Myndigheder 9
· 10. november 2022Sagen drejer sig om lovligheden af foranstaltninger iværksat over for Sagsøger på Retspsykiatrisk afdeling i Middelfart i perioden fra den 26. oktober 2015 til den 8. juli 2016, og om han har krav på en godtgørelse i den forbindelse. Påstande Sagsøger har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Region Syddanmark, skal anerkende, at afgørelsen om at holde ham indespær-ret og isoleret på sin patientstue ved Retspsykiatrisk afdeling i Middelfart i pe-rioden fra den 26. oktober 2015 til den 8. juli 2016 er ugyldig. 2 Sagsøger har endvidere nedlagt påstand om, at Region Syd-danmark skal betale 70.000 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg. Region Syddanmark har nedlagt påstand om frifindelse. Sagsøger har fri proces. Sagsfremstilling Sagsøger blev ved Retten i Odenses dom af 8. december 2014, der i det væsentlige blev stadfæstet af Østre Landsret ved dom af 25. marts 2015, dømt til anbringelse på Sikringsafdelingen, dengang i Nykøbing Sjælland, i anledning af en række forhold omfattende bl.a. vold og trusler om vold mod personalet på Retspsykiatrisk afdeling i Middelfart. I Justitsminist …
Resultat: Region Syddanmark frifindes. Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part eller til statskassen.
· 8. november 2021Påstande Appellant 1, tidligere Klager 1, har nedlagt påstand om, at spørgs-målet om lovligheden af tvangsfikseringen den 10.-11. oktober 2017 hjemvises til Det Psykiatriske Patientklagenævn, subsidiært at tvangsfikseringen kendes ulovlig fra iværksættelsen og mere subsidiært, at tvangsfikseringen kendes ulovlig fra et senere tidspunkt. Appellant 1, tidligere Klager 1 har endvidere nedlagt påstand om, at tvangs-fikseringen den 26.-27. januar 2019 kendes ulovlig fra iværksættelsen, subsi-diært fra et senere tidspunkt. Indstævnte, Region Hovedstaden, har påstået stadfæstelse. 2 Supplerende retsgrundlag Psykiatrilovens almindelige regel om tvangsfiksering Efter psykiatrilovens § 14, stk. 3, kan en patient kun tvangsfikseres i længere tid end nogle få timer, når hensynet til patientens eller andres liv, førlighed eller sikkerhed tilsiger dette. Denne bestemmelse blev indsat ved lov nr. 579 af 4. maj 2015. Af lovforslagets almindelige bemærkninger fremgår bl.a. (Folketingsti-dende 2014-15, 1. samling, tillæg A, lovforslag nr. L 137, s. 14): ”3.4.3. Den foreslåede ordning Forslaget vil med …
Resultat: Landsrettens dom stadfæstes. Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part eller til statskassen.
· 21. december 2020Påstande Appellant 1, tidligere Klager 1, har gentaget sin påstand for byretten om, at Region Hovedstaden skal betale 10.000 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg. Indstævnte, Region Hovedstaden, har påstået dommen stadfæstet. Sagen har i landsretten været udsat på, at Højesteret tog stilling til, om anke af byrettens domme i sager, der behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a er omfattet af ankebegrænsningsreglen i retsplejelovens § 368, stk. 1, 2. pkt., om sager med en økonomisk værdi, der ikke overstiger 20.000 kr. Højesteret har ved kendelse af 16. september 2020 (trykt i U.2020.3917) truffet afgørelse om, at 2 anke til landsretten i disse sager ikke kræver anketilladelse fra Procesbevil-lingsnævnet. Landsretten besluttede den 2. november 2020 efter parternes samstemmende anmodning at behandle sagen på skriftligt grundlag, jf. retsplejelovens § 387, stk. 1, nr. 1. Anbringender Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten. Appellant 1, tidligere Klager 1 har yderligere anført, at der er grundlag for at an-tage, at der i sager om tv …
Resultat: Byrettens dom ændres, således at Region Hovedstaden inden 14 dage til Appellant 1, tidligere Klager 1 skal betale 7.500 kr. med procesrente fra den 2. juli 2019. Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part eller til statskassen. div>
