Aktivloven

Aktivloven § 83

Gældende tekst efter LBK nr 793 af 11/09/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 10 – Hjælp i særlige tilfælde · Særlig hjælp vedrørende børn

§ 83.

Kommunen kan yde hjælp til udgifter ved udøvelse af ret til samvær med egne børn under 18 år, som ikke bor hos ansøgeren, og til lignende udgifter til oprindelige forældre, der efter forældreansvarslovens § 20 a får fastsat samvær med et bortadopteret barn, hvis ansøgeren ikke har økonomisk mulighed for at betale udgifterne.

Kommunen kan også yde hjælp til dækning af udgifter til en bopælsforælders transport af barnet i forbindelse med samvær.

Det er en betingelse for at yde hjælp, at ansøgeren ikke har økonomisk mulighed for at betale udgifterne.

Stk. 2.

Kommunen kan yde hjælp til rejseudgifter med henblik på kontakt til børn, der er ført til udlandet uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver.

Det er en forudsætning, at sagen er blevet anmeldt til dansk politi, og at kommunen har forelagt sagen for Udenrigsministeriet.

Det er yderligere en forudsætning, at indehaveren af forældremyndigheden ikke selv har økonomisk mulighed for at betale udgiften.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 793 af 11/09/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Aktivloven § 83

Senere ændringer

ÆndringL 13 (2024-25) · bemærkning til § 1, nr. 105LOV nr 1655 af 30/12/2024 · 30. december 2024

Efter den gældende § 82 i lov om aktiv socialpolitik kan kommunen yde hjælp til udgifter til sygebehandling, medicin, tandbehandling og lignende, når udgiften ikke kan dækkes efter anden lovgivning, og hvis ansøgeren ikke har økonomisk mulighed for at betale udgifterne. Hjælp til udgifter til medicin efter § 82 i lov om aktiv socialpolitik kan således ydes til personer, som ikke har økonomisk mulighed for selv at betale udgiften. Hvis man har indtægter eller formue, som kan dække behovet, ydes der ikke hjælp fra kommunen. Kommunen skal i hvert enkelt tilfælde foretage en konkret vurdering af ansøgerens og ægtefællens økonomiske forhold, herunder om ansøgeren har mulighed for selv at betale en del af udgiften. Der kan ikke ydes hjælp til den del af udgiften, som dækkes af en privat forsikring.

Der kan kun ydes hjælp, hvis behandlingen er nødvendig og helbredsmæssigt velbegrundet. Det vil som hovedregel være tilfældet, hvis behovet for behandlingen er lægeligt dokumenteret.

Kontanthjælpsmodtagere, studerende og andre personer med lav indkomst er omfattet af denne regel. Kontanthjælpsmodtagere kan således efter ansøgning få hjælp fra kommunen til dækning af udgifter til medicin til sig selv eller sine børn. Førtidspensionister, der er tilkendt pension efter reglerne fra 1. januar 2003, kan også søge hjælp efter denne regel. Pensionister, der har mulighed for at søge om personligt tillæg og helbredstillæg efter pensionsloven, er derimod ikke omfattet.

Det foreslås, at før overskriften før § 83 indsættes § 82 b.

Det foreslås i § 82 b, stk. 1, at kommunen yder hjælp til betaling af tilskudsberettiget medicin til personer, der modtager kontanthjælp efter § 16, når personen har modtaget kontanthjælpen i 12 måneder ud af de seneste 18 måneder.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at kontanthjælpsmodtagere vil få ret til at få betalt tilskudsberettiget medicin af kommunen, når de har modtaget kontanthjælp i 12 måneder ud af de seneste 18 måneder. Det betyder, at der vil kunne ydes tilskud til medicin, som personen har fået udskrevet af en læge, og som regionsrådet yder tilskud til efter sundhedslovens kapitel 42.

