Sygedagpengeloven

Sygedagpengeloven § 43

Gældende tekst efter LBK nr 1221 af 09/10/2025.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 15 – Anmeldelse af sygefravær og dokumentation · Den selvstændiges anmeldelse over for kommunen

§ 43.

Den selvstændige erhvervsdrivende skal anmelde sygefravær til kommunen senest 3 uger efter første fraværsdag.

Har den selvstændige sikret sig ret til sygedagpenge fra første eller tredje fraværsdag, jf. § 45, skal anmeldelsen dog ske senest en uge efter sygedagpengerettens indtræden.

Anmeldelsen skal endvidere ske senest 1 uge efter første fraværsdag, hvis den selvstændige erhvervsdrivende har indgået en aftale om ret til sygedagpenge fra første fraværsdag i medfør af § 58 a.

Stk. 2.

Kommunen kan i særlige tilfælde forlange, at anmeldelse sker tidligere end fastsat i stk. 1.

Stk. 3.

Anmeldelse af sygefraværet til kommunen skal ske via Nemrefusion.

Stk. 4.

Hvis anmodning om sygedagpenge fra kommunen indgives senere end fastsat i stk. 1 eller 2, har den selvstændige først ret til sygedagpenge fra den dag, hvor anmodningen er modtaget.

Stk. 5.

Kommunen kan dog udbetale sygedagpenge for tiden før anmodningsdagen, når den selvstændige på grund af hospitalsophold eller ophold i udlandet har været forhindret i at anmelde rettidigt, eller når andre særligt undskyldende forhold har bevirket, at anmeldelse ikke er sket rettidigt.

Tilsvarende gælder, hvis overskridelse af fristen skyldes driftsforstyrrelser hos Nemrefusion af et omfang og en varighed, der har afskåret den selvstændige fra at anmelde rettidigt.

Anmodningsfristen kan dog ikke fraviges, når anmodningen er indgivet mere end 6 måneder efter sygdommens indtræden.

Stk. 6.

Hvis der ved anmodningen om sygedagpenge ikke foreligger dokumentation for arbejdsfortjenesten i virksomheden, indtræder retten til sygedagpenge først fra det tidspunkt, hvor dokumentationen foreligger og der er indgivet fornyet anmodning om sygedagpenge, jf. § 46, stk. 2, nr. 2.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 1221 af 09/10/2025 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Sygedagpengeloven § 43

Lovgivers oprindelige intention

Den oprindelige lovL 154 (2005-06) · bemærkning til § 43LOV nr 563 af 09/06/2006 · 9. juni 2006

Bestemmelserne om selvstændige erhvervsdrivendes anmeldelse og dokumentation ved sygefravær er med redaktionelle omskrivninger en videreførelse af reglerne i gældende lovs § 7, stk. 3, og § 10, stk. 4, samt reglerne i sygedagpengebekendtgørelsens §§ 11-13 og §§ 15-17.

Om indholdet af de gældende regler om anmeldelse og dokumentation henvises til omtalen heraf i rapporten om modernisering af sygedagpengeloven (kap. 15).

Til kapitel 16

Sygedagpengeforsikring for selvstændige erhvervsdrivende

Senere ændringer

ÆndringL 98 (2021-22) · bemærkning til § 1, nr. 1LOV nr 2380 af 14/12/2021 · 14. december 2021

Efter sygedagpengelovens § 41, jf. lovbekendtgørelse nr. 1712 af 20. august 2021, har selvstændige erhvervsdrivende ret til sygedagpenge fra kommunen fra første fraværsdag efter 2 ugers sygdom. Er der tegnet en sygedagpengeforsikring, har den selvstændige ret til sygedagpenge fra første eller tredje fraværsdag, jf. lovens § 45.

Ud over sygedagpengelovens øvrige betingelser – herunder beskæftigelseskravet – er det en grundlæggende betingelse for ret til sygedagpenge, at personen er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom.

