Sygedagpengeloven

Sygedagpengeloven § 38

Gældende tekst efter LBK nr 1221 af 09/10/2025.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 12 – Anmeldelse af sygefravær og dokumentation · Lønmodtagerens anmodning om sygedagpenge fra kommunen

§ 38.

Lønmodtageren skal anmode om sygedagpenge fra kommunen senest 8 dage efter kommunens afsendelse af underretningsbrevet på baggrund af arbejdsgiverens eller arbejdsløshedskassens anmeldelse af sygefraværet.

Har lønmodtageren modtaget løn under sygefraværet, skal lønmodtageren anmode om sygedagpenge fra kommunen senest 8 dage efter kommunens afsendelse af underretningsbrevet på baggrund af arbejdsgiverens sidste refusionsanmodning.

Stk. 2.

Anmodning om sygedagpenge skal ske ved digital selvbetjening, jf. § 69 a.

Stk. 3.

Er der ikke sendt et underretningsbrev trods lønmodtagerens anmeldelse af sygefraværet til arbejdsgiveren eller arbejdsløshedskassen, skal lønmodtageren anmode om sygedagpenge fra kommunen senest 3 uger efter første fraværsdag, når lønmodtageren skal modtage sygedagpenge fra kommunen fra første fraværsdag.

Har lønmodtageren fået udbetalt sygedagpenge fra arbejdsgiveren i arbejdsgiverperioden eller en del af denne eller arbejdsløshedsdagpenge under de første 14 dages sygefravær fra arbejdsløshedskassen, skal lønmodtageren anmode om sygedagpenge fra kommunen, senest 3 uger efter at udbetalingen fra arbejdsgiveren eller retten til arbejdsløshedsdagpenge under de første 14 dages sygefravær er ophørt.

Anmodning sker i dette tilfælde ved at udfylde en blanket, som udleveres af kommunen.

Stk. 4.

En person, som ikke er i aktuel beskæftigelse hos en arbejdsgiver, og som ikke er dagpengeberettiget ledigt medlem af en arbejdsløshedskasse, skal anmode om sygedagpenge hos kommunen senest 1 uge efter første fraværsdag.

Anmodningen om sygedagpenge skal ske på en blanket, som udleveres af kommunen.

Stk. 5.

En person, der på grund af længerevarende sygdom afbryder en påbegyndt uddannelse, hvor personen modtager uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 d, stk. 3, i lov om arbejdsskadesikring, skal anmode om sygedagpenge hos kommunen senest 3 uger efter sidste dag med ret til uddannelsesgodtgørelse.

Anmodningen om sygedagpenge skal ske på en blanket, som udleveres af kommunen.

Stk. 6.

Kommunen kan i særlige tilfælde forlange, at anmodning sker tidligere end fastsat i stk. 1, 3 eller 4.

Stk. 7.

Hvis anmodning om sygedagpenge fra kommunen indgives senere end fastsat i stk. 1, 3, 4, 5 eller 6, har personen først ret til sygedagpenge fra den dag, hvor anmodningen modtages.

Stk. 8.

Kommunen kan udbetale sygedagpenge for tiden før anmodningsdagen, når lønmodtageren på grund af hospitalsophold eller ophold i udlandet har været forhindret i at anmode rettidigt, eller når andre særlige undskyldende forhold har bevirket, at anmodning ikke er sket rettidigt.

Anmodningsfristen kan dog ikke fraviges, når anmodningen er indgivet mere end 6 måneder efter sygdommens indtræden, jf. dog stk. 9.

Stk. 9.

Hvis arbejdsgiveren har udbetalt løn eller sygedagpenge i 6 måneder eller mere, uden at arbejdsgiveren har anmeldt sygefraværet til kommunen, kan anmodningsfristen fraviges, hvis anmodningen om sygedagpenge indgives senest 4 uger efter, at udbetalingen fra arbejdsgiveren er ophørt, og lønmodtageren ikke længere er ansat hos arbejdsgiveren.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 1221 af 09/10/2025 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Sygedagpengeloven § 38

Lovgivers oprindelige intention

Den oprindelige lovL 154 (2005-06) · bemærkning til § 38LOV nr 563 af 09/06/2006 · 9. juni 2006

Bestemmelserne indeholder reglerne om anmeldelse og dokumentation ved sygefravær og vedrører henholdsvis lønmodtagerens anmeldelse og dokumentation over for arbejdsgiveren (§§ 35-37), lønmodtagerens anmeldelse og dokumentation over for kommunen (§§ 38 og 39) og arbejdsgiverens anmeldelse af sygefravær til lønmodtagerens opholdskommune (§ 40).

