Arbejdsløshedsforsikringsloven

Arbejdsløshedsforsikringsloven § 49

Gældende tekst efter LBK nr 808 af 22/09/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 9 – Beregning af dagpenge m.v.

§ 49.

Indtægt efter § 48, stk. 1, nr. 1, opgøres på grundlag af indtægt, der er indberettet i henhold til lov om et indkomstregister i de måneder, som danner grundlag for en beregningsperiode, jf. stk. 2.

Indtægt efter § 48, stk. 1, nr. 2 og 3, opgøres på grundlag af oplysninger på årsopgørelsen.

B-indkomst, som ikke er indberettet til indkomstregisteret, jf. § 48, stk. 1, nr. 2, medregnes dog i den eller de måneder, arbejdet er udført i, og som medlemmet har oplyst på tro og love.

Oplyser medlemmet ikke om tidspunktet for arbejdets udførelse, kan B-indkomsten ikke medregnes til indtægtsgrundlaget.

Det er en forudsætning, at indkomst efter § 48, stk. 1, nr. 2, ikke indgår i en selvstændig virksomhed.

Skattemæssigt overskud af selvstændig virksomhed, jf. § 57 a, omregnes til måneder ved at dividere overskuddet med det antal måneder, som virksomhedens regnskabsår dækker.

Det er uden betydning, på hvilket tidspunkt i løbet af regnskabsåret overskuddet er fremkommet.

Stk. 2.

Beregningsperioden opgøres som de 12 måneder med den højeste indkomst, jf. stk. 1, inden for de seneste 24 måneder forud for ledighedens indtræden, jf. dog stk. 4 og § 49 a.

For medlemmer, som opnår dagpengeret efter § 53, stk. 5 eller 11, beregnes dagpengenes størrelse som et gennemsnit af de 2 år med det højeste skattemæssige overskud før renter og andre finansielle poster inden for de seneste 5 afsluttede indkomstår forud for ledighedens indtræden.

A-indkomst udbetalt af et selskab til en ejer, som har afgørende indflydelse, jf. § 57 a, stk. 1, nr. 3, 2. pkt., indgår i opgørelsen.

Stk. 3.

Beregningsperioderne, jf. stk. 2, kan forlænges efter reglerne i § 53, stk. 17, hvis der i perioden på 24 måneder, jf. stk. 2, 1. pkt., eller perioden på 5 år, jf. stk. 2, 2. pkt., forekommer perioder, hvor medlemmet modtager

  1. 1)

    sygedagpenge efter lov om sygedagpenge,

  2. 2)

    dagpenge efter lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel, eller

  3. 3)

    støtte efter barnets lov til pasning af handicappet eller alvorligt sygt barn eller plejevederlag efter ældreloven til pasning af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem.

Stk. 4.

Foreligger der ikke inden for de seneste 24 måneder forud for ledighedens indtræden den fornødne indtægt, jf. stk. 2, beregnes dagpengenes størrelse på baggrund af indtægten i alle måneder med indtægt inden for perioden på 24 måneder.

Foreligger der ikke inden for de seneste 24 måneder indtægt, jf. stk. 2, beregnes dagpengenes størrelse på baggrund af indtægten i en periode på 36 måneder.

Stk. 5.

Til medlemmer, som har opnået ret til dagpenge efter § 54, udbetales dagpenge med et beløb, der udgør 82 pct. af højeste dagpenge efter §§ 47 og 70, til medlemmer, der har forsørgelsespligt over for et barn, jf. lov om aktiv socialpolitik, og 71,5 pct. af højeste dagpenge efter §§ 47 og 70 til medlemmer, som ikke har forsørgelsespligt.

Efter udbetaling af dagpenge med satsen i 1. pkt. i 481 timer til et fuldtidsforsikret medlem og 390 timer til et deltidsforsikret medlem, jf. § 55, stk. 4, som er under 30 år, og som ikke har forsørgelsespligt, udbetales dagpengene med et beløb, der udgør 49,17 pct. af højeste dagpenge efter §§ 47 og 70, og til et medlem, som er fyldt 30 år, med et beløb, der udgør 62,11 pct. af højeste dagpenge efter §§ 47 og 70.

Hvis medlemmet under ledighed har modtaget sygedagpenge efter lov om sygedagpenge eller dagpenge under de første 14 dages sygdom, træffer arbejdsløshedskassen afgørelse om, hvorvidt medlemmet er omfattet af 1. eller 2. pkt. Skift af ydelsessats efter 2. pkt. sker med virkning fra det tidspunkt, hvor et fuldtidsforsikret medlem har modtaget dagpenge med satsen i 1. pkt. i 481 timer eller et deltidsforsikret medlem har modtaget dagpenge med satsen i 1. pkt. i 390 timer.

Skifter et medlem status som forsørger, eller fylder medlemmet 30 år, sker skiftet af ydelsessats fra den 1. i den efterfølgende måned.

Hvis medlemmet efter uddannelsens afslutning i mindst 3 måneder har fået indberettet indtægt, der efter § 48 berettiger til dagpenge med et højere beløb, er medlemmet dog berettiget til dette beløb, når der er forløbet mindst 6 måneder efter opnåelse af dagpengeretten, jf. § 54.

Herefter beregnes medlemmets dagpenge efter § 48.

Stk. 6.

Til et medlem, der har opnået ret til dagpenge efter § 53, stk. 14, nr. 1, på grundlag af aftjening af værnepligt eller ansættelse på værnepligtslignende vilkår, udbetales dagpenge med 82 pct. af højeste dagpenge efter §§ 47 og 70 til medlemmer, som har forsørgelsespligt over for et barn, jf. lov om aktiv socialpolitik, og med 71,5 pct. af højeste dagpenge efter §§ 47 og 70 til medlemmer, som ikke har forsørgelsespligt.

Skifter et medlem status som forsørger, sker skiftet af ydelsessats fra den 1. i den efterfølgende måned.

Har medlemmet ret til en højere dagpengesats efter § 48, kan der udbetales dagpenge med en højere sats efter §§ 47 og 70.

Har medlemmet efter afslutningen af værnepligten eller ansættelsen på værnepligtslignende vilkår i mindst 3 måneder fået indberettet indtægt, der efter § 48 berettiger til dagpenge med et højere beløb, er medlemmet dog berettiget til dette, når der er forløbet mindst 6 måneder efter opnåelse af dagpengeretten.

Stk. 7.

Udbetaling af dagpenge til en forsørger efter stk. 5 og 6 er betinget af, at barnet opholder sig her i riget, bortset fra Færøerne og Grønland.

Det gælder dog ikke for EU-/EØS-borgere, hvis barn opholder sig i et andet EU-/EØS-land.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 808 af 22/09/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Arbejdsløshedsforsikringsloven § 49

Senere ændringer

ÆndringL 28 (2025-26) · bemærkning til § 6, nr. 4LOV nr 1627 af 16/12/2025 · 16. december 2025

Efter § 49, stk. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. kan perioden, hvor et medlems indkomst opgøres til beregning af medlemmets dagpenge, forlænges med perioder efter stk. 3, nr. 1, 2, 3 eller 4.

Det foreslås, at i § 49, stk. 3, nr. 2, ændres »barsel,« til »barsel, eller«, og i § 49, stk. 3, nr. 3, ændres »hjem, eller« til »hjem.«.

Forslaget vil ikke have indholdsmæssig betydning, da det fortsat vil fremgå af lovens § 49, stk. 3, at beregningsperioderne kan forlænges, hvis der forekommer perioder, hvor medlemmet modtager en ydelse efter § 49, stk. 3, nr. 1, 2 eller 3.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 6, nr. 5, om, at lovens § 49, stk. 3, nr. 4, vil blive ophævet som følge af, at bestemmelsen angår den midlertidige ordning om arbejdsfordeling, som ikke anvendes længere.

ÆndringL 28 (2025-26) · bemærkning til § 6, nr. 5LOV nr 1627 af 16/12/2025 · 16. december 2025

Efter § 49, stk. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. kan perioden, hvor et medlems indkomst opgøres til beregning af medlemmets dagpenge, forlænges med perioder efter stk. 3, nr. 1, 2, 3 eller 4.

§ 49, stk. 3, nr. 4, omfatter perioder, hvor medlemmet modtager dagpenge udbetalt under den midlertidige arbejdsfordelingsordning, jf. lov om adgang til iværksættelse af midlertidig arbejdsfordeling som led i håndteringen af covid-19, frem til og med den 31. marts 2022.

Det foreslås, at § 49, stk. 3, nr. 4, ophæves.

Forslaget betyder, at bestemmelsen om forlængelse af beregningsperioderne ved modtagelse af dagpenge under den midlertidige arbejdsfordeling vil udgå af loven.

Forslaget vil ikke have indholdsmæssig betydning, da bestemmelsen, der foreslås ophævet, angår den midlertidige ordning om arbejdsfordeling, jf. lov om adgang til iværksættelse af midlertidig arbejdsfordeling som led i håndteringen af covid-19, som ikke anvendes længere.

Det bemærkes, at de allerede erhvervede forlængelser af beregningsperioden som følge af udbetaling af dagpenge under den midlertidige arbejdsfordeling ikke fortabes som følge af dette lovforslag.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

ÆndringL 150 (2024-25) · bemærkning til § 1, nr. 1LOV nr 437 af 06/05/2025 · 6. maj 2025

Det fremgår af § 49, stk. 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., at beregningsperioden opgøres som de 12 måneder med den højeste indkomst inden for de seneste 24 måneder forud for ledighedens indtræden, jf. stk. 4, hvoraf det fremgår, at beregningsperioden fraviges, hvis der ikke inden for de seneste 24 måneder foreligger 12 måneders beskæftigelse.

For en nærmere gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 2.1.4.1. i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der i § 49, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter » jf. dog stk. 4«: »og § 49 a«.

Forslaget vil betyde, at der i § 49, stk. 2, der fastsætter længden af beregningsperioden for beregning af dagpengesatsen, også vil blive henvist til den foreslåede bestemmelser, hvor beregningsperioden fraviges og opgøres som de 12 måneder forud for opstart af selvstændig virksomhed, jf. forslagets § 1, nr. 2 og nr. 5.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.4.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

ÆndringL 150 (2024-25) · bemærkning til § 1, nr. 2LOV nr 437 af 06/05/2025 · 6. maj 2025

Det fremgår af § 49, stk. 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., at beregningsperioden opgøres som de 12 måneder med den højeste indkomst inden for de seneste 24 måneder forud for ledighedens indtræden. Beregningsperioderne kan efter lovens § 49, stk. 3, forlænges, hvis der i perioden på 24 måneder forekommer perioder, hvor medlemmet modtager sygedagpenge efter lov om sygedagpenge, dagpenge efter lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel, eller støtte efter barnets lov til pasning af handicappet eller alvorligt sygt barn eller efter lov om social service eller bartnets lov til pasning af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem.