Det foreslås, at der i § 43 a, stk. 1, fastsættes regler om, at en selvstændig erhvervsdrivende, som i øvrigt opfylder lovens betingelser, i perioden fra og med den 23. november 2021 til og med den 28. februar 2022 har ret til sygedagpenge fra kommunen i de første 2 uger af sygeperioden, hvis den selvstændiges uarbejdsdygtighed efter § 7 skyldes, at personen som følge af smitte med covid-19 eller som nær kontakt til en person smittet med covid-19 er i isolation i overensstemmelse med de danske sundhedsmyndigheders anbefalinger herom.

Det betyder for det første, at selvstændige vil kunne få sygedagpenge fra første fraværsdag, hvis sygefraværet skyldes smitte med covid-19. F.eks. en selvstændig, der fra mandag morgen ikke kan arbejde på grund af symptomer, og derfor bliver hjemme og får tid til en coronatest tirsdag med svar onsdag. Da der er en positiv test, kan den selvstændige få sygedagpenge med virkning fra første fraværsdag mandag, hvis betingelserne for sygedagpenge i øvrigt er opfyldt.

Der vil ikke kunne udbetales sygedagpenge, hvis den selvstændige bliver hjemme på grund af symptomer, men ikke konstateres smittet ved en positiv covid-19-test. Det gælder også, hvis der er tale om en nær kontakt, der er vaccineret eller tidligere smittet inden for de seneste 12 måneder, og som får symptomer. Vaccinerede og tidligere smittede nære kontakter skal som udgangspunkt efter gældende retningslinjer, jf. nedenfor, ikke gå i isolation; for dem vil en anbefaling om isolation dermed efter gældende retningslinjer skyldes, at de har symptomer, og ikke være fordi, de er nær kontakt, og der vil derfor – som for andre personer med symptomer – kun være ret til tidlig refusion, hvis de konstateres smittet ved en positiv covid-19-test.

For det andet betyder det, at selvstændige vil kunne få sygedagpenge fra første fraværsdag, hvis sygefraværet skyldes, at personen er i isolation som nær kontakt, i det omfang isolationen sker i overensstemmelse med sundhedsmyndighedernes anbefaling.

Sundhedsstyrelsens retningslinje ”COVID-19: Opsporing og håndtering af nære kontakter” af den 18. august 2021 og Sundhedsstyrelsens pjece af den 9. november 2021 ”Til dig, der er nær kontakt til en person, der er testet positiv for ny coronavirus” beskriver programmet for opsporing og håndtering af nære kontakter til personer, som er testet positiv for ny coronavirus. Personer, som er nære kontakter, og som ikke er færdigvaccinerede eller tidligere smittet inden for de seneste 12 måneder, bør straks gå i selvisolation og PCR-testes på 4. og 6. dagen efter, de sidst var i nær kontakt med den smittede, og isolation bør fastholdes indtil negativt svar på PCR-test på 6. dagen. Nære kontakter, der er færdigvaccinerede eller tidligere smittet inden for de seneste 12 måneder, og som ikke har symptomer på covid-19, behøver ikke at gå i selvisolation, men bør testes på 4. og 6. dagen efter, de sidst var i nær kontakt med den smittede. Nære kontakter, der er færdigvaccinerede eller tidligere smittet inden for de seneste 12 måneder, og som får symptomer forenelige med covid-19, betragtes som mistænkt smittet, og bør straks gå i selvisolation og lade sig teste hurtigst muligt med en PCR-test. Hvis testen er negativ, kan selvisolationen ophæves, men personen bør blive testet på dag 4 og dag 6. Med opdatering af retningslinjerne 29. november 2021 anbefales ud fra et forsigtighedsprincip en midlertidig skærpelse af retningslinjer for opsporing og håndtering af nære kontakter i de situationer, hvor der er bekræftet eller mistanke om smitte med Omicron/B. 1.1.529. Her anbefales både de nære kontakter samt de nære kontakters nære kontakter, uanset vaccinations- eller tidligere smittestatus, at gå i selvisolation og blive PCR-testet på dag 1, 4 og 6. De kan tidligst ophæve deres selvisolation ved negativ svar på den sidste test på dag 6.

Det betyder, at en nær kontakt, der er i selvisolation i overensstemmelse med de gældende retningslinjer, fordi personen er nær kontakt - dvs. efter gældende retningslinjer som udgangspunkt personer, der ikke er færdigvaccinerede eller tidligere smittede inden for de seneste 12 måneder – er omfattet af muligheden for tidlige sygedagpenge, hvis personen ikke kan arbejde (fuldt ud) hjemmefra.

