Aktivloven

Aktivloven § 74 a

Gældende tekst efter LBK nr 793 af 11/09/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 7 – Ledighedsydelse · Ledighedsydelse til personer, der er visiteret til fleksjob

§ 74 a.

Personer, der er visiteret til et fleksjob efter kapitel 20 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, har ret til ledighedsydelse, indtil de ansættes i et fleksjob.

Stk. 2.

Ledighedsydelsen udgør 89 pct. af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb, jf. § 47 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., hvis personen på tidspunktet for visitationen til fleksjob

  1. 1)

    ville være berettiget til at modtage dagpenge efter lov om sygedagpenge eller barselsloven,

  2. 2)

    modtager sygedagpenge,

  3. 3)

    deltager i revalidering, hvor tilbuddet om revalidering fremgår af »Min Plan« på Jobnet eller en helhedsorienteret plan, jf. §§ 41 og 46 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, eller

  4. 4)

    modtager ledighedsydelse efter ansættelse i ustøttet beskæftigelse.

Stk. 3.

For personer, der ikke opfylder betingelserne i stk. 2, udgør ledighedsydelsen

  1. 1)

    16.382 kr. (2024-niveau) for personer, der har forsørgelsespligt over for et barn, og

  2. 2)

    12.326 kr. (2024-niveau) for personer, der ikke har forsørgelsespligt over for et barn.

Stk. 4.

Personer, der ikke opfylder betingelserne i stk. 2, får ret til ledighedsydelse efter stk. 2, når de har været ansat i fleksjob i 9 måneder inden for de seneste 18 måneder.

Stk. 5.

Personer, der modtager tilbud om støtte i form af tilskud for at bevare selvstændig virksomhed efter § 126 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, har alene ret til ledighedsydelse ved ophør af den selvstændige virksomhed, hvis den pågældende er visiteret til fleksjob for lønmodtagere efter § 118 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 6.

Personer, der er berettiget til ledighedsydelse, har også ret til ledighedsydelse ved midlertidige afbrydelser i arbejdet, som ikke kan tilregnes den pågældende.

Stk. 7.

Modtageren bevarer ledighedsydelsen i perioder med sygdom, barsel eller sorgorlov.

Stk. 8.

Personer, der modtager ledighedsydelse, jf. stk. 1-3, bevarer retten til ydelsen ved flytning til en anden kommune.

Stk. 9.

Personer, der i forbindelse med flytning til en anden kommune opsiger et fleksjob, har ret til ledighedsydelse, hvis betingelserne for udbetaling af ledighedsydelse er opfyldt, jf. stk. 1-3 og §§ 74 b og 75-77 b.

Stk. 10.

Beskæftigelsesministeren bekendtgør størrelsen af de beløb, der kan udbetales efter stk. 2 og 3.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 793 af 11/09/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Aktivloven § 74 a

Senere ændringer

ÆndringL 13 (2024-25) · bemærkning til § 1, nr. 92LOV nr 1655 af 30/12/2024 · 30. december 2024

Efter de gældende regler i § 74 a, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik, er satserne for ledighedsydelse for personer, der ikke opfylder betingelserne i § 74 a, stk. 2, som udgangspunkt fastsat til satserne for modtagere af kontanthjælp, som er fyldt 30 år og har henholdsvis forsørgelsespligt over for et barn (16.832 kr. i 2024-niveau) eller ikke har forsørgelsespligt over for et barn (12.326 kr. i 2024-niveau).

På baggrund af de foreslåede ændringer i kontanthjælpssystemet foreslås det at nyaffatte § 74 a, stk. 3, således at det kommer til at fremgå af bestemmelsen, at for personer, der ikke opfylder betingelserne i stk. 2, udgør ledighedsydelsen

1) 16.382 kr. (2024-niveau) for personer, der har forsørgelsespligt over for et barn, eller 2) 12.326 kr. (2024-niveau) for personer, der ikke har forsørgelsespligt over for et barn,

16.382 kr. (2024-niveau) for personer, der har forsørgelsespligt over for et barn, eller

12.326 kr. (2024-niveau) for personer, der ikke har forsørgelsespligt over for et barn,

Med nyaffattelsen er der ikke tiltænkt ændringer i størrelsen på satserne for ledighedsydelse, som svarer til de hidtil gældende satser. Der er alene tale om, at beløbet kommer til at fremgå direkte af bestemmelsen i stedet som en henvisning til de regler i kontanthjælpssystemet, der nu foreslås ophævet.

Forslaget medfører ikke materielle ændringer.