Sundheds- og Ældreministeriet · 25. juni 2020Under en række tilsynsbesøg på psykiatriske afdelinger blev ombudsmanden bekendt med, at foranstaltningen ”skærmning til stue” (som på nogle af de besøgte afdelinger blev kaldt for ”miljøskærmning”, ”arealbegrænsning” eller ”refleksionstid”) på forskellige måder anvendes på afdelingerne. Foranstaltningen er generelt kendetegnet ved, at en patient isoleres på egen stue eller et andet afgrænset areal med ulåst dør og eventuelt med en eller flere ansatte placeret som faste vagter uden for døren. Ombudsmanden besluttede at rejse en generel egen drift-undersøgelse af spørgsmålet om, hvorvidt der over for patienter på psykiatriske afdelinger på aftalemæssigt grundlag kan iværksættes skærmning til stue, og hvad der i givet fald skal til, for at der kan siges at foreligge et gyldigt samtykke til foranstaltningen. Ombudsmanden var enig med myndighederne i, at skærmning til stue efter omstændighederne vil kunne ske på aftalemæssigt grundlag ud fra en konkret, lægefaglig vurdering med et behandlings- eller sikkerhedsmæssigt sigte. Om aftalekonstruktionen bemærkede ombudsmanden bl.a., at der ikke er tale om, at patienten påtager sig en retlig forpligtelse til at handle i overensstemmelse med det aftalte: Patienten kan til enhver tid trække sit samtykke tilbage, uden at det vil have som automatisk konsekvens, at patienten dermed undergives et tvangsindgreb eller i øvrigt mødes med sanktione
· 11. juni 2020Påstande Appellant 1, tidligere Klager 1, har for landsretten nedlagt påstand om, at behandlingen af hans klage over bæltefikseringen den 10. oktober 2017 hjemvises til behandling ved Det Psykiatriske Patientklagenævn, således at nævnet behandler lovligheden af tvangsfikseringens iværksættelse, subsidiært at iværksættelsen af fikseringen kendes ulovlig, og mere subsidiært at bæltefik-seringen kendes ulovlig fra et senere tidspunkt. Appellant 1, tidligere Klager 1 har endvidere nedlagt påstand om, at bæltefikseringen den 26. januar 2019 kendes ulovlig, subsidiært kendes ulovlig fra et senere tidspunkt. 2 Indstævnte, Region Hovedstaden, har nedlagt endelig påstand om stadfæstelse, subsidiært frifindelse vedrørende bæltefikseringen den 10. oktober 2017 og stadfæstelse vedrørende bæltefikseringen den 26. januar 2019. Parterne er enige om, at spørgsmålet om erstatning udskydes til senere behandling, jf. retsplejelovens § 469, stk. 6. Supplerende sagsfremstilling Af konferencenotat af 4. oktober 2017 udarbejdet af psykiater Overlæge 1, Børne- og ungdomspsykiatri, fremgår bl.a.: ”Nuværende …
Resultat: Region Hovedstaden frifindes for påstanden om, at iværksættelsen af bælte-fikseringen den 10. oktober 2017 kendes ulovlig, og for påstanden om, at bælte-fikseringen kendes ulovlig fra et senere tidspunkt. Påstanden om hjemvisning af behandlingen af Appellant 1's, tidligere Klager 1 klage over bæltefikseringen den 10. oktober 2017 til Det Psykiatriske Patient-klagenævn tages ikke til følge. Byrettens dom stadfæstes i øvrigt i d
Sundheds- og Ældreministeriet · 20. april 2020Under et tilsynsbesøg på Sikringsafdelingen blev ombudsmanden bekendt med en ordning, som blev brugt i forhold til to patienter, der var under udslusning til fællesskab, efter at de havde været undergivet døraflåsning i medfør af psykiatrilovens § 18 a. Ordningen indebar, at det efter ophævelse af døraflåsningen var blevet aftalt med de pågældende patienter, at de ikke selv måtte forlade deres patientstuer, men at de skulle lave et dørkald og derefter ville blive hentet af personalet, når de skulle ud i fællesmiljøet. Ordningen er i det følgende omtalt som ”udslusning fra døraflåsning”. Ombudsmanden besluttede at rejse en generel egen drift-undersøgelse af ordningen. Undersøgelsen vedrørte i første række et generelt spørgsmål om, hvorvidt der over for patienter på Sikringsafdelingen på aftalemæssigt grundlag kan iværksættes udslusning fra døraflåsning. Ombudsmanden var enig med myndighederne i, at udslusning fra døraflåsning efter omstændighederne vil kunne ske på aftalemæssigt grundlag ud fra en konkret, lægefaglig vurdering med et behandlings- eller sikkerhedsmæssigt sigte. Om aftalekonstruktionen bemærkede ombudsmanden bl.a., at der ikke er tale om, at patienten påtager sig en retlig forpligtelse til at handle i overensstemmelse med det aftalte, idet patienten til enhver tid kan trække sit samtykke tilbage, uden at dette vil have som automatisk konsekvens, at patienten derme
Vis alle 9