Retten gælder alene for fravær i perioden fra og med den 23. november 2021 til og med den 28. februar 2022, hvilket skal ses i lyset af, at der er tale om en midlertidig ordning.

Der er således tale om en begunstigende regel, som indføres med tilbagevirkende kraft fra den 23. november 2021. Det er ikke afgørende, om den selvstændige evt. havde første sygefraværsdag inden den 23. november 2021, hvis sygefraværet opfylder betingelserne og personen stadig er fraværende den 23. november 2021.

Kommunen vil evt. kunne modtage en ansøgning om sygedagpenge inden lovens ikrafttræden, men der vil ikke kunne ske udbetaling før lovens ikrafttræden.

Lovens almindelige regler om beskæftigelseskrav m.v. forudsættes opfyldt, og sygedagpengene beregnes og udbetales efter de almindelige regler i sygedagpengeloven. Der er f.eks. efter § 53 a ikke ret til sygedagpenge for søgnehelligdage, så der vil ikke med hjemmel i § 43 a kunne udbetales sygedagpenge for en søgnehelligdag.

Retten til sygedagpenge fra første fraværsdag efter forslaget omfatter ikke sygefravær som følge af senfølger/eftervirkninger efter covid-19

Er der tale om, at den selvstændige erhvervsdrivende helt eller delvist arbejder hjemmefra, vil sygedagpengene helt eller delvist skulle bortfalde efter lovens almindelige regler herom.

Det foreslås, at der i § 43 a, stk. 2 , fastsættes regler om, at anmeldelse af fraværet til kommunen efter stk. 1 skal ske senest 3 uger efter første fraværsdag ved at udfylde en blanket, som udleveres af kommunen. Kommunen kan se bort fra overskridelse af fristen i pkt. 1 af de grunde, som fremgår af § 43, stk. 5.

Det betyder, at den selvstændige skal ansøge om de særlige covid-19-sygedagpenge manuelt i kommunen, og at disse ansøgninger behandles manuelt. Den selvstændige kan f.eks. via telefon eller en e-mail til kommunen anmode kommunen om at sende blanketten. I forbindelse med ansøgning skal den selvstændige på tro og love skrive under på, at fraværet skyldes smitte med covid-19 eller isolation som nær kontakt i overensstemmelse med sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Den selvstændiges frist på 3 uger efter første fraværsdag skal ses i lyset af denne manuelle procedure.

Proceduren skyldes, at det ikke er muligt for alle selvstændige at søge om at få sygedagpenge fra første sygefraværsdag ved hjælp af det almindelige indberetningssystem Nemrefusion i forbindelse med anmodning om sygedagpenge fra første fraværsdag på grund af covid-19, idet det kun er muligt for forsikrede selvstændige at søge om sygedagpenge tidligere end efter 14 dages sygdom.

Efter sygedagpengelovens § 43, stk. 5, kan kommunen udbetale sygedagpenge for tiden før anmodningsdagen, når den selvstændige på grund af hospitalsophold eller ophold i udlandet har været forhindret i at anmelde rettidigt, eller når andre særligt undskyldende forhold har bevirket, at anmeldelse ikke er sket rettidigt. Anmodningsfristen kan dog ikke fraviges, når anmodningen er indgivet mere end 6 måneder efter sygdommens indtræden.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

ÆndringL 135 (2019-20) · bemærkning til § 1, nr. 1LOV nr 212 af 17/03/2020 · 17. marts 2020

Efter sygedagpengelovens § 41 har selvstændige erhvervsdrivende ret til sygedagpenge fra kommunen fra første fraværsdag efter 2 ugers sygdom. Er der tegnet en sygedagpengeforsikring, har den selvstændige ret til sygedagpenge fra første eller tredje fraværsdag, jf. lovens § 45.

Ud over sygedagpengelovens øvrige betingelser – herunder beskæftigelseskravet – er det en grundlæggende betingelse for ret til sygedagpenge, at personen er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom.