Der er bortset fra redaktionelle omskrivninger tale om en videreførelse af reglerne i gældende lovs § 6, § 7 og § 8, stk. 2, samt væsentlige dele af reglerne i sygedagpengebekendtgørelsens kapitel 3 om anmeldelse og dokumentation mv.

Om indholdet af de gældende regler om anmeldelse og dokumentation ved sygefravær henvises til omtalen heraf i rapporten om modernisering af sygedagpengeloven (kap.15).

Til kapitel 13

Tidspunktet for retten til sygedagpenge

Senere ændringer

ÆndringL 23 (2023-24) · bemærkning til § 4, nr. 2LOV nr 1541 af 12/12/2023 · 12. december 2023

Efter § 38, stk. 3 og 4, i lov om sygedagpenge er fristen for at anmode om sygedagpenge for en lønmodtager, der ikke har en arbejdsgiver, senest en uge efter første fraværsdag. Har lønmodtageren fået udbetalt sygedagpenge fra arbejdsgiveren i arbejdsgiverperioden, skal lønmodtageren anmode om sygedagpenge fra kommunen senest 3 uger efter at udbetalingen fra arbejdsgiveren er ophørt. Anmodningen om sygedagpenge sker på en blanket, som udleveres af kommunen.

Det foreslås i § 38, stk. 5, at en person, der på grund af længerevarende sygdom afbryder en påbegyndt uddannelse, hvor personen modtager uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 d, stk. 3, i lov om arbejdsskadesikring, skal anmode om sygedagpenge hos kommunen senest 3 uger efter sidste dag med ret til uddannelsesgodtgørelse. Anmodningen om sygedagpenge skal ske på en blanket, som udleveres af kommunen.

Forslaget medfører, at en person, der på grund af længerevarende sygdom må afbryde sin uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, og på grund af afbrydelsen ikke længere har ret til uddannelsesgodtgørelse, vil skulle henvende sig til kommunen for at få papirblanketten samt ansøge om at få udbetalt sygedagpenge senest 3 uger efter sidste dag med ret til uddannelsesgodtgørelse.

I forhold til mulighederne for dispensation for en for sen anmodning henvises til bemærkningerne til § 4, nr. 3.

ÆndringL 23 (2023-24) · bemærkning til § 4, nr. 3LOV nr 1541 af 12/12/2023 · 12. december 2023

I § 38 i sygedagpengeloven er fastsat frister for anmodning om sygedagpenge. Hvis fristerne ikke overholdes, kan der som udgangspunkt først udbetales sygedagpenge fra den dag, der bliver ansøgt. Efter § 38, stk. 6, i lov om sygedagpenge kan kommunen dispensere for en lønmodtagers for sene anmodning og alligevel udbetale sygedagpenge, hvis personen på grund af hospitalsophold eller ophold i udlandet har været forhindret i at anmode rettidigt, eller når andre særlige undskyldende forhold har bevirket, at anmodning ikke er sket rettidigt.

Det foreslås i § 38, stk. 6 , der bliver stk. 7, at stk. 1, 3, 4 eller 5 ændres til stk. 1, 3, 4, 5 eller 6.

Forslaget medfører, at en person, der afbryder en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse og søger om sygedagpenge, men som ikke søger rettidigt – dvs. inden 3 uger efter sidste dag med ret til uddannelsesgodtgørelse – vil være omfattet af den personkreds, der kan få dispensation for at søge for sent.

Kommunen vil dermed kunne udbetale sygedagpenge for tiden før anmodningsdagen, når personen på grund af hospitalsophold eller ophold i udlandet har været forhindret i at anmode rettidigt, eller når andre særlige undskyldende forhold har bevirket, at anmodning ikke er sket rettidigt. Der henvises til Ankestyrelsens almindelige praksis i forhold til, hvornår betingelserne for dispensation er opfyldt. Anmodningsfristen vil dog ikke kunne fraviges, når anmodningen er indgivet mere end 6 måneder efter sygdommens indtræden.