For en nærmere gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 2.1.4.1. i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der indsættes et § 49 a, stk. 1, 1. pkt., hvorefter et medlem, som er omfattet af § 53 a, kan vælge, at beregningsperioden er de seneste 12 måneder forud for opstarten af virksomheden.

Forslaget vil betyde, at en person, som starter selvstændig virksomhed og som i en periode fra og med det tredje år til og med det femte år fra opstartstidspunktet, ophører med driften, i stedet for en beregning efter hovedreglen i § 49, og som er omfattet for forslaget til ny § 53 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 5, vil kunne vælge at få beregnet dagpengesatsen udelukkende på baggrund af lønarbejde, der ligger forud for opstart af den selvstændige virksomhed, hvis virksomheden i perioden fra opstart til ophør opfylder et omsætningskrav eller krav om kapitalindskud på mindst 500.000 kr.

Beregningsperioden vil dermed blive 12 måneder i modsætning til den almindelige beregningsperiode, som udgøres af de bedste 12 måneder inden for 24 måneder. Ved opgørelsen vil der ikke kunne indgå indtægt fra selvstændig virksomhed.

Det foreslås videre, at der indsættes et § 49 a, stk. 1, 2. pkt., hvorefter der ved beregningen af dagpengenes størrelse kun kan medregnes indkomst efter § 48, stk. 1, nr. 1 og 2.

Forslaget vil betyde, at der ved beregningen af dagpengesatsen vil kunne medregnes A- og B-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag indberettet til indkomstregisteret. B-indkomst, som indgår i opgørelsen af en virksomheds overskud eller underskud, kan ikke medregnes ved opgørelsen.

Forslaget vil videre betyde, at der ved beregningen af dagpengesatsen vil kunne medregnes B-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag, og som ikke er indberetningspligtig til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister. B-indkomst, som indgår i opgørelsen af en virksomheds overskud eller underskud, kan ikke medregnes ved opgørelsen.

Forslaget vil endeligt betyde, at der ved opgørelsen af beregningen af dagpengesatsen ikke vil kunne indgå indtægt ved selvstændig virksomhed.

Det foreslås endeligt, at der indsættes et § 49 a, stk. 2, hvorefter beregningsperioden i stk. 1 kan forlænges efter reglerne i § 49, stk. 3.

Forslaget vil betyde, at beregningsperioden vil kunne forlænges, hvis der i perioden er perioder, hvor medlemmet har modtaget syge- eller barselsdagpenge, støtte til pasning af handicappet eller alvorligt sygt barn eller støtte til pasning af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.4.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

ÆndringL 94 (2022-23, 2. samling) · bemærkning til § 19, nr. 2LOV nr 753 af 13/06/2023 · 13. juni 2023

§ 48 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. vedrører beregningen af størrelsen af dagpenge. Det fremgår af § 48, stk. 1, at dagpengenes størrelse til det enkelte medlem beregnes på grundlag af medlemmets hidtidige indtægt efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag. Efter § 49, stk. 1, opgøres indtægten på grundlag af indtægt, der er indberettet i henhold til lov om et indkomstregister i de måneder, som danner grundlag for en beregningsperiode. Efter § 49, stk. 3, nr. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. kan beregningsperioderne forlænges efter reglerne i § 53, stk. 17, hvis der i perioden forekommer perioder, hvor medlemmet modtager støtte efter serviceloven til pasning af handicappet eller alvorligt sygt barn eller af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem.

Efter § 53, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. opnås ret til dagpenge efter et års medlemskab af en anerkendt arbejdsløshedskasse. Efter bestemmelsens stk. 2 er retten til at opnå dagpenge i de perioder, der er nævnt i § 55, stk. 1, endvidere betinget af at et fuldtidsforsikret medlem inden for de seneste tre år har haft en indkomst på mindst 223.428 kr. (2017), at et deltidsforsikret medlem inden for de seneste tre år, har haft en indkomst på mindst 148.956 kr., eller at medlemmet har gennemført en uddannelse. Efter § 53, stk. 17, nr. 3, forlænges perioderne, hvor indkomst- henholdsvis beskæftigelseskravet skal være opfyldt, med sammenlagt op til to år, hvis der forekommer perioder, hvor medlemmet modtager støtte efter serviceloven til pasning af handicappet eller alvorligt sygt barn eller af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem.

§ 55 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. omhandler dagpengeperioder. Af § 55, stk. 5, nr. 3, fremgår, at perioder med støtte efter serviceloven til pasning af handicappet eller alvorligt sygt barn eller af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem ikke medregnes i dagpengeperioden efter § 55, stk. 1 og 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Efter § 56 a, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. nedsættes dagpengene hver fjerde måned med et beløb svarende til en dags dagpenge for medlemmet for et medlem, som er indplaceret i dagpengeperioden. Perioden på fire måneder forlænges efter § 56 a, stk. 5, nr. 3, med antallet af måneder, hvor medlemmet har modtaget støtte efter serviceloven til pasning af handicappet eller alvorligt sygt barn eller af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem.

Det foreslås, at henvisningerne til serviceloven i § 49, stk. 3, nr. 3, § 53, stk. 17, nr. 3, § 55, stk. 5, nr. 3, og § 56 a, stk. 5, nr. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. ændres til barnets lov, og at der samtidigt indsættes henvisninger til serviceloven og barnets lov vedrørende pasning af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem.

De foreslåede ændringer vil, for så vidt angår § 49, stk. 3, nr. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. betyde, at beregningsperioderne vil kunne forlænges efter reglerne i § 53, stk. 17, hvis der i perioden forekommer perioder, hvor medlemmet modtager støtte efter det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov til pasning af handicappet eller alvorligt sygt barn eller efter serviceloven eller det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov til pasning af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem.

De foreslåede ændringer vil, for så vidt angår § 53, stk. 17, nr. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. betyde, at perioderne, hvor indkomst- henholdsvis beskæftigelseskravet vil skulle være opfyldt, vil blive forlænget med sammenlagt op til to år, hvis der forekommer perioder, hvor medlemmet modtager støtte efter det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov til pasning af handicappet eller alvorligt sygt barn eller efter serviceloven eller det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov til pasning af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem.

De foreslåede ændringer vil, for så vidt angår § 55, stk. 5, nr. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. betyde, at perioder med støtte efter det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov til pasning af handicappet eller alvorligt sygt barn eller efter serviceloven eller det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov til pasning af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem, ikke vil blive medregnet i dagpengeperioden efter § 55, stk. 1 og 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

De foreslåede ændringer vil, for så vidt angår § 56 a, stk. 5, nr. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. betyde, perioden på fire måneder efter § 56 a, stk. 1, vil blive forlænget med antallet af måneder, hvor medlemmet har modtaget støtte efter det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov til pasning af handicappet eller alvorligt sygt barn eller efter serviceloven eller det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov til pasning af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem.

De foreslåede ændringer er begrundet i, at bestemmelserne i serviceloven om støtte til pasning af børn med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser med lovforslagets § 1, nr. 14, foreslås ophævet. Samtidig foreslås støtte til denne gruppe fremover givet efter det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov. For så vidt angår støtte til pasning af døende nærtstående vil sådan støtte ligeledes med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov blive givet efter denne, når der er tale om et døende barn. De foreslåede ændringer vil således ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7.2.2 og 2.7.2.3.

ÆndringL 173 (2021-22) · bemærkning til § 1, nr. 2LOV nr 878 af 21/06/2022 · 21. juni 2022

Efter § 49, stk. 5, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. er der fastsat særlige regler om dagpengesatsens størrelse til medlemmer, som har opnået ret til dagpenge efter lovens § 54 om dimittenders ret til dagpenge på grundlag af gennemført uddannelse.

Det fremgår af § 49, stk. 5, 1. pkt., i loven, at der udbetales dagpenge med et beløb, der udgør 82 pct. af højeste dagpenge efter lovens §§ 47 og 70, til medlemmer, der har forsørgelsespligt over for et barn, jf. lov om aktiv socialpolitik, svarende til 15.844 kr. pr. måned til et fuldtidsforsikret medlem og 10.562 kr. pr. måned til et deltidsforsikret medlem (2022 niveau). Til et medlem, som ikke har forsørgelsespligt, udbetales dagpengene med et beløb, der udgør 71,5 pct. af højeste dagpenge efter §§ 47 og 70 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. svarende til 13.815 kr. pr. måned til et fuldtidsforsikret medlem og 9.210 kr. pr. måned til et deltidsforsikret medlem.

Det fremgår af § 49, stk. 5, 2. pkt., i loven, at skifter et medlem status som forsørger, sker skiftet af ydelsessats fra den 1. i den efterfølgende måned.

For en nærmere gennemgang af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger til pkt. 2.3.1.

Det foreslås i § 49, stk. 5, at 2. pkt. ophæves, og at der i stedet indsættes et nyt 2. punktum, hvorefter dagpenge udbetalt med satsen i 1. pkt. i 481 timer til et fuldtidsforsikret medlem og 390 timer til et deltidsforsikret medlem, jf. § 55, stk. 4, som er under 30 år, og som ikke har forsørgelsespligt, udbetales dagpengene med et beløb, der udgør 49,17 pct. af højeste dagpenge efter §§ 47 og 70, og til et medlem, som er fyldt 30 år med et beløb, der udgør 62,11 pct. af højeste dagpenge efter §§ 47 og 70.

Forslaget betyder, at dagpengesatsen til ikke-forsørgende dimittender efter udbetaling af dagpenge efter 1. pkt. med 71,5 pct. af højeste dagpengesats som fuldtids- eller deltidsforsikrede i henholdsvis 481 timer eller 390 timer, vil blive nedsat. Der vil endvidere blive indført en sondring i forhold til, om dagpengemodtageren vil være under 30 år eller 30 år og derover.

Forslaget betyder videre, at satsen for dagpenge til dimittender, som er under 30 år, og som er ikke-forsørgere, vil blive nedsat til 49,17 pct. af dagpengenes højeste beløb svarende til 9.515 kr. pr. måned (afrundet) til et fuldtidsforsikret medlem og 6.343 kr. pr. måned (afrundet) til et deltidsforsikret medlem. Til dimittender over 30 år som er ikke-forsørgere vil dagpengesatsen blive nedsat til 62,11 pct. af dagpengenes højeste beløb svarende til 12.019 kr. pr. måned (afrundet) til et fuldtidsforsikret medlem og 8.013 kr. pr. måned (afrundet) til et deltidsforsikret medlem. Alle beløb er angivet i 2022 niveau.