ÆndringL 66 (2019-20) · bemærkning til § 1, nr. 47LOV nr 1558 af 27/12/2019 · 27. december 2019

Det fremgår af den gældende regel i § 74 a, stk. 5, i lov om aktiv socialpolitik, at personer, der modtager støtte i form af tilskud til at bevare selvstændig virksomhed efter § 70 g i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, alene har ret til ledighedsydelse ved ophør af den selvstændige virksomhed, hvis den pågældende er visiteret til fleksjob for lønmodtagere efter § 70 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Med § 2, nr. 80, i lov nr. 551 af 7. maj 2019 om ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, integrationsloven og forskellige andre love blev der foretaget en ændring i § 74 a, stk. 5, således at henvisningen blev ændret fra § 70 a til § 117. Ændringen skulle dog rettelig have været ændret til § 118 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Det foreslås derfor at ændre henvisningen fra § 70 a til § 118 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats i § 74 a, stk. 5 , i lov om aktiv socialpolitik.

Forslaget er en konsekvens af vedtagelsen af lov nr. 548 af 7. maj 2019 om en aktiv beskæftigelsesindsats. Med den foreslåede ændring bringes henvisningen i § 74 a, stk. 5, i loven i overensstemmelse med lov nr. 548 af 7. maj 2019. Den foreslåede ændring medfører ikke indholdsmæssige ændringer.

Som følge af den foreslåede ændring er der behov for at ophæve § 2, nr. 80, i lov nr. 551 af 7. maj 2019 om ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, integrationsloven og forskellige andre love.

Der henvises til bemærkningerne til forslagets § 18, nr. 1.

ÆndringL 66 (2019-20) · bemærkning til § 1, nr. 48LOV nr 1558 af 27/12/2019 · 27. december 2019

Det fremgår af den gældende regel i § 74 a, stk. 8, i lov om aktiv socialpolitik, at personer, der modtager ledighedsydelse, jf. stk. 1 og 3, bevarer retten til ydelsen ved flytning til en anden kommune.

Det foreslås at ændre henvisningen i § 74 a, stk. 8 , i loven fra stk. 1 og 3 til stk. 1-3. Der er tale om en præcisering, hvorved det tydeliggøres, at stk. 2, om ledighedsydelsens størrelse, ligeledes finder anvendelse ved flytning til anden kommune. Der er med den foreslåede ændring ikke tilsigtet indholdsmæssige ændringer i den gældende retstilstand.

ÆndringL 210 (2018-19) · bemærkning til § 2, nr. 72LOV nr 551 af 07/05/2019 · 7. maj 2019

Det fremgår af den gældende § 74 a, stk. 2, nr. 3, i lov om aktiv socialpolitik, at ledighedsydelsen udgør 89 pct. af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb, jf. § 47 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., hvis personen på tidspunktet for visitationen til fleksjob deltager i revalidering efter en »Min Plan« efter §§ 27 og § 28, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller en helhedsorienteret plan, jf. § 30 b i samme lov.

Alle personer, der er visiteret til fleksjob, er som udgangspunkt berettiget til ledighedsydelse, men på forskelligt niveau. Størrelsen på ledighedsydelsen afhænger af det hidtidige forsørgelsesgrundlag.

Personer, der på tidspunktet for visitationen til fleksjob ville have ret til at modtage sygedagpenge, modtager sygedagpenge eller barselsdagpenge, deltager i revalidering efter en jobplan (ikke forrevalidering) eller modtager ledighedsydelse efter ansættelse i ustøttet beskæftigelse, har ret til ledighedsydelse med et beløb, der svarer til 89 pct. af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb. Ledighedsydelsen udgør 16.791 kr. (2019-niveau) pr. måned.

Hvis disse betingelser ikke er opfyldt, modtager den fleksjobvisiterede ledighedsydelse med et beløb, der svarer til den kontanthjælp, der ydes til voksne kontanthjælpsmodtagere. Forsørgere modtager en ydelse på niveau med kontanthjælpssatsen for forsørgere. Hvis den pågældende ikke er forsørger, modtager den pågældende ledighedsydelse på satsen for kontanthjælp for ikke-forsørgere.

Det fremgår af den gældende § 27 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, at personer omfattet af § 2, der kan få en indsats efter denne lov, skal have en plan for indsatsen, »Min Plan«, inden indsatsen iværksættes. »Min Plan« beskriver, hvordan mulighederne for at få varig beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked kan forbedres. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 5-14, beskriver »Min Plan« personens beskæftigelses- eller uddannelsesmål. Beskæftigelsesmålet skal så vidt muligt være rettet mod beskæftigelse inden for områder, hvor der er behov for arbejdskraft. I »Min Plan« angives, hvilke tilbud der efter §§ 22 og 23 kan gives. Hvis et tilbud er rettet mod beskæftigelse inden for områder, hvor der er behov for arbejdskraft, skal »Min Plan« ikke indeholde en begrundelse for tilbuddet, medmindre personen ikke er enig i tilbuddet.

