Arbejdsløshedsforsikringsloven

Arbejdsløshedsforsikringsloven § 52 f

Gældende tekst efter LBK nr 808 af 22/09/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 9 a – Særlige regler om dagpenge for unge under 25 år

§ 52 f.

Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelsen af §§ 52 a og 52 e.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 808 af 22/09/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Arbejdsløshedsforsikringsloven § 52 f

Senere ændringer

ÆndringL 182 (2008-09) · bemærkning til § 2, nr. 1LOV nr 478 af 12/06/2009 · 12. juni 2009

Det foreslås, at der indsættes et nyt kapitel 9 b i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., hvor der i §§ 52 g-52 j fastsættes regler om ydelsen til ledige, der deltager i selvvalgt uddannelse efter kapitel 8 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Det foreslås, at ydelsen benævnes uddannelsesydelse. Der er tale om en ny ydelse efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og således ikke tale om en overførsel af VEU- og SVU-reglerne.

Forslaget til § 52 g

Til stk. 1

Det foreslås, at ledige under deltagelse i selvvalgt uddannelse efter kapitel 8 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats kan få uddannelsesydelse efter reglerne i kapitel 9 b i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

De kan således ikke få arbejdsløshedsdagpenge m.v., og de almindelige regler om lediges rettigheder og pligter samtidig med modtagelse af arbejdsløshedsdagpenge m.v. finder ikke anvendelse, medmindre det fremgår af reglerne i kapitel 9 b eller af den enkelte bestemmelse i loven.

I arbejdsløshedsforsikringsloven er der fastsat regler om arbejdsløshedskassernes administration samt regler om udbetaling af såvel arbejdsløshedsdagpenge som andre ydelser. Disse regler finder tilsvarende anvendelse ved udbetaling af uddannelsesydelse, medmindre det fremgår af reglerne i kapitel 9 b, at de ikke finder anvendelse. Der henvises endvidere til bemærkningerne til § 2, nr. 1, forslaget til § 52 i.

Til stk. 2, 3 og 4

Efter de gældende regler i § 4, stk. 3-6, i lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse og § 13, stk. 1, i lov om statens voksenuddannelsesstøtte (SVU) udgør VEU-godtgørelsen og SVU-støtten for fuldtidsforsikrede et beløb svarende til højeste dagpenge efter § 47 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. ved deltagelse i fuldtidsuddannelse.

Ved deltidsuddannelse nedsættes VEU-godtgørelsen og SVU-støtten forholdsmæssigt i forhold til antallet af undervisningstimer.

For deltidsforsikrede afhænger VEU-godtgørelsen af, i hvilket omfang de ledige er tilmeldt jobcenteret som arbejdssøgende, dvs. om de søger arbejde op til 30 eller 37 timer om ugen, idet godtgørelsen højst kan udbetales for den tabte arbejdsmulighed.

For deltidsforsikrede kan SVU-støtten højst udgøre 30/37 af højeste dagpenge, selvom de deltager i fuldtidsuddannelse eller deltidsuddannelse på mere end 30 timer om ugen.

Det foreslås, at uddannelsesydelsen beregnes efter disse regler.

Med hjemmel i den foreslåede § 52 j foreslås det endvidere, at de nærmere regler om uddannelsesydelsens størrelse fastsættes administrativt. Der vil blive fastsat regler om beregning og udbetaling af uddannelsesydelsen i overensstemmelse med de gældende regler i lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse og lov om statens voksenuddannelsesstøtte (SVU) med tilhørende bekendtgørelser. Hermed vil de ledige få samme rettigheder som efter de gældende regler og vil ikke blive pålagt pligter, som de ikke har efter de gældende regler.

For en nærmere beskrivelse af, indholdet af de administrative regler, herunder om betydningen af studieaktivitet, deltidsuddannelse, delvist tab af indtægt eller arbejdsmulighed, konflikt, modtagelse af anden godtgørelse eller offentlig støtte for nedsættelse og bortfald af uddannelsesydelsen henvises til bemærkningerne til § 2, nr. 1, forslaget til § 52 j.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.

Forslaget til § 52 h

Efter de gældende regler i § 15, stk. 1, i lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse og § 11, stk. 4, i lov om statens voksenuddannelsesstøtte (SVU) skal ledige, der deltager i selvvalgt uddannelse og modtager VEU-godtgørelse og SVU-støtte alene stå til rådighed for arbejde, de henvises til af staten i jobcenteret eller arbejdsløshedskassen.

