Sygedagpengeloven

Sygedagpengeloven § 76

Gældende tekst efter LBK nr 1221 af 09/10/2025.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 27 – Administration m.v. · Sygedagpenge under frihedsberøvelse m.v.

§ 76.

Efterfølges en strafforfølgning, jf. § 75, stk. 1, ikke af en domfældelse, udbetaler kommunen sygedagpenge for den periode, hvor personen var frihedsberøvet eller unddrog sig strafforfølgning.

Sygedagpengene efterbetales dog ikke til afdødes bo, hvis personen afgår ved døden, inden der er afsagt dom i sagen.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 1221 af 09/10/2025 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Sygedagpengeloven § 76

Lovgivers oprindelige intention

Den oprindelige lovL 154 (2005-06) · bemærkning til § 76LOV nr 563 af 09/06/2006 · 9. juni 2006

Paragrafnummeret i lovforslaget kan have ændret sig siden. Tjek, at bemærkningen handler om samme bestemmelse.

Bestemmelsen om kommunernes adgang til i sygedagpengesager at rejse regreskrav over for en ansvarlig skadevolder svarer til gældende lovs § 39, stk. 2 og 3. Der foreslås dog en begrænsning i regresadgangen, således at kommunen ikke længere kan gøre regres gældende over for arbejdsgiveren i sager, hvor en person ansat hos den pågældende arbejdsgiver er ramt af en arbejdsskade, jf. de almindelige bemærkninger pkt. 3 a.

Endvidere er der i stk. 2 indsat en frist på 4 uger for forsikringsselskabernes orientering af skadelidtes opholdskommune, regnet fra tidspunktet for forsikringsselskabets udbetaling af erstatning til den skadelidte. Manglende overholdelse af fristen medfører, at forældelsesfristen for regreskravet suspenderes i tidsrummet fra orienteringen af kommunen skulle være sket og frem til orienteringen rent faktisk sker.

Reglen om begrænsning af kommunens regresadgang betyder sammenholdt med lovens ikrafttræden den 3. juli 2006, at regreskrav over for arbejdsgiveren i den ovennævnte situation kun kan rejses for så vidt angår skader, der er sket indtil denne dato, og kun for sygedagpenge udbetalt før den 3. juli 2006.

Til kapitel 30

Beskæftigelsesrådet

Senere ændringer

ÆndringL 192 (2016-17) · bemærkning til § 6, nr. 2LOV nr 674 af 08/06/2017 · 8. juni 2017

I den foreslåede bestemmelse i § 76 a, stk. 1 , i lov om sygedagpenge fastsættes det, at udbetalingen af sygedagpenge – både fra arbejdsgiveren og kommunen – ophører for en person, når politiet træffer afgørelse om inddragelse af pas i medfør af paslovens § 2, stk. 1, nr. 4, fordi der er grund til at antage, at den pågældende i udlandet deltager i aktiviteter, hvor dette kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Udbetaling af sygedagpenge ophører fra den dato, hvor personen har fået inddraget sit pas.

Den foreslåede bestemmelse etablerer hjemmel til, at kommunen kan stoppe udbetalingen af sygedagpenge fra det tidspunkt, hvor politiet har truffet afgørelse om pasinddragelse mod den pågældende og dermed allerede mens den pågældende formodes at befinde sig i udenlandske konfliktområder.

Politiets afgørelse om pasinddragelse i medfør af paslovens § 2, stk. 1, nr. 4, i forhold til personer, der befinder sig i udlandet, vil alene kunne ske efter rettens forudgående godkendelse, jf. paslovens § 2, stk. 4, sidste pkt. Det bemærkes, at en klage over politiets afgørelse om pasinddragelse efter paslovens § 2, stk. 1, nr. 4, ikke vil have opsættende virkning i forhold til kommunens efterfølgende afgørelse om at stoppe udbetalingen af sygedagpenge, hvorfor udbetalingen af sygedagpenge skal stoppes, selvom personen har klaget over politiets afgørelse.

Der henvises til punkt 3.2.3.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

I den foreslåede bestemmelse i § 76 a, stk. 2 , i lov om sygedagpenge fastsættes det, at hvis en afgørelse om inddragelse af pas i medfør af paslovens § 2, stk. 1, nr. 4, omgøres administrativt, eller hvis den ophæves under en efterfølgende domstolsprøvelse, efterbetales de af sygedagpengene, der ikke er udbetalt, hvis de øvrige betingelser for ydelsen var opfyldt i perioden.

Der henvises til punkt 3.2.3.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Hvis personen efterfølgende vender tilbage til Danmark, vil vedkommende ved et nyt sygefravær alene kunne få udbetalt sygedagpenge fra arbejdsgiveren og kommunen, hvis betingelserne herfor igen er opfyldt.

Udbetaling af sygedagpenge vil bl.a. kræve, at personen på første nye sygefraværsdag opfylder sygedagpengelovens beskæftigelseskrav, jf. sygedagpengelovens §§ 30, 32, 34 eller 42. Det betyder, at der er krav om en aktuel tilknytning til arbejdsmarkedet af et vist omfang.

På denne baggrund findes det ikke nødvendigt, at det i sygedagpengeloven stilles som betingelse for fornyet udbetaling af sygedagpenge fra arbejdsgiveren og kommunen, at personen dokumenterer sin tilstedeværelse i Danmark ved fremmøde hos politiet.

Derved sikres endvidere, at en arbejdsgiver, som udbetaler løn til den ansatte under det nye sygefravær, ikke mister retten til efterfølgende at modtage refusion fra kommunen, på grund af den ansattes manglende fremmøde for politiet.

Med henblik på at sikre, at kommunen kan træffe afgørelse om ydelsesstop på grundlag af politiets afgørelser i medfør af paslovens § 2, stk. 1, nr. 4, og domstolenes afgørelser i medfør af straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, eller §§ 114 d, e eller g for forhold begået i udlandet, og § 114 j, stk. 1, om indrejse- og opholdsforbud i udpegede konfliktområder, eller paslovens § 2 b, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, er det nødvendigt, at kommunen gøres bekendt med, at der er truffet afgørelse efter ovennævnte bestemmelser i forhold til en person, som formodes at modtage eller have modtaget sygedagpenge i den relevante periode.

Det foreslås derfor fastsat i § 76 b, stk. 1 , 1. pkt., i lov om sygedagpenge, at politiet skal underrette kommunen, hvis politiet har truffet afgørelse om inddragelse af pas i medfør af paslovens § 2, stk. 1, nr. 4, over for en person, som befinder sig i udlandet, og som politiet får formodning om modtager sygedagpenge.

I § 76 b, stk. 1 , 2. pkt., i lov om sygedagpenge foreslås endvidere fastsat, at politiet skal underrette kommunen, hvis afgørelsen efter paslovens § 2, stk. 1, nr. 4, senere omgøres eller ophæves.

Endelig foreslås fastsat i § 76 b, stk. 2 , at anklagemyndigheden skal underrette kommunen, hvis anklagemyndigheden får formodning om, at en person, der ved endelig dom findes at have overtrådt straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, eller §§ 114 d, e eller g for forhold begået i udlandet, overtrædelse af § 114 j, stk. 1, eller overtrædelse af et udrejseforbud fastsat i medfør af paslovens § 2 b, stk. 1, modtager eller har modtaget sygedagpenge.

Der henvises til punkt 3.2.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 76.