Myndigheder 8
· 11. januar 2023PåstandeAppellant, har påstået sagen hjemvist til byretten.Indstævnte, Region Hovedstaden, har påstået stadfæstelse.Supplerende anbringenderAppellant har supplerende anført navnlig, at landsrettens dom stiller ham dårligere med hensyn til muligheden for godtgørelse, end hvis Det Psykiatriske Patientklagenævn ikke havde givet ham medhold i, at frihedsberøvelsen var ulovlig. I sidstnævnte tilfælde kunne han have krævet frihedsberøvelsens lov-lighed indbragt for retten efter retsplejelovens kapitel 43 a og i den forbindelse 2 fået påkendt spørgsmålet om godtgørelse, jf. lovens § 469, stk. 6. Efter landsret-tens dom er han i stedet henvist til at anlægge sag mod regionen efter civilpro-cessens almindelige regler. Et sådant resultat er udtryk for en formalistisk tilgang til anvendelsesområdet for retsplejelovens kapitel 43 a og inddrager ikke hensigten bag det samlede psykiatriske klagesystem, herunder psykiatrilovens § 37. Resultatet har også mere generelt uheldige konsekvenser. F.eks. vil regionen under en sag, som pa-tienten efter civilprocessens almindelige regler anlægger med påstand …
Resultat: Landsrettens dom stadfæstes. Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part eller til statskassen.
· 15. februar 2022Påstande Appellant, tidligere Klager, har principalt nedlagt påstand om hjemvisning af sagen til realitetsbehandling i byretten, subsidiært stadfæstelse af Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse af 24. marts 2021. Appellant, tidligere Klager har endvidere nedlagt påstand om, at Region Hovedstaden til ham skal betale 275.000 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg. Indstævnte, Region Hovedstaden, har heroverfor principalt nedlagt påstand om stadfæstelse, subsidiært at der tages bekræftende til genmæle over for appellan-tens påstand om hjemvisning og mere subsidiært frifindelse mod betaling af et af landsretten fastsat lavere beløb. 2 Sagens oplysninger Det Psykiatriske Patientklagenævn har den 24. marts 2021 truffet afgørelse om at tilsidesætte beslutningerne om at tvangsfiksere Appellant, tidligere Klager fra den 13. januar 2021 kl. 14.30 til den 21. januar 2021 kl. 09.30 og fra den 24. januar 2021 kl. 20.35 til den 26. januar 2021 kl. 08.30. Det Psykiatriske Patientklagenævn har den 15. april 2021 efter begæring fra Appellant, tidligere Klager fremsendt sagen til Retten …
Resultat: Byrettens dom stadfæstes. Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part eller til statskassen.
· 20. august 2021Sagens baggrund og parternes påstande Det Psykiatriske Patientklagenævn har i afgørelse af 24. marts 2021 truffet afgø-relse om tilsidesættelse af beslutning om tvangsfiksering af Klager i perioden den 13. januar 2021 kl. 14.30 til den 21. januar 2021 kl. 09.30 samt i pe-rioden 24. januar 2021 kl. 20.35 til den 26. januar 2021 kl. 08.30. Denne sag vedrører spørgsmålet om godtgørelse for ulovlig frihedsberøvelse. Sagen er indbragt for retten i medfør af reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a, om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse. Klager har nedlagt påstand om, at Region Hovedstaden til Klager skal betale godtgørelse med 275.000 kr. – subsidiært et mindre beløb ef-ter rettens skøn – for de tvangsfikseringer, som Patientklagenævnet har tilside-sat. 2 Påstandsbeløbet er opgjort således, at 200.000 kr. vedrører tvangsfikseringen i perioden 13. januar 2021 kl. 14.30 til 21. januar 2021 kl. 09.30, og at 75.000 kr. vedrører tvangsfikseringen i perioden 24. januar 2021 kl. 20.35 til 26. januar 2021 kl. 08.30. Region Hovedstaden har nedlagt følgende påstande: Principalt: af …
Resultat: Sagen afvises. Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part eller til statskas-sen.