Det foreslås videre at opgørelsen af forbruget af de 481 timer som fuldtidsforsikret medlem eller 390 timer som deltidsforsikret medlem vil følge de almindelige regler for forbrug af dagpenge, jf. lovens § 55, stk. 4.

Det betyder, at der ved forbruget af de 481 timer som fuldtidsforsikret medlem eller 390 timer som deltidsforsikret medlem, medregnes

1) perioder, hvor medlemmet modtager dagpenge bortset fra dagpenge udbetalt under en arbejdsfordelingsordning og bortset fra udbetaling af dagpenge under den midlertidige arbejdsfordelingsordning, jf. lov om adgang til iværksættelse af midlertidig arbejdsfordeling som led i håndteringen af covid-19, frem til og med den 31. december 2021, 2) perioder, hvor medlemmet deltager i jobrettet uddannelse efter kapitel 9 og tilbud efter kapitel 11-14 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, 3) perioder, hvor medlemmet deltager i tilbud om ansættelse med løntilskud hos offentlige eller private arbejdsgivere efter kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., 4) perioder, som ikke er omfattet af nr. 2, hvor et ledigt medlem får udbetalt ydelser under uddannelse efter regler fastsat af beskæftigelsesministeren, 5) perioder på op til 6 uger, hvor medlemmet under ledighed modtager sygedagpenge efter lov om sygedagpenge eller dagpenge under de første 14 dages sygdom, jf. § 62, stk. 3, 6) perioder, hvor medlemmet modtager efterløn, 7) perioder med ydelser, der træder i stedet for dagpenge, og 8) perioden efter udløb af den periode, der er nævnt i § 57 b, stk. 2, nr. 2, og indtil medlemmet dokumenterer, at virksomhedens ophør er registreret hos Erhvervsstyrelsen, og de skattemæssige forpligtelser dermed er overdraget eller afsluttet, jf. § 57 b, stk. 2, nr. 1, inden for medlemmets dagpengeperiode.

perioder, hvor medlemmet modtager dagpenge bortset fra dagpenge udbetalt under en arbejdsfordelingsordning og bortset fra udbetaling af dagpenge under den midlertidige arbejdsfordelingsordning, jf. lov om adgang til iværksættelse af midlertidig arbejdsfordeling som led i håndteringen af covid-19, frem til og med den 31. december 2021,

perioder, hvor medlemmet deltager i jobrettet uddannelse efter kapitel 9 og tilbud efter kapitel 11-14 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,

perioder, hvor medlemmet deltager i tilbud om ansættelse med løntilskud hos offentlige eller private arbejdsgivere efter kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.,

perioder, som ikke er omfattet af nr. 2, hvor et ledigt medlem får udbetalt ydelser under uddannelse efter regler fastsat af beskæftigelsesministeren,

perioder på op til 6 uger, hvor medlemmet under ledighed modtager sygedagpenge efter lov om sygedagpenge eller dagpenge under de første 14 dages sygdom, jf. § 62, stk. 3,

perioder, hvor medlemmet modtager efterløn,

perioder med ydelser, der træder i stedet for dagpenge, og

perioden efter udløb af den periode, der er nævnt i § 57 b, stk. 2, nr. 2, og indtil medlemmet dokumenterer, at virksomhedens ophør er registreret hos Erhvervsstyrelsen, og de skattemæssige forpligtelser dermed er overdraget eller afsluttet, jf. § 57 b, stk. 2, nr. 1, inden for medlemmets dagpengeperiode.

Derved vil a-kasserne kunne benytte allerede eksisterende administrative systemer til administrationen af satsnedsættelsen.

Forslaget betyder videre, at bl.a. udbetaling af feriedagpenge vil indgå i opgørelsen af de foreslåede 481 timer, inden dimittender, der er ikke-forsørgere vil blive sat ned i dagpengesats. Det skyldes, at feriedagpenge i forhold til de almindelige regler om forbrug af dagpenge betragtes som almindelige dagpenge. Tilsvarende vil perioder på op til 6 uger, hvor medlemmet under ledighed modtager sygedagpenge efter lov om sygedagpenge eller dagpenge under de første 14 dages sygdom indgå i opgørelsen de foreslåede 481 timer, inden ikke-forsørgere vil blive sat ned i dagpengesats.

De gældende regler om forsørgerpligt m.v. finder anvendelse.

Det foreslås i § 49, stk. 5, at 2. pkt. ophæves, og at der i stedet indsættes et nyt 3. punktum om, at skift af ydelsessats efter 2. pkt. vil ske med virkning fra det tidspunkt, hvor et fuldtidsforsikret medlem har modtaget dagpenge med satsen i 1. pkt. i 481 timer eller 390 timer til et deltidsforsikret medlem.

Det vil betyde, at medlemmet i den pågældende måned vil kunne få udbetalt dagpenge med 2 forskellige dagpengesatser, hvilket ikke er i overensstemmelse med de almindelige principper for tidspunkt for skift af dagpengesats.

Det foreslås i § 49, stk. 5, at 2. pkt. ophæves, og at der i stedet indsættes et nyt 4. punktum om, at skifter et medlem status som forsørger eller fylder medlemmet 30 år, vil skiftet af ydelsessats skulle ske fra den 1. i den efterfølgende måned.

Forslaget betyder, at bestemmelsen også vil komme til at omfatte medlemmer, som skifter dagpengesats som følge af alder (30 år). Ved det fyldte 30. år vil skiftet skulle ske fra den 1. i den efterfølgende måned. Bestemmelsen svarer i øvrigt til § 49, stk. 4, 2. pkt.

Det bemærkes, at de gældende regler om muligheden for at få foretaget en individuel beregning af satsen efter 6 måneder efter opnåelse af dagpengeretten, hvis medlemmet i mindst 3 måneder har fået indberettet indtægter, der giver ret til dagpenge med et højere beløb, vil blive opretholdt.

Udgangspunktet for en ny beregning er en beregningsperiode, som dækker 12 måneder med den højeste indkomst inden for de seneste 24 måneder, jf. § 49, stk. 1-3, i loven. Det følger heraf, at hvis der ikke inden for de seneste 24 måneder vil foreligge 12 måneder med den fornødne indkomst, vil dagpengenes størrelse blive beregnet på grundlag af indkomsten i alle måneder med indkomst inden for perioden på 24 måneder. Som konsekvens heraf vil et medlem, der vil modtage dagpenge med dimittendsats, kunne få beregnet en ny dagpengesats forholdsmæssigt på grundlag af indkomsten i de 6 måneder efter opnåelsen af dagpengeretten.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

ÆndringL 102 (2021-22) · bemærkning til § 2, nr. 1LOV nr 2529 af 21/12/2021 · 21. december 2021

Det følger af § 49, stk. 3, nr. 4, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., at beregningsperioden kan forlænges, hvis medlemmet i perioden har modtaget dagpenge udbetalt under den midlertidige arbejdsfordelingsordning, jf. lov om adgang til iværksættelse af midlertidig arbejdsfordeling som led i håndteringen af covid-19, frem til og med den 31. december 2021.

Det foreslås, at i § 49, stk. 3, nr. 4 , ændres den 31. december 2021 til den 31. marts 2022.

Forslaget betyder, at udbetalingen af dagpenge i den forlængede periode med midlertidig arbejdsfordeling vil kunne forlænge beregningsperioden med en tilsvarende periode.

Det følger af § 53, stk. 17. nr. 5, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., at perioderne, hvor indkomst- og beskæftigelseskravet skal være opfyldt, kan forlænges med perioder med dagpenge udbetalt under den midlertidige arbejdsfordeling som led i håndteringen af covid-19, frem til og med den 31. december 2021.

Det foreslås, at i § 53, stk. 17, nr. 5 , ændres den 31. december 2021 til den 31. marts 2022.

Forslaget betyder, at perioder med dagpenge udbetalt under den midlertidige arbejdsfordeling som led i håndteringen af covid-19, frem til og med den 31. december 2021, vil forlænge perioderne, hvor indkomst-og beskæftigelseskravet skal være opfyldt.

Det følger af § 55, stk. 4, nr. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., at dagpenge udbetalt under en arbejdsfordeling og dagpenge udbetalt under den midlertidige arbejdsfordelingsordning, jf. lov om adgang til iværksættelse af midlertidig arbejdsfordeling som led i håndteringen af covid-19, frem til og med den 31. december 2021, ikke medregnes i den 2-årige ydelsesperiode og i den forlængede ydelsesperiode.

Det foreslås, at i § 55, stk. 4, nr. 1 , ændres den 31. december 2021 til den 31. marts 2022.

Forslaget betyder, at udbetalingen af dagpenge i den forlængede periode med midlertidig arbejdsfordeling ikke vil forbruge af den 2-årige ydelsesperiode og heller ikke af en eventuel forlænget ydelsesperiode.

Det følger af § 55, stk. 5, nr. 4, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., at udbetalingen af dagpenge i den forlængede periode med arbejdsfordeling og midlertidig arbejdsfordeling ikke vil forbruge af den 3-årige referenceperiode og heller ikke af den eventuelle forlængede 1½-årige referenceperiode.

Det foreslås, at i § 55, stk. 5, nr. 4 , ændres den 31. december 2021 til den 31. marts 2022.

Forslaget betyder, at udbetalingen af dagpenge i den forlængede periode med arbejdsfordeling og midlertidig arbejdsfordeling ikke vil forbruge af den 3-årige referenceperiode og heller ikke af en eventuel forlænget 1½-årige referenceperiode.

Det følger af § 56 a, stk. 10, 1. pkt., i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., at dagpenge udbetalt under en arbejdsfordelingsordning til og med den 31. december 2021 ikke indgår i opgørelsen af 4-månedersperioden for karens. Tilsvarende gælder for udbetaling af dagpenge under den midlertidige arbejdsfordelingsordning.

Det foreslås, at i § 56 a, stk. 10 , 1. pkt., ændres den 31. december 2021 til den 31. marts 2022.

Forslaget betyder, at dagpenge, der vil blive udbetalt under en arbejdsfordelingsordning og under en midlertidig arbejdsfordelingsordning ikke vil tælle med i opgørelsen af 4-månedersperioden for karens.

Det følger af § 62 c, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., at et medlem kan få udbetalt dagpenge under deltagelse i uddannelse til og med den 31. december 2021, hvis deltagelse i uddannelsen er aftalt mellem medlemmet og arbejdsgiveren i forbindelse med, at medlemmet er omfattet af en arbejdsfordelingsordning eller af en midlertidig arbejdsfordelingsordning.