Det fremgår af den gældende § 28, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, at for personer, der er omfattet af § 2, nr. 4, i samme lov, og som skal bevilges revalidering efter § 51 i lov om aktiv socialpolitik, skal »Min Plan« tillige indeholde en beskrivelse af personens mulighed for optagelse på en uddannelse og for endelig erhvervsmæssig placering. Hvis »Min Plan« indeholder et tilbud om virksomhedspraktik eller ansættelse med løntilskud, skal planen tillige angive, hvordan virksomheden deltager i forløbet, samt jobcenterets bistand til virksomheden.

Efter den gældende § 30 b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats fremgår det, at for personer omfattet af § 2, som har komplekse og sammensatte problemer, hvor der kan eller skal udarbejdes flere planer for indsatserne, og hvor der er et koordinationsbehov forbundet hermed, kan der med personens samtykke i stedet for »Min Plan«, herunder »Min Plan« med uddannelsespålæg, og rehabiliteringsplanens indsatsdel udarbejdes en helhedsorienteret plan. Den helhedsorienterede plan indeholder personens beskæftigelsesrettede indsats og øvrige indsatser.

Udarbejdes der en helhedsorienteret plan i stedet for »Min Plan«, fraviges §§ 27-30 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Udarbejdes der en helhedsorienteret plan i stedet for rehabiliteringsplanens indsatsdel, fraviges § 30 a, stk. 1 og 5, for så vidt angår rehabiliteringsplanens indsatsdel. Den gennemgående og koordinerende sagsbehandler, jf. §§ 68 c og 68 g, udarbejder den helhedsorienterede plan for de personer, der deltager i ressourceforløb eller jobafklaringsforløb.

Det foreslås, at § 74 a, stk. 2, nr. 3, i lov om aktiv socialpolitik, nyaffattes, således at det kommer til at fremgå af bestemmelsen, at ledighedsydelsen vil udgøre 89 pct. af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb, jf. § 47 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., hvis personen på tidspunktet for visitationen til fleksjob deltager i revalidering, hvor tilbuddet om revalidering fremgår af en »Min Plan« på Jobnet eller en helhedsorienteret plan, jf. §§ 41 og 46 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Med den foreslåede nyaffattelse af bestemmelsen vil henvisningen i § 74 a, stk. 2, nr. 3, i lov om aktiv socialpolitik blive bragt i overensstemmelse med de foreslåede regler i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Den foreslåede ændring medfører ikke indholdsmæssige ændringer.

ÆndringL 210 (2018-19) · bemærkning til § 2, nr. 73LOV nr 551 af 07/05/2019 · 7. maj 2019

Det fremgår af den gældende § 74 a, stk. 5, i lov om aktiv socialpolitik, at personer, der modtager tilbud om støtte i form af tilskud for at bevare selvstændig virksomhed efter § 70 g i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, alene har ret til ledighedsydelse ved ophør af den selvstændige virksomhed, hvis den pågældende er visiteret til fleksjob for lønmodtagere efter § 70 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Det foreslås i § 74 a, stk. 5, i loven at ændre henvisningen til § 70 a § 117.

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte forslag til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Med den foreslåede ændring bringes henvisningen i § 74 a, stk. 5, i lov om aktiv socialpolitik i overensstemmelse med de foreslåede regler i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Den foreslåede ændring medfører ikke indholdsmæssige ændringer.

ÆndringL 232 (2017-18) · bemærkning til § 2, nr. 12LOV nr 707 af 08/06/2018 · 8. juni 2018

Efter § 74 a, stk. 1, har personer, der er visiteret til et fleksjob efter kapitel 13 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, ret til ledighedsydelse, indtil de ansættes i et fleksjob. Det fremgår af § 74 a, stk. 2, nr. 3, at ledighedsydelsen udgør 89 pct. af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb, jf. § 47 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., hvis personen på tidspunktet for visitationen til fleksjob deltager i revalidering efter en »Min Plan« efter § 27 og § 28, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Det foreslås i § 74 a, stk. 2, nr. 3 , at indsætte »en helhedsorienteret plan efter § 30 b, i samme lov, eller«.

Ændringen er en følge af forslaget til § 30 b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, hvor det foreslås, at jobcenteret med personens samtykke i stedet for »Min Plan« kan udarbejde en helhedsorienteret plan til personer, som er omfattet af målgrupperne i § 2 i samme lov, hvor der kan eller skal udarbejdes flere planer for indsatserne, og hvor der er et koordinationsbehov forbundet hermed.

