Aktivloven § 2

I § 2 i lov nr. 551 om lov om ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsats m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, integrationsloven og forskellige andre love ophæves nr. 61 og 62, som endnu ikke er trådt i kraft.

Baggrunden for, at bestemmelserne ophæves, er, at de er indarbejdet i § 69, stk. 3, i dette lovforslags § 1, nr. 7 og 8.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.5.

Efter § 2, nr. 98, i lov nr. 551 af 7. maj 2019 ændres henvisningen i § 109, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik til reguleringsbestemmelsen i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, der er fastsat ved § 189 i lov nr. 548 af 7. maj 2019 om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Det foreslås, at § 2, nr. 98, i lov nr. 551 af 7. maj 2019 ophæves. Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 2, nr. 2.

Af lovtekniske årsager foreslås det at ophæve § 2, nr. 8, 15, 80, 85, og 90-93, § 6, nr. 9, og § 16, nr. 1, i lov nr. 551 af 7. maj 2019 om ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen, m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, integrationsloven og forskellige andre love.

Ved § 2, nr. 8 og 15, i lov nr. 551 af 7. maj 2019, blev integrationsydelse ændret til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse og overgangsydelse i en række bestemmelser i lov om aktiv socialpolitik.

Ved § 2, nr. 80, i lov nr. 551 af 7. maj 2019, blev en henvisning i § 74 a, stk. 5, ændret fra § 70 a til § 117.

Ved § 2, nr. 85, i lov nr. 551 af 7. maj 2019, fremgår det, at § 75, stk. 1, nr. 6, som bliver nr. 7. Denne rykning af nr. skal først finde sted, når beskæftigelsesministeren bestemmer dette, da ændringen knytter sig til § 2, nr. 84 i samme lov. § 2, nr. 85 ophæves derfor. Bestemmelsen i § 75, stk. 1, nr. 6, er indsat i nærværende lovforslags § 1, nr. 50.

Ved § 2, nr. 90, i lov nr. 551 af 7. maj 2019, blev § 77, stk. 3 ophævet og i stedet indsattes der to nye stykker. Da ophævelsen af stk. 3, skal ske fra den 1. januar 2020 og de ny indsatte stykker først skal træde i kraft, når beskæftigelsesministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen, ophæves § 2, nr. 90 af lovtekniske grunde. Bestemmerne er indsat i nærværende lovforslag § 1, nr. 54 og 55.

Ved § 2, nr. 91, i lov nr. 551 af 7. maj 2019, affattede man nr. 91 således, at § 77, stk. 4, 1. pkt., som bliver stk. 5. Da stk. 3 ved nr. 90 blev ophævet og der blev indsat nye stykker, som først skal træde i kraft på det tidspunkt, hvor beskæftigelsesministeren bestemmer dette, skulle formuleringen have været, at i § 77, stk. 4, som bliver stk.3. På denne baggrund ophæves § 2, nr. 91, i lov nr. 551 af 7. maj 2019. Bestemmelsen bliver indsat i nærværende lovforslags § 1, nr. 56.

Ved § 2, nr. 92 og 93, i lov nr. 551 af 7. maj 2019, blev henvisningen i §§ 77 a, stk. 1, 3, 4 og 5, til § 75, stk. 1 ændret. Disse bestemmelser skal dog først træde i kraft, når beskæftigelsesministeren bestemmer dette, hvorfor § 2, nr. 92 og 93, i lov nr. 551 af 7. maj 2019 ophæves. Disse bestemmelser er indsat i nærværende lovforslag § 1, nr. 58 og 59.

Ved § 6, nr. 9, i lov nr. 551 af 7. maj 2019, blev der bl.a. indsat et nyt kapitel 5, 5a og 6, i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. Kapitlerne omhandler ansættelse med løntilskud.

Ved § 16, nr. 1, i lov nr. 551 af 7. maj 2019, blev henvisningerne til "§ 2, nr. 2, bortset fra integrationsydelsesmodtagere, § 2, nr. 10, og § 2, nr. 12, bortset fra integrationsydelsesmodtagere", i § 9 i lov om frikommunenetværk, jf. lovbekendtgørelse nr. 831 af 25. juni 2018, ændret til "§ 6, nr. 2, bortset fra integrationsydelsesmodtagere, § 6, nr. 12, og § 6, nr. 4, bortset fra integrationsydelsesmodtagere".

