Aktivloven

Aktivloven § 92

Gældende tekst efter LBK nr 793 af 11/09/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 12 – Tilbagebetaling m.v.

§ 92.

Den, der modtager hjælp til boligindskud, eller hvad der kan ligestilles hermed, skal tilbagebetale hjælpen.

Stk. 2.

Hjælp til boligindskud skal tilbagebetales, når en person bliver i stand til at tilbagebetale hele eller dele af kravet.

Kommunen kan fastsætte en ordning om afdragsvis betaling eller yde henstand med tilbagebetaling af hjælp til boligindskud efter reglerne fastsat i medfør af § 95, stk. 1.

Ved fraflytning af lejemålet skal personen dog senest 2 måneder efter udlejerens tilbagebetaling af boligindskuddet tilbagebetale hjælp til boligindskud med det beløb, som betales tilbage.

Eventuelt restkrav efter tilbagebetaling efter 3. pkt. vil fortsat være omfattet af tilbagebetalingspligten efter stk. 1.

Stk. 3.

En person, der har modtaget hjælp til boligindskud med tilbagebetalingspligt efter stk. 1, 2. pkt., har pligt til at oplyse kommunen om udbetaling af boligindskud, eller hvad der kan ligestilles hermed, i forbindelse med opsigelse af lejemålet, fraflytning eller lignende.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 793 af 11/09/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Aktivloven § 92

Senere ændringer

ÆndringL 66 (2025-26) · bemærkning til § 4, nr. 31LOV nr 1750 af 29/12/2025 · 29. december 2025

Det fremgår af gældende § 92, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, at den, der modtager særlig støtte efter § 87 til dækning af udgifter til renter og afdrag vedrørende ejerboliger og andelsboliger, skal tilbagebetale hjælpen. Det samme gælder for den, der modtager hjælp til boligindskud, eller hvad der kan ligestilles hermed.

Da § 87 ophæves, og reglerne om særlig støtte dermed ophæves, jf. lovforslagets § 4, nr. 29 foreslås det at nyaffatte § 92, stk. 1, således at særlig støtte ikke længere indgår i bestemmelsen.

Det foreslås, at lovens § 92, stk. 1, nyaffattes, så det fremgår, at den, der modtager hjælp til boligindskud, eller hvad der kan ligestilles hermed, skal tilbagebetale hjælpen.

Det foreslåede stk. 1 medfører, at der fortsat gælder en ubetinget pligt for den, der modtager boligindskud, eller hvad der kan sidestilles hermed, til at tilbagebetale hjælpen. Det er derfor ikke nødvendigt, at kommunen træffer afgørelse om tilbagebetaling. Kommunen bør senest ved udbetaling af hjælpen orientere modtageren om, at hjælpen skal betales tilbage.

Bestemmelsen er således en videreførelse af gældende § 92, stk. 1, for modtagere af boligindskud, eller hvad der kan sidestilles hermed.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 2.4.2.

ÆndringL 66 (2025-26) · bemærkning til § 4, nr. 32LOV nr 1750 af 29/12/2025 · 29. december 2025

Det fremgår af gældende § 92, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik, at ægtefæller hæfter solidarisk for krav om tilbagebetaling efter stk. 1, 1. pkt. Dette gælder, uanset om hjælpen er ydet til den ene eller begge ægtefæller, og uanset om boligen er ejet af den ene eller begge ægtefæller.

Det fremgår af gældende § 92, stk. 4, i loven at beskæftigelsesministeren fastsætter regler om tilbagebetaling efter stk. 1, 1. pkt.

Det foreslås, at § 92, stk. 2 , i loven ophæves.

Det foreslås videre, at § 92, stk. 4 , som bliver stk. 3, i loven ophæves.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at § 87 om særlig støtte ophæves, jf. lovforslagets § 4, nr. 29.

Der er herefter ikke behov for at have særlige bestemmelser om tilbagebetaling af særlig støtte.

Der er indsat en overgangsbestemmelse i lovforslagets § 21, stk. 10 og 12, der håndterer reglerne om særlig støtte og tilbagebetalingsregler frem til reglerne om særlig støtte endelig ophæves med virkning fra den 30. juni 2029.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 2.4.2.

ÆndringL 66 (2025-26) · bemærkning til § 4, nr. 33LOV nr 1750 af 29/12/2025 · 29. december 2025

Det fremgår af gældende § 92, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik, at ægtefæller hæfter solidarisk for krav om tilbagebetaling efter stk. 1, 1. pkt. Dette gælder, uanset om hjælpen er ydet til den ene eller begge ægtefæller, og uanset om boligen er ejet af den ene eller begge ægtefæller.

Det fremgår af gældende § 92, stk. 4, i loven at beskæftigelsesministeren fastsætter regler om tilbagebetaling efter stk. 1, 1. pkt.

Det foreslås, at § 92, stk. 2 , i loven ophæves.

Det foreslås videre, at § 92, stk. 4 , som bliver stk. 3, i loven ophæves.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at § 87 om særlig støtte ophæves, jf. lovforslagets § 4, nr. 29.

