Sygedagpengeloven § 59
Gældende tekst efter LBK nr 1221 af 09/10/2025.
Kapitel 22 – Anmeldelse af refusionskrav
§ 59.
En arbejdsgiver, der efter §§ 54-57 er berettiget til refusion af sygedagpenge, skal anmelde refusionskravet til lønmodtagerens handlekommune.
Har arbejdsgiveren anmeldt sygefraværet senest 5 uger efter første fraværsdag, jf. § 40, stk. 1, kan der ydes refusion for tidsrum, der ligger indtil 3 måneder forud for fremsættelsen af kravet.
Har arbejdsgiveren ikke anmeldt sygefraværet senest 5 uger efter første fraværsdag, kan der alene ydes refusion fra det tidspunkt, hvor sygefraværet er anmeldt, jf. dog stk. 4.
Har arbejdsgiveren ikke anmeldt sygefraværet senest 5 uger efter første fraværsdag, fordi fraværet er afsluttet inden for 30 kalenderdage fra første fraværsdag, kan der ydes refusion for tidsrum, der ligger indtil 3 måneder forud for fremsættelsen af kravet.
Ved en lønmodtagers fortsatte sygefravær kan der alene ydes refusion for tidsrum, der ligger indtil 3 måneder forud for fremsættelsen af kravet.
Kommunen kan dog udbetale refusion, når overskridelsen af fristen skyldes driftsforstyrrelser hos Nemrefusion af et omfang og en varighed, der har afskåret arbejdsgiveren fra at anmelde rettidigt, eller skyldes forhold, som i det væsentlige må tilskrives lønmodtageren, eller skyldes forkert vejledning fra offentlige myndigheder eller andre, der må antages at have særligt kendskab til forholdene, eller når særlige omstændigheder i øvrigt taler derfor.
Dette gælder dog ikke, når anmodningen om refusion indgives senere end 6 måneder efter første fraværsdag.
Anmeldelse af refusionskrav til kommunen skal ske via Nemrefusion.
Lønmodtageren skal ved et underretningsbrev orienteres om de oplysninger, som arbejdsgiveren har givet til Nemrefusion ved anmodningen om refusion.
Er lønmodtageren ikke enig i de af arbejdsgiveren afgivne oplysninger, skal lønmodtageren senest 8 dage efter kommunens afsendelse af underretningsbrevet gøre kommunen opmærksom herpå ved digital selvbetjening, jf. § 69 a.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 1221 af 09/10/2025 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Sygedagpengeloven § 59
Lovgivers oprindelige intention
Den oprindelige lovL 154 (2005-06) · bemærkning til § 59LOV nr 563 af 09/06/2006 · 9. juni 2006
Bestemmelsen indeholder reglerne om en arbejdsgivers anmeldelse af refusionskrav til kommunen. Der er bortset fra redaktionelle omskrivninger tale om en videreførelse af de regler, der i dag er fastsat i sygedagpengebekendtgørelsens § 19, stk. 1-5, og § 20.
Om indholdet af de gældende regler om anmeldelse af refusionskrav henvises til omtalen heraf i rapporten om modernisering af sygedagpengeloven (kap. 15).
Til kapitel 23
Bortfald af arbejdsgivers refusionsret
Senere ændringer
ÆndringL 85 (2011-12) · bemærkning til § 1, nr. 14LOV nr 269 af 27/03/2012 · 27. marts 2012
Der er tale om konsekvensændringer som følge af forslaget om ny formulering af sygedagpengelovens § 40, stk. 1, jf. lovens § 1, nr. 10.
ÆndringL 85 (2011-12) · bemærkning til § 1, nr. 13LOV nr 269 af 27/03/2012 · 27. marts 2012
Der er tale om konsekvensændringer som følge af forslaget om ændringer af anmeldelsesfristen fra 4 til 5 uger i sygedagpengelovens § 40, stk. 1, jf. lovens § 1, nr. 10.
ÆndringL 85 (2011-12) · bemærkning til § 1, nr. 15LOV nr 269 af 27/03/2012 · 27. marts 2012
Det fremgår af § 1, stk. 8, i bekendtgørelse nr. 644 af 11. juni 2010 om SDPI-løsningen, at for alle modtagne indberetninger fra en arbejdsgiver eller en arbejdsløshedskasse, skal SDPI-løsningen udsende underretningsbrev til lønmodtageren eller den forsikrede ledige.