· 22. marts 2021Påstande Appellant, tidligere Klager, har nedlagt principal påstand om, at tvangsindlæggelsen og tilbageholdelsen kendes ulovlig, subsidiært at tvangstilbageholdelsen kendes ulovlig fra den 8. januar 2020, og mere subsi-diært at tvangstilbageholdelsen kendes ulovlig fra den 20. januar 2020. Appellant, tidligere Klager har endvidere nedlagt påstand om, at hun tilken-des en efter landsrettens skøn fastsat erstatning. Indstævnte, Region Hovedstaden, har påstået dommen stadfæstet, og subsi-diært påstået frifindelse. 2 Forklaringer Appellant, tidligere Klager og overlæge Vidne har afgivet supple-rende forklaringer. Appellant, tidligere Klager har supplerende forklaret bl.a., at hun i byretten anerkendte, at hun var psykotisk på tidspunktet for tvangsindlæggelsen af hen-de. Det gjorde hun, fordi hun af en medpatient havde fået oplyst, at erkendelse af sygdom ville føre til en tidligere udskrivning. Hun mener imidlertid ikke, at hun på noget tidspunkt i forløbet har været psykotisk. Hendes lette påklædning og adfærd den 11. oktober 2019 var udtryk for performance art eller politisk kunst. H …
Resultat: Tvangstilbageholdelsen af Appellant, tidligere Klager i tiden fra den 18. ok-tober 2019 til den 24. februar 2020 har været lovlig. Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part eller til statskassen. 1 1
· 6. oktober 2020Påstande Appellant, tidligere Klager, har nedlagt påstand om stadfæstelse af Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse af 20. maj 2019 og om, at han til-kendes en godtgørelse på 100.000 kr. med tillæg af procesrente. Indstævnte, Region Syddanmark, har påstået byrettens dom stadfæstet. Supplerende sagsfremstilling I en udtalelse af 5. april 2019 fra overlæge Person, Afdeling 1 i Svendborg, til Det Psykiatriske Patientklagenævn er anført følgende om Appellants, tidligere Klager forhold forud for genindlæggelsen af ham på Svendborg Sygehus den 3. juni 2016: 2 ”23-årig mand, kendt i børne-/ungdomspsykiatrisk regi fra 2009, hvor han var tvangsindlagt på farlighedskriteriet på ungdomsinstitution på Bispebjerg Hospital. Blev udskrevet derfra med diagnosen manisk enkeltepisode og ADHD. 2015 og 2016 blev pt. flere gange indlagt i psykiatrisk regi både frivilligt og på farlighedsindikation i København og Svendborg. Pt. blev indledningsvist diagnosticeret med paranoid skizofreni og mis-brug. Efterfølgende blev diagnosen ændret til hebefren skizofreni. Desuden blev pt. kognitivt testet under …
Resultat: Tvangsfikseringen af Appellant, tidligere Klager fra den 5. juni 2016, kl. 09.30, til den 16. juni 2016, kl. 20.18, var ikke lovlig. Region Syddanmark skal inden 14 dage til Appellant, tidligere Klager betale 50.000 kr. med procesrente fra den 23. maj 2019. Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part eller til statskassen.