Den foreslåede ændring medfører, at kommunen kan udarbejde en helhedsorienteret plan, jf. forslaget til § 30 b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, der også vil omfatte modtagere af ledighedsydelse med komplekse og sammensatte problemer, hvor der kan eller skal udarbejdes flere planer for indsatserne, og hvor der er et koordinationsbehov forbundet hermed.

Ændringen indebærer, at ledighedsydelsen også vil udgøre 89 pct. af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb, hvis personen på tidspunktet for visitationen til fleksjob deltager i revalidering efter en helhedsorienteret plan i lighed med, hvad der gælder, hvis personen deltager i revalidering efter »Min Plan«.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit 2.2.1.3.

ÆndringL 224 (2012-13) · bemærkning til § 1, nr. 86LOV nr 894 af 04/07/2013 · 4. juli 2013

Som følge af ændringen af § 25, jf. lovforslagets § 1, nr. 35, foretages der konsekvensændringer i § 74 a, stk. 3, nr. 1 og 2 , således at der henvises til § 25, stk. 2, nr. 1 og 2, hvilket er kontanthjælpssatsen for henholdsvis voksne forsørgere og voksne ikke forsørgere.

ÆndringL 53 (2012-13) · bemærkning til § 3, nr. 11LOV nr 1380 af 23/12/2012 · 23. december 2012

Efter de gældende regler har personer, der er visiteret til fleksjob, ret til ledighedsydelse, hvis de opfylder betingelserne i § 74 a, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik. En person skal ved visitationen være berettiget til at modtage dagpenge efter lov om sygedagpenge eller om lov ret til orlov og dagpenge ved barsel, modtage sygedagpenge, deltage i revalidering efter en jobplan efter § 27 og § 28, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller modtage ledighedsydelse efter ansættelse i ustøttet beskæftigelse. Hvis disse betingelser ikke er opfyldt, modtager personen, der er visiteret til fleksjob, kontanthjælp, jf. §§ 11 og 25, eller hvis betingelserne for kontanthjælp ikke er opfyldt, særlig ydelse efter § 74 i.

Efter de gældende regler i § 74 d, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik udgør ledighedsydelsen et beløb, der svarer til, hvad den pågældende i gennemsnit har modtaget i arbejdsindtægt eller anden indtægt, der træder i stedet for arbejdsindtægt, i de forudgående tre måneder. Ydelsen kan ikke udgøre mere end 91 pct. eller mindre end 82 pct. af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb, jf. § 47 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Det foreslås, at alle fleksjobvisiterede fremover skal modtage ledighedsydelse, men på forskelligt niveau afhængigt af deres hidtidige forsørgelsesgrundlag. Hvis betingelserne i forslaget til § 74 a, stk. 2 , i lov om aktiv socialpolitik, er opfyldt, modtager den fleksjobvisiterede ledighedsydelse med et beløb, der svarer til 89 pct. af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb. Betingelserne i lovens § 74 a, stk. 2, er, at en person ved visitationen til fleksjob ville være berettiget til at modtage dagpenge efter lov om sygedagpenge eller om lov ret til orlov og dagpenge ved barsel, modtager sygedagpenge, deltager i revalidering efter en jobplan efter § 27 og § 28, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller modtager ledighedsydelse efter ansættelse i ustøttet beskæftigelse.

Hvis betingelserne i stk. 2 ikke er opfyldt, modtager en person, der er visiteret til fleksjob og er forsørger, ledighedsydelse med et beløb, der svarer til den kontanthjælp, der ydes til personer, der er forsørgere, eller, hvis personen ikke er forsørger, med et beløb, der svarer til den kontanthjælp, der ydes til personer, der ikke er forsørgere, jf. forslag til § 74 a, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik.

En person, som bliver ledig efter et fleksjob, vil uanset, at fleksløntilskuddet på baggrund af lønindkomst har været fuldt aftrappet, være berettiget til ledighedsydelse, i det omfang den pågældende opfylder betingelserne for fleksjob, herunder at personen står til rådighed for fleksjob.

Hvis baggrunden for, at den pågældende har haft en lønindtægt på 36.352 kr. eller derover, er, at den pågældende har arbejdet i et omfang, der medfører, at den pågældende ikke længere kan anses for berettiget til fleksjob, kan den pågældende få ledighedsydelse efter de gældende regler i § 74 f og § 74 g i lov om aktiv socialpolitik om ledighedsydelse til personer, der ikke er visiteret til fleksjob.