Det foreslås, at der i § 43 a, stk. 1, fastsættes regler om, at en selvstændig erhvervsdrivende, som i øvrigt opfylder lovens betingelser, har ret til sygedagpenge fra kommunen i de første 2 uger af sygeperioden, hvis den selvstændiges uarbejdsdygtighed efter § 7 skyldes covid-19.

Det betyder, at selvstændige vil kunne få sygedagpenge fra første fraværsdag, hvis sygefraværet skyldes covid-19.

Lovens almindelige regler om beskæftigelseskrav m.v. forudsættes opfyldt, og sygedagpengene beregnes og udbetales efter de almindelige regler i sygedagpengeloven. Der er f.eks. efter § 53 a ikke ret til sygedagpenge for søgnehelligdage, så der vil ikke med hjemmel i § 43 a kunne udbetales sygedagpenge for en søgnehelligdag.

Er der tale om, at den selvstændige erhvervsdrivende helt eller delvist arbejder hjemmefra, vil sygedagpengene helt eller delvist skulle bortfalde efter lovens almindelige regler herom.

Det foreslås, at der i § 43 a, stk. 2, fastsættes regler om, at en selvstændig erhvervsdrivende, som ikke efter § 7 er uarbejdsdygtig, men som i øvrigt opfylder lovens betingelser, har ret til sygedagpenge fra kommunen i den periode, hvor den selvstændige ikke kan varetage sit arbejde på grund af en anbefaling fra sundhedsmyndighederne til bestemte grupper om hjemmeophold på grund af konkrete forhold i forbindelse med covid-19.

Det er således en betingelse, at der er tale om, at den selvstændige tilhører en af de grupper, hvor sundhedsmyndighederne anbefaler hjemmeophold på grund af covid-19. Det kan f.eks. være på grund af rejse i bestemte områder, hvor sundhedsmyndighederne i en periode anbefalede hjemmeophold, eller personen har opholdt sig på et bestemt sted et bestemt tidspunkt.

Det er også en betingelse, at den selvstændige ikke kan varetage sit arbejde på grund af hjemmeopholdet.

Det betyder, at selvstændige vil kunne få sygedagpenge, hvis fraværet skyldes covid-19, selvom der ikke er tale om uarbejdsdygtighed i sygedagpengelovens forstand. Er der tale om, at den selvstændige erhvervsdrivende helt eller delvist arbejder hjemmefra, vil sygedagpengene helt eller delvist skulle bortfalde efter lovens almindelige regler herom.

Bortset fra kravet om uarbejdsdygtighed skal lovens almindelige regler om beskæftigelseskrav m.v. være opfyldt, og sygedagpengene beregnes og udbetales efter de almindelige regler i sygedagpengeloven. Der er f.eks. efter § 53 a ikke ret til sygedagpenge for søgnehelligdage, så der vil ikke med hjemmel i § 43 a, stk. 2, kunne udbetales sygedagpenge for en søgnehelligdag.

Det foreslås, at der i § 43 a, stk. 3, fastsættes regler om, at anmeldelse af fraværet til kommunen efter stk. 1 og 2 skal ske senest 3 uger efter første fraværsdag ved at udfylde en blanket, som udleveres af kommunen. Kommunen kan se bort fra overskridelse af fristen i pkt. 1 af de grunde, som fremgår af § 43, stk. 5.

Det betyder, at de selvstændige skal ansøge om de særlige covid-19-sygedagpenge manuelt i kommunen, og at disse ansøgninger behandles manuelt. Den selvstændige kan f.eks. via telefon eller en e-mail til kommunen anmode kommunen om at sende blanketten. I forbindelse med ansøgning skal den selvstændige på tro og love skrive under på, at fraværet skyldes covid-19. Den selvstændiges frist på 3 uger efter første fraværsdag skal ses i lyset af denne manuelle procedure.

Proceduren skyldes, at det ikke er muligt for alle selvstændige at søge om at få sygedagpenge fra første sygefraværsdag ved hjælp af det almindelige indberetningssystem Nemrefusion i forbindelse med anmodning om sygedagpenge fra første fraværsdag på grund af covid-19, idet det kun er muligt for forsikrede selvstændige at søge om sygedagpenge tidligere end efter 14 dages sygdom.

