Sygedagpengeloven

Sygedagpengeloven § 68

Gældende tekst efter LBK nr 1221 af 09/10/2025.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 27 – Administration m.v.

§ 68.

Kommunen træffer afgørelse om retten til sygedagpenge, jf. reglerne om handlekommune i kapitel 3 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Stk. 2.

Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om, hvilken kommune der har handleforpligtelsen i sager om sygedagpenge til personer med ophold eller bopæl i udlandet.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 1221 af 09/10/2025 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Sygedagpengeloven § 68

Lovgivers oprindelige intention

Den oprindelige lovL 154 (2005-06) · bemærkning til § 68LOV nr 563 af 09/06/2006 · 9. juni 2006

Med bestemmelsen fastlægges det, at det er kommunen, der varetager administrationen af loven. Imidlertid har det i gældende lovs § 31, stk. 1, alene været udtrykkeligt fastlagt, at kompetencen til at afgøre spørgsmål om ret til sygedagpenge ligger hos kommunen. Derimod er det ikke tilstrækkelig klart fremgået, at ansvaret som opholds- og handlekommune i den enkelte sygedagpengesag skal placeres ved anvendelse af de processuelle regler herom i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. I bestemmelsens stk. 1 foreslås der derfor nu indsat en henvisning til opholds- og handlekommunereglerne i kapitel 3 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Med stk. 2 bemyndiges beskæftigelsesministeren til at fastsætte regler om, hvilken kommune der skal behandle sager om sygedagpenge til personer, som opholder sig eller har bopæl i udlandet. Efter § 9, stk. 5, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område er beskæftigelsesministeren bemyndiget til at fastsætte regler om, hvilken kommune der har handleforpligtelsen i sager efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel. Med hjemmel i denne bestemmelse er der i § 3 i sygedagpengebekendtgørelsen fastsat regler om, hvilken kommune der har handleforpligtelsen i udlandssager, dvs. de sager hvor sygedagpengemodtageren ikke har nogen dansk opholdskommune. Det er hensigten med den nye bemyndigelsesbestemmelse at fastsætte regler i overensstemmelse med de nuværende regler i § 3 i sygedagpengebekendtgørelsen.

Senere ændringer

ÆndringL 95 (2022-23, 2. samling) · bemærkning til § 8, nr. 1LOV nr 754 af 13/06/2023 · 13. juni 2023

Af § 68, stk. 1, i sygedagpengeloven fremgår, at kommunen træffer afgørelse om retten til sygedagpenge, jf. reglerne om opholds- og handlekommune i kapitel 3 i retssikkerhedsloven.

Det foreslås, at ”opholds- og handlekommune” i § 68, stk. 1, i sygedagpengeloven ændres til ”handlekommune”.

Den foreslåede ændring vil medføre, at kommunen vil træffe afgørelse om retten til sygedagpenge, jf. reglerne om handlekommune i kapitel 3 i retssikkerhedsloven.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af de i lovforslagets § 1, nr. 1-3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af bestemmelserne i kapitel 3 i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune frem for opholdskommune anvendes. Den foreslåede ændring vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

ÆndringL 13 (2018-19) · bemærkning til § 2, nr. 1LOV nr 1710 af 27/12/2018 · 27. december 2018

Efter de gældende regler i § 40 a i lov om sygedagpenge skal arbejdsløshedskassen anmelde et ledigt medlems sygefravær til medlemmets opholdskommune. Anmeldelsen sker via Nemrefusion, og arbejdsløshedskassen oplyser, om det ledige medlem har ret til arbejdsløshedsdagpenge og den beregnede dagsats. Kommunen bliver dermed oplyst om, hvorvidt den sygemeldte har ret til arbejdsløshedsdagpenge samt hvad medlemmet kunne have modtaget pr. dag i arbejdsløshedsdagpenge, hvis den pågældende ikke havde været syg.