Ledighedsydelsen er uafhængig af formue og ægtefællens indkomst.

Efter de gældende regler kan fleksjobvisiterede, der ikke opfylder betingelserne for at modtage ledighedsydelse, optjene retten til ledighedsydelse ved at være ansat i et fleksjob i 9 måneder inden for de seneste 18 måneder. Tilsvarende gælder for personer, der har mistet retten til ydelsen, jf. § 77 a, stk. 5.

Efter forslaget vil det være muligt at optjene retten til ledighedsydelse efter den høje sats, jf. stk. 2, ved at opfylde et beskæftigelseskrav. For at optjene retten til ledighedsydelse skal man have været ansat i et fleksjob i 9 måneder inden for de seneste 18 måneder, jf. forslaget til lovens § 74 a, stk. 4 . Der er ikke noget krav til antallet af ugentlige arbejdstimer.

Personer, der modtager tilbud om støtte i form af tilskud til at bevare deres selvstændige virksomhed, jf. forslaget til § 70 g i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, bliver ikke visiteret efter de samme regler som lønmodtagere. Efter forslaget til § 74 a, stk. 5, i lov om aktiv socialpolitik, vil de derfor alene have ret til ledighedsydelse ved ophør af deres selvstændige virksomhed, hvis de pågældende er visiteret til fleksjob som lønmodtager efter reglerne i forslaget til § 70 a i lov om aktiv socialpolitik.

Efter de gældende regler i lovens § 74 d, stk. 6, offentliggør beskæftigelsesministeren endvidere størrelsen på det beløb, der kan udbetales i ledighedsydelse. Dette videreføres i forslaget til § 74 a, stk. 10 , i lov om aktiv socialpolitik.

Der foretages en konsekvensændring i forslaget til § 74 a, stk. 9 , i lov om aktiv socialpolitik som følge af, at reglerne om rådighed og sanktioner nyaffattes, jf. forslagets § 3, nr. 20.

Efter forslaget til § 74 a, stk. 10 , skal beskæftigelsesministeren bekendtgøre størrelsen af ledighedsydelsen efter stk. 2 og 3.

ÆndringL 53 (2012-13) · bemærkning til § 3, nr. 12LOV nr 1380 af 23/12/2012 · 23. december 2012

Efter de gældende regler har personer, der er visiteret til fleksjob, ret til ledighedsydelse, hvis de opfylder betingelserne i § 74 a, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik. En person skal ved visitationen være berettiget til at modtage dagpenge efter lov om sygedagpenge eller om lov ret til orlov og dagpenge ved barsel, modtage sygedagpenge, deltage i revalidering efter en jobplan efter § 27 og § 28, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller modtage ledighedsydelse efter ansættelse i ustøttet beskæftigelse. Hvis disse betingelser ikke er opfyldt, modtager personen, der er visiteret til fleksjob, kontanthjælp, jf. §§ 11 og 25, eller hvis betingelserne for kontanthjælp ikke er opfyldt, særlig ydelse efter § 74 i.

Efter de gældende regler i § 74 d, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik udgør ledighedsydelsen et beløb, der svarer til, hvad den pågældende i gennemsnit har modtaget i arbejdsindtægt eller anden indtægt, der træder i stedet for arbejdsindtægt, i de forudgående tre måneder. Ydelsen kan ikke udgøre mere end 91 pct. eller mindre end 82 pct. af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb, jf. § 47 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Det foreslås, at alle fleksjobvisiterede fremover skal modtage ledighedsydelse, men på forskelligt niveau afhængigt af deres hidtidige forsørgelsesgrundlag. Hvis betingelserne i forslaget til § 74 a, stk. 2 , i lov om aktiv socialpolitik, er opfyldt, modtager den fleksjobvisiterede ledighedsydelse med et beløb, der svarer til 89 pct. af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb. Betingelserne i lovens § 74 a, stk. 2, er, at en person ved visitationen til fleksjob ville være berettiget til at modtage dagpenge efter lov om sygedagpenge eller om lov ret til orlov og dagpenge ved barsel, modtager sygedagpenge, deltager i revalidering efter en jobplan efter § 27 og § 28, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller modtager ledighedsydelse efter ansættelse i ustøttet beskæftigelse.

Hvis betingelserne i stk. 2 ikke er opfyldt, modtager en person, der er visiteret til fleksjob og er forsørger, ledighedsydelse med et beløb, der svarer til den kontanthjælp, der ydes til personer, der er forsørgere, eller, hvis personen ikke er forsørger, med et beløb, der svarer til den kontanthjælp, der ydes til personer, der ikke er forsørgere, jf. forslag til § 74 a, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik.

