Aktivloven

Aktivloven § 94

Gældende tekst efter LBK nr 793 af 11/09/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 12 – Tilbagebetaling m.v.

§ 94.

Kommunen kan træffe afgørelse om tilbagebetaling, når en person, der har modtaget hjælp, senere får udbetalt en erstatning, et underholdsbidrag eller lignende, der dækker samme tidsrum og samme formål som den udbetalte hjælp.

Stk. 2.

Kommunen kan ikke træffe beslutning om tilbagebetaling efter stk. 1 af den hjælp, som en person modtager under tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, tilbud efter kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., tilbud i medfør af et program efter integrationsloven og engangsbeløb efter § 25 a.

Stk. 3.

Har en person som følge af afgørelse eller dom krav på efterbetaling af en ydelse, herunder en ydelse efter anden lov, og dækker denne ydelse samme tidsrum og samme formål som en udbetalt ydelse efter denne lov, skal kommunen fradrage den udbetalte ydelse efter denne lov i kravet, før kommunen kan opgøre et eventuelt tilbagebetalingskrav efter denne lov over for personen.

I opgørelsen indgår ydelserne, før der indbetales skat.

Stk. 4.

Kommunen kan endvidere ikke træffe beslutning om tilbagebetaling efter stk. 1, når en erstatning for tab af erhvervsevne udbetales som følge af personskade efter

  1. 1)

    lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser,

  2. 2)

    lov om erstatningsansvar,

  3. 3)

    lov om arbejdsskadesikring, bortset fra de tilfælde, der omfattes af den nævnte lovs § 29, eller

  4. 4)

    lov om erstatning og godtgørelse til tidligere udsendte soldater og andre statsansatte med sent diagnosticeret posttraumatisk belastningsreaktion.

Stk. 5.

Kommunen kan ikke træffe beslutning om tilbagebetaling efter stk. 1 af udbetalt hjælp til medicin efter § 82 b.

Stk. 6.

Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om, i hvilke andre tilfælde der ikke kan træffes beslutning om tilbagebetaling efter stk. 1 i anledning af erstatning for tab af erhvervsevne, der udbetales som følge af personskade.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 793 af 11/09/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Aktivloven § 94

Senere ændringer

ÆndringL 13 (2024-25) · bemærkning til § 1, nr. 116LOV nr 1655 af 30/12/2024 · 30. december 2024

Det fremgår af den gældende § 94, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, at kommunen kan træffe afgørelse om tilbagebetaling, når en person, der har modtaget hjælp, senere får udbetalt en erstatning, et underholdsbidrag eller lignende, der dækker samme tidsrum og samme formål som den udbetalte hjælp.

Det foreslås, at der i § 94 indsættes et nyt stk. 5 , om, at kommunen ikke kan træffe beslutning om tilbagebetaling efter stk. 1 af udbetalt hjælp til medicin efter § 82 b.

Den foreslåede bestemmelse er en konsekvens af, at hjælp til medicin, jf. lovforslaget § 1, nr. 115, ikke vil kunne kræves tilbagebetalt.

ÆndringL 77 (2018-19) · bemærkning til § 1, nr. 8LOV nr 1526 af 18/12/2018 · 18. december 2018

Forslaget om en ændring af § 94 i lov om aktiv socialpolitik omhandler en problemstilling, der opstår i forbindelse med, at en borger ved afgørelse eller dom får medhold i at have ret til f.eks. sygedagpenge efter lov om sygedagpenge i stedet for kontanthjælp eller ressourceforløbsydelse, som er udbetalt efter lov om aktiv socialpolitik.

I praksis træffer kommunen afgørelse om tilbagebetaling af den faktisk bevilgede hjælp (bruttobeløbet), mens borgeren alene får udbetalt det beløb i sygedagpenge (nettobeløbet), som borgeren – ifølge den afgørelse, borgeren har fået medhold i – skulle have modtaget i stedet for kontanthjælp eller ressourceforløbsydelse.

I praksis har dette i visse tilfælde resulteret i, at borgeren betaler et bruttobeløb tilbage med det samme, selv om borgeren samlet set har penge til gode. Den endelige udbetaling af borgerens tilgodehavende sker først ved slutligningen af det pågældende skatteår, hvor borgeren vil få den indbetalte skat af kontanthjælpen retur.

Det foreslås i § 94, stk. 3, i loven, at hvis en person som følge af afgørelse eller dom får krav på efterbetaling af en ydelse, herunder en ydelse efter anden lov end lov om aktiv socialpolitik, og dækker denne ydelse samme tidsrum og samme formål som en udbetalt ydelse efter lov om aktiv socialpolitik, skal kommunen fradrage den udbetalte ydelse efter lov om aktiv socialpolitik i kravet, før kommunen kan opgøre et eventuelt krav om tilbagebetaling efter lov om aktiv socialpolitik over for personen. I opgørelsen indgår ydelserne, før der indbetales skat, altså begge ydelser indgår i beregningen med bruttobeløbet.

Opgørelsen af borgerens krav ved en ændring fra en ydelse efter lov om aktiv socialpolitik til anden ydelse, herunder en ydelse efter anden lov som f.eks. sygedagpenge, skal således foretages inden skatteindeholdelsen, idet ydelserne skal indgå i opgørelsen som bruttobeløb.

Det forudsættes, at ordningen administreres således, at det beløb, der herefter indberettes til skat, udgør differencen mellem den ydelse, der er udbetalt for perioden, og den retmæssige ydelse for perioden.

Med den foreslåede ændring sikres det, at den korrekt bevilgede ydelse indgår i beregningen med et bruttobeløb, således at borgeren vil få udbetalt et eventuelt overskydende beløb som følge af en bevilget højere ydelse, f.eks. sygedagpenge.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger under punkt 2.2.

ÆndringL 36 (2011-12) · bemærkning til § 1, nr. 68LOV nr 1364 af 28/12/2011 · 28. december 2011

Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at personer, der tidligere modtog introduktionsydelse, nu er omfattet af reglerne om kontanthjælp i lov om aktiv socialpolitik.

Med den foreslåede ændring af § 94, stk. 2, fremgår det, at tilbud i medfør af integrationsprogrammet efter integrationsloven er omfattet af bestemmelsen, således at kommunen ikke kan træffe afgørelse om tilbagebetaling, hvis en person deltager i tilbud i medfør af integrationsprogrammet i lighed med, hvad der gælder for personer, der deltager i tilbud i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. .

Efter den gældende § 41 i integrationsloven om tilbagebetaling henvises til, at reglerne i kapitel 12 i lov om aktiv socialpolitik også finder anvendelse på ydelser udbetalt efter integrationsloven. Der er således ikke sket en ændring af, hvornår kommunen kan træffe afgørelse om tilbagebetaling.

Der henvises til de almindelige bemærkninger til punkt 2.5. , og 2.6.1.

ÆndringL 105 (2006-07) · bemærkning til § 4, nr. 15LOV nr 176 af 27/02/2007 · 27. februar 2007

Det er tale om en teknisk ændring som følge af ændring af lovens titel og ændring af bestemmelsens placering i loven.

ÆndringL 191 (2002-03) · bemærkning til § 1, nr. 70LOV nr 417 af 10/06/2003 · 10. juni 2003

Såvel beskæftigelsesministeren som socialministeren har brug for at kunne fastsætte regler om tilbagebetaling og for at kunne offentliggøre størrelsen af de forskellige satser efter lov om aktiv socialpolitik. Det foreslås, at de nødvendige hjemler tilvejebringes.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 94.