Myndigheder 8
· 20. maj 2026Retten i Næstved har den 20/5 2026 afsagt dom i Scandinavian Star-sagen Dom afsagt: 20. maj 2026 De tre dommere fandt, at Søfartsstyrelsen ikke har krænket sagsøgernes rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, artikel 2. Søfartsstyrelsen blev derfor frifundet for sagsøgernes krav om erstatning (godtgørelse). Rettens begrundelse herfor fremgår nedenfor. Rettens begrundelse og resultat Den 5. februar 1990 blev Scandinavian Star godkendt til sejlads som passagerskib i overensstemmelse med reglerne i SOLAS-konventionerne (SOLAS) og med gyldighed til den 18. februar 1991. Der var samme år i marts udstedt diverse certifikater om kontrol og godkendelse af skibets brandsluknings- og sikkerhedsudstyr. Scandinavian Star ankom første gang til Frederikshavn den 30. marts 1990, hvor det lå, indtil skibet den 1. april 1990 sejlede den første tur til Oslo. Scandinavian Star sejlede otte ture på ruten Frederikshavn-Oslo. Scandinavian Star blev ikke kontrolleret af Søfartsstyrelsen, før det den 1. april 1990 blev indsat på ruten mellem Frederikshavn og Oslo eller nogen af de tre …
Resultat: De subsidiære anerkendelsespåstande afvises. Søfartsstyrelsen frifindes i sag BS-45904/2023-NAE. Statskassen skal i sag BS-45904/2023-NAEtil Søfartsstyrelsen betale sagsomkost-ninger med 1.000.000,00 kr. Beløbet skal betales inden 14 dage. Sagsomkostningerne bliver forrentet med procesrente efter rentelovens § 8 a. Søfartsstyrelsen frifindes i sag BS-43176/2024-NAE. I sag BS-43176/2024-NAE betaler ingen af parterne omkostninge
· 23. marts 2026Sagens baggrund og parternes påstande Retten har modtaget sagen den 12. juli 2024. Sagen drejer sig om, hvorvidt Socialtilsyn Hovedstaden på baggrund af sin til synsforpligtelse over for Institution 1 er erstatningsansvarlig for den mulige krænkelse af Person 1, Person 2's og Sagsøger 4's rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskon ventions artikel 2 og 3 i forbindelse med deres ophold på bostedet. Sagsøger 1, Sagsøger 2, Sagsøger 3 og Sagsøger 4 har nedlagt følgende påstande: Påstand 1 Socialtilsyn Hovedstaden skal til Sagsøger 1 og Sagsøger 2 betale 430.489,05 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra 20. december 2023 til betaling sker. Påstand 2 Principalt Socialtilsyn Hovedstaden skal til Sagsøger 3 betale 436.283 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra 20. december 2023 til betaling sker. Subsidiært Socialtilsyn Hovedstaden skal til Sagsøger 3 betale 300.000 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra 20. december 2023 til betaling sker. Påstand 3 Socialtilsyn Hovedstaden skal til Sagsøger 4 betale 300.000 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra 20. dece …
Resultat: Socialtilsyn Hovedstaden, Frederiksberg Kommune, frifindes. Sagsøger 1Sagsøger 1, Sagsøger 2, Sagsøger 3 og Sagsøger 4 Sagsøger 4 skal in solidum til Socialtilsyn Hovedstaden, Frederiksberg Kommune, inden 14 dage betale sagsomkostninger med 150.000,00 kr. Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a. 2 Publiceret til portalen d. 23-03-2026 kl. 12:45 Modtagere: Sagsøger 1, Sagsøger 4, Sagsøger 3, Sagsøger 2, Advokat (H)
· 12. november 2025Ikke godtgørelse efter evakuering fra Lejr 1 i oktober 2021 Dom afsagt: 12. november 2025 Københavns Byret har frifundet Udenrigsministeriet for godtgørelseskrav rejst af en kvinde og to børn, der blev evakueret fra Lejr 1 i det nordøstlige Syrien i oktober 2021. Kvinden, hendes biologiske datter og en dreng, som kvinden havde fundet forladt og taget til sig forud for fødslen af sin datter, havde rejst godtgørelseskrav som følge af, at de anså deres rettigheder i henhold Den Europæiske Menneskerettighedskonventions tillægsprotokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, for krænkede. Kvinden og de to børn gjorde gældende, at Udenrigsministeriets bistand til dem fra 2019 og frem til, at de i maj 2021 fik tilbud om evakuering, havde været utilstrækkelig, og navnlig at Udenrigsministeriet burde have evakueret dem tidligere end sket. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions tillægsprotokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, foreskriver, at ingen kan berøves retten til at indrejse i den stat, i hvilken han er statsborger. Retten frifandt Udenrigsministeriet for godtgørelseskravet rejst af drengen allerede f …