ÆndringL 23 (2023-24) · bemærkning til § 4, nr. 4LOV nr 1541 af 12/12/2023 · 12. december 2023

Efter § 38, stk. 7, i sygedagpengeloven kan kommunen udbetale sygedagpenge for tiden før anmodningsdagen, når personen på grund af hospitalsophold eller ophold i udlandet har været forhindret i at anmode rettidigt, eller når andre særlige undskyldende forhold har bevirket, at anmodning ikke er sket rettidigt. Der henvises til Ankestyrelsens almindelige praksis i forhold til, hvornår betingelserne for dispensation er opfyldt. Anmodningsfristen kan som udgangspunkt ikke fraviges, når anmodningen er indgivet mere end 6 måneder efter sygdommens indtræden, undtagen hvis der efter § 38, stk. 8, er tale om, at arbejdsgiveren har udbetalt løn eller sygedagpenge i 6 måneder eller mere, uden at arbejdsgiveren har anmeldt sygefraværet til kommunen; så kan anmodningsfristen fraviges, hvis anmodningen om sygedagpenge indgives senest 4 uger efter, at udbetalingen fra arbejdsgiveren er ophørt, og lønmodtageren ikke længere er ansat hos arbejdsgiveren.

Det foreslås i § 38, stk. 7, 2. pkt. , der bliver stk. 8, 2. pkt., at jf. dog stk. 8 ændres til jf. dog stk. 9.

Ændringen er en konsekvens af, at der indsættes et nyt stk. 5 i § 38. Undtagelsesbestemmelsen i den nuværende § 38, stk. 8, vil dermed fremover stå i § 38, stk. 9, og henvisningen dertil i den nuværende § 38, stk. 7 – der bliver § 38, stk. 8 – vil skulle rettes i overensstemmelse hermed.

ÆndringL 52 (2019-20) · bemærkning til § 1, nr. 11LOV nr 1555 af 27/12/2019 · 27. december 2019

Det fremgår af § 40, stk. 5, og § 40 a, stk. 4, i lov om sygedagpenge, at Nemrefusion sender et underretningsbrev til den sygemeldte med information om arbejdsgiverens eller arbejdsløshedskassens anmeldelse af refusionskravet samt de oplysninger, arbejdsgiveren eller arbejdsløshedskassen har afgivet i den forbindelse. Tilsvarende gælder, når arbejdsgiveren via Nemrefusion anmoder kommunen om refusion, jf. § 59, stk. 8.

Efter gældende regler i § 38, stk. 1, skal en lønmodtager anmode om sygedagpenge fra kommunen senest 8 dage efter afsendelsen af underretningsbrevet fra Nemrefusion på baggrund af arbejdsgiverens eller arbejdsløshedskassens anmeldelse af sygefraværet. Har lønmodtageren modtaget løn under sygefraværet, skal lønmodtageren anmode om sygedagpenge fra kommunen senest 8 dage efter afsendelse af underretningsbrevet fra Nemrefusion på baggrund af arbejdsgiverens sidste refusionsanmodning.

Det foreslås, at i § 38, stk. 1, 1. pkt., § 40, stk. 5, 2. pkt., § 40 a, stk. 4, 2. pkt., og § 59, stk. 8, 2. pkt. , ændres »afsendelsen af underretningsbrevet fra Nemrefusion« til: »kommunens afsendelse af underretningsbrevet«.

Forslaget er en konsekvens af indførelsen af det kommende nye kommunale sygedagpengesystem. Som følge af det nye system vil underretningsbreve ikke blive sendt fra Nemrefusion – men fra kommunen, når anmeldelsen eller refusionsanmodningen er kommet ind i det kommunale sygedagpengesystem.

Der ændres ikke ved forslaget på pligter og rettigheder for den sygemeldte.

Der henvises til bemærkningerne i punkt 2.3.1.

ÆndringL 52 (2019-20) · bemærkning til § 1, nr. 12LOV nr 1555 af 27/12/2019 · 27. december 2019

Efter gældende regler i § 38, stk. 1, i lov om sygedagpenge, skal en lønmodtager anmode om sygedagpenge fra kommunen senest 8 dage efter afsendelsen af underretningsbrevet fra Nemrefusion på baggrund af arbejdsgiverens eller arbejdsløshedskassens anmeldelse af sygefraværet. Har lønmodtageren modtaget løn under sygefraværet, skal lønmodtageren anmode om sygedagpenge fra kommunen senest 8 dage efter afsendelse af underretningsbrevet fra Nemrefusion på baggrund af arbejdsgiverens sidste refusionsanmodning.