Regionerne · 20. april 2020Under et tilsynsbesøg på Sikringsafdelingen blev ombudsmanden bekendt med, at der for visse patienter var fastsat begrænsninger for, hvilken litteratur de måtte læse. Det skete ifølge myndighederne efter en konkret og individuel vurdering af patienten og mulighederne for at behandle vedkommende. Ombudsmanden rejste en generel egen drift-undersøgelse om forholdet. Ombudsmanden udtalte bl.a., at begrænsningen udgjorde et indgreb i de berørte patienters ret til at modtage information efter artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at indgreb i individets frihed kræver klar og sikker hjemmel. Som hjemmel for indgrebet henviste myndighederne særligt til psykiatrilovens § 2 a om husordener og til den ulovbestemte retsgrundsætning om anstaltsbetragtninger. I en foreløbig vurdering af sagen fandt ombudsmanden, at psykiatrilovens § 2 a ikke i sig selv kan antages at indeholde den fornødne hjemmel til begrænsningen. Efter ombudsmandens opfattelse var der ligeledes mest, der talte for, at heller ikke anstaltsforhold indeholdt en tilstrækkelig hjemmel. Herved henviste ombudsmanden særligt til, at der er tale om indgreb i ytringsfriheden (retten til at modtage information), og at indgrebet derfor – uanset et sagligt behandlings- eller sikkerhedsmæssigt formål – som udgangspunkt må anses som et indgreb af ikke ubetydelig intensitet over for de berørte patienter. Sundheds-
Regionerne · 3. juli 2016Efter omtale i pressen af, at psykiatriske patienter på Sikringsafdelingen (en særlig retspsykiatrisk afdeling) blev begrænset i deres valg af mad, slik og sodavand, rejste ombudsmanden sagen over for Region Sjælland. Sikringsafdelingen forklarede, at visse typer medicin medfører øget risiko for svær overvægt, og for at forebygge de helbredsmæssige følger af svær overvægt forsøgte man at få patienterne til at anlægge en sundere livsstil. Hvor det ikke var muligt frivilligt, havde Sikringsafdelingen begrænset patienternes mulighed for at købe usund mad som slik, pizza og burgere. Ombudsmanden havde forståelse for, at Sikringsafdelingen forsøgte at hjælpe de patienter, som det ikke var muligt at motivere til at ændre adfærd. Men ombudsmanden udtalte samtidig, at indgreb i patienternes ret til selvbestemmelse kræver, at der er hjemmel til det. Da der ikke var hjemmel til denne begrænsning af patienternes selvbestemmelsesret, kunne Sikringsafdelingen ikke opstille begrænsninger i de enkelte patienters ret til at købe usund mad. Sundheds- og Ældreministeriet var enig i den vurdering. Da disse patienters helbredssituation i nogen grad var en konsekvens af den behandling, som patienterne (tvangsmæssigt) fik, og da der var lægelig grund til at gribe ind i forhold til deres helbredssituation, gik ombudsmanden ud fra, at myndighederne ville overveje, om Sikringsafdelingen havde de fornød
Sundheds- og Ældreministeriet · 30. oktober 2015Efter tilsynsbesøg på ungdomspsykiatriske afdelinger rejste ombudsmanden på eget initiativ en sag om problemer ved tvang på psykiatriske afdelinger. Et væsentligt spørgsmål angik mindreårige patienters retsstilling efter psykiatriloven. Sundhedsministeriet udtalte, at psykiatrisk behandling af patienter under 15 år og umodne 15-17-årige patienter, der iværksættes med samtykke fra forældremyndighedens indehaver, ikke betragtes som tvang i psykiatrilovens forstand. Iværksættes behandlingen uden informeret samtykke fra forældremyndighedens indehaver, skal det derimod altid ske inden for rammerne af psykiatriloven. Ministeriet var ved at udarbejde et udkast til lovforslag om ændring af psykiatriloven og forventede, at udkastet ville indeholde forslag til tydeligere regler om mindreårige patienters retsstilling. Ombudsmanden tog dette til efterretning. Et andet spørgsmål handlede om forholdet mellem tvangsindgrebsloven og psykiatrilovens § 19 a. § 19 a indeholder bl.a. regler om undersøgelse af patientstuer på psykiatriske afdelinger, mens tvangsindgrebsloven gælder for visse tvangsindgreb, som myndigheder foretager uden for strafferetsplejen. Sundhedsministeriet og Justitsministeriet mente, at nogle af de indgreb, der er opregnet i psykiatrilovens § 19 a, er omfattet af tvangsindgrebsloven. Sundhedsministeriet udtalte, at tvangsindgrebsloven gælder for foranstaltninger, der finder