Det foreslås, at i § 62 c, stk. 1 , ændres den 31. december 2021 til den 31. marts 2022.

Forslaget betyder, at et medlem vil kunne få udbetalt dagpenge under deltagelse i uddannelse frem til og med den 31. marts 2022, hvis deltagelsen i uddannelsen er aftalt mellem medlemmet og arbejdsgiveren i forbindelse med, at medlemmet er omfattet af en arbejdsfordelingsordning.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

For en nærmere beskrivelse af forlængelsen af den midlertidige arbejdsfordelingsordning henvises til dette lovforslags § 1.

ÆndringL 218 (2020-21) · bemærkning til § 1, nr. 1LOV nr 877 af 12/05/2021 · 12. maj 2021

Efter § 49, stk. 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. opgøres beregningsperioden som de 12 måneder med den højeste indkomst, jf. stk. 1, inden for de seneste 24 måneder forud for ledighedens indtræden, jf. dog stk. 4 (såkaldte trin 1).

For medlemmer, som opnår dagpengeret efter lovens § 53, stk. 5 eller 11 (selvstændig erhvervsdrivende som ikke kan opnå en beregning inden for 24 måneder), beregnes dagpengenes størrelse som et gennemsnit af de 2 år med det højeste skattemæssige overskud før renter og andre finansielle poster inden for de seneste 5 afsluttede indkomstår forud for ledighedens indtræden (såkaldte trin 2). A-indkomst udbetalt af et selskab til en ejer, som har afgørende indflydelse, jf. lovens § 57 a, stk. 1, nr. 3, 2. pkt., indgår i opgørelsen.

Efter § 49, stk. 3, i loven kan beregningsperioderne forlænges efter reglerne i lovens § 53, stk. 17, hvis der i perioden på 24 måneder, jf. stk. 2, 1. pkt., eller perioden på 5 år, jf. stk. 2, 2. pkt., forekommer perioder, hvor medlemmet modtager

1) sygedagpenge efter lov om sygedagpenge, 2) dagpenge efter lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel eller 3) støtte efter lov om social service til pasning af handicappet eller alvorligt sygt barn eller af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem.

sygedagpenge efter lov om sygedagpenge,

dagpenge efter lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel eller

støtte efter lov om social service til pasning af handicappet eller alvorligt sygt barn eller af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem.

Efter § 49, stk. 4, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. beregnes dagpengenes størrelse på baggrund af indtægten i alle måneder med indtægt inden for perioden på 24 måneder, hvis der ikke inden for de seneste 24 måneder forud for ledighedens indtræden foreligger den fornødne indtægt i 12 måneder. Foreligger der ikke inden for de seneste 24 måneder indtægt i 12 måneder, beregnes dagpengenes størrelse på baggrund af indtægten i en periode på 36 måneder.

For en nærmere gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 2.4.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der i § 49, stk. 2, som 4. pkt., indsættes, at ved fastlæggelsen af beregningsperioden efter 1. pkt., vil et medlem, hvor indtægtsgrundlaget helt eller delvist vil omfatte indtægt efter § 48, stk. 1, nr. 3, kunne vælge af se bort for årsopgørelsen for indkomståret 2020 samt for eventuel indtægt efter § 48, stk. 1, nr. 1 og 2, for samme periode, og i stedet vælge at benytte de 2 forudgående årsopgørelser.

Det foreslås, at der i § 49, stk. 2, som 5. pkt., indsættes, at 4. pkt. vil skulle finde tilsvarende anvendelse, hvis den selvstændige erhvervsvirksomhed kommer ud med et underskud for indkomståret 2020.

Forslagene betyder, at et medlem ved fastsættelse af beregningsperioden vil kunne vælge, at der ses bort fra indtægt fra selvstændig virksomhed (jf. lovens § 48, stk. 1 nr. 3) og fra lønmodtagerbeskæftigelse (A- og B-indkomst med arbejdsmarkedsbidrag, jf. lovens § 48, stk. 1, nr. 1 og 2,) i indkomståret. Tilsvarende vil der også kunne ses bort fra indkomståret 2020, hvis virksomheden kommer ud med et underskud.

Beregningsperioden vil i disse tilfælde fortsat være på 2 år, idet indtægt fra 2020 ikke indgår i opgørelsen. I disse tilfælde vil indkomstårene 2019 og 2018 skulle danne grundlag for opgørelsen af beregningsperioden.

Forslaget betyder videre, at der kun vil kunne ses bort fra indtægterne i 2020, hvis der indgår overskud af selvstændig virksomhed i beregningsgrundlaget, eller der er tale om, at virksomheden kommer ud med et underskud for indkomståret 2020.

Hvis der for året samtidig indgår indtægt som lønmodtager med A- eller B-indkomst efter lovens § 48, stk. 1, nr. 1 eller 2, i 2020, vil der også kunne blive set bort fra denne indtægt i de situationer, hvor der samtidig ses bort fra overskud af selvstændig virksomhed for året. I den situation kan medlemmet ikke vælge kun at se bort fra overskuddet fra den selvstændige virksomhed. Dette gælder uanset, at indtægten som lønmodtager isoleret set kunne danne grundlag for en satsberegning, som kunne medføre en maksimal dagpengesats. Det må således bero på en konkret vurdering, om det kan betale sig for medlemmet, at se bort for indtægt for 2020.

Er indtægtsgrundlaget derimod udelukkende indtægt som lønmodtager med A- eller B-indkomst efter lovens § 48, stk. 1, nr. 1 eller 2, kan den foreslåede undtagelse ikke finde anvendelse.

Forslaget betyder videre, at der ved beregningen af dagpengesatsen vil blive kompenseret for, at 2020 ikke i alle tilfælde giver et retvisende billede af indtægt fra selvstændig virksomhed herunder særdeles, hvis virksomheden som følge af covid-19 kommer ud med et underskud for 2020.

I de tilfælde, hvor der i 2020 har været tilstrækkelig indtægt således, at indtægten ikke påvirker beregningsrundlaget negativt, vil årets resultat fortsat kunne indgå i beregningsgrundlaget. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

ÆndringL 213 (2019-20) · bemærkning til § 1, nr. 2LOV nr 1337 af 11/09/2020 · 11. september 2020

Efter gældende regler i § 49, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. opgøres indtægtsgrundlaget på grundlag af indtægt, der er indberettet i henhold til lov om et indkomstregister i de måneder, som danner grundlag for en beregningsperiode. Beregningsperioden opgøres som de 12 måneder med den højeste indkomst, jf. stk. 1, inden for de seneste 24 måneder forud for ledighedens indtræden.

For medlemmer, som opnår dagpengeret som selvstændig erhvervsdrivende, beregnes dagpengenes størrelse som et gennemsnit af de 2 år med det højeste skattemæssige overskud før renter og andre finansielle poster inden for de seneste 5 afsluttede indkomstår forud for ledighedens indtræden.

Kun indtægt der ligger i en medlemsperiode kan indgå i opgørelsen.

Indtægt i en indberetningsperiode, som ligger delvist inden for en medlemsperiode, kan medregnes i forhold til antallet af kalenderdage i indberetningsperioden.

Beregningsperioderne kan forlænges når der forekommer perioder, hvor medlemmet modtager

1) sygedagpenge efter lov om sygedagpenge, 2) dagpenge efter lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel eller 3) støtte efter lov om social service til pasning af handicappet eller alvorligt sygt barn eller af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem.

sygedagpenge efter lov om sygedagpenge,

dagpenge efter lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel eller

støtte efter lov om social service til pasning af handicappet eller alvorligt sygt barn eller af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem.

Foreligger der ikke inden for de seneste 24 måneder forud for ledighedens indtræden ikke 12 måneder med indtægt, beregnes dagpengenes størrelse på baggrund af indtægten i alle måneder med indtægt inden for perioden på 24 måneder. Foreligger der ikke indtægt inden for de seneste 24 måneder beregnes dagpengenes størrelse på baggrund af indtægten i en periode på 36 måneder.

For en nærmere gennemgang af reglerne om fastlæggelse af beregningsperioden henvises til pkt. 2.3.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at § 50, 1. pkt., affattes således, at uanset 48, stk. 2, 1. pkt., vil indtægt i ikke-medlemsperioder kunne indgå i indtægtsgrundlaget, jf. § 49, for medlemmer, der vil have ret til dagpenge under den midlertidige ordning om arbejdsfordeling, jf. § 53, stk. 25.

Forslaget betyder, at beregningen for medlemmer omfattet af en midlertidig arbejdsfordelingsordning følger lovens almindelige regler i §§ 48 og 49, dog således, at der kan indgå indtægt i indtægtsopgørelsen for ikke-medlemsperioder.

Det bemærkes, at beregningsperioden som udgangspunkt er de 12 bedste måneder inden for de sidste 24 måneder. Foreligger der indtægt i 12 måneder beregnes på grundlag af indtægten i alle måneder inden for perioden på 24 måneder. Foreligger der slet ingen indtægt inden for de 24 måneder, beregnes dagpengenes størrelse på baggrund af indtægten i en periode på 36 måneder.

Det bemærkes, at forslaget omfatter personer omfattet af en arbejdsfordelingsordning. I den forbindelse bemærkes, at etableringen af en arbejdsfordelingsordning, som er trådt i kraft senest den 31. december 2020, vil kunne løbe ind i 2021, dog med en maksimal varighed på 4 måneder. Det vil derfor også forekomme, at de beskrevne regler ovenfor vil skulle finde anvendelse i de første 4 måneder af 2021 forudsat, at den pågældende midlertidige arbejdsfordelingsordning er trådt i kraft senest den 31. december 2020. Det er ikke tilstrækkeligt, at ordningen blot er planlagt forud herfor men starter den 1. januar 2021 eller senere.

For en nærmere beskrivelse af den ny midlertidige arbejdsfordelingsordning henvises til det samtidigt fremsatte forslag til lov om adgang til iværksættelse af midlertidig arbejdsfordeling som led i håndteringen af covid-19.

Det foreslås videre, at § 50, 2. pkt., affattes således, at hvis der ikke vil foreligge et indtægtsgrundlag efter 1. pkt., vil dagpengene blive udbetalt med et fast beløb på 71,5 pct. af højeste dagpenge efter §§ 47 og 70.

