Sygedagpengeloven § 53
Gældende tekst efter LBK nr 1221 af 09/10/2025.
Kapitel 18 – Sygedagpengenes størrelse
§ 53.
Til lønmodtagere, der er delvis uarbejdsdygtige på grund af sygdom, udbetales nedsatte sygedagpenge med samme beløb pr. fraværstime som ved fuldt fravær.
Sygedagpengene beregnes dog på samme måde som ved fuldt fravær til
- 1)
lønmodtagere, der er berettiget til sygedagpenge på grund af delvis uarbejdsdygtighed, som bliver ledige og ikke har ret til løn,
- 2)
arbejdsløshedsdagpengemodtagere, der bliver berettiget til sygedagpenge på grund af delvis uarbejdsdygtighed, og
- 3)
lønmodtagere, der er berettiget til sygedagpenge på grund af delvis uarbejdsdygtighed, og hvor arbejdsgiveren ikke tilbyder deltidsbeskæftigelse.
Til selvstændige erhvervsdrivende, der er delvis uarbejdsdygtige på grund af sygdom, udbetales nedsatte sygedagpenge med et beløb pr. uge svarende til
- 1)
tre fjerdedele af sygedagpengebeløbet pr. uge ved fuldt fravær i de tilfælde, hvor den selvstændige højst kan udføre en fjerdedel af sit normale arbejde, eller
- 2)
halvdelen af sygedagpengebeløbet pr. uge ved fuldt fravær i de tilfælde, hvor den selvstændige højst kan udføre halvdelen af sit normale arbejde.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 1221 af 09/10/2025 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Sygedagpengeloven § 53
Lovgivers oprindelige intention
Den oprindelige lovL 154 (2005-06) · bemærkning til § 53LOV nr 563 af 09/06/2006 · 9. juni 2006
Bestemmelsen omhandler beregning af nedsatte sygedagpenge til personer, der er delvist uarbejdsdygtige på grund af sygdom og skal sammenholdes med § 7, stk. 2. Bestemmelsen viderefører de regler, der i dag er fastsat i sygedagpengebekendtgørelsens § 34 for henholdsvis lønmodtagere, arbejdsledige og selvstændige erhvervsdrivende. Dog er det i forhold til arbejdsledige med forslaget forudsat, at skønnet over personens delvise uarbejdsdygtighed foretages af kommunen i forbindelse med en lægelig vurdering heraf.
Til kapitel 19
Arbejdsgivers ret til refusion af sygedagpenge
Senere ændringer
ÆndringL 52 (2019-20) · bemærkning til § 1, nr. 16LOV nr 1555 af 27/12/2019 · 27. december 2019
Efter de gældende regler i § 53, stk. 2, nr. 2, i lov om sygedagpenge beregnes sygedagpenge på samme måde som ved fuldt fravær til arbejdsløshedsdagpengemodtagere eller modtagere af midlertidig arbejdsmarkedsydelse, der bliver berettiget til sygedagpenge på grund af delvis uarbejdsdygtighed.
Den sidste (teoretiske) person har forladt ordningen om midlertidig arbejdsmarkedsydelse den 1. juli 2018.
Det foreslås derfor at konsekvensrette § 53, stk. 2, nr. 2 , så henvisningen til midlertidig arbejdsmarkedsydelse udgår.
ÆndringL 70 (2013-14) · bemærkning til § 11, nr. 8LOV nr 1610 af 26/12/2013 · 26. december 2013
Det fremgår af gældende sygedagpengelovs § 53, stk. 2, nr. 2, at ved delvis uarbejdsdygtighed på grund af sygdom, beregnes sygedagpengene til arbejdsløshedsdagpengemodtagere som ved fuldt fravær. Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 1545 af 20. december 2006, og formålet med bestemmelsen er at sikre, at forsikrede ledige, som bliver delvist sygemeldte, får sygedagpenge som ved fuldt fravær. Det skyldes, at forsikrede ledige efter arbejdsløshedsforsikringsloven ikke kan få suppleret deres delvise sygedagpenge med arbejdsløshedsdagpenge for de timer, de forventes at kunne arbejde i.
