis sikkerhedskonsulenten skal kunne videregive de oplysninger om borgeren, som sikkerhedskonsulenten som led i sit arbejde behandler, til den kommune, som sikkerhedskonsulenten er udlånt til (indlånskommunen), og som sikkerhedskonsulenten rådgiver. Det vil være sikkerhedskonsulenten, som vil skulle indhente samtykket fra borgeren, inden sikkerhedskonsulenten videregiver oplysningerne om borgeren til indlånskommunen.
Bestemmelsen henviser til rådgivning efter de i lovforslagets § 1, nr. 2, foreslåede bestemmelser i § 12 c, stk. 1, og § 12 e, stk. 1, i serviceloven, som omfatter en beskrivelse af sikkerhedskonsulentordningen og sikkerhedskonsulenternes beføjelser samt en beskrivelse af koordinationsenheden mod genopdragelsesrejser og ufrivillige udlandsophold.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i afsnit 2.1 og 2.2.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 11 f.