Efter sygedagpengelovens § 43, stk. 5, kan kommunen udbetale sygedagpenge for tiden før anmodningsdagen, når den selvstændige på grund af hospitalsophold eller ophold i udlandet har været forhindret i at anmelde rettidigt, eller når andre særligt undskyldende forhold har bevirket, at anmeldelse ikke er sket rettidigt. Anmodningsfristen kan dog ikke fraviges, når anmodningen er indgivet mere end 6 måneder efter sygdommens indtræden.

Da der er tale om et midlertidigt initiativ som følge af covid-19, er der i lovforslaget indsat en ophørsklausul, hvorefter de midlertidige regler foreslås at ophøre den 1. januar 2021.

ÆndringL 71 (2011-12) · bemærkning til § 1, nr. 7LOV nr 154 af 28/02/2012 · 28. februar 2012

Efter de gældende regler er ikke forsikrede selvstændige erhvervsdrivende berettiget til sygedagpenge efter to ugers sygdom, såfremt de er uarbejdsdygtige og opfylder beskæftigelseskravet. Hvis den selvstændige erhvervsdrivende er uarbejdsdygtig ud over egenperioden og opfylder beskæftigelseskravet, er den pågældende berettiget til sygedagpenge fra kommunen, på samme måde som lønmodtagere er berettiget til sygedagpenge fra kommunen efter arbejdsgiverperioden (på 30 kalenderdage).

Selvstændige erhvervsdrivende kan dog efter de gældende regler tegne en forsikring, der giver dem ret til sygedagpenge fra 1. eller 3. fraværsdag. Forsikringen finansieres i et vist omfang af den selvstændige erhvervsdrivende, idet de samlede præmier fastsættes, så de skønnes at dække 55 pct. af udgifterne ved dækning fra 3. fraværsdag og 85 pct. af udgifterne ved dækning fra 1. fraværsdag. Ordningen administreres i dag, sammen med forsikringsordningen for private arbejdsgivere, af Statens Administration.

Forsikringen giver de selvstændige erhvervsdrivende den fordel, at de ikke kun i de to første uger, som forsikringen dækker, men i hele resten af fraværsperioden er berettiget til 2/3 af sygedagpengemaksimum, uanset at de kan dokumentere en indtægt i virksomheden eller ej. Ellers er det en betingelse for den selvstændige erhvervsdrivende, som det er for alle lønmodtagere, at de kan dokumentere en indtægt.

Lønmodtagere med en langvarig eller kronisk lidelse kan indgå en aftale med arbejdsgiveren (en § 56-aftale), som skal godkendes af kommunen, og som betyder, at arbejdsgiveren er berettiget til refusion for sygedagpengeudgifter der betales fra 1. fraværsdag. Der findes ikke en tilsvarende ret for den selvstændige erhvervsdrivende med en langvarig eller kronisk lidelse, som ikke har tegnet en forsikring.

Det foreslås, at selvstændige erhvervsdrivende, der har en langvarig eller kronisk lidelse men ikke har tegnet en forsikring, får en mulighed for med kommunen at indgå en aftale, der giver dem adgang til sygedagpenge i de første 2 uger af sygeperioden (egenperioden).

Det er en betingelse for at indgå en sådan aftale, at selvstændige erhvervsdrivende har en væsentlig forøget fraværsrisiko på grund af en langvarig eller kronisk lidelse, hvilket betyder at fraværet skønnes at medføre mindst 10 fraværsdage om året.

Aftalen indgås mellem den selvstændige erhvervsdrivende og kommunen for op til 2 år, og har virkning fra aftalens indgåelse. Der kan således ikke indgås en aftale, der sikrer den selvstændige erhvervsdrivende sygedagpenge for uarbejdsdygtighed på grund af sygdom, der ligger før aftalens indgåelse. Aftalen vedrører desuden kun fravær, der skyldes den lidelse, der er omfattet af aftalen.

Hvis den selvstændige erhvervsdrivende ved aftalens udløb ikke i det seneste år har haft mindst 10 fraværsdage som følge af lidelsen, kan aftalen ikke fornyes, medmindre der er sket væsentlige ændringer i den selvstændige erhvervsdrivendes arbejdsmæssige eller helbredsmæssige forhold.