Forslaget betyder, at hvis personen ikke kan få fastlagt et beregningsgrundlag, vil personen have ret til at få udbetalt dagpenge med et fast beløb på 71,5 pct. af højeste dagpengesats efter §§ 47 og 70 i loven for fuldtids- henholdsvis deltidsforsikrede. Dagpengesatsen svarer til 13.644 kr. pr. måned for fuldtidsforsikrede og til 10.432 kr. pr. måned for deltidsforsikrede medlemmer af en arbejdsløshedskasse. Beløbene svarer til dagpengesatsen for dimittender som ikke-forsørgere.

Det foreslås endeligt, at § 50, 3. pkt., affattes således, at den beregnede sats vil gælde for den periode, medlemmet er omfattet af den midlertidige arbejdsfordelingsordning.

Forslaget betyder, at medlemmet ikke kan få beregnet en ny dagpengesats i den periode, hvor personen er omfattet af arbejdsfordelingsordningen. Der skal således ikke foretages en ny beregning af dagpengesatsen, hvis perioden med arbejdsfordeling forlænges yderligere. Reglen gælder uanset medlemmet eventuel ville kunne have ret til en højere dagpengesats.

ÆndringL 88 (2017-18) · bemærkning til § 1, nr. 6LOV nr 1670 af 26/12/2017 · 26. december 2017

Efter § 49 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. er det ikke muligt at medregne B-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag til medlemmets indtægtsgrundlag, hvis B-indkomsten anses for lønmodtagerbeskæftigelse og B-indkomsten ikke er indberetningspligtig til indkomstregisteret.

Det foreslås, at B-indkomst hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag, og som ikke er indberetningspligtigt til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister, kan indgå i indtægtsgrundlaget.

Det bemærkes, at det i forslagets § 3, stk. 1, er foreslået, at nærværende forslag har virkning fra den 1. januar 2018.

Det bemærkes, at det i forslagets § 3, stk. 2, er foreslået, at bestemmelsen om medregning af den omtalte type B-indkomst videreføres som et element i de regler, der træder i kraft den 1. oktober 2018, jf. forslagets § 1, nr. 7.

Det foreslås endvidere, at B-indkomst, som indgår i opgørelsen af en virksomheds overskud eller underskud, ikke kan medregnes ved opgørelsen af den hidtidige indtægt som lønmodtager.

ÆndringL 88 (2017-18) · bemærkning til § 1, nr. 7LOV nr 1670 af 26/12/2017 · 26. december 2017

§ 49 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. beskriver, hvorledes indtægtsgrundlaget ved beregning af dagpengesatsen skal opgøres.

Efter de gældende regler i lovens § 49, stk. 1, opgøres indtægtsgrundlaget for lønmodtagere på grundlag af indtægt, der er indberettet i henhold til lov om et indkomstregister i de måneder, som danner grundlag for en beregningsperiode.

Beregningsperioden opgøres, jf. lovens § 49, stk. 2, 1. pkt., - som udgangspunkt - som de 12 måneder med den højeste indkomst inden for de seneste 24 måneder forud for ledighedens indtræden, som er indberettet til indkomstregisteret.

Beregningsperioden kan forlænges, jf. lovens § 49, stk. 2, hvis der i perioden på 24 måneder forekommer perioder, hvor medlemmet modtager sygedagpenge eller barselsdagpenge og perioder, hvor medlemmet modtager støtte efter lov om social service til pasning af handicappet eller alvorligt sygt barn eller af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem.

Det følger videre af lovens § 49, stk. 3, at hvis der ikke inden for de seneste 24 måneder forud for ledighedens indtræden foreligger den fornødne indtægt, jf. § 49, stk. 2, beregnes dagpengenes størrelse på baggrund af indtægten i alle måneder med indtægt inden for perioden på 24 måneder. Foreligger der ikke inden for de seneste 24 måneder indtægt, jf. § 49, stk. 2, beregnes dagpengenes størrelse på baggrund af indtægten i en periode på 36 måneder.

Efter de gældende regler i lovens § 49, stk. 4, opgøres den hidtidige arbejdsfortjeneste for selvstændige erhvervsdrivende på grundlag af årsindtægten ved den selvstændige virksomhed.

Med hjemmel i gældende lovs § 51 a er der i bekendtgørelse nr. 358 af 27. april 2011 fastsat nærmere regler om fremgangsmåden ved beregning af dagpengesatsen for selvstændige erhvervsdrivende. Det følger af bekendtgørelsens § 10, at årsindtægten opgøres på grundlag af virksomhedens skattemæssige over-/underskud før renter og andre finansielle poster. Beløbet skal svare til det, der fremgår af selvangivelsen og seneste årsopgørelse. Det bemærkes, at begrebet ”selvangivelse” foreslås ændret til et ”oplysningsskema” jf. Skatteministeriets lovforslag L 14 om forslag til skattekontrolloven, fremsat den 4. oktober 2017. Det er foreslået, at ændringen træder i kraft den 1. januar 2019.

Over- eller underskuddet tillægges beløb, der i øvrigt anses for indtjent af virksomheden, og fratrækkes beløb, der er virksomhedens primære drift uvedkommende. Sygedagpenge kan indgå i beregningsgrundlaget.

Har virksomheden været drevet som et aktie- eller anpartsselskab, sker beregningen af årsindtægten på grundlag af selskabets skattemæssige over-/underskud før renter og andre finansielle poster. Medlemmets og den eventuelle ægtefælles andel af selskabets regulerede over-/underskud tillægges arbejdsbetingede ydelser, der er modtaget fra selskabet.

Hvis virksomhedens skattepligtige indkomst er takseret eller på anden måde skønsmæssigt ansat af skattemyndighederne, kan indkomsten ikke danne grundlag for en beregning.

Opgørelsen foretages af medlemmet på et skema, der er godkendt af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Skemaet skal som udgangspunkt attesteres af en statsautoriseret eller registreret revisor.

Det foreslås, at reglerne om opgørelse af indtægtsgrundlaget for selvstændig erhvervsdrivende indarbejdes i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Det foreslås, at der sker en delvis nyaffattelse af den relevante bestemmelse i lovens § 49, hvor hensigten er at sammenskrive og forenkle regelsættet.

Det foreslås i en ny § 49, stk. 1 , 1. pkt . at indtægt efter § 48, stk. 1, nr. 1, opgøres på grundlag af indtægt, der er indberettet i henhold til lov om et indkomstregister i de måneder, som danner grundlag for en beregningsperiode.

Det betyder, at beregningsgrundlaget i form af A- og B-indkomst, jf. forslaget til § 48, i forslagets § 1, nr. 1, som hidtil opgøres på grundlag af indtægt, der er indberettet i henhold til lov om et indkomstregister i de måneder, som danner grundlag for en beregningsperiode.

Det foreslås endvidere, at indtægt efter § 48, stk. 1, nr. 2 og 3, opgøres på grundlag af oplysninger på årsopgørelsen. B-indkomst for ikke afsluttede skatteår, som ikke er indberetningspligtig til indkomstregisteret, jf. § 48, stk. 1, nr. 2, medregnes dog i den eller de måneder, arbejdet er udført i, og som medlemmet har oplyst på tro og love. Oplyser medlemmet ikke om tidspunktet for arbejdets udførelse, kan B-indkomsten ikke medregnes til indtægtsgrundlaget.

Det er en forudsætning, at B-indkomst, som ikke er indberetningspligtig til indkomstregisteret, jf. § 48, stk. 1, nr. 2, ikke indgår i en selvstændig virksomhed. Herved sikres, at den samme B-indkomst ikke kan medregnes to gange ved opgørelsen af indtægten

Det foreslås endvidere i § 49, stk. 1, at skattemæssigt overskud af selvstændig virksomhed, jf. § 57 a, omregnes til måneder ved at dividere overskuddet med det antal måneder, som virksomhedens regnskabsår dækker. Det er uden betydning på hvilket tidspunkt i løbet af regnskabsåret, overskuddet er fremkommet, hvilket ikke mindst skyldes administrative overvejelser, idet det formentlig ofte vil være vanskelige at periodisere et overskud til en given periode i et regnskabsår.

Samlet set betyder forslaget til en ny § 49, stk. 1, at indtægter, der indgår i indtægtsgrundlaget skal fremgå af indberetninger til indkomstregisteret eller af medlemmets årsopgørelse. Som en undtagelse vil der dog kunne medregnes B-indkomst, for ikke afsluttede skatteår, som ikke er indberetningspligtig til indkomstregisteret.

Det bemærkes, at det i § 1, nr. 6, ad ændring af lovens § 49, stk. 1, foreslås, at B-indkomst, som ikke er indberettet til indkomstregisteret, kan medregnes ved fastlæggelsen af beregningsgrundlaget, allerede fra den 1. januar 2018, jf. forslagets § 3, stk. 1. Dermed sikres ledige medlemmer, som har haft B-indkomst, som efter de skattemæssige regler, ikke er indberettet til indkomstregisteret, at denne indkomsttype så hurtigt som muligt kan indgå i opgørelsen af beregningsgrundlaget. Det foreslås i nærværende forslag, at bestemmelsen om medregning af den omtalte type B-indkomst videreføres som et element i de regler, der træder i kraft den 1. oktober 2018, jf. forslagets § 3, stk. 2.

Det foreslås som en ny § 49, stk. 2, 1. pkt., at beregningsperioden opgøres som de 12 måneder med den højeste indkomst, inden for de seneste 24 måneder forud for ledighedens indtræden.

Dette er en videreførelse af reglerne for lønmodtagere, men som noget nyt vil beregningsperioden også gælde for personer, der har aktiviteter der anses for selvstændig virksomhed, og som har opnået ret til dagpenge på baggrund af beskæftigelse i de seneste 3 år inden forud for ledighedens indtræden. Der henvises i øvrigt til forslagene i § 1, nr.14 og 17.

Det foreslås som en ny § 49, stk. 2 , 2. pkt. , at for medlemmer, som opnår dagpengeret efter § 53, stk. 5, eller 11, beregnes dagpengenes størrelse som et gennemsnit af de 2 år med det højeste skattemæssige overskud før renter og andre finansielle poster inden for de seneste 5 afsluttede indkomstår forud for ledighedens indtræden. A-indkomst udbetalt af et selskab til en ejer, som har afgørende indflydelse, jf. § 57 a, stk. 1, nr. 3, indgår i opgørelsen.

Det betyder, at medlemmer, der optjener retten til dagpenge alene på baggrund af aktiviteter, der anses for selvstændig virksomhed i en 5 årig periode, beregnes som et gennemsnit af de 2 år med det højeste skattemæssige overskud før renter og andre finansielle poster inden for de seneste 5 afsluttede indkomstår forud for ledighedens indtræden. A-indkomst udbetalt af et selskab til ejeren, som har en afgørende indflydelse, indgår i opgørelsen.