· 6. oktober 2020Påstande Appellant, tidligere Sagsøger, har under retsmødet i landsretten den 15. september 2020 nedlagt endelig påstand om, at han tilkendes en godtgørelse på 140.000 kr. med tillæg af procesrente. Indstævnte, Region Sjælland, har påstået byrettens dom stadfæstet. Region Sjælland har protesteret imod, at det tillades Appellant, tidligere Sagsøger at forhø-je påstandsbeløbet. Supplerende sagsfremstilling I en udtalelse af 7. marts 2019 fra overlæge Vidne 1, Sikringsafdelingen, Psykiatrien i Slagelse, til Det Psykiatriske Patientklagenævn er anført: 2 ”… Patienten blev ved Retten i Svendborg den 07.09.16 dømt til behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen i forbindelse med afdelingen under udskrivning, således at Kriminalforsorgen sam-men med overlægen kan træffe bestemmelse om genindlæggelse, for 5 tilfælde af vold eller trussel om vold mod nogen i offentlig tjeneste, 2 tilfælde af trusler og 1 tilfælde af vold. De pådømte forhold fandt sted i perioden d. 03.-11.03.16, hvor patienten var indlagt på psykiatrisk afde-ling, Svendborg Sygehus. Diagnose F 20.1 – he …
Resultat: Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at Region Sjælland inden 14 dage til Appellant, tidligere Sagsøger skal betale 30.000 kr. med procesrente fra den 2. april 2019. Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part eller til statskassen. Publiceret til portalen d. 06-10-2020 kl. 10:00 Modtagere: Advokat (L) Louise Lecanda, Appellant Abdeelhadi Abbas Makki, Indstævnte Region Sjælland, Advok
Vis alle 8
Styrelsen for Patientklager · 7. februar 2020Sagens baggrund og parternes påstande Denne sag vedrører spørgsmålet om lovligheden af en administrativt iværksat frihedsberøvelse. Klager har fremsat påstand om: -Principalt, at tvangstilbageholdelsen den 18. oktober 2019 kendes ulov-lig. -Subsidiært, at tvangstilbageholdelsen kendes ulovlig fra den 8. januar 2020. -Mere subsidiært, at frihedsberøvelsen i hvert fald nu ophæves. -Samtidig påstås patienten tilkendt en efter rettens skøn fastsat erstatning. Region Hovedstaden nedlagde påstand om, at Det Psykiatriske Patientklage-nævns afgørelse stadfæstes. Regionhovedstaden har endvidere nedlagt påstand om, at retten ikke kan tage stilling til tvangstilbageholdelsen i perioden efter Det Psykiatriske Patientklage-nævns afgørelse og frem, subsidiært at den fortsatte tvangstilbageholdelse efter Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse og frem godkendes. 2 Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a. Oplysningerne i sagen Klager blev tvangsindlagt den 11. oktober 2019 på Psyki-atrisk Center København, Bispebjerg. Indlæggelsen skete på gule papire …
Justitsministeriet · 13. februar 2007Direktoratet for Kriminalforsorgen afslog at løslade en indsat på prøve efter udståelse af 2/3 af straffetiden. Den indsatte krævede afgørelsen indbragt for retten efter straffuldbyrdelseslovens § 112, nr. 6, og klagede efterfølgende til mig over at direktoratet ikke – godt halvanden måned efter at have modtaget hans begæring – havde forelagt prøveløsladelsessagen for retten. Ombudsmanden undersøgte direktoratets sagsbehandlingstid fra den 28. juli 2006, hvor direktoratet modtog den indsattes begæring, til den 10. oktober 2006, hvor direktoratets redegørelse for prøveløsladelsessagen blev sendt til retten. Efter straffuldbyrdelseslovens § 114, stk. 1, skal en sag som den foreliggende indbringes for retten ”uden unødigt ophold”. Ombudsmanden udtalte som sin opfattelse at forberedelsen af en sag der er begæret indbragt for retten efter lovens § 112, skal skride kontinuerligt frem, og at eventuelle brud på kontinui-teten – for at sagsbehandlingen kan leve op til kravet i lovens § 114, stk. 1 – skal kunne begrundes med henvisning til omstændigheder i den konkrete sag. Ombudsmanden udtalte at direktoratets tidsforbrug – næsten 2½ måned – efter hans opfattelse rakte langt ud over hvad der kunne anses for rimeligt uanset hvilke konkrete omstændigheder der måtte være i sagen. Ombuds-manden mente derfor ikke at sagen havde været behandlet ”uden unødigt ophold”. (J.nr. 2006-3027-6