Det foreslås i § 38, stk. 1, 2. pkt., at ændre »afsendelse af underretningsbrevet fra Nemrefusion« til: »kommunens afsendelse af underretningsbrevet«.

Forslaget er en konsekvens af indførelsen af det kommende nye kommunale sygedagpengesystem. Som følge af det nye system vil underretningsbreve ikke blive sendt fra Nemrefusion – men fra kommunen, når anmeldelsen eller refusionsanmodningen er kommet ind i det kommunale sygedagpengesystem.

Der ændres ikke ved forslaget på pligter og rettigheder for den sygemeldte.

Der henvises til bemærkningerne i punkt 2.3.1.

ÆndringL 52 (2019-20) · bemærkning til § 1, nr. 13LOV nr 1555 af 27/12/2019 · 27. december 2019

Det fremgår af § 40, stk. 5, og § 40 a, stk. 4, i lov om sygedagpenge, at Nemrefusion sender et underretningsbrev til borgeren med information om arbejdsgiverens eller arbejdsløshedskassens anmeldelse af refusionskravet, samt de oplysninger arbejdsgiveren eller arbejdsløshedskassen har afgivet i den forbindelse. Tilsvarende gælder, når arbejdsgiveren via Nemrefusion anmoder kommunen om refusion, jf. § 59, stk. 8.

Efter gældende regler i § 38, stk. 1, skal en lønmodtager anmode om sygedagpenge fra kommunen senest 8 dage efter afsendelsen af underretningsbrevet fra Nemrefusion på baggrund af arbejdsgiverens eller arbejdsløshedskassens anmeldelse af sygefraværet. Har lønmodtageren modtaget løn under sygefraværet, skal lønmodtageren anmode om sygedagpenge fra kommunen senest 8 dage efter afsendelse af underretningsbrevet fra Nemrefusion på baggrund af arbejdsgiverens sidste refusionsanmodning. Det fremgår af lovens § 38, stk. 2, at anmodning om sygedagpenge skal ske ved digital selvbetjening, jf. § 69 a.

Er der ikke udsendt et underretningsbrev fra Nemrefusion trods lønmodtagerens eller den lediges anmeldelse af sygefraværet til arbejdsgiveren eller arbejdsløshedskassen, skal anmodningen om sygedagpenge ske på en blanket som anvises af kommunen, jf. § 38, stk. 3. I denne situation skal anmodningen ske senest 3 uger efter første fraværsdag, når der anmodes om sygedagpenge fra første fraværsdag.

Det foreslås, at ”fra Nemrefusion” udgår i § 38, stk. 3, 1. pkt., § 40, stk. 5, 1. pkt., § 40 a, stk. 4, 1. pkt., og § 59, stk. 8, 1. pkt.

Forslaget er en konsekvens af indførelsen af det kommende nye kommunale sygedagpengesystem. Som følge af det nye system vil underretningsbreve ikke blive sendt fra Nemrefusion – men fra kommunen, når anmeldelsen eller refusionsanmodningen er kommet ind i det kommunale sygedagpengesystem.

Der ændres ikke ved forslaget på pligter og rettigheder for den sygemeldte.

Der henvises til bemærkningerne i punkt 2.3.1.

ÆndringL 52 (2019-20) · bemærkning til § 1, nr. 14LOV nr 1555 af 27/12/2019 · 27. december 2019

Efter de gældende regler i § 38, stk. 4, i lov om sygedagpenge skal en person, som ikke er i aktuel beskæftigelse hos en arbejdsgiver, og som ikke er dagpengeberettiget ledigt medlem af en arbejdsløshedskasse eller modtager midlertidig arbejdsmarkedsydelse, anmode om sygedagpenge hos kommunen senest 1 uge efter første fraværsdag.

Den sidste (teoretiske) person har forladt ordningen om midlertidig arbejdsmarkedsydelse den 1. juli 2018.

Det foreslås derfor, at § 38, stk. 4, 1. pkt., konsekvensrettes, så henvisningen til midlertidig arbejdsmarkedsydelse udgår.

ÆndringL 140 (2014-15) · bemærkning til § 1, nr. 2LOV nr 742 af 01/06/2015 · 1. juni 2015

Efter gældende regler i §§ 40 og 40 a, i lov om sygedagpenge, anmelder den sygemeldtes arbejdsgiver eller arbejdsløshedskasse sygefraværet til kommunen via Nemrefusion.