Lønmodtager modtager således et underretningsbrev fra SDPI-løsningen hver gang arbejdsgiverens anmodning om refusion fra kommunen. Er lønmodtageren enig i de oplysninger, som arbejdsgiveren har afgivet, skal lønmodtageren ikke foretage sig yderligere. Er lønmodtageren derimod ikke enig i oplysningerne arbejdsgiveren har afgivet, skal lønmodtageren orientere kommunen. Dette for at sikre, at der ikke sker fejludbetaling af refusion til arbejdsgiveren. Der er i dag ikke fastsat en frist for lønmodtagerens orientering af kommunen.
Det foreslås, at en lønmodtager, der fra SDPI-løsningen modtager et underretningsbrev, skal orientere kommunen senest 8 dage fra afsendelsen af underretningsbrevet, hvis lønmodtager ikke er enig i de oplysninger, som arbejdsgiveren har givet kommunen.
Forslaget sikrer, at kommunen efter udløbet af fristen for lønmodtagerens orienteringspligt kan behandle arbejdsgiverens anmodning om udbetaling af refusion i forventning om, at lønmodtageren er enig i arbejdsgiverens oplysninger.
ÆndringL 161 (2010-11) · bemærkning til § 1, nr. 3LOV nr 460 af 18/05/2011 · 18. maj 2011
Efter sygedagpengelovens § 59, stk. 5, 2. pkt., kan en arbejdsgiver ikke fremsætte krav om refusion med mindre end 1 måneds mellemrum.
Det foreslås, at kravet om mindst 1 måneds mellemrum mellem 2 refusionsanmodninger ophæves.
Forslaget sikrer, at arbejdsgiverens fleksibilitet i forbindelse med anmodning om refusion øges, idet arbejdsgiveren ikke er begrænset af kravet om en tidsperiode på mindst 1 måned mellem refusionsanmodningerne.
ÆndringL 161 (2010-11) · bemærkning til § 1, nr. 4LOV nr 460 af 18/05/2011 · 18. maj 2011
Efter sygedagpengelovens § 59, stk. 6, kan kommunen dispensere fra en arbejdsgivers manglede overholdelse af fristen for anmeldelse af refusionskrav til kommunen. Det kan ske i de situationer, hvor overskridelsen af fristen skyldes forhold, som i det væsentlige må tilskrives lønmodtageren, eller skyldes forkert vejledning fra offentlige myndigheder eller andre, der må antages at have særligt kendskab til forholdene, eller når særlige omstændigheder i øvrigt taler derfor.
Det foreslås, at kommunen tilsvarende skal kunne dispensere, når overskridelse af fristen skyldes driftsforstyrrelser hos SDPI-løsningen af et omfang og en varighed, der har afskåret arbejdsgiveren fra at anmelde rettidigt.
Forslaget sikrer, at kommunen kan dispensere hvis der skulle opstå driftsforstyrrelser hos SDPI-løsningen. Det forudsættes, at der er tale om driftsforstyrrelser af et omfang og en varighed, der er skyld i at arbejdsgiveren ikke har kunnet anmelde rettidigt.
Den aktuelle driftsstatus i SDPI-løsningen kan ses på løsningens hjemmeside www.nemrefusion.dk. Ved kontakt til supporten for SDPI-løsningen vil kommunen kunne få en oversigt over driftsforstyrrelser, der måtte have været i en given periode.
Det ikke er nok, at der har været driftsforstyrrelse i SDPI-løsningen i løbet af den periode, hvor arbejdsgiveren skulle anmelde sygefraværet. Det forudsættes, at driftsforstyrrelsen har været af et omfang og en varighed, som har gjort, at arbejdsgiveren ikke har kunnet anmelde rettidigt. En mindre driftsforstyrrelse i løbet af anmeldelsesperioden vil således ikke være nok til at give en dispensation, såfremt driftsforstyrrelsen ikke har forhindret, at arbejdsgiveren har kunnet foretage anmeldelsen rettidigt.
Det forudsættes endvidere, at arbejdsgiveren inden en rimelig frist har anmeldt refusionskravet til kommunen, når SDPI-løsningen igen er blevet tilgængelig. Som udgangspunkt vil en anmeldelse, der er fortaget inden for et par hverdage efter at SDPI-løsningen igen er blevet tilgængelig, anses for at være sket inden for en rimelig frist.
Også ændret ved
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 59.