Forslagene i § 2, nr. 8 og 15, i lov nr. 551 af 7. maj 2019, var konsekvensrettelser som følge af lov nr. 174 af 27. februar 2019, hvorved integrationsydelse skifter navn til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt overgangsydelse den 1. januar 2020.

Forslagene i § 2, nr. 80, § 6, nr. 9, og § 16, nr. 1, i lov nr. 551 af 7. maj 2019, var konsekvensrettelser som følge af det samtidigt fremsatte forslag til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (L 209, fremsat den 27. marts 2019: Forslag til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats), som blev vedtaget den 30. april 2019 som lov nr. 548 af 7. maj 2019.

Det følger af § 30, stk. 4 og 5, i lov nr. 551 af 7. maj 2019, at lovens § 2, nr. 8, 15 og 80, § 6, nr. 9, og § 16, nr. 1, træder i kraft den 1. januar 2020.

Forslaget om at ophæve § 2, nr. 8, 15 og 80, § 6, nr. 9, og § 16, nr. 1, i lov nr. 551 af 7. maj 2019 er en konsekvens af dette lovforslags § 1, nr. 1, 3 og 47, § 14 og § 15, hvorefter der foreslås ændringer i en række bestemmelser i lov om aktiv socialpolitik, i § 15 c, stk. 3, i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. og i § 9, i lov om frikommunenetværk.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 1, 3 og 47, § 14 og § 15 med tilhørende bemærkninger.

Det foreslås at ophæve § 2, stk. 2, i lov nr. 723 af 25. juni 2014 om ændring af lov om aktiv socialpolitik (Midlertidig huslejehjælp). Forslaget indebærer, at pligten til at fremsætte forslag til revision af ordningen i folketingsåret 2017-18 ophæves, som følge af at § 81 b i lov om aktiv socialpolitik foreslås ophævet, jf. bemærkningerne til § 1, nr. 44.

Med kontanthjælpsreformen, der trådte i kraft den 1. januar 2014, blev forsørgelsespligten mellem ægtefæller i kontanthjælpssystemet udvidet til også at gælde samlevende, hvor begge er fyldt 25 år, og en eller begge ansøger om eller modtager uddannelses- eller kontanthjælp.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.1.

Det foreslås, at reglerne ophæves fra den 1. januar 2016, og der vil således ikke længere gælde en gensidig forsørgelsespligt mellem personer, der ikke har indgået ægteskab med hinanden. Samliv i et papirløst forhold medfører efter dette tidspunkt ikke længere en gensidig forsørgelsespligt.

Det betyder, at reglerne i lovens § 2 a og § 2 b ophæves, og at kommunerne ikke længere skal træffe afgørelse om, at personer anses for at være samlevende efter reglen i lovens § 2 b, og at vurderingen af, om ansøgeren opfylder betingelserne for hjælp, og beregningen af hjælpen til en samlevende alene foretages på baggrund af en ansøgers egne indtægter og formueforhold. Ligeledes vil retten til hjælp for en person alene være betinget af, at ansøgeren selv står til rådighed for arbejdsmarkedet, og hjælpen vil ikke kunne ophøre på grund af samleverens afvisning af tilbud.

Alle ændringer i lov om aktiv socialpolitik, som blev indsat som konsekvenser af indførelsen af den gensidige forsørgelsespligt for samlevende, ophæves eller udgår med henblik på at føre retstilstanden tilbage til, at der alene skal gælde en gensidig forsørgelsespligt for ægtefæller.

Med kontanthjælpsreformen, der trådte i kraft den 1. januar 2014, blev forsørgelsespligten mellem ægtefæller i kontanthjælpssystemet udvidet til også at gælde samlevende, hvor begge er fyldt 25 år, og en eller begge ansøger om eller modtager uddannelses- eller kontanthjælp.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.1.

Det foreslås, at reglerne ophæves fra den 1. januar 2016, og der vil således ikke længere gælde en gensidig forsørgelsespligt mellem personer, der ikke har indgået ægteskab med hinanden. Samliv i et papirløst forhold medfører efter dette tidspunkt ikke længere en gensidig forsørgelsespligt.

