Aktivloven § 74
Gældende tekst efter LBK nr 793 af 11/09/2026.
Kapitel 7 – Ledighedsydelse
§ 74.
Ledighedsydelse udbetales af kommunen til personer, der er berettiget til fleksjob, jf. kapitel 20 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Ledighedsydelse kan udbetales
- 1)
i perioden efter visitationen, indtil den pågældende ansættes i fleksjob,
- 2)
ved ledighed efter et fleksjob,
- 3)
i perioder med sygdom, barsel eller sorgorlov,
- 4)
ved afholdelse af ferie eller
- 5)
ved midlertidige afbrydelser i arbejdet, som ikke kan tilregnes den pågældende.
Ledighedsydelse udbetales af kommunen til personer, der har været berettiget til ledighedsydelse eller har været ansat i fleksjob, men som er overgået til ansættelse i ustøttet beskæftigelse.
Ledighedsydelsen kan udbetales
- 1)
ved ledighed, der indtræffer efter ansættelse i ustøttet beskæftigelse,
- 2)
i perioder med sygdom, barsel eller sorgorlov,
- 3)
ved afholdelse af ferie eller
- 4)
ved midlertidige afbrydelser i arbejdet, som ikke kan tilregnes den pågældende.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 793 af 11/09/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Aktivloven § 74
Senere ændringer
ÆndringL 210 (2018-19) · bemærkning til § 2, nr. 71LOV nr 551 af 07/05/2019 · 7. maj 2019
Det fremgår af den gældende § 74, stk. 1, 1. pkt., i lov om aktiv socialpolitik, at ledighedsydelse udbetales af kommunen til personer, der er berettiget til fleksjob, jf. kapitel 13 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Videre følger det af den gældende § 74 a, stk. 1, i loven, at personer, der er visiteret til et fleksjob efter kapitel 13 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, har ret til ledighedsydelse, indtil de ansættes i et fleksjob.
Reglerne om visitation til fleksjob, ansættelse i fleksjob og fleksløntilskud fremgår af det gældende kapitel 13 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Det foreslås, at ændre henvisningerne i § 74, stk. 1, og § 74 a, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik fra kapitel 13 til kapitel 20.
Ændringen foreslås som følge af det samtidigt fremsatte forslag til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Med de foreslåede ændringer bringes henvisningen i § 74, stk. 1, og § 74 a, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik i overensstemmelse med de foreslåede regler i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Den foreslåede konsekvensændring medfører ikke indholdsmæssige ændringer.
ÆndringL 161 (2001-02, 2. samling) · bemærkning til § 1, nr. 12LOV nr 438 af 10/06/2002 · 10. juni 2002
Det foreslås, at kommunerne også udbetaler ledighedsydelse til personer, der ikke mere er berettiget til fleksjob, men som er overgået til ansættelse i ustøttet beskæftigelse. Der er tale om en ydelse, der kan udbetales i en midlertidig periode, indtil personen fuldt ud kan blive omfattet af lov om arbejdsløshedsforsikring. Ydelsen kan udbetales i samme situationer, som gælder for personer, der er visiteret til fleksjob. Der henvises til kapitel 4 om ledighedsydelse i vejledning nr. 114 af 13. juni 2001 om fleksjob og ledighedsydelse m.v. Ydelsen kan ikke udbetales, hvis man ophører i et fleksjob og herefter overgår fra ledighedsydelse til ledighed i forhold til ustøttet beskæftigelse.
ÆndringL 161 (2001-02, 2. samling) · bemærkning til § 1, nr. 13LOV nr 438 af 10/06/2002 · 10. juni 2002
Bestemmelserne er af redaktionel karakter, fordi der i § 74 a, stk. 1, indsættes en ny nr. 4.
ÆndringL 136 (2000-01) · bemærkning til § 1, nr. 10LOV nr 284 af 25/04/2001 · 25. april 2001
Bestemmelsen opregner de situationer, hvor kommunen kan udbetale ledighedsydelse. De nærmere betingelse for at få ledighedsydelse nævnes i de efterfølgende bestemmelser.
Også ændret ved
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 74.