Aktivloven § 27 b
Gældende tekst efter LBK nr 793 af 11/09/2026.
Kapitel 4 – Kontanthjælp m.v. · Særlige regler om hjælp til visse persongrupper
§ 27 b.
Kommunen kan yde op til 12 måneders sammenhængende hjælp til personer, der tager fast bopæl her i landet, og som modtager førtidspension fra Færøerne eller Grønland.
Hjælpen kan dog ikke ydes, efter at der er truffet afgørelse om et andet forsørgelsesgrundlag.
Hjælpen kan sammenlagt med førtidspensionen fra Færøerne eller Grønland pr. måned højst udgøre det beløb, der ville kunne udbetales, hvis ansøgeren havde været berettiget til kontanthjælp efter §§ 16-19.
For personer, der ikke opfylder opholdskravet i § 11, stk. 3, kan hjælpen sammenlagt med førtidspensionen fra Færøerne eller Grønland pr. måned højst udgøre et beløb, der svarer til kontanthjælp efter § 16, stk. 2, med eventuelle tillæg efter §§ 17 og 18.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 793 af 11/09/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Aktivloven § 27 b
Senere ændringer
ÆndringL 13 (2024-25) · bemærkning til § 1, nr. 52LOV nr 1655 af 30/12/2024 · 30. december 2024
Personer fra Færøerne eller Grønland kan modtage færøsk eller grønlandsk førtidspension ved fast bopæl i Danmark i en periode på op til 12 sammenhængende måneder fra tilflytningen til Danmark.
Efter den gældende § 27 b i lov om aktiv socialpolitik har disse personer samtidig mulighed for at modtage supplerende hjælp til den færøske eller grønlandske førtidspension
Det betyder, at personer, der modtager fuld eller delvis førtidspension fra Færøerne eller Grønland, får mulighed for at modtage supplerende hjælp til den færøske eller grønlandske førtidspension, når de har fast bopæl i Danmark, jf. bestemmelsens stk. 1.
Efter § 27 b, stk. 3, gælder der en øvre grænse for den samlede hjælp, som det tilsvarende gælder lovens § 27 a. Det betyder, at den udbetalte færøske eller grønlandske førtidspension sammenlagt med den supplerende hjælp, ikke kan overstige et beløb svarende til, hvad den pågældende ville være berettiget til i hjælp i kontanthjælpssystemet efter §§ 22-25 i tilfælde af, at personen ikke havde haft ret til førtidspension fra en anden rigsdel. Hvis personen ikke opfylder opholdskravet efter lovens § 11, stk. 3, kan der alene ydes hjælp op til niveauet for selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse. Beskæftigelseskravet gælder ikke for personkredsen.
Supplement efter § 27 b i loven, kan kun ydes i en periode på maksimalt 12 sammenhængende måneder, og hjælpen kan alene ydes, så længe ansøgeren får udbetalt færøsk eller grønlandsk førtidspension, jf. stk. 1, og indtil der er truffet afgørelse om et andet forsørgelsesgrundlag, jf. bestemmelsens stk. 2.
Hjælpen skal ydes efter de almindelige betingelser for kontanthjælp efter § 11 i lov om aktiv socialpolitik. Muligheden for at ansøge om yderligere supplement fremgår af lovens § 27 a, og dermed gælder denne mulighed ikke for den tidsbegrænsede supplerende hjælp til grønlandsk eller færøsk førtidspension efter lovens § 27 b.
Det foreslås i § 27 b, stk. 3, 1. pkt., at ændre »hjælp efter §§ 22-25« til: »kontanthjælp efter §§ 16-19, og i 2. pkt. ændres »selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, jf. § 22« til: »kontanthjælp efter § 16, stk. 2, med eventuelle tillæg efter §§ 17 og 18«.
Ændringen er en konsekvens af forslaget om en ny ydelsesstruktur for hjælp i kontanthjælpssystemet, jf. lovforslagets § 1, nr. 35-37, hvor selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp og kontanthjælp, som ydes efter lovens §§ 22-25, foreslås erstattet af kontanthjælp med en af satserne mindstesats, grundsats, forhøjet sats og sats for hjemmeboende, samt eventuelle tillæg, som tildeles på baggrund af den enkelte persons personlige forhold, jf. de foreslåede §§ 16-20. Tillæg i den nye ydelsesstruktur omfatter børnetillæg, tillæg til enlige forsørgere, tillæg til enlige ikke-forsørgere, særligt ungetillæg og midlertidigt tilpasningstillæg.
Efter forslagets indhold vil midlertidigt tilpasningstillæg efter den foreslåede § 20 dog ikke kunne ydes efter § 27 b i lov om aktiv socialpolitik.
Det betyder, at personkredsen med forslaget vil modtage den ydelse, som der kan udmåles efter forslaget til §§ 16-19.
Det betyder dog også, at personkredsen, der ikke opfylder opholdskravet i § 11, stk. 3, i loven, med forslaget vil modtage den ydelse, som der kan udmåles efter forslaget til § 16, stk. 2, og §§ 17 og 18.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 27 b.