Resultat: Udenrigsministeriet frifindes for Sagsøger 1's principale påstand 2, for Sagsøger 2's principale påstand 2 og for Sagsøger 3's principale på-stand 2. De af Sagsøger 1, Sagsøger 2 og Sagsøger 3 nedlagte anerken-delsespåstande i deres respektive principale påstand 1 og subsidiære påstand 1 afvises. De af Sagsøger 1, Sagsøger 2 og Sagsøger 3 nedlagte betalings-påstande i deres respektive subsidiære påstand 2 afvises. Statskassen
· 11. november 2025Ikke ansvar for strafafsoners død i et fængsel En strafafsoner afgik en morgen i juni 2021 ved døden i et fængsel. Det blev senere fastslået, at den pågældende døde som følge af en akut forgiftning med kokain. Spørgsmålet i sagen var, om Kriminalforsorgen havde handlet ansvarspådragende i forbindelse med dødsfaldet. Sagsnummer: BS-38084/2022-HBK Sagen kort fortalt Det lå fast, at strafafsoneren i fængslet blev fundet i besiddelse af en mindre såkaldt pølse mandspose, der indeholdt pulver. En fængselsbetjent fratog strafafsoneren pølsemandsposen, hvorefter strafafsoneren selv tog posen fra fængselsbetjenten og slugte posen. Umiddelbart herefter blev strafafsoneren af flere fængselsbetjente udspurgt om, hvad der var i posen. Han oplyste, at posen indeholdt kreatin. Fængselspersonalet foretog herefter forskellige undersøgelser, hvorefter strafafsoneren blev indsat i sin celle. Næste morgen tilkaldte strafafsoneren hjælp fra fængselspersonalet, idet han havde vejrtræk -ningsbesvær og andre symptomer. Tililende fængselspersonale ringede 112 og ydede førstehjælp. Strafafsoneren afgik imidl …
Resultat: Kriminalforsorgen Sjælland frifindes. Sagsøger 1, Sagsøger 2, Sagsøger 3, Sagsøger 4, 58 Sagsøger 5 og Sagsøger 6 skal inden 14 dage hver til Kriminalforsorgen Sjælland betale sagsomkostninger med 25.000 kr. Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a. 2 Publiceret til portalen d. 11-11-2025 kl. 12:00 Modtagere: Sagsøger 3, Sagsøger 1, Sagsøger 5, Sagsøger 2, Advokat (H) Paw Bladt Fruerlund, Advokat (H) Mads Kr
· 29. januar 2025Miljø- og Fødevareklagenævnet har truffet afgørelse efter miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, jf. § 48, stk. 4.[1] Miljø- og Fødevareklagenævnet giver ikke medhold i klagen over Plan- og Landdistriktsstyrelsens miljøvurdering af bekendtgørelse nr. 450 af 21. april 2023 om landsplandirektiv for tilladelse til opstilling af mobilmaster. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. § 17, stk. 1, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet[2] og gebyrbekendtgørelsens § 2, stk. 6.[3] Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. miljøvurderingslovens § 54, stk. 1. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. § 8 i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet. 1. Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet Afgørelsen er den 28. maj 2023 påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet af en gruppe bor …