I nogle situationer, er det dog kommunen, der ved deres afgørelse skal vurdere, om en person ville have haft ret til arbejdsløshedsdagpenge, samt med hvilken sats, hvis pågældende ikke havde været syg.

Efter § 32, stk. 1, nr. 1, i sygedagpengeloven, har en lønmodtager ret til sygedagpenge fra kommunen, når den pågældende er i beskæftigelse og har været beskæftiget i mindst 240 timer inden for de seneste 6 afsluttede kalendermåneder forud for første fraværsdag og i mindst 5 af disse måneder har været beskæftiget i mindst 40 timer i hver måned samt ikke har ret til sygedagpenge fra arbejdsgiveren for samme periode og beskæftigelsesforhold.

Et medlem af en arbejdsløshedskasse, der opfylder beskæftigelseskravet efter § 32, stk. 1, nr. 1, men er sygemeldt pga. uarbejdsdygtighed, og som bliver ledig i sygefraværs­perioden, har ret til sygedagpenge med den sats, som personen på første dag med ret til sygedagpenge efter ansættelsens ophør kunne have modtaget pr. dag i arbejdsløshedsdagpenge, jf. sygedagpengelovens § 51, stk. 3. I dette tilfælde, skal kommunen træffe afgørelse om, hvilken sygedagpengesats pågældende er berettiget til.

Efter § 32, stk. 1, nr. 2, har en lønmodtager ret til sygedagpenge fra kommunen, når den pågældende, hvis uarbejdsdygtigheden ikke var indtrådt, ville have været berettiget til arbejdsløshedsdagpenge eller en ydelse, der træder i stedet herfor, jf. lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., eller hvis personen på tidspunktet for sygefraværets start er berettiget til arbejdsløshedsdagpenge under de første 14 dages sygefravær, jf. § 62, stk. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., hvor retten til arbejdsløshedsdagpenge ophører, jf. § 55 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., inden udløbet af de 14 dage.

Et medlem af en arbejdsløshedskasse, der bliver syg i umiddelbar forlængelse af et arbejdsforhold og ikke har nået at melde sig ledig i jobcentret på første sygedag, fordi sygdommen indtræder aftenen før/samme morgen eller på første ledighedsdag, vil som udgangspunkt opfylde dette beskæftigelseskrav.

I det tilfælde, hvor første ledighedsdag er sammenfaldende med første sygedag, har rækkefølgen for tilmeldingen hos jobcentret og sygemeldingen betydning for, om det er kommunen eller arbejdsløshedskassen, der skal udbetale en ydelse under de første 14 dages sygdom. Hvis personen først melder sig ledig og derefter bliver syg (også samme dag), skal arbejdsløshedskassen udbetale ydelsen under de første 14 dages sygdom. Hvis personen sygemelder sig før tilmelding til jobcenteret, er det kommunen, som skal udbetale sygedagpenge. I sidstnævnte tilfælde er det kommunen, der skal tage stilling til, om en person har ret til sygedagpenge. Kommunen skal endvidere beregne, hvilken sygedagpengesats pågældende er berettiget til. Sygedagpengene udbetales i dette tilfælde med den sats, som personen på første dag med ret til sygedagpenge kunne have modtaget pr. dag i arbejdsløshedsdagpenge, hvis den pågældende ikke havde været syg.

Det foreslås i § 68 a , stk. 1, at til brug for kommunens afgørelse om en persons ret til sygedagpenge, herunder sats, kan kommunen anmode den arbejdsløshedskasse, som personen er medlem af, om at opgøre, om personen ville have haft ret til arbejdsløshedsdagpenge og med hvilken sats, hvis personen ikke var uarbejdsdygtig på grund af sygdom.