Det vil være en betingelse, at personen har modtaget kontanthjælp i mindst 12 måneder ud af de seneste 18 måneder. En måned, hvor personen kun delvist har modtaget kontanthjælp, herunder supplerende kontanthjælp, vil indgå i opgørelsen af de 12 måneder med kontanthjælp som en hel måned. Hvis en person i en måned har modtaget en udbetaling på 0 kr., f.eks. fordi hjælpen er blevet nedsat på grund af en ægtefælles indtægter, tæller måneden ikke med i opgørelsen af de 12 måneder. Det er ifølge bestemmelsens ordlyd ikke en betingelse, at de 12 måneder ligger i forlængelse af hinanden. Selvom personen i en måned ikke har fået udmålt hjælp, kan personen således godt fortsat være berettiget til medicintilskuddet.

En ægtefælle med en afledt ret til kontanthjælp vil have ret til betalt tilskudsberettiget medicin i det omfang, at den pågældende selvstændigt opfylder betingelsen om at have modtaget kontanthjælp i 12 måneder inden for de seneste 18 måneder. Det er således ikke tilstrækkeligt, at ægtefællen har en afledt ret til kontanthjælp. Der skal også være udmålt hjælp til forsørgelse i det nævnte antal måneder.

Kravet om, at personen skal have modtaget kontanthjælp, for at måneden tæller med i opgørelsen af opfyldelse af kravet, skal ses i lyset af, at medicintilskuddet gives med henblik på at understøtte et behov for økonomisk støtte, som alt andet lige må anses at være mindre, hvis den pågældende person i en måned ikke får udmålt hjælp.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at den enkelte kontanthjælpsmodtager ikke længere skal ansøge kommunen om hjælp til egenbetalingen af tilskudsberettiget medicin til sig selv, når den pågældende har modtaget kontanthjælp i 12 måneder ud af de seneste 18 måneder, men kan gå på apoteket og hente tilskudsberettiget medicin uden at skulle betale noget selv. Indtil en kontanthjælpsmodtager opnår retten, har pågældende mulighed for at ansøge kommunen om hjælp til egenbetalingen til medicinen efter lovens § 82.

Retten til at få betalt tilskudsberettiget medicin vil også gælde for børn af kontanthjælpsmodtager. Se nærmere nedenfor om stk. 3.

Ordningen med rettighedsbaseret hjælp til betaling af egenbetalingen af medicin er en nyskabelse i forhold til den gældende retstilstand. Formålet er at undgå, at kontanthjælpsmodtagere og deres hjemmeboende børn ikke får nødvendig medicin, fordi de ikke har kendskab eller ressourcer til at ansøge om tilskud efter de eksisterende regler.

Målgruppen for initiativet er alle personer, der modtager kontanthjælp efter den foreslåede § 16. Det betyder, at en kontanthjælpsmodtager og dennes eventuelle hjemmeboende børn under 18 år vil blive omfattet af reglen, uanset om den pågældende modtager kontanthjælp med mindstesats, grundsats eller forhøjet sats eller en af satserne som hjemmeboende.

Personer, der modtager kontanthjælp under forrevalidering, vil være omfattet af retten til medicintilskud. Personer, som modtager kontanthjælp som supplement til brøkpension, jf. § 27 a, i lov om aktiv socialpolitik, vil ikke være omfattet af retten til medicintilskud, da brøkpensionisters hovedydelse er pensionen og ikke kontanthjælp, uanset at denne personkreds skal opfylde betingelserne i kontanthjælpssystemet.

Efter forslagets indhold vil hjælp til egenbetalingen af medicin være subsidiær i forhold til tilskud efter sundhedsloven, men skal have forrang over bestemmelserne i anden lovgivning, herunder bl.a. dækning af nødvendige merudgifter efter regler i serviceloven og barnets lov.

Den foreslåede § 82 b vil være et supplement til den gældende § 82, hvorefter det, jf. ovenfor, er muligt at søge om hjælp hos kommunen til dækning af udgifter til medicin, som ikke kan dækkes efter anden lovgivning, hvis ansøgeren ikke har økonomisk mulighed for at betale udgifterne. § 82 b vil dog have et smallere anvendelsesområde, fordi det alene er tilskudsberettiget medicin, som vil kunne blive dækket, og fordi personkredsen, som er omfattet af bestemmelsen, vil være mindre.