· 29. januar 2024Ej pligt til bistand til evakuering af et dansk barn i Område 1-lejren i Syrien Dom afsagt: 29. januar 2024 Landsretten har frifundet Udenrigsministeriet for en påstand om, at ministeriet skulle bistå et dansk barn med at blive evakueret til Danmark fra Område 1-lejren i Syrien sammen med sin mor, der ikke er dansk statsborger Ved dommen har landsretten stadfæstet Københavns Byrets dom af 22. december 2022. Udenrigsministeriet har siden maj 2021 tilbudt, at de danske børn i lejrene i Syrien kunne blive evakueret sammen med deres mødre, hvis mødrene var danske statsborgere, og uden mødrene, hvis mødrene ikke var danske statsborgere. Sagen angik oprindeligt spørgsmålet om samlet evakuering af tre angiveligt danske børn og deres mødre, der ikke var danske statsborgere. I sommeren 2023 blev to af de tre danske børn, der havde anlagt sag mod Udenrigsministeriet, evakueret til Danmark sammen med deres mor, der ikke er dansk statsborger. For landsretten har sagen herefter navnlig angået, om de danske myndigheder havde pligt til at yde evakueringsbistand til det tredje barn, der fortsat opho …
Resultat: Byrettens dom stadfæstes. I sagsomkostninger for begge retter skal statskassen inden 14 dage betale 200.000 kr. til Udenrigsministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a. Publiceret til portalen d. 29-01-2024 kl. 10:01 Modtagere: Appellant 3, tidligere Sagsøger 3, Appellant 1, tidligere Sagsøger 1, Biintervenient Institut for Menneskerettigheder -Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution, Appellant 2, tidligere
Vis alle 8
Justitsministeriet · 11. april 2013Justitsministeriet afslog i 2012 at give humanitær opholdstilladelse til en HIV-smittet kvinde fra Vestafrika. Ministeriet fandt ikke, at kvinden led af en sygdom af meget alvorlig karakter, der i sig selv kunne begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse, idet der ikke var tale om en meget fremskreden HIV-infektion med betydeligt øget risiko for at udvikle AIDS. I overensstemmelse med ministeriets praksis, som er beskrevet i et notat om praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, fandt ministeriet derfor heller ikke anledning til at indhente oplysninger om behandlingsmulighederne i kvindens hjemland. Ministeriet fandt endvidere ikke, at oplysningerne om kvindens helbredstilstand i kombination med sagens øvrige oplysninger kunne begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse. I 2013 afslog ministeriet to gange at genoptage sagen. Kvindens advokat klagede til ombudsmanden. Advokaten gjorde bl.a. gældende, at Justitsministeriet i forbindelse med sagens behandling havde undladt at inddrage væsentlige kriterier, herunder hensynet til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 2 om retten til livet og artikel 3 om retten til ikke at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Advokaten anførte, at en eventuel udsendelse af kvinden til sit hjemland ville udgøre en krænkels
Rigsadvokaten · 1. januar 2006En advokat klagede på vegne af en klient til Rigsadvokaten over at en statsadvokat havde indstillet efterforskningen i en sag hvor en politibetjent i forbindelse med forfølgelse af en stjålen bil havde affyret et skud mod klientens søn. Sønnen døde kort efter. Politibetjenten blev ikke sigtet i forbindelse med efterforskningen, men blev afhørt med en sigtets rettigheder. Rigsadvokaten afgjorde at fristen for at omgøre en afgørelse om påtaleopgivelse, jf. retsplejelovens § 724, skulle anvendes i sagen, og at fristen var udløbet kort tid efter at der var blevet klaget over afgørelsen til Rigsadvokaten. Det var derfor ikke længere muligt at omgøre statsadvokatens afgørelse om at standse undersøgelsen i sagen. Rigsadvokaten kritiserede statsadvokaten for ikke allerede i forbindelse med afgørelsen om påtaleopgivelse og påklagen heraf at have gjort sig klart om omgørelsesfristen fandt anvendelse i sagen. Ombudsmanden udtalte at han var enig med Rigsadvokaten i at omgørelsesfristen skulle anvendes, idet politibetjenten måtte betragtes som sigtet i sagen. Ombudsmanden kunne på den baggrund ikke kritisere at Rigsadvokaten ikke havde taget stilling til om han ville have anlagt en anden vurdering af skyldsspørgsmålet i sagen end statsadvokaten. Ombudsmanden udtalte endvidere at Rigsadvokaten generelt set i forbindelse med behandlingen af klager over påtaleopgivelser bør være opmærksom på