Der er herefter ikke behov for at have særlige bestemmelser om tilbagebetaling af særlig støtte.

Der er indsat en overgangsbestemmelse i lovforslagets § 21, stk. 10 og 12, der håndterer reglerne om særlig støtte og tilbagebetalingsregler frem til reglerne om særlig støtte endelig ophæves med virkning fra den 30. juni 2029.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 2.4.2.

ÆndringL 13 (2024-25) · bemærkning til § 1, nr. 113LOV nr 1655 af 30/12/2024 · 30. december 2024

Det fremgår af den gældende § 92, stk. 1, at den, der modtager særlig støtte efter § 34 til dækning af udgifter til renter og afdrag vedrørende ejerboliger og andelsboliger, skal tilbagebetale hjælpen. Det samme gælder for den, der modtager hjælp til boligindskud, eller hvad der kan ligestilles hermed.

Da § 34 ophæves, og der i stedet indsættes en ny § 87 om særlig støtte til andre målgrupper end kontanthjælpsmodtagere, er der behov for at konsekvensrette bestemmelsen.

Det foreslås derfor, at i § 92, stk. 1, ændres § 34 til § 87.

Der er alene tale om en konsekvensrettelse.

ÆndringL 13 (2024-25) · bemærkning til § 1, nr. 114LOV nr 1655 af 30/12/2024 · 30. december 2024

Det fremgår af den gældende § 92, stk. 1, 1. pkt., i lov om aktiv socialpolitik, at den, der modtager særlig støtte efter § 34 til dækning af udgifter til renter og afdrag vedrørende ejerboliger og andelsboliger, skal tilbagebetale hjælpen. Af bestemmelsens 2. pkt. fremgår det, at det samme gælder for den, der modtager hjælp til boligindskud, eller hvad der kan ligestilles hermed.

Der gælder således en ubetinget pligt til at tilbagebetale hjælpen.

Det fremgår videre af den gældende § 95, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, at tilbagebetalingskravet opkræves af kommunen eller af Udbetaling Danmark efter regler fastsat af beskæftigelsesministeren i samråd med skatteministeren. Det fremgår af § 95, stk. 3, at tilbagebetalingskrav vedrørende hjælp til boligindskud, eller hvad der ligestilles hermed, jf. § 92, stk. 1, 2. pkt., ikke er omfattet af de særlige bortfaldsregler i § 95, stk. 2, hvorefter tilbagebetalingskrav bortfalder, når der er gået 3 år efter hjælpens ophør, uden at der har været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet.

Der er ved bekendtgørelse nr. 585 af 24. maj 2023 om kommunernes opkrævning af tilbagebetalingskrav efter lov om aktiv socialpolitik, lov om kontantydelse, § 125 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om en midlertidig jobpræmie til langtidsledige m.v., lov om en skattefri seniorpræmie, lov om et midlertidigt børnetilskud til visse forsørgere og lov om inflationshjælp til økonomisk udsatte børnefamilier fastsat regler om tilbagebetaling af hjælp til boligindskud. Det fremgår af bekendtgørelsens § 4, stk. 2, at når en person, der fraflytter et lejemål, hvortil der er ydet hjælp til boligindskud, eller hvad der kan ligestilles hermed, efter § 92, stk. 1, 2. pkt., i lov om aktiv socialpolitik, modtager tilbagebetaling af indskudsbeløb, skal dette beløb tilbagebetales straks.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 92, stk. 3 , om, at hjælp til boligindskud skal tilbagebetales, når en person bliver i stand til at tilbagebetale hele eller dele af kravet. Kommunen kan fastsætte en ordning om afdragsvis betaling eller yde henstand med tilbagebetaling af hjælp til boligindskud efter reglerne fastsat i medfør af § 95, stk. 1. Ved fraflytning af lejemålet skal personen senest 2 måneder efter udlejerens tilbagebetaling af boligindskuddet tilbagebetale hjælp til boligindskud med det beløb, som betales tilbage. Eventuelt restkrav efter tilbagebetaling efter 3. pkt. vil fortsat være omfattet af tilbagebetalingspligten efter stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at en person, der har modtaget hjælp til boligskud, vil skulle tilbagebetale eller påbegynde tilbagebetaling af den udbetalte hjælp lige så snart, det er økonomisk muligt for den enkelte. Kommunen skal således ikke vente med at få tilbagebetalt hjælpen, til personen fraflytter lejemålet og får udbetalt boligindskuddet helt eller delvist.

Den foreslåede bestemmelse vil endvidere indebære en præcisering af, at muligheden for henstand og afdragsordninger vil skulle følge de regler, som er fastsat i medfør af § 95, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse indebærer endvidere en præcisering af, hvornår hjælp til boligindskud skal tilbagebetales, hvis personen fraflytter lejemålet. Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke ved, at personen fortsat har pligt til, jf. § 92, stk. 4, som bliver stk. 5, i loven, at oplyse kommunen om udbetaling af boligindskud, eller hvad der kan ligestilles hermed, i forbindelse med opsigelse af lejemålet, fraflytning eller lignende.