En person, som bliver ledig efter et fleksjob, vil uanset, at fleksløntilskuddet på baggrund af lønindkomst har været fuldt aftrappet, være berettiget til ledighedsydelse, i det omfang den pågældende opfylder betingelserne for fleksjob, herunder at personen står til rådighed for fleksjob.

Hvis baggrunden for, at den pågældende har haft en lønindtægt på 36.352 kr. eller derover, er, at den pågældende har arbejdet i et omfang, der medfører, at den pågældende ikke længere kan anses for berettiget til fleksjob, kan den pågældende få ledighedsydelse efter de gældende regler i § 74 f og § 74 g i lov om aktiv socialpolitik om ledighedsydelse til personer, der ikke er visiteret til fleksjob.

Ledighedsydelsen er uafhængig af formue og ægtefællens indkomst.

Efter de gældende regler kan fleksjobvisiterede, der ikke opfylder betingelserne for at modtage ledighedsydelse, optjene retten til ledighedsydelse ved at være ansat i et fleksjob i 9 måneder inden for de seneste 18 måneder. Tilsvarende gælder for personer, der har mistet retten til ydelsen, jf. § 77 a, stk. 5.

Efter forslaget vil det være muligt at optjene retten til ledighedsydelse efter den høje sats, jf. stk. 2, ved at opfylde et beskæftigelseskrav. For at optjene retten til ledighedsydelse skal man have været ansat i et fleksjob i 9 måneder inden for de seneste 18 måneder, jf. forslaget til lovens § 74 a, stk. 4 . Der er ikke noget krav til antallet af ugentlige arbejdstimer.

Personer, der modtager tilbud om støtte i form af tilskud til at bevare deres selvstændige virksomhed, jf. forslaget til § 70 g i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, bliver ikke visiteret efter de samme regler som lønmodtagere. Efter forslaget til § 74 a, stk. 5, i lov om aktiv socialpolitik, vil de derfor alene have ret til ledighedsydelse ved ophør af deres selvstændige virksomhed, hvis de pågældende er visiteret til fleksjob som lønmodtager efter reglerne i forslaget til § 70 a i lov om aktiv socialpolitik.

Efter de gældende regler i lovens § 74 d, stk. 6, offentliggør beskæftigelsesministeren endvidere størrelsen på det beløb, der kan udbetales i ledighedsydelse. Dette videreføres i forslaget til § 74 a, stk. 10 , i lov om aktiv socialpolitik.

Der foretages en konsekvensændring i forslaget til § 74 a, stk. 9 , i lov om aktiv socialpolitik som følge af, at reglerne om rådighed og sanktioner nyaffattes, jf. forslagets § 3, nr. 20.

Efter forslaget til § 74 a, stk. 10 , skal beskæftigelsesministeren bekendtgøre størrelsen af ledighedsydelsen efter stk. 2 og 3.

ÆndringL 69 (2011-12) · bemærkning til § 2, nr. 6LOV nr 153 af 28/02/2012 · 28. februar 2012

Efter gældende regler i § 74 a, stk. 5, 2. og 3. pkt., skal kommunen foretage sygeopfølgning efter § 12 b for modtagere af ledighedsydelse. Opfølgningen efter § 12 b, stk. 2 og 4, sker som led i det individuelle kontantforløb efter § 73 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Det samme gør sig gældende for modtagere af særlig ydelse, jf. § 74 i, stk. 3.

Det foreslås, at § 74 a, stk. 5, 2. og 3. pkt., ophæves, idet det foreslås, at sygeopfølgningen for modtagere af ledighedsydelse og særlig ydelse skal indgå i det individuelle kontaktforløb efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Som konsekvens heraf vil der blive indsat et nyt stk. 3 i § 73 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, hvoraf det fremgår, at reglerne om en særlig indsats over for sygemeldte i § 16, stk. 2, tilsvarende vil finde anvendelse for modtagere af ledighedsydelse og særlig ydelse. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 15.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.1.2.

ÆndringL 151 (2009-10) · bemærkning til § 3, nr. 4LOV nr 431 af 28/04/2010 · 28. april 2010

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lov nr. 479 af 12. juni 2009 om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om aktiv socialpolitik og lov om integration af udlændinge i Danmark. I forbindelse med denne lovændring blev der ved en fejl ikke foretaget konsekvensændringer i lov om aktiv socialpolitik.