Forslaget medfører, at det fremover er arbejdsløshedskassens opgørelse af et medlems opfyldelse af betingelserne for ret til arbejdsløshedsdagpenge og beregning af dagpengesatsen, som kommunen skal anvende i de pågældende sygedagpengesager. Derved sikres, at opgørelsen foretages af arbejdsløshedskassen som administrerer reglerne i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Da vurderingen af, om et medlem har ret til arbejdsløshedsdagpenge samt i givet fald med hvilken sats, skal ske ud fra reglerne i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., er det naturligt at pålægge arbejdsløshedskasserne at foretage denne vurdering. Arbejdsløshedskassen vil endvidere, på grund af deres erfaring med at foretage sagsbehandling efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., forventeligt bruge mindre tid og færre ressourcer ved vurderingen af, om vedkommende har ret til arbejdsløshedsdagpenge samt på at beregne dagpengesatsen for disse, end den tid og de ressourcer, kommunerne bruger efter gældende regler i dag.

Forslaget ændrer ikke ved, at det er kommunen, der træffer afgørelse om retten til sygedagpenge. Afgørelsen kan påklages til Ankestyrelsen efter § 77 i lov om sygedagpenge.

Med forslaget til § 53 a i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 3, om at indføre et opholdskrav for ret til arbejdsløshedsdagpenge, så medlemmer af en arbejdsløshedskasse skal have opholdt sig lovligt her i riget eller i et andet EU/EØS-land i sammenlagt mindst 7 år inden for de seneste 8 år for at kunne få ret til arbejdsløshedsdagpenge, aktualiseres ønsket om at sikre en overensstemmelse mellem kommunens opgørelser i sygedagpengesager og den praksis, der eksisterer på arbejdsløshedsdagpengeområdet.

Forslaget medfører, at arbejdsløshedskasserne ved kommunernes anmodning herom forpligtes til at oplyse, om en person ville have haft ret til arbejdsløshedsdagpenge samt med hvilken sats, hvis pågældende ikke havde været syg.

Det foreslås i § 68 a, stk. 2 , at beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om, hvordan kommunens anmodning skal ske, hvordan oplysningerne videregives fra arbejdsløshedskassen til kommunen m.v.

Forslaget giver beskæftigelsesministeren mulighed for at fastsætte nærmere regler på bekendtgørelsesniveau.

Der vil blive fastsat regler om, hvordan kommunen skal anmode om oplysningerne fra arbejdsløshedskasserne, herunder hvilken digital understøttelse, som skal anvendes.

Hvis der opstår behov for at fastsætte regler om en tidsfrist, inden for hvilken arbejdsløshedskassen skal videregive oplysningerne til kommunen, kan der endvidere fastsættes regler herom. Det forudsættes dog, at arbejdsløshedskassen sikrer, at opgørelsen og videregivelsen sker uden unødvendig ophold, så kommunen dermed kan træffe afgørelse i sygedagpengesagen inden for en rimelig frist.

ÆndringL 69 (2018-19) · bemærkning til § 1, nr. 1LOV nr 1522 af 18/12/2018 · 18. december 2018

Det fremgår af § 54, stk. 1, i lov om sygedagpenge, at en arbejdsgiver, der udbetaler løn under sygefravær fra arbejdet, er berettiget til at få udbetalt de sygedagpenge, som lønmodtageren ellers ville have ret til fra kommunen vedrørende samme arbejdsforhold, dog højst med et beløb svarende til den udbetalte løn for samme tidsrum.

I henhold til lov om sygedagpenge kan en lønmodtagers sygedagpenge fra kommunen og dermed arbejdsgivers adgang til refusion fortabes ved, at retten til sygedagpenge bortfalder, eller ved at udbetalingen af sygedagpenge ophører.

Efter § 7, stk. 1, i lov om sygedagpenge, er retten til sygedagpenge grundlæggende betinget af, at en person er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom. Afgørelsen af, om en person anses for uarbejdsdygtig, sker på grundlag af en samlet vurdering af sygdommen og dens indvirkning på den sygemeldtes arbejdsevne. Opfylder lønmodtageren i øvrigt ikke betingelserne i § 7, bortfalder retten til sygedagpenge.