Dette svarer til de gældende regler om beregning af dagpengesatsen for personer, der har drevet selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse i mindst 3 regnskabsår umiddelbart før ledigheden, uden at have modtaget støtte til virksomheden.

Det foreslås endvidere, at der med hjemmel i gældende lovs § 51 a, som ændret ved forslagets § 1, nr. 11, fastsættes regler om, at det ikke skal være muligt at få beregnet en sats som lønmodtager, hvis der ved siden af den selvstændige virksomhed - på grundlag af hvilken, dagpengeretten er optjent - har været lønmodtagerbeskæftigelse, og denne isoleret set kunne give ret til en bedre dagpengesats end en beregning alene på grundlag af virksomhedens skattemæssige overskud mm. I modsat fald vil der være tale om en uforholdsmæssig fordel for persongruppen, og skal ikke mindst ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse til § 53, stk. 5, i forslagets § 1, nr. 14, hvorefter retten til dagpenge i disse situationer har en optjeningsperiode på 5 år, samt ses i forhold til, at beregningen kan ske forholdsmæssigt i forhold til den normale beregningsperiode på 12 måneder, jf. gældende lovs § 49, stk. 3.

Det foreslås i en ny § 49, stk. 3 , at beregningsperioden kan forlænges, hvis der i perioden på 24 måneder henholdsvis 5 år, jf. ovenfor, forekommer følgende forhold:

1) Perioder, hvor medlemmet modtager sygedagpenge efter lov om sygedagpenge, 2) perioder, hvor medlemmet modtager dagpenge efter lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel, eller 3) perioder, hvor medlemmet modtager støtte efter lov om social service til pasning af handicappet eller alvorligt sygt barn eller af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem.

Perioder, hvor medlemmet modtager sygedagpenge efter lov om sygedagpenge,

perioder, hvor medlemmet modtager dagpenge efter lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel, eller

perioder, hvor medlemmet modtager støtte efter lov om social service til pasning af handicappet eller alvorligt sygt barn eller af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem.

Dette svarer til gældende regler om mulighederne for at forlænge beregningsperioden.

Det foreslås i § 49, stk. 4 , at foreligger den fornødne indtægt ikke inden for de seneste 24 måneder forud for ledighedens indtræden, jf. stk. 2, beregnes dagpengenes størrelse på baggrund af indtægten i alle måneder med indtægt inden for perioden på 24 måneder. Foreligger der ikke inden for de seneste 24 måneder indtægt, jf. stk. 2, beregnes dagpengenes størrelse på baggrund af indtægten i en periode på 36 måneder. Der er tale om en videreførelse af § 49, stk. 3, i gældende lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. som af lovtekniske grunde foreslås affattet på ny. Der er ikke tilsigtet indholdsmæssige ændringer i forhold til gældende ret.

ÆndringL 88 (2017-18) · bemærkning til § 1, nr. 8LOV nr 1670 af 26/12/2017 · 26. december 2017

Efter de gældende regler i § 49, stk. 6, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., modtager medlemmer, der har opnået dagpengeret på grundlag af aftjening af værnepligt mm, jf. lovens § 53, stk. 7, nr. 1, dagpenge med en fast sats.

Som konsekvens af forslaget i § 1, nr. 14 og 17, om indarbejdelse af selvstændig virksomhed i reglerne om beskæftigelseskrav med deraf følgende rykning af bestemmelsen, foreslås bestemmelsen konsekvensrettet.

ÆndringL 181 (2015-16) · bemærkning til § 1, nr. 12LOV nr 624 af 08/06/2016 · 8. juni 2016

Efter de gældende regler i § 49, stk. 6, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., er alle tidligere værnepligtige, som bliver ledige og medregner værnepligten til opfyldelse af beskæftigelseskravet, altid sikret en mindstesats på 82 pct. af højeste dagpengesats som fuldtids- eller deltidsforsikrede.

Hvis en person er optaget i en arbejdsløshedskasse inden værnepligten og ved ledighed efterfølgende får medregnet værnepligten til opfyldelse af beskæftigelseskravet, modtager pågældende dagpenge med en individuelt beregnet dagpengesats, dog således at dagpengene altid som minimum udbetales med 82 pct. af højeste dagpenge som fuldtids- eller deltidsforsikrede. Hvis en person optages i en arbejdsløshedskasse under værnepligten, og ved ledighed efterfølgende får medregnet værnepligten til opfyldelse af beskæftigelseskravet, modtager pågældende dagpenge med en fast sats på 82 pct. som fuldtids- eller deltidsforsikrede.

Hvis den ledige er optaget i en arbejdsløshedskasse inden værnepligten, skal den ledige have beregnet en (individuel) sats, når der er forløbet 6 måneder efter retten til dagpenge er indtrådt, hvis medlemmet herefter har haft beskæftigelse, der opfylder betingelserne for at kunne danne grundlag for en beregnet sats (fuldtidsforsikrede 320 løntimer indenfor 3 måneder/195 løntimer for deltidsforsikrede). Det er uden betydning, om beregningen giver ret til en højere sats eller ej. Dette er fastsat i bekendtgørelse nr. 1417 af 23. december 2012 om beregning af dagpengesatsen for lønmodtagere.

Der er ikke regler om beregning af en (individuel) sats efter en given periode, hvis pågældende er optaget som medlem inden værnepligten.

Det foreslås, at principperne for fastsættelsen af satsen efter de gældende regler videreføres, dog således at sondringen mellem forsørgere og ikke-forsørgere implementeres i regelsættet, jf. den tilsvarende ændring for dimittender. Det betyder, at personer, der medregner værnepligten til opfyldelse af beskæftigelseskravet, jf. § 53, stk. 3, der bliver stk. 7, som ændret ved dette lovforslags § 1, nr. 25-27, fremover under ledighed vil være sikret en fast sats på 71,5 pct. af højeste dagpenge som fuldtids- eller deltidsforsikrede for ikke-forsørgere og 82 pct. for forsørgere. Reglerne om forsørgerpligt kendes fra reglerne om midlertidig arbejdsmarkedsydelse, hvor ydelsens størrelse også afhænger af pågældendes forsørgerpligt over for børn efter lov om aktiv socialpolitik. Det er den privatretlige forsørgelsespligt over for et barn efter Social- og Indenrigsministeriets lovgivning (lov om børns forsørgelse), som er afgørende for, om man i relation til det offentlige har forsørgelsesansvar over for barnet. Det følger heraf, at forældre hver for sig er forpligtet til at forsørge barnet. Forpligtigelsen ophører ved barnets fyldte 18 år, eller når barnet indgår ægteskab eller selv får forsørgelsespligt over for et barn.

Ved skift af forsørgerstatus sker skiftet fra den 1. i den efterfølgende måned. Ved skift af forsørgerstatus i perioden fra den 2. januar 2017 til og med den 30. juni 2017 sker skiftet af ydelsessats fra den efterfølgende uge, jf. forslagets § 15, stk. 9. Dermed tages der højde for, at dagpengesystemet indtil 1. juli 2017 er et ugebaseret system.

Det foreslås, at medlemmet – på samme måde som i midlertidig arbejdsmarkedsydelse – overfor arbejdsløshedskassen på tro og love angiver, om pågældende er forsørger eller ej. Arbejdsløshedskassen får efter forslaget i § 1, nr. 100, ad § 90 b, mulighed for via CPR at kontrollere, om pågældende er registreret i slægtskabsregistret med barn. Hvis medlemmet på sin tro- og loveerklæring har angivet at være ikke-forsørger, er der i udgangspunktet ikke behov for, at arbejdsløshedskassen foretager yderligere kontrol. Hvis medlemmet har angivet at være forsørger, må arbejdsløshedskassen kontrollere i CPR, om der er slægtskab til et barn. Er der uoverensstemmelse mellem oplysningerne på tro- og loveerklæringen og oplysningerne i CPR skal arbejdsløshedskassen undersøge dette nærmere. Det vil med hjemmel i de gældende dokumentationsregler i lovens § 88 som ændret ved dette lovforslags § 1, nr. 97 og 98, blive fastsat nærmere regler herom.

Hvis pågældende har ret til en højere dagpengesats beregnet på bagrund af forudgående indtægt, kan der udbetales dagpenge til en højere sats. Den lediges mulighed for at få foretaget en individuel beregning af satsen 6 måneder efter opnåelse af dagpengeretten, hvis medlemmet har haft beskæftigelse, der kan danne grundlag for en ny beregningsperiode, ændres således, at det kun er relevant, hvis indtægten berettiger til et højere beregningsgrundlag, og det foreslås, at dette kommer til at fremgå direkte af loven. Udgangspunktet for en ny beregning er en beregningsperiode, som dækker 12 måneder med den højeste indkomst inden for de seneste 24 måneder, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, ad § 49, stk. 1-3. Det følger af forslaget til § 49, stk. 1-3, at hvis der ikke inden for de seneste 24 måneder foreligger 12 måneder med den fornødne indkomst, beregnes dagpengenes størrelse på grundlag af indkomsten i alle måneder med indkomst inden for perioden på 24 måneder. som konsekvens heraf kan et medlem, der modtager dagpenge med fast sats, få beregnet en ny dagpengesats forholdsmæssig på grundlag af indkomsten i de 6 måneder efter opnåelsen af dagpengeretten.

Det foreslås derfor yderligere, at sondringen mellem optagelse i en arbejdsløshedskasse før eller under værnepligten, bortfalder.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6.3.5. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

ÆndringL 181 (2015-16) · bemærkning til § 1, nr. 10LOV nr 624 af 08/06/2016 · 8. juni 2016

Efter de gældende regler i § 49, stk. 1-3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. beregnes lønmodtageres individuelle dagpengesats på grundlag af den hidtidige lønindtægt, jf. gældende lovs § 48, der er indberettet til indkomstregisteret, i den seneste periode på 3 måneder ved månedsindberetninger og 12 uger ved uge- eller 14-dages-indberetninger, hvor pågældende har haft beskæftigelse svarende til mindst 2/3 af fuld sædvanlig arbejdstid (320/296 løntimer). For deltidsforsikrede er kravet om beskæftigelse henholdsvis 195/180 løntimer. Den såkaldte beregningsperiode.

Ved løntimer forstås timer, der er udbetalt løn for i et sædvanligt beskæftigelsesforhold, der er i overensstemmelse med gældende overenskomster eller i øvrigt er udført på almindelige løn- og arbejdsvilkår. Ved administrationen af beregningsreglerne skal arbejdsløshedskassen i videst muligt omfang benytte oplysninger om indtægt og løntimer i indkomstregisteret.