Det foreslås derfor, at ledige under deltagelse i selvvalgt uddannelse med uddannelsesydelse alene skal stå til rådighed for arbejde, som de henvises til.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.3.

Forslaget til § 52 i

I lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. findes en række regler, som ud over at finde anvendelse på arbejdsløshedsdagpenge tillige finder anvendelse på andre ydelser, som arbejdsløshedskassen udbetaler.

Det drejer sig om bestemmelser om renter ved for sen udbetaling af ydelsen, jf. § 46, stk. 4, om optjening af ret til feriedagpenge, jf. § 75 h, stk. 1, om tilbagebetaling samt renter og refusion for tilbagebetalingskrav, jf. § 86, og sanktioner for svig og afvikling af effektive karantæner, jf. § 87.

For så vidt angår § 75 h, stk. 1, medregnes perioder, hvor arbejdsløshedskassen har udbetalt ydelser, til optjening af ret til ferie med feriedagpenge. Det gælder således VEU-godtgørelse, som arbejdsløshedskasserne allerede udbetaler i dag. Efter § 75, stk. 2, medregnes endvidere perioder med SVU-støtte. Da perioder med VEU-godtgørelse og SVU-støtte allerede medregnes i dag, foreslås det, at uddannelsesydelse til ledige fremover medregnes.

For så vidt angår de øvrige bestemmelser er der i arbejdsløshedsforsikringsloven samt i VEU- og SVU-reglerne ikke fastsat fuldt ud ens regler.

I § 52 i er det derfor foreslået, at reglerne i § 46, stk. 4, § 86, stk. 1-3 og 7-14, og § 87, stk. 3-5, ikke finder anvendelse ved uddannelsesydelse. Det er videre foreslået, at reglerne i § 87, stk. 1-2, ikke finder anvendelse ved uddannelsesydelse under deltagelse i uddannelse på folkeskoleniveau og anden uddannelse på tilsvarende niveau, i gymnasial uddannelse og i videregående uddannelse.

Det foreslås derimod, at § 86, stk. 4-6, finder anvendelse ved udbetaling af uddannelsesydelse, da disse bestemmelser regulerer arbejdsløshedskassernes ret til refusion ved fejludbetalinger. De vedrører således arbejdsløshedskassernes administration og har ikke betydning for de lediges retsstilling.

Særligt til forslaget om, i hvilket omfang § 87 finder anvendelse, bemærkes det, at der i dag er forskellige regler for VEU-godtgørelse og SVU-støtte.

For VEU-godtgørelse fremgår det (modsætningsvis) af § 87, stk. 6, at reglerne i § 87, stk. 1 og 2, allerede i dag finder anvendelse ved arbejdsløshedskassens udbetaling af denne godtgørelse. Disse regler skal derfor også fremover finde anvendelse ved udbetaling af uddannelsesydelse, når et medlem modtager uddannelsesydelse under deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse til og med erhvervsuddannelsesniveau.

Derimod skal § 87 i sin helhed ikke finde anvendelse ved udbetaling af uddannelsesydelse under deltagelse i uddannelse på folkeskoleniveau og anden uddannelse på tilsvarende niveau, i gymnasial uddannelse og i videregående uddannelse, idet der ikke findes tilsvarende regler for SVU-støtte.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.6.

Forslaget til § 52 j

Til stk. 1

Det foreslås, at direktøren for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med Beskæftigelsesrådet får hjemmel til at fastsætte de nærmere regler om uddannelsesydelse under deltagelse i selvvalgt uddannelse, herunder regler om studieaktivitet, deltidsuddannelse, delvist tab af indtægt eller arbejdsmulighed, modtagelse af anden godtgørelse eller offentlig støtte, mindsteudbetaling, konflikt, tilbagebetaling, renter og sanktioner og unddragelse fra retsforfølgning.

I lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse er der bl.a. fastsat regler om beregningen og udbetalingen af VEU-godtgørelsen, herunder om nedsættelse og bortfald af VEU-godtgørelsen, om at beregningen af VEU-godtgørelse kan tage udgangspunkt i et mindre beløb end højeste dagpenge for visse uddannelser og om tilbagebetaling og renter af fejludbetalte ydelser.

I lov om statens voksenuddannelsesstøtte (SVU) er der bl.a. fastsat regler om beregning og udbetaling af SVU-støtte, herunder om nedsættelse og bortfald af SVU-støtten, om mindsteudbetaling, om at SVU-støtten kan tage udgangspunkt i et mindre beløb end højeste dagpenge for visse uddannelser, om bortfald af SVU-støtten ved unddragelse fra retsforfølgning og om tilbagebetaling og renter af fejludbetalte ydelser.