Det foreslås, at personer som modtager midlertidig arbejdsmarkedsydelse ved delvis uarbejdsdygtighed på grund af sygdom, skal have beregnet sygedagpenge som ved fuldt fravær, idet der efter arbejdsløshedsforsikringsloven ikke vil kunne ske udbetaling af midlertidig arbejdsmarkedsydelse ved delvist sygefravær.
ÆndringL 117 (2009-10) · bemærkning til § 1, nr. 5LOV nr 247 af 23/03/2010 · 23. marts 2010
Det foreslås med ændringen i sygedagpengelovens § 53, stk. 3, at give selvstændige erhvervsdrivende mulighed for at udføre opgaver i virksomheden under sygefraværet, f.eks. besvare telefon og mails i et omfang på op til 25 pct. af deres normale arbejdstid, og samtidig modtage 75 pct. af sygedagpengesatsen.
Selvstændige, der er delvis uarbejdsdygtige, vil herefter enten kunne være berettiget til 75 pct. af dagpengesatsen, hvis de højst kan udføre en fjerdedel af deres normale arbejde, eller 50 pct. af dagpengesatsen, hvis de højst kan udføre halvdelen af deres normale arbejde.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.2.2.
ÆndringL 165 (2008-09) · bemærkning til § 1, nr. 21LOV nr 480 af 12/06/2009 · 12. juni 2009
Efter de gældende regler i sygedagpengeloven er delvist sygemeldte lønmodtagere, hvis arbejdsgiver ikke kan beskæftige dem på nedsat tid, berettiget til fulde sygedagpenge. De er således også berettiget til sygedagpenge for det antal timer, som de vurderes at kunne arbejde. Denne bestemmelse gælder imidlertid kun for lønmodtagere, der ikke modtager løn under sygdom. Arbejdsgivere, der udbetaler løn til en lønmodtager, der er delvist sygemeldt kan således ikke efter de gældende regler få sygedagpengerefusion for de timer, hvor lønmodtageren er i stand til arbejde.
Efter forslaget vil arbejdsgivere, der oplyser, at de ikke kan beskæftige delvist sygemeldte lønmodtagere på nedsat tid, tilsvarende være berettiget til sygedagpengerefusion – også for de timer, som lønmodtageren ellers ville kunne arbejde. Med lovforslaget får arbejdsgivere, der på grund af fx arbejdspladsens indretning eller arbejdets karakter oplyser, at de ikke kan tage den sygemeldte tilbage på nedsat tid, ret til refusion af fulde sygedagpenge.
ÆndringL 73 (2006-07) · bemærkning til § 1, nr. 5LOV nr 1545 af 20/12/2006 · 20. december 2006
Efter de gældende regler er en sygemeldt lønmodtager kun berettiget til sygedagpenge for det antal timer, som den pågældende er uarbejdsdygtig og dermed sygemeldt i. Det betyder, at nogle lønmodtagere kan risikere at miste retten til fuld forsørgelse, fordi de er delvist sygemeldte. Det er således tilfældet for forsikrede ledige, som bliver delvist sygemeldte, lønmodtagere, der mister arbejdet under en delvis sygemelding, og delvist sygemeldte lønmodtagere, hvor arbejdsgiveren ikke tilbyder at beskæftige dem på nedsat tid.
Forsikrede ledige, som bliver delvist sygemeldte, kan efter arbejdsløshedsforsikringsloven ikke få suppleret op med arbejdsløshedsdagpenge for de timer, som de vurderes at kunne arbejde i.
Arbejdsretligt antages det, at arbejdsgiveren ikke er forpligtet til at tilbyde en medarbejder, som er delvist sygemeldt, beskæftigelse på nedsat tid.
Efter forslaget vil disse persongrupper, trods en delvis sygemelding, få ret til sygedagpenge beregnet på grundlag af det antal timer, hvormed de ville have været berettiget til sygedagpenge ved en fuld sygemelding.
Retten forudsætter, at den sygemeldte ikke er berettiget til løn under sygdommen. En arbejdsgiver kan således ikke være berettiget til sygedagpengerefusion i de omhandlede tilfælde.
Efter sygedagpengeloven skal kommunen som hidtil foretage opfølgning i løbende sager, dvs. såvel i sager, hvor sygemeldte er fuld uarbejdsdygtig, som i sager, hvor sygemeldte er delvis uarbejdsdygtig.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 53.