Den daglige indtjening udgør 1/65 af indtægten for beregningsperioden for månedsindberettet og 1/60 for uge- og 14-dagesindberettet. Dagpengene beregnes således:

(Indtjening i beregningsperioden x 0,92) x 0,9: 65/60

For at opnå ret til højeste dagpengesats skal pågældende have en indtægt i beregningsperioden på 1009,66 kr. pr. dag svarende til 21.875,55 kr. pr måned (2016 niveau). Beløbet fremkommer således: 836 kr.: 0,92: 0,9.

Det foreslås i § 49, stk. 1 , at arbejdsfortjenesten for lønmodtagere, jf. § 48, stk. 1, 2. pkt., som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9, opgøres på grundlag af indkomst, der er indberettet i henhold til lov om et indkomstregister i de måneder, som danner grundlag for en beregningsperiode, jf. nedenfor under bemærkningerne til stk. 2. Som efter gældende regler, er det kun perioder, som ligger i en medlemsperiode, der kan indgå i opgørelsen af beregningsperioden. Hvis beregningsperioden ligger forud for en medlemsperiode, deles indtægten for perioden forholdsmæssigt i forholdet til kalenderdage.

Afgrænsningen i forhold til indberetninger til indkomstregisteret svarer til gældende regler i § 49, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Det betyder, at en indtægt kun kan medregnes til opgørelsen af indtægtskravet, hvis det er indberettet til indkomstregisteret. Dog kan udenlandsk indtægt medregnes, som efter de gældende regler, jf. også forslaget til § 51 a i lovforslagets § 1, nr. 16.

Efter gældende regler er der dog mulighed for, at hvis en indtægt ved en fejl ikke er indberettet til indkomstregisteret, eller der er indberettet et fejlagtigt beløb, eller et beløb er angivet med en forkert periodeangivelse, og det kan dokumenteres på anden vis (f.eks. via lønsedler eller ansættelseskontrakt), så kan disse andre oplysninger lægges til grund for afgørelse i sagen og den videre administration i arbejdsløshedskassen. Reglen fremgår af de administrative regler om beskæftigelseskrav for lønmodtagere og dagpengeperiode, og skal ses i lyset af § 90 b i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., som pålægger arbejdsløshedskasserne at administrationen af arbejdsløshedsforsikringen ” i videst muligt omfang (skal) ske på grundlag af de oplysninger om løn, arbejdstid m.v., der fremgår af indkomstregisteret” . Reglen er udmøntet administrativt med hjemmel i § 53, stk. 8, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Arbejdsløshedskassen kan således være i besiddelse af oplysninger, som ikke stemmer overens med oplysningerne i indkomstregisteret. Arbejdsløshedskassen skal derfor kontakte SKAT herom, som herefter skal ændre oplysningerne i indkomstregisteret, jf. § 4, stk. 5, i lov om et indkomstregister.

Det foreslås i § 49, stk. 2 , at beregningsperioden opgøres som de 12 måneder med den højeste indkomst inden for de seneste 24 måneder forud for ledighedens indtræden.

Det foreslås, at beregningsperioden kan forlænges efter tilsvarende regler foreslået i § 53, stk. 10, om forlængelse af optjeningsperioden for ret til dagpenge, som indsat ved dette lovforslags § 1, nr. 30, § 55, stk. 5, der bliver stk. 6, om forlængelse af dagpengeperioden, jf. dette lovforslags § 1, nr. 47 og 48, og § 56 a om karens hver 4. måned, som indsat ved § 1, nr. 49, hvis følgende forhold forekommer:

1) Perioder, hvor medlemmet modtager sygedagpenge efter lov om sygedagpenge, 2) perioder, hvor medlemmet modtager dagpenge efter lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel, eller 3) perioder med støtte efter lov om social service til pasning af handicappet eller alvorligt sygt barn eller af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem.

Perioder, hvor medlemmet modtager sygedagpenge efter lov om sygedagpenge,

perioder, hvor medlemmet modtager dagpenge efter lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel, eller

perioder med støtte efter lov om social service til pasning af handicappet eller alvorligt sygt barn eller af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem.

Dermed sikres, at de nævnte forhold ikke vil have den betydning, at den ledige ikke har et beregningsgrundlag på trods af, at der foreligger et beskæftigelseskrav, som giver ret til dagpenge. Der bliver således sammenhæng mellem de forhold, som kan forlænge optjeningsperioden for ret til dagpenge, og den periode, der kan danne grundlag for beregning af dagpengesatsen.

Forslaget om, at beregningsperioden kan forlænges under visse forhold træder i kraft den 1. juli 2017, jf. forslaget til § 13, stk. 2, i dette lovforslag. Ændringen finder anvendelse på personer, som skal have beregnet en sats efter den 1. juli 2017 eller senere. Det betyder, at hele eller en større eller mindre del af beregningsperioden kan ligge forud for 1. juli 2017.

Forslaget har til formål, at arbejdsløshedskasserne får mulighed for at digitalisere reglerne yderligere, og skal ses i sammenhæng med overgangen til den indkomstbaserede optjening af ret til dagpenge, som træder i kraft den 1. juli 2017.

I dette lovforslags § 10 foreslås, at reglerne i lov om et indkomstregister ændres således, at det bliver muligt helt eksplicit at identificere indberetninger til indkomstregisteret, som vedrører de situationer, som kan forlænge optjeningsperioden. Disse ændringer træder i kraft den 1. januar 2017 og gælder for indberetninger til indkomstregisteret fra dette tidspunkt. Der henvises til dette lovforslags § 10 med tilhørende bemærkninger.

Arbejdsløshedskasserne skal således for perioder før den 1. januar 2017 indhente oplysninger om forhold, som kan forlænge optjeningsperioden, på samme måde, som benyttes i dag i forhold til f.eks. forlængelse af optjeningsperioden for ret til dagpenge og forlængelse af referenceperioden for udbetaling af dagpenge. Situationer med forhold, som kan forlænge beregningsperioden efter 1. januar 2017, kan ske udelukkende på grundlag af digitale data i indkomstregisteret om de relevante forhold.

Dagpengenes størrelse for en måned beregnes efter følgende formel:

(Indtægtsgrundlaget i beregningsperioden x 0,92): 12 x 0,9

Som følge af, at satsen fremover som udgangspunkt beregnes på baggrund af de bedste 12 måneder inden for de seneste 24 måneder med mulighed for forlængelse som følge af f.eks. perioder med sygdom og barsel, bortfalder de hidtidige administrativt fastsatte regler om dokumenteret fravær herunder mulighed for at fravælge perioder med dokumenteret fravær.

Der kan foreligge situationer, hvor en ledig har optjent retten til dagpenge, men hvor der ikke inden for de sidste 24 måneder foreligger 12 måneder med indtægt. Tilsvarende kan der også være situationer, hvor der ikke foreligger indtægt overhovedet i 24 måneders perioden. Det foreslås derfor, at der indføres 2 undtagelser fra reglen om indtægt i 12 måneder inden for de sidste 24 måneder. Konkret foreslås, at den gældende § 49, stk. 3 , i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., ophæves, og at der i stedet indsættes regler om, at hvis der ikke inden for beregningsperioden på 24 måneder foreligger den fornødne beskæftigelse i 12 måneder, så beregnes dagpengenes størrelse på baggrund af indkomsten i alle måneder med indkomst inden for perioden på 24 måneder. Samtidig foreslås, at beregningsperioden på 24 måneder udvides til 36 måneder, hvis der i 24 måneders perioden overhovedet ikke foreligger måneder med indtægt.

Der er i bekendtgørelse om beregning af dagpengesatsen for lønmodtagere fastsat regler om, at der kan udbetales dagpenge med en fast sats eller en mindstesats i følgende tilfælde:

- Mindstesats på 82 pct. af højeste dagpenge for ledige lønmodtagere, der ikke har et beregningsgrundlag, der er mindre end 5 år gammelt, eller ikke har en periode, der opfylder kravene til at få beregnet en individuelt beregnet sats. - Fast sats på 100 pct. af højeste dagpenge for personer, der i mere end to år har fået støtte til pasning til handicappet eller alvorligt sygt barn. - Fast sats på 100 pct. af højeste dagpenge for personer ulandsfrivillige, der har været udsendt i beregningsperioden. - Mindstesats på 82 pct. af højeste dagpenge for ledige, som medregner arbejde fra udlandet ved opgørelsen af retten til dagpenge, og der ikke foreligger et beregningsgrundlag (EØS, det øvrige udland og Færøerne).

Mindstesats på 82 pct. af højeste dagpenge for ledige lønmodtagere, der ikke har et beregningsgrundlag, der er mindre end 5 år gammelt, eller ikke har en periode, der opfylder kravene til at få beregnet en individuelt beregnet sats.

Fast sats på 100 pct. af højeste dagpenge for personer, der i mere end to år har fået støtte til pasning til handicappet eller alvorligt sygt barn.

Fast sats på 100 pct. af højeste dagpenge for personer ulandsfrivillige, der har været udsendt i beregningsperioden.

Mindstesats på 82 pct. af højeste dagpenge for ledige, som medregner arbejde fra udlandet ved opgørelsen af retten til dagpenge, og der ikke foreligger et beregningsgrundlag (EØS, det øvrige udland og Færøerne).

Disse regler om udbetaling af dagpenge med en fast sats eller mindstesats bortfalder som en konsekvens af, at beregningsperioden forlænges til 12 måneder inden for 24 måneder. For så vidt angår reglerne om sats til dimittender, tidligere værnepligtige, og mindstesatsen for lønmodtagere henvises videre til ændringerne af § 49, stk. 5 og 6, ny § 49, stk. 7, og § 50, stk. 1, som ændret og affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 11-14.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det bemærkes, at i forhold til personer, der opnår dagpengeret efter at have haft arbejde i Danmark, og som forud herfor har haft arbejde i et andet EU/EØS-land, følger det af artikel 62 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (forordning 883/04), at dagpengesatsen udelukkende fastsættes på grundlag af den løn eller erhvervsindtægt, som den ledige senest har haft i Danmark. Dette gælder selvom optjeningsperioden for beregning af dagpengesats også omfatter den periode, hvor den ledige har arbejdet i et andet EU/EØS-land.