Det betyder, at reglerne i lovens § 2 a og § 2 b ophæves, og at kommunerne ikke længere skal træffe afgørelse om, at personer anses for at være samlevende efter reglen i lovens § 2 b, og at vurderingen af, om ansøgeren opfylder betingelserne for hjælp, og beregningen af hjælpen til en samlevende alene foretages på baggrund af en ansøgers egne indtægter og formueforhold. Ligeledes vil retten til hjælp for en person alene være betinget af, at ansøgeren selv står til rådighed for arbejdsmarkedet, og hjælpen vil ikke kunne ophøre på grund af samleverens afvisning af tilbud.

Alle ændringer i lov om aktiv socialpolitik, som blev indsat som konsekvenser af indførelsen af den gensidige forsørgelsespligt for samlevende, ophæves eller udgår med henblik på at føre retstilstanden tilbage til, at der alene skal gælde en gensidig forsørgelsespligt for ægtefæller.

Efter den gældende lovs § 1, stk. 2, skal modtageren af hjælp og ægtefællen efter evne udnytte og udvikle deres arbejdsevne.

Efter § 2, stk. 1, har enhver kvinde og mand i forhold til det offentlige ansvar for efter evne at forsørge sig selv, sin ægtefælle og sine børn under 18 år. Det betyder, at kommunen ikke kan yde hjælp til en person, som kan forsørge sig selv, eller som har mulighed for at blive forsørget af andre, herunder sin ægtefælle. Det betyder desuden, at der ved beregning af hjælp til en ægtefælle tages hensyn til begge ægtefællers økonomiske forhold.

Ansvaret for at forsørge en ægtefælle ophører ved separation eller skilsmisse, jf. § 2, stk. 2. Hvis kommunen, fx på grund af samlivsophør, må træde til med hjælp, indtræder kommunen i retten til at få fastsat bidrag, jf. § 97 i lov om aktiv socialpolitik.

Det foreslås, at bestemmelserne i §§ 1 og 2 fremover også skal gælde for samlevende, der opfylder lovens betingelser for tildeling af hjælp. Hvad angår ansvaret for at forsørge en samlever, vil dette dog ophøre, hvis en eller flere betingelser for at anses som samlevende ikke længere er tilstede. Dette gælder bl.a. hvis samlivet ikke længere består - uanset samlivets varighed. Herved adskiller forslaget sig fra retsforholdet mellem ægtefæller, hvor pligten til gensidig forsørgelse gælder, uanset om parret lever sammen eller hver for sig.

Efter den gældende lovs § 1, stk. 2, skal modtageren af hjælp og ægtefællen efter evne udnytte og udvikle deres arbejdsevne.

Efter § 2, stk. 1, har enhver kvinde og mand i forhold til det offentlige ansvar for efter evne at forsørge sig selv, sin ægtefælle og sine børn under 18 år. Det betyder, at kommunen ikke kan yde hjælp til en person, som kan forsørge sig selv, eller som har mulighed for at blive forsørget af andre, herunder sin ægtefælle. Det betyder desuden, at der ved beregning af hjælp til en ægtefælle tages hensyn til begge ægtefællers økonomiske forhold.

Ansvaret for at forsørge en ægtefælle ophører ved separation eller skilsmisse, jf. § 2, stk. 2. Hvis kommunen, fx på grund af samlivsophør, må træde til med hjælp, indtræder kommunen i retten til at få fastsat bidrag, jf. § 97 i lov om aktiv socialpolitik.

Det foreslås, at bestemmelserne i §§ 1 og 2 fremover også skal gælde for samlevende, der opfylder lovens betingelser for tildeling af hjælp. Hvad angår ansvaret for at forsørge en samlever, vil dette dog ophøre, hvis en eller flere betingelser for at anses som samlevende ikke længere er tilstede. Dette gælder bl.a. hvis samlivet ikke længere består - uanset samlivets varighed. Herved adskiller forslaget sig fra retsforholdet mellem ægtefæller, hvor pligten til gensidig forsørgelse gælder, uanset om parret lever sammen eller hver for sig.