Herefter skal den sygemeldte lønmodtager eller det sygemeldte ledige medlem af en arbejdsløshedskasse anmode om sygedagpenge hos kommunen ved at udfylde den blanket, som er udsendt sammen med underretningsbrevet fra Nemrefusion, jf. § 38, stk. 1 og 2, i lov om sygedagpenge. Fristen er inden for 8 dage efter afsendelsen af brevet.

Det foreslås, at anmodningen om sygedagpenge bliver digitaliseret. Det betyder, at lønmodtageren fremover som udgangspunkt skal anmode om sygedagpenge ved anvendelse af den digitale selvbetjeningsløsning, som kommunen stiller til rådighed, jf. forslaget til ny § 69 a i lovforslagets § 1, nr. 4 og bemærkningerne hertil.

Er der ikke udsendt en blanket fra Nemrefusion, trods lønmodtagerens eller den lediges anmeldelse af sygefraværet til arbejdsgiveren eller arbejdsløshedskassen, skal anmodningen om sygedagpenge fortsat ske på en blanket som anvises af kommunen, jf. § 38, stk. 3, i lov om sygedagpenge.

En person, som ikke er i aktuel beskæftigelse hos en arbejdsgiver, og som ikke er dagpengeberettiget ledigt medlem af en arbejdsløshedskasse, skal ligeledes fremover fortsat anmode om sygedagpenge på en blanket, som anvises af kommunen, jf. § 38, stk. 4, i lov om sygedagpenge.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger ovenfor i afsnit 4.4.1.2.

ÆndringL 194 (2013-14) · bemærkning til § 1, nr. 48LOV nr 720 af 25/06/2014 · 25. juni 2014

Efter gældende regler i § 40 a i lov om sygedagpenge skal arbejdsløshedskassen anmelde et medlems sygefravær til medlemmets opholdskommune, senest 1 uge efter at medlemmet har givet besked om sygefraværet til arbejdsløshedskassen. Anmeldelsen skal ske via den digitale løsning Nemrefusion.

Når arbejdsløshedskassen anmelder sygefraværet, sender Nemrefusion et underretningsbrev og en blanket til medlemmet. Blanketten skal medlemmet anvende ved anmodningen om sygedagpenge fra kommunen, jf. gældende regler i lovens § 38. Fristen for anmodning om sygedagpenge er 8 dage regnet fra afsendelsen af brevet fra Nemrefusion.

Hvis medlemmet har anmeldt sit sygefravær til arbejdsløshedskassen, men der alligevel ikke bliver sendt et underretningsbrev og en blanket til anmodning om sygedagpenge fra kommunen, har medlemmet efter de nuværende regler 3 uger til at søge om sygedagpenge. Fristen regnes fra første fraværsdag.

Som en konsekvens af, at de fuldt ledige efter forslaget til § 5, nr. 4-7, får ret til arbejdsløshedsdagpenge eller midlertidig arbejdsmarkedsydelse fra arbejdsløshedskassen under de første 14 dages sygdom, foreslås det, at bestemmelsen i lovens § 38, stk. 3, ændres, så et medlem, der har fået udbetaling fra arbejdsløshedskassen under de første 14 dages sygefravær, og som ikke har fået underretningsbrevet fra Nemrefusion, fremover har en frist på 3 uger fra den sidste dag, hvor medlemmet havde ret til ydelse fra arbejdsløshedskassen, til at søge om sygedagpenge fra kommunen.

De delvist ledige skal ikke have udbetaling fra arbejdsløshedskassen. Deres 3-ugers frist regnes derfor fortsat fra første fraværsdag.

ÆndringL 70 (2013-14) · bemærkning til § 11, nr. 5LOV nr 1610 af 26/12/2013 · 26. december 2013

Det fremgår af sygedagpengelovens § 38, stk. 1, at en lønmodtager, herunder et ledigt medlem af en arbejdsløshedskasse, skal anmode om sygedagpenge fra kommunen senest 8 dage efter afsendelsen af underretningsbrevet fra Nemrefusion på baggrund af arbejdsgiverens eller arbejdsløshedskassens anmeldelse af sygefraværet. Anmodning sker ved at udfylde den blanket, som er vedlagt underretningsbrevet. Er der ikke sendt et underretnings­brev fra Nemrefusion trods medlemmets anmeldelse af sygefraværet til arbejdsløshedskassen, skal den ledige anmode om sygedagpenge senest 3 uger efter 1. fraværsdag. Der er fastsat regler om dispensation fra anmodningsfristerne i sygedagpengelovens § 38, stk. 7. Da modtagere af midlertidig arbejdsmarkedsydelse ligeledes er et ledigt medlem af en arbejdsløshedskasse, vil de være omfattet af de samme bestemmelser.