Det fremgår af § 106, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, at staten refunderer 50 pct. af en kommunes udgifter til hjælp i særlige tilfælde efter kapitel 10, jf. dog § 99, stk. 2, der omhandler kommunens udgifter til hjælpen til udsættelsestruede lejere.

Den foreslåede § 82 b foreslås indsat i kapitel 10. Det betyder, at medicintilskuddet omfattes af de kommunale udgifter, hvortil staten refunderer 50 pct. af udgifterne.

Det foreslås i § 82 b, stk. 2, 1. pkt., at hjælpen til betaling af medicin udgør 100 pct. af kontanthjælpsmodtagerens egenbetaling efter tilskud efter kapitel 42 i sundhedsloven. Efter forslagets indhold dækker hjælpen til betaling af medicin 100 pct. af kontanthjælpsmodtagerens egen andel af udgiften efter tilskud efter kapitel 42 i sundhedsloven.

Det foreslås i § 82 b, stk. 2, 2. pkt., at hjælpen til egenbetaling efter 1. pkt. ikke kan overstige personens udgift til det billigste præparat.

Medicintilskuddet er fastsat til 100 pct. af tilskudsprisen (A-pris).

Det foreslåede indebærer, at en person, der vælger at få udleveret en dyrere pakning (B- eller C-pris), selv skal betale prisforskellen. Beløbet afregnes direkte med apoteket i forbindelse med køb.

Det foreslås i § 82 b, stk. 3, at stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse for en kontanthjælpsmodtagers egne børn under 18 år, hvor kontanthjælpsmodtageren og barnet er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR) på samme adresse. Et barn har dog ret til hjælp til betaling af egenbetalingen af udgifterne til medicin fra det tidspunkt, hvor forælderen har ret til kontanthjælp.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at et barn, der bor sammen med en forælder, der modtager kontanthjælp, vil få ret til at få betalt tilskudsberettiget medicin. Barnets ret til hjælp til medicin regnes fra datoen for forælderens ret til kontanthjælp. Det betyder, at barnet fra det tidspunkt, hvor forælderen får tildelt og udmålt kontanthjælp, vil have ret til hjælp til egenbetaling af tilskudsberettiget medicin. Det er uden betydning, om forælderen modtager kontanthjælp den fulde måned eller kun delvist. Det afgørende er, at forælderen modtager kontanthjælp.

Barnets ret til betaling af medicin ophører, når barnet fylder 18 år. I praksis vil tilskuddet derfor stoppe, når barnet i CTR er registreret som værende fyldt 18 år. Stop af barnets ret til betaling forudsætter ikke, at kommunen træffer særskilt afgørelse herom.

Et barn under 18 år, som modtager hjælp til medicin, fordi forælderen er kontanthjælpsmodtager, mister denne ret, hvis barnet selv bliver forælder. Det skyldes, at barnet ikke længere er omfattet af forælderens forsørgelsespligt, og at den afledte ret til betalt medicin derfor bortfalder.

Den foreslåede bestemmelse indebærer endvidere, at en kontanthjælpsmodtager ikke længere vil skulle ansøge kommunen om hjælp til egenbetalingen af tilskudsberettiget medicin til sine børn efter § 82. Retten for barnet gælder med det samme, og hver af forældrene kan gå på apoteket og hente tilskudsberettiget medicin til et barn uden at skulle betale noget selv. Dette gælder, uanset om forældrene til barnet bor sammen eller ikke. Barnet vil også selv kunne få udleveret medicin på apoteket uden betaling, da barnets ret til betalt medicin er registreret på barnets personnummer i CTR. En 15-årig, der har fået udskrevet tilskudsberettiget medicin, vil derfor også selv kunne hente medicin på apoteket.

Det foreslås i § 82 b, stk. 4, at kommunen skal videregive oplysning til Lægemiddelstyrelsens Centrale Tilskudsregister (CTR) om, at en person, der efter stk. 1 har ret til betaling af tilskudsberettiget medicin, har denne ret. Tilsvarende gælder, hvis et barn har ret til betaling af tilskudsberettiget medicin, jf. stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at kommunen skal indberette oplysningen om retten digitalt til CTR. CTR vil således komme til at indeholde oplysning om, at den enkelte eller den enkeltes barn er berettiget til 100 pct. tilskud til egenbetaling. Apoteket vil i forbindelse med en konkret ekspedition hente data om retten til tilskud i CTR. CTR opdateres løbende (dagligt).