Der har med de gældende regler været tvivl om, hvornår tilbagebetalingskravet forfaldt. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har på baggrund heraf i en udtalelse til Fredericia Kommune den 12. juli 2021 (STAR, j.nr. 20/19605) tilkendegivet, at reglerne om tilbagebetaling af boligindskud, eller hvad der kan sidestilles dermed, er upræcise, men at det er styrelsens opfattelse, at den gældende § 95, stk. 3, indebærer, at forfaldstidspunktet for tilbagebetaling først er ved fraflytning fra lejemålet.

Den foreslåede bestemmelse indebærer endelig, at et eventuelt restbeløb, som ikke er blevet dækket ved personens tilbagebetaling af hjælp i forbindelse med flytning og tilbagebetaling fra udlejer af et boligindskud, fortsat vil være omfattet af tilbagebetalingspligten efter stk. 1. Det betyder, at tilbagebetalingskravet fortsat vil skulle tilbagebetales eller påbegyndes tilbagebetalt så snart, det er økonomisk muligt for den enkelte, jf. det foreslåede 1. pkt. i § 92, stk. 3. Er der ikke økonomisk mulighed for at gennemføre kravet inden for 10 år, fra hjælpen er ydet, vil kravet, jf. den foreslåede § 95, stk. 3, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 119, bortfalde.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.23 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

ÆndringL 224 (2012-13) · bemærkning til § 1, nr. 100LOV nr 894 af 04/07/2013 · 4. juli 2013

Efter den gældende regel i § 92, stk. 1 og 2, i lov om aktiv socialpolitik skal den, der modtager særlig støtte efter § 34 til dækning af udgifter til renter og afdrag vedrørende ejerboliger og andelsboliger, tilbagebetale hjælpen. Det samme gælder for den, der modtager hjælp til boligindskud, eller hvad der kan ligestilles hermed.

Ægtefæller hæfter solidarisk for krav om tilbagebetalingen. Dette gælder, uanset om hjælpen er ydet til den ene eller begge ægtefæller, og uanset om boligen er ejet af den ene eller begge ægtefæller.

Det foreslås, at bestemmelsen fremover også skal gælde for samlevende, dog med den begrænsning, at den fælles bolig skal være ejet af begge samlevere på tidspunktet for fastsættelsen af tilbagebetalingen, og også var ejet af begge de samlevende, da hjælpen blev udbetalt, for at der kan blive tale om gensidig hæftelse. Baggrunden herfor er, at samlevende personer, i modsætning til hvad der er hovedreglen blandt gifte personer, ikke indgår i et formuefællesskab, og derved ikke nødvendigvis har fælles ejerskab til den fælles bolig i forbindelse med afhændelse. Forslaget betyder, at hver af de samlevende alene hæfter for den del af hjælpen, de har fået udbetalt.

Hvis boligen kun var ejet af den ene, gælder tilbagebetalingskravet ikke for samleveren.

Begge parter skal være fyldt 25 år på udbetalingstidspunktet for hjælpen og vil dermed være underlagt gensidig forsørgelsespligt som samlevende efter denne lov for, at der kan fastslås solidarisk hæftelse.

Det er uden betydning, om der på hjælpens udbetalingstidspunkt var andre medejere af boligen, som siden er udtrådt som ejere.

Kommunen bør senest ved udbetaling af hjælpen oplyse modtageren om, at hjælpen skal betales tilbage og med hvilken begrundelse.

ÆndringL 224 (2012-13) · bemærkning til § 1, nr. 101LOV nr 894 af 04/07/2013 · 4. juli 2013

Der er i dag ikke regler om tilbagebetaling af støtte til udgifter til nødvendige undervisningsmaterialer mv.

Det foreslås, at kommunen kan kræve støtten tilbagebetalt helt eller delvist, hvis modtageren af støtten ophører med uddannelsen inden for et år. Dermed sikres det, at kommunen har mulighed for at kræve støtten tilbagebetalt, hvis modtageren fx har fået støtte til køb af bøger og computer mv., og inden for kortere tid herefter stopper med uddannelsen.

Det foreslås, at kommunens vurdering af, om støtten skal tilbagebetales helt eller delvist, skal bero på en konkret vurdering. I vurderingen kan bl.a. indgå modtagerens økonomiske forhold, herunder modtagerens mulighed for at tilbagebetale støtten, baggrunden for vedkommendes ophør med uddannelsen, herunder om ophøret er sket i forbindelse med studieskift, længden af uddannelses­perioden og mulig salgsværdi af de brugte undervisningsmaterialer mv. Det foreslås videre, at kommunen ved udbetalingen af støtten skal oplyse modtageren om, at støtten kan kræves helt eller delvist tilbagebetalt, hvis modtageren ophører med uddannelsen inden for et år.

Opkrævning af det tilbagebetalingspligtige beløb skal ske i overensstemmelse med de almindelige regler om opkrævning af tilbagebetalingspligtige beløb i lovens § 95 og regler fastsat i medfør heraf i bekendtgørelse nr. 149 af 27. februar 2012 om kommunernes opkrævning af tilbagebetalingskrav efter lov om aktiv socialpolitik.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 92.