Efter de gældende regler i bekendtgørelse nr. 1313 af 26. november 2015 om arbejdsløshedsforsikring ved arbejde m.v. indenfor EØS, Færøerne og i det øvrige udland er retten til at medregne tilbagelagte forsikringsperioder fra et andet EU/EØS-land for ret til danske dagpenge i ovennævnte tilfælde bl.a. betinget af, at den ledige har tilbagelagt danske beskæftigelsesperioder, svarende til 296 løntimer inden for de sidste 12 uger eller 3 måneder (deltidsforsikrede 148 løntimer). Dette ændres der ikke på. Kravet til beskæftigelse i Danmark for at kunne opnå dagpengeret svarer således til den periode, der danner grundlag for beregning af dagpengesatsen, jf. ovenfor om gældende ret for beregning af dagpengesatsen. Der vil således som hovedregel foreligge en beregningsperiode på baggrund af lønindtægt i Danmark.

Det følger imidlertid af den foreslåede § 49, stk. 2, at perioden for beregning af dagpengesatsen med virkning fra den 1. juli 2017 som hovedregel dækker 12 måneder med den højeste indkomst inden for de seneste 24 måneder forud for ledighedens indtræden. Indtægten skal, jf. den forslåede § 49, stk. 1, være indberettet til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister. Det fremgår af forslaget til § 49, stk. 3, at hvis der ikke foreligger 12 måneder med indtægt inden for de seneste 24 måneder beregnes satsen på baggrund af indtægten af alle måneder med indtægt inden for perioden.

Der vil således fremover ikke være sammenfald mellem kravet til den danske beskæftigelsesperiode for ret til at medregne tilbagelagte forsikringsperioder fra et andet EU/EØS-land og perioden, der danner grundlag for beregningen af dagpengesatsen. Der er derfor behov for at fastsætte særlige regler, der sikrer, at reglerne om beregning af dagpengesatsen for personer, der opnår dagpengeret, på baggrund af arbejde i et andet EU/EØS-land, fortsat er i overensstemmelse med EU-retten. Der vil med hjemmel i § 51 a i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., som ændret ved dette lovforslags § 1, nr. 16, blive fastsat regler om beregningen af dagpengesatsen for personer, der har arbejdet i et andet EØS-land, jf. forslaget til § 1, nr. 16.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6. og 7.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

ÆndringL 181 (2015-16) · bemærkning til § 1, nr. 11LOV nr 624 af 08/06/2016 · 8. juni 2016

Efter de gældende regler i § 49, stk. 5, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., har et medlem, som har opnået ret til dagpenge på grundlag en erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed eller en erhvervsuddannelse i henhold til lov om erhvervsgrunduddannelse m.v., ret til dagpenge med et fast beløb, der udgør 82 pct. af højeste dagpenge for fuldtids- henholdsvis deltidsforsikrede.

Hvis dimittenden efter uddannelsens afslutning har haft beskæftigelse, der berettiger til dagpenge med et højere beløb, er medlemmet berettiget til dette, når der er forløbet mindst 6 måneder efter opnåelsen af dagpengeretten.

Det foreslås, at dimittender modtager dagpenge med 82 pct. af højeste dagpengesats som fuldtids- eller deltidsforsikrede, og med 71,5 pct., hvis de ikke har forsørgerpligt. Reglerne om forsørgerpligt kendes fra reglerne om midlertidig arbejdsmarkedsydelse, hvor ydelsens størrelse også er beroende på pågældendes forsørgerpligt over for børn efter lov om aktiv socialpolitik. Det er den privatretlige forsørgelsespligt over for et barn efter Social- og Indenrigsministeriets lovgivning (lov om børns forsørgelse), som er afgørende for, om man i relation til det offentlige har forsørgelsesansvar over for barnet. Det følger heraf, at forældre hver for sig er forpligtet til at forsørge barnet. Forpligtigelsen ophører ved barnets fyldte 18 år, eller når barnet indgår ægteskab eller selv får forsørgelsespligt over for et barn.

Ved skift af forsørgerstatus sker skiftet fra den 1. i den efterfølgende måned. Ved skift af forsørgerstatus i perioden fra den 2. januar 2017 til og med den 30. juni 2017 sker skiftet af ydelsessats fra den efterfølgende uge, jf. forslagets § 15, stk. 9. Dermed tages der højde for, at dagpengesystemet indtil 1. juli 2017 er et ugebaseret system.

Det foreslås, at medlemmet – på samme måde som i den midlertidige arbejdsmarkedsydelse – overfor arbejdsløshedskassen på tro og love angiver, om pågældende er forsørger eller ej. Arbejdsløshedskassen får efter forslaget i § 1, nr. 100, ad § 90 b, mulighed for via CPR at kontrollere, om pågældende er registreret i slægtskabsregistret med barn. Hvis medlemmet på sin tro- og loveerklæring har angivet at være ikke-forsørger, er der i udgangspunktet ikke behov for, at arbejdsløshedskassen foretager yderligere kontrol. Hvis medlemmet har angivet at være forsørger, må arbejdsløshedskassen kontrollere i CPR, om der er slægtskab til et barn. Er der uoverensstemmelse mellem oplysningerne på tro- og loveerklæringen og oplysningerne i CPR skal arbejdsløshedskassen undersøge dette nærmere. Det vil med hjemmel i de gældende dokumentationsregler i lovens § 88 som ændret ved dette lovforslags § 1, nr. 97 og 98, blive fastsat nærmere regler herom.

De gældende regler om muligheden for at få foretaget en individuel beregning af satsen efter 6 måneder efter opnåelse af dagpengeretten, hvis medlemmet har afsluttet et beskæftigelsesforhold, der kan danne grundlag for en ny beregningsperiode, der giver ret til dagpenge med et højere beløb, opretholdes. Udgangspunktet for en ny beregning er en beregningsperiode, som dækker 12 måneder med den højeste indkomst inden for de seneste 24 måneder, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, ad § 49, stk. 1-3. Det følger af forslaget til § 49, stk. 1-3, at hvis der ikke inden for de seneste 24 måneder foreligger 12 måneder med den fornødne indkomst, beregnes dagpengenes størrelse på grundlag af indkomsten i alle måneder med indkomst inden for perioden på 24 måneder. som konsekvens heraf kan et medlem, der modtager dagpenge med dimittendsats, få beregnet en ny dagpengesats forholdsmæssig på grundlag af indkomsten i de 6 måneder efter opnåelsen af dagpengeretten.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

ÆndringL 181 (2015-16) · bemærkning til § 1, nr. 13LOV nr 624 af 08/06/2016 · 8. juni 2016

Det foreslås, at det er en betingelse for at modtage dagpenge som forsørger efter forslagene i § 1, nr. 11 og 12, ad § 49, stk. 5 og 6, at barnet/børnene opholder sig i Danmark. Det gælder dog ikke for EU-/EØS-borgere, hvis barn/børn opholder i et andet EU-/EØS-land. Dette er i overensstemmelse med udbetaling af midlertidig arbejdsmarkedsydelse, jf. § 52 j, stk. 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

ÆndringL 70 (2011-12) · bemærkning til § 1, nr. 4LOV nr 152 af 28/02/2012 · 28. februar 2012

Med virkning fra 1. maj 2011 er reglerne om beregning af dagpenge- og efterlønssats ændret, og beregningen skal ske på baggrund af oplysninger i indkomstregisteret.

Det fremgår af § 49, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. at den indtægt, der kan medregnes til beregning af satsen, skal være indberettet »i« beregningsperioden. Beregningsperioden omfatter de seneste sammenhængende indberetningsperioder forud for ledigheden, som dækker 3 måneder/12 uger og hvor der til indkomstregisteret er indberettet 320 henholdsvis 296 løntimer.

På grund af indberetningsfristerne i indkomstregisteret – for bagudlønnede sidste hverdag eller seneste den 10. i den efterfølgende måned og for forudlønnede den sidste hverdag i måneden forud for perioden – kan det forekomme, at der ikke er sammenfald mellem beregningsperioden og den indtægt, der dækker beregningsperioden. Det betyder, at beregningen ikke altid foretages på de minimum 320/296 løntimer, som det ellers var forudsat med de nye regler, og som også var gældende forud for 1. maj 2011, jf. § 49, stk. 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Det bemærkes, at der i den forløbne periode er administreret i overensstemmelse med de pr. 1. maj 2011 gældende regler.

Det er ikke i alle tilfælde, at problemstillingen har betydning for udregningen af dagpenge-/efterlønssatsen. Det beror på pågældendes indtægt. Men for nogle kan det betyde, at de får beregnet en sats som er mindre, end de ellers ville være berettiget til efter de før 1. maj 2011 gældende regler. I langt de fleste tilfælde vil der dog som forudsat ved regelændringen være sammenfald mellem beregningsperiode og indtægt.

Det foreslås, at § 49, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. præciseres således, at der bliver overensstemmelse mellem fastlæggelsen af beregningsperioden og den indtægt, der er optjent for beregningsperioden.

Konkret foreslås, at opgørelsen af beregningsgrundlaget sker på grundlag af indberettet lønindtægt, for de indberetningsperioder, der danner grundlag for at fastlægge beregningsperioden.

Med ændringen genindføres den retstilstand, som var gældende forud for 1. maj 2011 for alle lønmodtagerberegninger, og det sikres, at opgørelsen sker på den mest aktuelle indtægt, og at der altid beregnes på indtægten fra minimum 320/296 løntimer.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4. i de almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 6, stk. 2.

ÆndringL 70 (2011-12) · bemærkning til § 1, nr. 5LOV nr 152 af 28/02/2012 · 28. februar 2012

Efter gældende lovs § 49, stk. 5, udbetales arbejdsløshedsdagpenge til en person, der er optaget i henhold til § 41, stk. 1, nr. 3, litra b, med et beløb, der udgør 82 pct. af højeste dagpenge efter §§ 47 og 70.

Reglerne om optagelse for personer, der har gennemført en erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed eller en erhvervsgrunduddannelse i henhold til lov om erhvervsgrunduddannelse, jf. gældende lovs § 41, stk. 1, nr. 3, litra b, foreslås efter forslaget i § 1, nr. 2, ophævet, og de særlige rettigheder for disse personer vil fremover fremgå af lovens § 49, stk. 5, § 53, stk. 3, nr. 2, og § 54. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5, 8 og 9.

Som en konsekvens heraf foreslås det, at henvisningen i § 49, stk. 5, ændres, således at der i stedet henvises til lovens § 54. Personer, der har gennemført en erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed eller en erhvervsgrunduddannelse i henhold til lov om erhvervsgrunduddannelse, og som er optaget i en arbejdsløshedskasse i tilknytning til uddannelsens afslutning, har som efter de gældende regler forsat ret til arbejdsløshedsdagpenge med et beløb, der udgør 82 pct. af højeste dagpenge efter §§ 47 og 70.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.1. i de almindelige bemærkninger.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 49.