Aktivloven § 28
Gældende tekst efter LBK nr 793 af 11/09/2026.
Kapitel 4 – Kontanthjælp m.v. · Særlige regler om hjælp til visse persongrupper
§ 28.
(Ophævet)
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 793 af 11/09/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Aktivloven § 28
Senere ændringer
ÆndringL 126 (2001-02, 2. samling) · bemærkning til § 1, nr. 17LOV nr 361 af 06/06/2002 · 6. juni 2002
Efter de gældende regler i § 28 i lov om aktiv socialpolitik kan der undtagelsesvis ydes hjælp til udlændinge, der har søgt asyl eller familiesammenføring, men endnu ikke har fået afgjort deres ansøgning om opholdstilladelse her i landet, hvis de efter udlændingeloven har ret til at opholde sig her i landet, mens deres ansøgning behandles. Der kan ligeledes ydes hjælp til personer, der er meddelt afslag på asyl eller familiesammenføring, når det efter udlændingeloven påhviler dem at udrejse af landet.
Hjælpen udgør efter de gældende regler 7.656 kr. pr. måned for personer, der har forsørgerpligt over for børn, og 5.469 kr. pr. måned for andre personer.
Det er en betingelse for hjælpen, at det ikke påhviler udlændingemyndighederne at afholde udgifterne til forsørgelsen efter reglerne i udlændingeloven.
Det foreslås, at disse persongrupper fremover skal modtage starthjælp, idet de ikke vil opfylde 7 års kravet. Der vil derfor ikke længere være behov for en bestemmelse, der omfatter disse persongrupper. Det vil fortsat være en betingelse for at yde en udlænding hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, at det ikke påhviler udlændingemyndighederne at afholde udgifterne til forsørgelsen efter reglerne i udlændingeloven.
ÆndringL 86 (1998-99) · bemærkning til § 1, nr. 3LOV nr 1037 af 23/12/1998 · 23. december 1998
Efter de gældende regler kan der undtagelsesvis ydes hjælp til udlændinge, der har søgt asyl, men endnu ikke har fået afgjort deres ansøgning om opholdstilladelse her i landet, hvis de efter udlændingeloven har ret til at opholde sig her i landet, mens deres ansøgning behandles.
Forslagets nr. 3 udvider kredsen af personer, der får en lavere ydelse end kontanthjælp, til også at omfatte udlændinge, der har ansøgt om familiesammenføring.
Efter de gældende regler kan hjælpen normalt højst udgøre det beløb, der efter udlændingeloven kunne have været udbetalt til udlændingen - det vil sige det beløb, den pågældende ville have fået udbetalt, hvis den pågældende som asylansøger var indkvarteret på et asylcenter. Hjælpen kan dog højst udgøre 80 pct. af det beløb, som den pågældende ville kunne få udbetalt i kontanthjælp efter aktivlovens § 25 efter skat, såfremt den pågældende havde opfyldt betingelserne herfor.
Det har vist sig i praksis, at det beløb, som kunne have været udbetalt i centersystemet, stort set aldrig er lavere end 80 pct. af det beløb, som den pågældende ville kunne få udbetalt i kontanthjælp efter aktivlovens § 25 efter skat, såfremt den pågældende havde opfyldt betingelserne herfor, når det tages i betragtning at logi i et asylcenter er gratis.
På denne baggrund - og for at skabe klarere regler for kommunerne - skønnes det mere hensigtsmæssigt, at der henvises til et fast beløb, som fremgår direkte af lovteksten. Beløbet foreslås at udgøre 7.000 kr. for forsørgere og 5.000 kr. for ikke-forsørgere. Dette svarer til det beløb, den pågældende ville have været berettiget til efter § 27 i lov om integration af udlændinge i Danmark, hvis den pågældende havde opfyldt betingelserne herfor.
Det er hensigten med forslaget at sikre, at udlændinge, hvis ansøgninger om opholdstilladelse er under behandling, og som ikke opholder sig i centersystemet, samlet set ikke modtager mere end de udlændinge, som opholder sig i centersystemet.
Det er fortsat en betingelse for at yde hjælp efter bestemmelsen, at det ikke påhviler udlændingemyndighederne at afholde udgifterne til forsørgelsen efter reglerne i udlændingeloven.
Som udgangspunkt finder lovens almindelige regler om kontanthjælp anvendelse på ydelser efter § 28, stk. 1. Gennem en tilføjelse i § 26, stk. 1, præciseres det, at hjælpen til ægtepar beregnes som summen af de beløb, som hver af ægtefællerne er berettiget til efter § 25 eller § 28. Et ægtepar, der eksempelvis består af en kontanthjælpsmodtager og en asylansøger, vil således ikke kunne opnå en ydelse, der overstiger 1 x kontanthjælpsnivau og 1 x hjælp i medfør af § 28.
Ægtefællens og pågældendes egne indtægter fradrages i hjælpen efter den almindelige bestemmelse i aktivlovens § 30, stk. 1, og det sikres ved en tilføjelse i § 31, stk. 1, at der som for andre kontanthjælpsmodtagere ved beregningen af hjælpen ses bort fra 10,24 kr. pr. udført arbejdstime.
Der kan ligeledes som til andre kontanthjælpsmodtagere ydes hjælp til enkeltudgifter efter aktivlovens §§ 81-85. Der skal ved vurderingen af, om en asylansøger eller om en person, der søger om familiesammenføring, er berettiget til disse ydelser, blandt andet lægges vægt på, at det er hensigten, at persongruppen ikke i den omhandlede periode skal have et indtægtsniveau, der ligger over, hvad de vil kunne få i integrationsperioden efter lov nr. 474 af 1. juli 1998 om integration af udlændinge i Danmark. Det må endvidere tillægges betydning, at der kan være tale om et midlertidigt ophold her i landet. Der vil således som udgangspunkt kun blive ydet hjælp til dækning af uomgængelige behov, fx akut lægebehandling, der ikke dækkes af anden lovgivning.
Set i forhold til den gældende § 28 vil der ikke længere være hjemmel til at udstede en bekendtgørelse, samtidig vil der efter den foreslåede regel blive ydet hjælp i form af et bruttobeløb i modsætning til bekendtgørelsens (bekendtgørelse nr. 441 af 23. juni 1998) sammenstykkede nettoydelser.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 28.