Kommunen skal oplyse borgeren om, at den pågældendes og dennes eventuelle børns cpr-nummer vil indgå i CTR.

Det vil ikke efter de nye regler i lov om aktiv socialpolitik være muligt at frasige sig retten til medicintilskud. Det er dog muligt for den enkelte person at frabede sig at være registreret i CTR, jf. bekendtgørelse nr. 532 af 18. maj 2017 om det Centrale TilskudsRegister (CTR). Konsekvensen af en sådan registrering vil være, at man ikke kan få det nye medicintilskud. Kommunen vil sende oplysningen, men CTR vil ikke hente det. Apoteket vil ikke kalde op, når personen ikke er i CTR-systemet og vil derfor ikke se, at der ligger en bevilling.

Det foreslås i § 82 b, stk. 5, at apoteket og kommunen kan udveksle afregningsoplysningerne om personer, der har ret til betaling af tilskudsberettiget medicin.

Med den foreslåede bestemmelse fastslås det, at der kan udveksles afregningsoplysninger mellem kommunen og apoteket om personer, der vil få udleveret medicin med tilskud til egenbetalingen. Apoteket vil således kunne få refunderet udlæg til egenbetaling af medicin til den berettigede personkreds.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.11 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

ÆndringL 134 (2006-07) · bemærkning til § 4, nr. 1LOV nr 500 af 06/06/2007 · 6. juni 2007

Det foreslås, at § 83, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik udvides, således at bestemmelsen ligeledes omhandler en bopælsforælders mulighed for at ansøge kommunen om at få dækket udgifter i forbindelse med transport af barnet i forbindelse med samvær. Ved bopælsforælder forstås i denne sammenhæng den forælder, der har barnet boende. Det er uden betydning, om der er fælles forældremyndighed, eller bopælsforælderen har forældremyndigheden alene.

Tilføjelsen i § 83, stk. 1 skal ses i sammenhæng med § 19 i forslaget til forældreansvarslov. Efter denne bestemmelse er det barnet, der har ret til samvær. Det er således barnets interesse i samværet, der er det grundlæggende, og begge forældre, både den, der har barnet boende, og den, der ønsker at have kontakt, har ansvaret for, at barnet har samvær.

Udvidelsen er en konsekvens af, at det i det samtidige fremsatte forslag til forældreansvarslov § 21, stk. 3, foreslås, at statsforvaltningen kan træffe afgørelse om transport af barnet i forbindelse med samvær og om afholdelsen af udgifter hertil. Efter den foreslåede bestemmelse i forældreansvarsloven er det udgangspunktet at forældrene begge deltager i og afholder udgifter til transport i forbindelse med samvær. Det vil fremover være udgangspunktet, at samværsforælderen sørger for afhentningen af barnet ved samværets start, og bopælsforælderen sørger for afhentningen i forbindelse med afslutningen af samværet. Begge forældre afholder udgifterne til den del af transporten, som den pågældende er ansvarlig for, herunder transporten af barnet og en eventuel ledsager (f.eks. forælderen selv). Der kan dog være tilfælde, hvor dette udgangspunkt fraviges, f.eks. en meget stor forskel i forældrenes økonomi. Der henvises til pkt. 4.3.3. i de almindelige bemærkninger i forslaget til forældreansvarslov samt bemærkningerne til dette lovforslags § 21, stk. 3.

Det er således hensigten med ændringen af § 83, stk. 1, at en bopælsforælder skal have samme mulighed som en samværsforælder for at ansøge kommunen om at få dækket udgifter i forbindelse med transport af barnet i forbindelse med samvær, idet det fremover er udgangspunktet, at forældrene deles om udgifterne til transport i forbindelse med samvær.

Det er fortsat en betingelse, at ansøgeren ikke har økonomisk mulighed for at betale udgiften, jf. § 83, stk. 1, sidste pkt.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 83.