Sygedagpengeloven § 11 a
Gældende tekst efter LBK nr 1221 af 09/10/2025.
Kapitel 6 – Visitation og opfølgning
§ 11 a.
Kommunen skal til brug for den første opfølgning, jf. § 13 b, anmode om en lægeattest med den praktiserende læges vurdering af den sygemeldtes muligheder for at arbejde og eventuelle behov for skånehensyn, hvis kommunen vurderer, at det er nødvendigt, for at opfølgningen kan finde sted på et tilstrækkeligt oplyst grundlag.
Til brug for vurderingen efter stk. 1 skal lægen have den sygemeldtes oplysninger om sygdommens betydning for den sygemeldtes muligheder for at arbejde.
Hvis den sygemeldte er i arbejde, skal lægen også have arbejdsgiverens eventuelle oplysninger om sygdommens betydning for den sygemeldtes muligheder for at arbejde, jf. § 7 c, stk. 2, og § 40, stk. 4.
Den praktiserende læges vurdering afgives på en attest godkendt af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
Lægeattesten betales af kommunen.
Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at kommunen digitalt skal anmode om en lægeattest, og om, at kommunen skal modtage den udfyldte lægeattest digitalt.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 1221 af 09/10/2025 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Sygedagpengeloven § 11 a
Senere ændringer
ÆndringL 52 (2019-20) · bemærkning til § 1, nr. 4LOV nr 1555 af 27/12/2019 · 27. december 2019
Efter de gældende regler i § 11 a, stk. 1, i lov om sygedagpenge anmoder kommunen til brug for den første opfølgning, jf. § 13 b, om en lægeattest fra den sygemeldtes praktiserende læge, hvis den sygemeldte ikke forventer at blive fuldt ud raskmeldt inden for otte uger regnet fra første fraværsdag. Lægeattesten skal indeholde lægens vurdering af den sygemeldtes muligheder for at arbejde og eventuelle behov for skånehensyn.
Det foreslås i § 11 a, stk. 1, at kommunen, til brug for den første opfølgning, jf. § 13 b, skal anmode om en lægeattest med den praktiserende læges vurdering af den sygemeldtes muligheder for at arbejde og eventuelle behov for skånehensyn, hvis kommunen vurderer, at det er nødvendigt, for at opfølgningen kan finde sted på et tilstrækkeligt oplyst grundlag.
Forslaget medfører, at kommunen i den enkelte sag skal vurdere, om der til brug for den første opfølgning inden udgangen af 8. fraværsuge, regnet fra 1. fraværsdag, er behov for at indhente en lægeattest til sygedagpengeopfølgning med den praktiserende læges vurdering af den sygemeldtes muligheder for at arbejde og eventuelle skånehensyn, (herefter kaldet LÆ 285). Hvis kommunen ud fra oplysningsskemaet og sagens øvrige oplysninger vurderer, at det ikke er nødvendigt at indhente denne lægeattest, skal kommunen ikke indhente den.
Hvis kommunen på grund af oplysninger i sagen vurderer, at der kan være behov for eksempelvis en status på den sygemeldtes helbredstilstand, indhenter kommunen en statusattest fra den sygemeldtes praktiserende læge.
Baggrunden for forslaget er, at det i en række situationer ikke vil være relevant at indhente lægeattesten (LÆ 285). Det gælder bl.a. i de situationer, hvor den sygemeldte står over for en raskmelding.
Forslaget skal medvirke til en enklere tilrettelæggelse af opfølgningen. Det skal samtidig sikre, at en lægeattest kun indhentes, når kommunen vurderer, at det er nødvendigt, for at opfølgningen kan finde sted på et tilstrækkeligt oplyst grundlag.
Også ændret ved
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 11 a.