Det fremgår af sygedagpengelovens § 38, stk. 4, at en person, som ikke er i aktuel beskæftigelse hos en arbejdsgiver, og som ikke er dagpengeberettiget medlem af en arbejdsløshedskasse, skal anmode om sygedagpenge hos kommunen senest 1. uge efter 1. fraværsdag.

Det foreslås, at sygedagpengelovens § 38, stk. 4, ændres, så den ikke finder anvendelse for personer som modtager midlertidig arbejdsmarkedsydelse. Derved sikres, at modtagere af midlertidig arbejdsmarkedsydelse skal anmode om sygedagpenge på samme måde som ledige med dagpengeret.

ÆndringL 85 (2011-12) · bemærkning til § 1, nr. 5LOV nr 269 af 27/03/2012 · 27. marts 2012

Efter sygedagpengelovens § 38, stk. 1, skal en lønmodtager, herunder et dagpengeberettiget ledigt medlem af en arbejdsløshedskasse, der skal anmode om sygedagpenge fra kommunen, anmelde sygefraværet til kommunen senest en uge efter 1. fraværsdag. Har arbejdsgiveren udbetalt sygedagpenge, skal anmeldelsen ske senest en uge efter, at udbetalingen fra arbejdsgiveren er ophørt. Anmodningen om sygedagpenge skal ske på en blanket som anvises af kommunen.

Til brug for kommunens behandling af lønmodtagerens anmodning om sygedagpenge, skal arbejdsgiveren afgive oplysninger til kommunen. Er der tale om et dagpengeberettiget ledigt medlem af en arbejdsløshedskasse, er det arbejdsløshedskassen, der skal afgive oplysningerne til kommunen. Arbejdsgiveren og arbejdsløshedskassens afgivelse af oplysningerne skal ske via SDPI-lønsningen, jf. sygedagpengeloven § 38, stk. 4 og 5. Der sendes derefter et underretningsbrev til den sygemeldte. Den sygemeldte skal udfylde underretningsbrevet med nogle få yderligere oplysninger og sende dette til kommunen. Når kommunen modtager det udfyldte underretningsbrev, anses anmodningsfristen for opfyldt.

Det foreslås, at beregningen af fristen for en lønmodtager og et dagpengeberettiget ledigt medlem af arbejdsløshedskassen, der skal anmode om sygedagpenge fra kommunen, skal regnes fra afsendelsen af underretningsbrevet fra SDPI-løsningen, og ikke fra 1. fraværsdag.

Lønmodtageren skal anmode om sygedagpenge fra kommunen senest 8 dage efter afsendelsen af underretningsbrevet fra SDPI-løsningen på baggrund af arbejdsgiverens eller arbejdsløshedskassens anmeldelse af sygefraværet.

Har lønmodtageren modtaget løn fra arbejdsgiveren under sygefraværet, skal lønmodtageren anmode om sygedagpenge fra kommunen senest 8 dage efter afsendelse af underretningsbrevet fra SDPI-løsningen på baggrund af arbejdsgiverens sidste refusionsanmodning. Arbejdsgiveren vil ved denne sidste refusionsanmodning oplyse, at der ikke længere udbetales løn til lønmodtageren.

Det foreslås endvidere, at hvis der ikke er sendt et underretningsbrev fra SDPI-løsningen, trods lønmodtagerens anmeldelse af sygefraværet til arbejdsgiveren eller arbejdsløshedskasse, så har lønmodtageren en anmodningspligt på 3. uger fra 1. fraværsdag, hvis lønmodtageren skal modtage sygedagpenge fra kommunen fra 1. fraværsdag. Har lønmodtageren derimod fået udbetalt sygedagpenge fra arbejdsgiveren i arbejdsgiverperioden eller en del af denne, skal lønmodtageren anmode om sygedagpenge fra kommunen senest 3 uger efter udbetalingen fra arbejdsgiveren er stoppet.

Derved sikres, at lønmodtageren får mulighed for at anmode om sygedagpenge fra kommunen trods manglende afsendelse af underretningsbrev fra SDPI-løsningen.

