Sygedagpengeloven

Sygedagpengeloven § 69

Gældende tekst efter LBK nr 1221 af 09/10/2025.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 27 – Administration m.v.

§ 69.

Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om muligheden for at anvende digital kommunikation inden for området for denne lov og barselsloven og om de nærmere vilkår herfor.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 1221 af 09/10/2025 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Sygedagpengeloven § 69

Lovgivers oprindelige intention

Den oprindelige lovL 154 (2005-06) · bemærkning til § 69LOV nr 563 af 09/06/2006 · 9. juni 2006

Paragrafnummeret i lovforslaget kan have ændret sig siden. Tjek, at bemærkningen handler om samme bestemmelse.

Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 37 og omhandler regler om sygedagpengemodtageres og arbejdsgiveres oplysningspligt i sygedagpengesager samt regler om tilbagebetaling af beløb, der er modtaget med urette.

Det bemærkes, at det i bestemmelsens stk. 2 i overensstemmelse med praksis og efter henstilling fra Folketingets Ombudsmand er præciseret, at bestemmelsen også omfatter juridiske personer. Der er med henvisningen til § 11 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område tale om den oplysningspligt, der gælder over for kommunen.

Som noget nyt foreslås det i bestemmelsens stk. 3, at kommunens opkrævning af tilbagebetalingskrav sker efter regler fastsat af beskæftigelsesministeren i samråd med skatteministeren.

Senere ændringer

ÆndringL 140 (2014-15) · bemærkning til § 1, nr. 4LOV nr 742 af 01/06/2015 · 1. juni 2015

Den foreslåede affattelse af § 69 a, stk. 1 , i lov om sygedagpenge medfører, at udfyldelse af oplysningsskema efter § 11, stk. 2, i lov om sygedagpenge, anmodning om sygedagpenge fra kommunen efter § 38, stk. 2, i lov om sygedagpenge og meddelelser efter § 40, stk. 5, § 40 a, stk. 4 og § 59, stk. 8, i lov om sygedagpenge skal indgives til kommunen digitalt ved anvendelse af den digitale selvbetjeningsløsning, som kommunen stiller til rådighed (digital selvbetjening).

Digital udfyldelse af oplysningsskema, anmodning om sygedagpenge fra kommunen og indgivelse af meddelelse om ændringer gøres således obligatorisk for borgeren, således at et oplysningsskema, en anmodning om sygedagpenge fra kommunen eller en meddelelse om ændringer efter § 40, stk. 5, § 40 a, stk. 4, og § 59, stk. 8, som ikke er indgivet ved anvendelse af digital selvbetjening, som udgangspunkt skal afvises af kommunen.

Kommunen vil efter persondataloven være forpligtet til at stille en sikker digital selvbetjeningsløsning til rådighed for borgerne. Der henvises til de almindelige bemærkninger ovenfor i afsnit 3.2 Persondatabeskyttelse og afsnit 4.2.6 Infrastruktur og tekniske løsninger .

Foreligger der efter kommunens vurdering særlige forhold, kan borgeren imidlertid indgive oplysningsskemaet, anmodningen om sygedagpenge eller meddelelsen på anden måde end ved digital selvbetjening.

Det foreslås i stk. 2, at når der foreligger særlige forhold, der gør, at borgeren ikke kan eller ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening, skal kommunen efter den foreslåede bestemmelse tilbyde borgeren, at oplysningsskemaet, anmodningen om sygedagpenge eller meddelelsen kan indgives på anden måde end ved anvendelse af digital selvbetjening.

Kommunen vil frit kunne tilrettelægge proceduren i forbindelse med indgivelse af oplysningsskemaer, anmodninger om sygedagpenge og meddelelser i de tilfælde, hvor disse ikke er omfattet af kravet om digital selvbetjening, og herunder bestemme, at oplysningerne eksempelvis skal være skriftlige og indgives på en særlig blanket.

Det er kommunen, der ud fra et konkret skøn vurderer, om der foreligger særlige forhold. Der skal i den forbindelse lægges vægt på borgerens beskrivelse af egne evner og muligheder for at anvende it-værktøjer og eventuelle problemer med at søge om hjælp, ligesom kommunen ud fra en helhedsvurdering af borgeren må bedømme, om borgeren vil kunne indgive oplysningsskemaet, anmodningen eller meddelelsen om sygedagpenge ved anvendelse af digital selvbetjening efter modtagelse af hjælp hertil.

Særlige forhold kan for eksempel foreligge, hvor der er tale om borgere med særlige handikap, herunder såvel kognitiv som fysisk funktionsnedsættelse samt demens, borgere, der mangler digitale kompetencer, visse socialt udsatte borgere, borgere med psykiske lidelser, hjemløse, borgere med sprogvanskeligheder mv., hvor hjælp eller medbetjening fra kommunens side konkret vurderes ikke at være en egnet løsning. Der kan også være tale om en sygemeldt sengeliggende uden PC eller uden digitale kundskaber, som derfor henvender sig telefonisk til kommunen for at få tilbudt at indgive anmodning om sygedagpenge på en anden måde end digitalt.