Herudover er der med hjemmel i de to love fastsat administrative regler i bekendtgørelse nr. 1362 af 5. december 2007 om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse samt bekendtgørelse nr. 643 af 15. juni 2007 om statens voksenuddannelsesstøtte med senere ændringer.

Reglerne i de to regelsæt er ikke ens. Den nærmere regulering af den lediges forhold afhænger således af, om den ledige modtager uddannelsesydelse under deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse til og med erhvervsuddannelsesniveau eller uddannelsesydelse under deltagelse i uddannelse på folkeskoleniveau og anden uddannelse på tilsvarende niveau, i gymnasial uddannelse og i videregående uddannelse.

De administrative regler vil blive fastsat i overensstemmelse med reglerne i lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse og lov om statens voksenuddannelsesstøtte (SVU) samt tilhørende bekendtgørelser.

I overensstemmelse med reglerne for VEU-godtgørelse vil der bl.a. blive fastsat regler om, at der ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse til og med erhvervsuddannelsesniveau sker nedsættelse eller bortfald af ydelsen, hvis den ledige ikke har været til stede i undervisningstiden (bortset fra særlige tilfælde), hvis den ledige pga. arbejde kun har haft et delvist tab af indtægt, eller når den ledige har adgang til at opnå godtgørelse efter andre offentlige eller private godtgørelsesordninger. SU- og SVU-støtte er eksempler på offentlige ordninger, mens arbejdsgiveres betaling af 1., 2. og 3. ledighedsdag efter § 84 i arbejdsløshedsforsikringsloven, er en sådan privat godtgørelsesordning.

I overensstemmelse med reglerne for SVU-støtte vil der bl.a. blive fastsat regler om, at der ved deltagelse i uddannelse på folkeskoleniveau og anden uddannelse på tilsvarende niveau, i gymnasial uddannelse og i videregående uddannelse vil ske nedsættelse i ydelsen ved deltagelse i nærmere fastlagte uddannelser, at der vil ske nedsættelse eller bortfald af ydelsen, hvis den ledige ikke har været studieaktiv, eller hvis den ledige får anden offentlig støtte, der tilsiger at dække leveomkostningerne. Offentlig støtte kan f.eks. være kontanthjælp og sygedagpenge.

Der vil blive fastsat regler om, hvordan nedsættelsen sker og om mindsteudbetaling m.v.

Endelig vil der i overensstemmelse med VEU- og SVU-reglerne blive fastsat regler om, at der i de tilfælde, hvor en ledig er omfattet af lovlig konflikt, jf. § 61 i arbejdsløshedsforsikringsloven, ikke vil kunne udbetales uddannelsesydelse, så længe konflikten varer, medmindre den ledige er påbegyndt uddannelsen forud for, at konflikten bryder ud. Disse regler er ens for VEU-godtgørelse og SVU-støtte.

Reglerne vil blive udformet, så det sikres, at de ledige ikke mister rettigheder, som de har efter de gældende regler, og at de ikke får pligter, som de ikke er pålagt i de gældende regler.

Til stk. 2

Det foreslås endvidere, at der efter forhandling med undervisningsministeren kan fastsættes regler om, at uddannelsesstederne, uddannelsesudbyderne samt Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte skal afgive og udveksle oplysninger og sende indberetninger til de relevante myndigheder til brug for administrationen af ordningen. Til arbejdsløshedskasserne skal der alene sendes oplysninger og indberetninger om kassens egne medlemmer. De tilsvarende hjemler til at indhente oplysninger og få indberetninger og til at fastsætte nærmere regler herom findes i dag i gældende § 22 i lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse og § 20 i lov om statens voksenuddannelsesstøtte (SVU).

Oplysningerne og indberetningerne er nødvendige til brug for administrationen af lediges ret til selvvalgt uddannelse. Det drejer sig bl.a. om oplysninger om, hvorvidt den ledige har deltaget i uddannelsen, og i hvilket omfang den ledige har deltaget i selvvalgt uddannelse efter de hidtil gældende regler m.v.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.2. og 2.6.

ÆndringL 32 (1998-99) · bemærkning til § 1, nr. 6LOV nr 897 af 16/12/1998 · 16. december 1998

Ændringerne er en konsekvens af forslagene i nr. 3 og 4.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 52 f.