Efter § 2 i lov nr. 928 af 18. september 2012 om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om social pension og andre love (Ændret regulering af forskellige indkomstoverførsler i årene 2016-2023 samt forhøjelse af den supplerende pensionsydelse og pensionstillæg til folkepensionister) foretages der en midlertidig mindreregulering af en række af de satsregulerede ydelser i lov om aktiv socialpolitik, herunder kontanthjælp og ledighedsydelse og revalideringsydelse. Efter § 3 i lov nr. 928 af 18. september 2012 mindrereguleres den beregnede fleksydelse på tilsvarende måde.

Lov nr. 928 af 18. september 2012 træder i kraft den 1. januar 2013.

Af lovtekniske årsager er det foreslået i nærværende lovforslags § 3, nr. 31, at bestemmelserne om den midlertidige mindreregulering af kontanthjælp, ledighedsydelse m.v. efter § 2, nr. 2, i lov nr. 928 af 18. september 2012, affattes på ny. Dette er for at sikre en korrekt sammenhæng i bestemmelserne om satsregulering af kontanthjælp, ledighedsydelse m.v. i § 109 i lov om aktiv socialpolitik.

Med samme begrundelse er det foreslået i lovforslagets § 7, at bestemmelserne om den midlertidige mindreregulering af fleksydelse efter § 3 i lov nr. 928 af 18. september 2012, affattes på ny.

Som en konsekvens heraf foreslås det at ophæve bestemmelserne i § 2, nr. 2, og § 3 i lov nr. 928 af 18. september 2012 om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om social pension og andre love (Ændret regulering af forskellige indkomstoverførsler i årene 2016-2023 samt forhøjelse af den supplerende pensionsydelse og pensionstillæg til folkepensionister).

Ved § 7 i lov nr. 928 af 18. september 2012 om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om social pension og andre love blev § 49, stk. 1, nyaffattet af forenklingsmæssige grunde, således at alle beløb angivet i bestemmelsen blev ændret til 2013-niveau.

Det foreslås at ophæve § 7, nr. 1, i lov nr. 928 af 18. september 2012. Forslaget er en konsekvens af, at den nyaffattede § 49, stk. 1, ved lov nr. 928 af 18. september 2012 træder i kraft samtidig med forslaget til ændring af § 49, stk. 1, nr. 8, ved dette lovforslag, jf. § 11, nr. 10, der har samme ikrafttrædelsesdato som lov nr. 928 af 28. september 2012. Lov om social pension § 49, stk. 1, er af lovtekniske årsager affattet i sin helhed for at sikre en korrekt sammenhæng i bestemmelserne.

Ved lov nr. 438 af 10. juni 2002 om ændring af lov om aktiv socialpolitik, integrationsloven, lov om fleksydelse og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område m.fl. love blev det fastsat, at kontanthjælpen fremover udbetales bagud pr. måned. Indfasningen af reglerne om bagudbetalingen af kontanthjælpen er reguleret i lovens ikrafttrædelsesbestemmelse, jf. § 7, stk. 5.

Ikrafttrædelsesbestemmelsen er senere ændret ved lov nr. 1034 af 17. december 2002. Ved denne lov blev det fastsat, at § 1, nr. 1-11, 21-23 og 27, samt § 2 i lov nr. 438 af 10. juni 2002 ikke gælder for personer, der modtager introduktionsydelse, starthjælp eller kontanthjælp ved lovens ikrafttræden. Disse bevarer retten til hjælp efter de hidtil gældende regler, indtil udbetalingen har været afbrudt i mindst 1 måned. Det betyder, at der for personer, der modtager forudbetalt hjælp, gælder den hidtidige regel i § 39, stk. 2, om en øvre grænse for træk i hjælpen på 30 pct., når der gives en sanktion efter lovens § 39.

Det foreslås, at lov nr. 1034 af 17. december 2002 ændres, således at der i lovens § 2, nr. 2, om ændring af ikrafttrædelsesbestemmelsen i § 7, stk. 5, ikke fremover henvises til lovens § 1, nr. 10.

Forslaget medfører, at der fremover ikke gælder nogen øvre grænse for, hvor meget der som følge af sanktion efter forslaget til ny § 36 kan fradrages i hjælpen som følge af udeblivelse fra tilbud.

Med forslaget ligestilles forudbetalte og bagudbetalte modtagere af hjælp.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslagets § 1, nr. 2.