Der vil således kunne være tale om, at der foreligger særlige forhold for nogle af de nævnte borgere, der gør, at borgeren ikke kan udfylde oplysningsskemaet, anmode om sygedagpenge eller indgive meddelelser ved anvendelse af den digitale selvbetjeningsløsning. Tilsvarende vil der også være borgere fra de nævnte grupper, der kan anvende den digitale selvbetjeningsløsning og derfor skal anvende den digitale selvbetjeningsløsning. Særlige forhold vil eksempelvis kunne foreligge, hvor en borger er indlagt på sygehus eller institutionsanbragt og af den grund ikke har adgang til en computer eller lignende digital platform, hvorfor borgeren ikke kan anvende den digitale selvbetjeningsløsning.

Der henvises til de almindelige bemærkninger ovenfor i afsnit 4.2.3 Særlige forhold .

Udover særlige forhold hos borgeren kan der efter den foreslåede stk. 3, 1. pkt., også forekomme situationer, hvor omstændighederne ved ansøgningen eller kommunens forhold gør, at der ikke kan ske udfyldelse af oplysningsskemaet eller anmodes om sygedagpenge ved anvendelse af den digitale selvbetjeningsløsning. Der kan eksempelvis være tale om, at kommunens digitale selvbetjeningsløsning ikke er indrettet til at håndtere en bestemt situation. Tilsvarende vil kommunen eksempelvis kunne anvise borgeren en anden måde at ansøge på, hvis kommunens selvbetjeningsløsning er ude af drift. Der vil i sådanne tilfælde være tale om, at der ud fra en samlet økonomisk vurdering er klare fordele ved at modtage ansøgningen ikke-digitalt.

Der henvises til de almindelige bemærkninger ovenfor i afsnit 4.2.4 Ekstraordinære situationer .

I den foreslåede affattelse af stk. 3, 2. pkt., foreslås det, at kommunen kan undlade at afvise en meddelelse, der ikke er indgivet digitalt, hvis det efter sagens karakter er hensigtsmæssigt at modtage meddelelsen på anden måde. Bestemmelsen vil primært finde anvendelse, hvor borgeren afgiver oplysninger til kommunen på anden måde end digitalt, eksempelvis telefonisk, og hvor oplysningen kan betyde, at borgeren eller dennes arbejdsgiver vil få udbetalt for meget, hvis ikke kommunen med det samme lader oplysningen indgå i borgerens sag.

Bestemmelsen medfører, at der vil være tilfælde, hvor kommunen vil anse en ikke-digital meddelelse for modtaget for at kunne leve op til sin forpligtelse til at sikre, at ydelsen udbetales på et korrekt grundlag. Kommunen vil, som det er tilfældet efter gældende regler, fortsat have notatpligt i henhold til offentlighedsloven. Kommunen skal i de tilfælde, hvor kommunen undlader at afvise en meddelelse, der ikke indgives digitalt, så vidt muligt vejlede borgeren om det digitale formkrav og de mulige konsekvenser ved ikke at overholde dette.

Efter gældende regler har myndigheden pligt til at rejse en sag om tilbagebetaling over for en borger, der uberettiget og mod bedre vidende formodes at have fået for meget udbetalt i sociale ydelser. Mod bedre vidende betyder, at borgeren skal have været i ond tro om modtagelsen af det for meget udbetalte. Myndigheden skal foretage en konkret vurdering af, om borgeren har været i ond tro om modtagelsen af ydelsen i hver enkelt tilbagebetalingssag. Det forhold, at borgeren ikke opfylder det digitale formkrav i forhold til at oplyse om ændringer, der har betydning for hjælpen, vil ikke i sig selv betyde, at borgeren automatisk skal vurderes til at være i ond tro vedrørende et eventuelt for meget udbetalt beløb i en tilbagebetalingssag. Det vil fortsat bero på en konkret og individuel vurdering.

Med den foreslåede affattelse af stk. 4 foreslås det, at et oplysningsskema, en anmodning om sygedagpenge og en meddelelse indgivet via den digitale selvbetjeningsløsning anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for kommunen, der vil være adressat for ansøgningen, det vil sige på et tidspunkt, hvor kommunen har adgang til at behandle eller læse ansøgningen. Der henvises til de almindelige bemærkninger ovenfor i afsnit 4.3 Hvornår en digital meddelelse anses for at være kommet frem.

ÆndringL 117 (2009-10) · bemærkning til § 1, nr. 12LOV nr 247 af 23/03/2010 · 23. marts 2010

Der er tale om en konsekvensændring i sygedagpengelovens § 69 som følge af, at sager vedrørende barselloven blev overført til Beskæftigelsesministeriet ved kongelig resolution af 23. november 2007, hvorved Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender blev nedlagt.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 69.