Sygedagpengeloven

Sygedagpengeloven § 56

Gældende tekst efter LBK nr 1221 af 09/10/2025.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 21 – Aftale om refusion af sygedagpenge ved langvarig eller kronisk sygdom m.v.

§ 56.

En arbejdsgiver kan ved aftale med en lønmodtager opnå ret til fra kommunen at få refusion i de første 30 kalenderdage af sygefraværet, hvis lønmodtageren opfylder beskæftigelseskravet i § 30.

Refusionen beregnes efter reglerne om sygedagpenge fra kommunen til lønmodtagere, jf. § 47, stk. 1, 1. pkt. Refusionen kan dog højst ske med det beløb, som lønmodtageren har ret til efter § 50, stk. 2.

Stk. 2.

En aftale efter stk. 1 kan indgås,

  1. 1)

    når lønmodtagerens sygdomsrisiko er væsentligt forøget på grund af en langvarig eller kronisk lidelse og fraværet på grund af lidelsen skønnes at medføre mindst 10 fraværsdage inden for 1 år,

  2. 2)

    når lønmodtageren skal indlægges eller behandles ambulant på sygehus eller tilsvarende behandlingsinstitution og indlæggelsen eller behandlingen var besluttet på ansættelsestidspunktet, eller

  3. 3)

    når arbejdsgiveren under det bestående arbejdsforhold allerede har udbetalt sygedagpenge eller løn i 21 kalenderdage for samme lidelse inden for de seneste 12 måneder før indlæggelsen eller behandlingen.

Stk. 3.

Aftalen skal være skriftlig og indeholde oplysning om arbejdsgiverens og lønmodtagerens navn og adresse samt sygdommens art.

Aftalen skal godkendes af lønmodtagerens handlekommune.

Stk. 4.

Aftalen kan indgås for 2 år ad gangen og vedrører kun fravær på grund af den lidelse, der er omfattet af aftalen.

Aftalen kan ikke fornyes, når lønmodtagerens fravær på grund af lidelsen i det seneste år ikke har medført mindst 10 fraværsdage, medmindre der ved aftalens udløb er sket væsentlige ændringer i lønmodtagerens arbejdsmæssige eller helbredsmæssige forhold.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 1221 af 09/10/2025 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Sygedagpengeloven § 56

Lovgivers oprindelige intention

Den oprindelige lovL 154 (2005-06) · bemærkning til § 56LOV nr 563 af 09/06/2006 · 9. juni 2006

Bestemmelserne omhandler de såkaldte § 28-aftaler, dvs. en aftale, som arbejdsgiveren indgår med en lønmodtager med en langvarig eller kronisk sygdom, og som giver arbejdsgiveren ret til fra kommunen at få refunderet de sygedagpenge, som arbejdsgiveren har pligt til at udbetale i de første 2 uger af sygefraværet. Aftalen skal godkendes af lønmodtagerens opholdskommune.

Bestemmelserne viderefører med redaktionelle ændringer bemyndigelsesreglen i gældende lovs § 28 og de regler, der i medfør heraf i dag er fastsat i sygedagpengebekendtgørelsens §§ 49 og 50. Dog foreslås den ændring, at en aftale, der efter de gældende regler kun kan indgås for 1 år ad gangen, fremover skal kunne indgås for 2 år ad gangen. Dette vil ud over administrative lettelser for arbejdsgiveren og kommunen kunne give øgede muligheder for beskæftigelse af personer med kroniske lidelser.

Til kapitel 22

Anmeldelse af refusionskrav

Senere ændringer

ÆndringL 194 (2013-14) · bemærkning til § 1, nr. 57LOV nr 720 af 25/06/2014 · 25. juni 2014

Efter de gældende regler i § 56 i lov om sygedagpenge kan en arbejdsgiver ved en aftale med en lønmodtager opnå ret til fra kommunen at få refusion med et beløb, der svarer til de sygedagpenge, som lønmodtageren har ret til fra arbejdsgiver i de første 30 kalenderdage af sygefraværet. Refusionsbeløbet kan dog ikke overstige det beløb, som lønmodtageren efter lovens § 50, stk. 2, har ret til fra kommunen.

Som en konsekvens af forslaget om at digitalisere beregning af sygedagpenge til lønmodtageren fra kommunen, foreslås det, at der i lovens § 56, stk. 1, tilføjes, at refusionen som arbejdsgiveren fremover vil kunne få, beregnes efter reglerne om beregning af sygedagpenge til lønmodtageren fra kommunen. Derved sikres, at kommunen også i denne situation kan beregne sygedagpenge digitalt efter reglerne i lovens § 47, stk. 1, nr. 1, som i øvrigt foreslås ændret i nærværende lovforslag.

Forslaget medfører ikke andre ændringer i forhold til reglerne om § 56-aftaler.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 56.