Der mangler underretningsbrev fra SDPI-løsningen kan skyldes, at arbejdsgiveren eller arbejdsløshedskassen ikke har anmeldt sygefraværet via SDPI-løsningen, eller at der ved en fejl ikke er afsendt et underretningsbrev til lønmodtageren.

Der ændres ikke på reglen i sygedagpengelovens § 38, stk. 6, om, at hvis anmodning om sygedagpenge indgives senere end fristen, har lønmodtageren først ret til sygedagpenge fra den dag, hvor anmodningen er modtaget.

Kommunen har mulighed for at udbetale sygedagpenge fra tiden før anmodningsdagen, når medlemmet på grund af hospitalsophold eller ophold i udlandet har været forhindret i at anmelde rettidigt, eller når andre særlige undskyldende forhold har bevirket, at anmeldelsen ikke er sket rettidigt. Anmeldelsesfristen kan dog ikke fraviges, når anmodningen er indgivet mere end 6 måneder efter sygdommens indtræde.

ÆndringL 85 (2011-12) · bemærkning til § 1, nr. 6LOV nr 269 af 27/03/2012 · 27. marts 2012

Der er tale om konsekvensrettelser som følge af forslaget om ny bestemmelser i sygedagpengelovens § 38, stk. 1-5, jf. forslagets § 1, nr. 5.

ÆndringL 85 (2011-12) · bemærkning til § 1, nr. 7LOV nr 269 af 27/03/2012 · 27. marts 2012

Der er tale om konsekvensrettelser som følge af forslaget om at sygedagpengelovens § 38 fremover skal omhandle lønmodtagerens anmodning om sygedagpenge, jf. forslagets § 1, nr. 5.

ÆndringL 85 (2011-12) · bemærkning til § 1, nr. 8LOV nr 269 af 27/03/2012 · 27. marts 2012

Efter sygedagpengelovens § 38, stk. 7, 2. pkt., kan kommunen udbetale sygedagpenge for tiden før anmodningsdagen, hvis en kortere overskridelse af fristen skyldes, at lønmodtageren til brug for anmeldelse af sygefraværet har afventet modtagelsen af et underretningsbrev fra SDPI-løsningen.

Punktet blev indsat i sygedagpengeloven ved lov nr. 460 af 18. maj 2011. Formålet var at sikre, at kommunen kunne dispensere i de tilfælde, hvor lønmodtagerens anmeldelse af sygefraværet til kommunen var forsinket som følge af arbejdsgiverens eller arbejdsløshedskassens afgivelse af oplysninger til SDPI-løsningen. Dette skulle ses i lyset af, at lønmodtagerens frist for anmeldelse af sygefraværet var 1. uge fra 1. fraværsdag.

Det foreslås at punktet udgår som en konsekvens af, at det i forslagets § 1, nr. 5, er foreslået, at lønmodtagerens anmodningsfrist fremover skal regnes fra afsendelsen af underretningsbrevet fra SDPI-løsningen og ikke fra 1. fraværsdag.

ÆndringL 161 (2010-11) · bemærkning til § 1, nr. 1LOV nr 460 af 18/05/2011 · 18. maj 2011

Efter sygedagpengelovens § 38, stk. 6, kan kommunen dispensere for en lønmodtagers manglende overholdelse af fristen for anmeldelse af sygefraværet til kommunen. Det kan ske i de situationer, hvor lønmodtageren på grund af hospitalsophold eller ophold i udlandet har været forhindret i at anmelde rettidigt, eller når andre særlige undskyldelige forhold har bevirket, at anmeldelsen ikke er sket rettidigt.

Det foreslås, at kommunen tilsvarende skal kunne dispensere, hvis lønmodtageren har overskredet fristen med en kortere periode, og det skyldes, at lønmodtageren til brug for anmeldelse af sygefraværet har afventet modtagelse af et underretningsbrev fra SDPI-løsningen.

Med forslaget sikres, at kommunen kan dispensere i de tilfælde, hvor lønmodtagerens anmeldelse af sygefraværet til kommunen er forsinket som følge af arbejdsgiverens eller a-kassens afgivelse af oplysninger til SDPI-løsningen. Det forudsættes, at der alene dispenseres ved kortvarig overskridelse af fristen, typisk op til en uge. Det forudsættes endvidere, at lønmodtageren straks efter modtagelsen af underretningsbrevet har udfyldt dette og sendt det til kommunen.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 38.