Der fastsættes desuden krav til aftalens form og til den dokumentation, der kan danne grundlag for aftalen. Endvidere er det en betingelse, at kommunen indhenter og afholder udgiften til den lægelige dokumentation, som skal danne grundlag for aftalen.

Forslaget tilgodeser de tilfælde, hvor en selvstændig erhvervsdrivende har en langvarig eller kronisk lidelse men ikke har tegnet en forsikring. I disse tilfælde vil den sygemeldte således være berettiget til sygedagpenge fra første fraværsdag. Det betyder også, at i de tilfælde hvor fx en selvstændig erhvervsdrivende, der har indgået en aftale med kommunen på grund af en langvarig eller kronisk lidelse, har en kræftlidelse, men kan arbejde på fuld tid i en uge eller mere ind imellem kemoterapiperioderne, starter der ikke – som i dag – en ny egenperiode efter hvert fravær i forbindelse med behandlingerne.

Det foreslås, at den selvstændige erhvervsdrivende skal anmelde sygefraværet senest en uge efter første fraværsdag. En sådan bestemmelse stemmer overens med de regler for selvstændige. Således skal en selvstændig erhvervsdrivende for at være berettiget til sygedagpenge fra kommunen anmelde sygefraværet til kommunen senest 3 uger efter 1. fraværsdag (dvs. seneste en uge efter udløbet af egenperioden på 2 uger). Desuden skal selvstændige erhvervsdrivende, der ved en forsikring efter sygedagpengelovens § 45, har sikret sig ret til sygedagpenge fra kommunen fra 1. eller 3. fraværsdag anmelde fraværet til kommunen senest en uge efter sygedagpengerettens indtræden.

ÆndringL 161 (2010-11) · bemærkning til § 1, nr. 2LOV nr 460 af 18/05/2011 · 18. maj 2011

Efter sygedagpengelovens § 43, stk. 5, kan kommunen dispensere fra en selvstændiges manglende overholdelse af fristen for anmeldelse af sygefraværet til kommunen. Det kan ske i de situationer, hvor den selvstændige på grund af hospitalsophold eller ophold i udlandet har været forhindret i at anmelde rettidigt, eller når andre særlige undskyldende forhold har bevirket, at anmeldelserne ikke er sket rettidigt.

Det foreslås, at kommunen tilsvarende skal kunne dispensere, når den selvstændiges overskridelse af fristen skyldes driftsforstyrrelser hos SDPI-løsningen af et omfang og en varighed, der har afskåret den selvstændige fra at anmelde rettidigt.

Forslaget sikrer, at kommunen kan dispensere, hvis der skulle opstå driftsforstyrrelser hos SDPI-løsningen. Det forudsættes, at der er tale om driftsforstyrrelser af et omfang og en varighed, der er skyld i, at den selvstændige ikke har kunnet anmelde rettidigt.

Den aktuelle driftsstatus i SDPI-løsningen kan ses på løsningens hjemmeside www.nemrefusion.dk. Ved kontakt til supporten for SDPI-løsningen vil kommunen kunne få en oversigt over driftsforstyrrelser, der måtte have været i en given periode.

Det er ikke nok, at der har været driftsforstyrrelse i SDPI-løsningen i løbet af den periode, hvor den selvstændige skulle anmelde sygefraværet. Det forudsættes, at driftsforstyrrelsen har været af et omfang og en varighed, som har gjort, at den selvstændige ikke har kunnet anmelde rettidigt. En mindre driftsforstyrrelse i løbet af anmeldelsesperioden vil således ikke være nok til at give en dispensation, såfremt driftsforstyrrelsen ikke har forhindret, at den selvstændige har kunnet foretage anmeldelsen rettidigt.

Det forudsættes, at den selvstændige inden en rimelig frist har anmeldt sygefraværet til kommunen, efter at SDPI-løsningen igen er blevet tilgængelig. Som udgangspunkt vil en anmeldelse, der er fortaget inden for et par hverdage efter at SDPI-løsningen igen er blevet tilgængelig, anses for at være sket inden for en rimelig frist.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 43.