ÆndringL 56 (2009-10) · bemærkning til § 1, nr. 1LOV nr 1508 af 27/12/2009 · 27. december 2009

Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 6 i lov om aktiv socialpolitik § 74 a. Efter forslaget bevarer personer, der flytter til en anden kommune, deres ret til ledighedsydelse. Det betyder, at den nye kommune kan fortsætte udbetalingen af ledighedsydelse på baggrund af den tidligere bopælskommunes vurdering og først skal foretage en ny vurdering af, om personen opfylder betingelserne for fleksjob og dermed er berettiget til ledighedsydelse, når personen har modtaget ledighedsydelse i 12 måneder inden for 18 måneder, jf. lovens § 74 c med de ændringer, som fremgår af lovforslagets § 1, nr. 2. Kommunen skal dog som hidtil ved tvivl om modtagerens rådighed afprøve denne, jf. lovens § 74 b, stk. 3.

Med forslaget til ny § 74 a, stk. 7, foreslås det, at personer, der i forbindelse med flytning til en anden kommune må opsige et fleks­job, er berettiget til ledighedsydelse, hvis de almindelige betingelser for at modtage ydelsen er opfyldt. Hvis kommunen fx vurderer, at den pågældende i forhold til de almindelige rådighedsbestemmelser er selvforskyldt ledig efter et fleks­job, jf. § 74 b, stk. 1, nr. 4, i loven, vil den pågældende miste retten til ledighedsydelse. Hvis kommunen vurderer, at personen ikke er selvforskyldt ledig i forbindelse med opsigelsen af et fleks­job på grund af flytningen, men er i tvivl om, hvorvidt personen står til rådighed for et fleks­job, skal kommunen afprøve den pågældendes rådighed, jf. lovens § 74 b, stk. 3. Det fremgår heraf, at kommunen skal afprøve rådigheden ved at give personen et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats kapitel 10 og 11.

Kommunens vurdering af, om betingelserne for et fleks­job fortsat er opfyldt, følger de betingelser med hensyn til frister og grundlag, der er fastsat i lovens § 74 c med de ændringer, som fremgår af lovforslagets § 1, nr. 2.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.2.

ÆndringL 165 (2008-09) · bemærkning til § 3, nr. 3LOV nr 480 af 12/06/2009 · 12. juni 2009

Efter gældende regler sker sygeopfølgningen for ledighedsydelsesmodtagere efter de regler, der følger af lov om sygedagpenge, dvs. opfølgning mindst hver 8. uge.

Efter gældende regler sker sygeopfølgning for personer, der modtager kontanthjælp eller starthjælp efter reglerne for kontaktforløb i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, dvs. senest efter sammenlagt 3 måneder med offentlige forsørgelsesydelser.

Det foreslås, at reglerne for sygeopfølgning for personer, der modtagere ledighedsydelse, ændres, således at intervallerne for opfølgning bliver ligesom de gældende regler for opfølgning for personer, der modtager kontanthjælp eller starthjælp.

Forslaget betyder, at kommunen også for en sygemeldt, der modtager ledighedsydelse, har pligt til at vurdere, om der er behov for at udarbejde en plan for sygdomsafklaring, behandling, optræning og andre beskæftigelsesfremmende foranstaltninger, der kan sikre, at personen får den nødvendige hjælp til at opnå eller genvinde sin tilknytning til arbejdsmarkedet.

Kommunen vurderer løbende og mindst hver gang, der under kontaktforløbet efter § 73 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats afholdes en individuel samtale, dvs. mindst hver 3. måned, om der er behov for at udarbejde en plan. Er der udarbejdet en plan, skal opfølgningen på, om personen følger planen ske som led i det individuelle kontaktforløb.

ÆndringL 73 (2006-07) · bemærkning til § 3, nr. 2LOV nr 1545 af 20/12/2006 · 20. december 2006

Der er tale om konsekvensændringer.

Personer, der ville være berettiget til dagpenge ved sygdom eller barsel som følge af, at de pågældende opfylder beskæftigelseskravet i lov om sygedagpenge eller lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel, har ret til ledighedsydelse. Der henvises derfor i § 74 a, stk. 1, nr. 1 til begge love.

Modtagere af ledighedsydelse er under sygdom og barsel omfattet af en tilsvarende opfølgningsindsats som modtagere af dagpenge, hvorfor der i § 74 a, stk. 5 og § 74 f, stk. 4 henvises til lov om sygedagpenge og lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel.

ÆndringL 161 (2001-02, 2. samling) · bemærkning til § 1, nr. 14LOV nr 438 af 10/06/2002 · 10. juni 2002

Bestemmelserne er af redaktionel karakter, fordi der i § 74 a, stk. 1, indsættes en ny nr. 4.

ÆndringL 161 (2001-02, 2. samling) · bemærkning til § 1, nr. 15LOV nr 438 af 10/06/2002 · 10. juni 2002

Bestemmelserne er af redaktionel karakter, fordi der i § 74 a, stk. 1, indsættes en ny nr. 4.

ÆndringL 161 (2001-02, 2. samling) · bemærkning til § 1, nr. 16LOV nr 438 af 10/06/2002 · 10. juni 2002

Det foreslås, at personer, der modtager ledighedsydelse efter ansættelse i ustøttet beskæftigelse, ved fornyet visitation til fleksjob bevarer retten til ledighedsydelse, mens de venter på et fleksjob.

ÆndringL 136 (2000-01) · bemærkning til § 1, nr. 11LOV nr 284 af 25/04/2001 · 25. april 2001

Efter forslaget opretholdes de gældende regler om, at personer, der visiteres til fleksjob, er berettiget til ledighedsydelse fra visitationstidspunktet, hvis de på dette tidspunkt ville være berettigede til sygedagpenge, modtog sygedagpenge eller deltog i revalidering efter en erhvervsplan.

For personer, der ved visitationen til fleksjob ikke har ret til ledighedsydelse, eller som har mistet retten til ledighedsydelse, er retten til ledighedsydelse betinget af, at den pågældende har 9 måneders beskæftigelse inden for de seneste 18 måneder. Dette gælder også for personer, der i perioden fra visitationen indtil ansættelsen modtager den særlige ydelse.

Når retten til ledighedsydelse er opnået, mister modtageren ikke retten til ledighedsydelse i tilfælde af, at den pågældende bliver ledig efter fx et korterevarende fleksjob.

Efter forslaget indføres der endvidere mulighed for, at personer, der modtager ledighedsydelse, i perioder med sygdom eller barsel bevarer retten til at modtage ledighedsydelse. I perioden med sygdom eller barsel bevarer modtageren det hidtidige niveau for ledighedsydelsen.

ÆndringL 4 (1999-00) · bemærkning til § 1, nr. 2LOV nr 965 af 20/12/1999 · 20. december 1999

Normalt vil kommunen kunne tilbyde et fleksjob samtidig med, at der træffes beslutning herom, dvs. fra visitationen. Erfaringerne har imidlertid vist, at der kan være situationer, hvor et planlagt fleksjob alligevel ikke kan etableres, eller der kan være ganske særlige vanskeligheder med at finde et rimeligt job. For at undgå at personer, der på grund af disse særlige omstændigheder ikke umiddelbart kan få et fleksjob, skal miste et forsørgelsesgrundlag, foreslås, at der gives ledighedsydelse i ventetiden. Efter 3 måneder forventes det, at kommunen vil kunne give tilbud om et fleksjob.

Det foreslås således, at den nuværende ret til ledighedsydelse mellem to fleksjob suppleres med en ledighedsydelse på op til 3 måneder inden for de første 3 måneder efter visitationen. Ydelsen, mens der ventes på et fleksjob, kan højest udbetales i en sammenhængende periode på i alt 3 måneder umiddelbart efter visitationen. Der udbetales ikke ledighedsydelse under ferie og sygdom. Længden af den periode, hvori der kan udbetales ledighedsydelse, forlænges ikke som følge af sygdom eller ferie. Hvis en person bliver syg i en periode med ledighedsydelse, vil personen kunne modtage kontanthjælp, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Ydelsen er betinget af, at personen inden visitationen til fleksjob enten ville være berettiget til at modtage sygedagpenge, modtager sygedagpenge eller deltager i en revalidering efter en erhvervsplan. Ydelsen er således betinget af en vis forudgående tilknytning til arbejdsmarkedet. Øvrige visiterede til fleksjob vil normalt være berettigede til kontanthjælp, mens de venter på et fleksjob.

Det foreslås tillige, at der gives ledighedsydelse under ferie i samme omfang som for medlemmer, der er optaget i en arbejdsløshedskasse på grundlag af gennemførelse af en erhvervsmæssig uddannelse, jf. § 75 h, stk. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Retten til ledighedsydelse under ferie er betinget af, at personen har afholdt sin optjente ferie med feriegodtgørelse eller løn.

Det er en betingelse, at personen fortsat er ansat i fleksjob, dvs. en person, der er ledig efter et fleksjob, er ikke berettiget til ledighedsydelse under ferie.

Retten til ledighedsydelse under ferie er ikke betinget af, at en person er medlem af en arbejdsløshedskasse.

En person, som er ansat i et fleksjob efter en periode med ledighedsydelse, vil i tilfælde af sygdom eller fødsel skulle opfylde de sædvanlige betingelser i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, herunder beskæftigelseskravet i lovens §§ 3 og 4.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 74 a.