Bortfald af retten til sygedagpenge er desuden reguleret i kapitel 7 i lov om sygedagpenge, og de årsager, der kan begrunde bortfald af retten til sygedagpenge fra kommunen, findes i lovens §§ 21 og 22 om sygemeldtes medvirken samt krav om dokumentation. Endelig angiver § 23 de årsager, som kan begrunde, at arbejdsgiveren ikke skal betale sygedagpenge i arbejdsgiverperioden, jf. lovens § 6, herunder at lønmodtageren har pådraget sig sygdommen ved forsæt eller grov uagtsomhed.

Efter § 24 i lov om sygedagpenge ophører udbetalingen af sygedagpenge som udgangspunkt efter udløbet af en kalendermåned, når der er udbetalt sygedagpenge, herunder nedsatte sygedagpenge eller løn under sygdom, i mere end 22 uger i de 9 forudgående kalendermåneder. Forinden skal kommunen have foretaget en revurdering af sygedagpengemodtagerens situation. Efter § 27, stk. 1, kan kommunen træffe afgørelse om at forlænge sygedagpengeperioden, herunder hvis det på det foreliggende grundlag anses for overvejende sandsynligt, at der kan iværksættes en revalidering, herunder virksomhedspraktik, der kan føre til, at den sygemeldte kan vende tilbage til det ordinære arbejdsmarked.

Forvaltningsloven gælder for behandlingen af sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, jf. lovens § 2, stk. 1. Forvaltningslovens kapitel 4 (§§ 9-18) indeholder regler om adgang til aktindsigt.

Retten til at få aktindsigt efter forvaltningslovens bestemmelser tilkommer den, der er part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed.

Efter hovedreglen i forvaltningslovens § 9, stk. 1, kan den, der er part, forlange at blive gjort bekendt med samtlige af afgørelsessagens dokumenter. Det er udgangspunktet, at parten har ret til alle dokumenter, der vedrører sagen, og parten skal ikke give en nærmere begrundelse for anmodningen om aktindsigt, men der gælder dog et krav om, at parten skal angive den sag, hvis dokumenter pågældende ønsker at blive gjort bekendt med, jf. lovens § 9 a.

En arbejdsgiver, der udbetaler løn under lønmodtagerens sygdomsperioder, og som ansøger om at få udbetalt sygedagpengerefusion fra kommunen, er part i kommunens refusionssag. Dette er fastslået i retspraksis og ombudsmandspraksis (U 2000.1649 Ø og FOB 1993.241). Arbejdsgiveren har således som udgangspunkt krav på partsaktindsigt i samtlige dokumenter og oplysninger i refusionssagen, herunder også i lønmodtagerens helbredsoplysninger og andre lægelige oplysninger udvekslet mellem en læge, psykolog eller andet sundhedspersonale og den sygemeldte lønmodtager.

Endvidere fastslår forvaltningslovens § 19, at en part har ret til at blive gjort bekendt med oplysninger eller vurderinger, der er til ugunst for den pågældende, og som er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Parten skal gives lejlighed til at fremkomme med en udtalelse, forud for at der træffes afgørelse.

Som følge af arbejdsgivers partsstatus skal kommunen derfor foretage partshøring i overensstemmelse med forvaltningslovens regler. Der må ikke træffes afgørelse, før parten har haft en rimelig frist til at sætte sig ind i oplysningerne og fremkomme med eventuelle bemærkninger hertil.

De gældende regler i forvaltningsloven kan betyde, at arbejdsgiveren som part i refusionssagen får indsigt i helbredsmæssige og øvrige lægelige oplysninger om lønmodtageren, som lønmodtageren ikke ønsker, at arbejdsgiveren får kendskab til.

Disse oplysninger kan være af meget forskellig karakter. Dels kan der være tale om helbredsoplysninger som en diagnose, dels kan der være tale om oplysninger, der vedrører lønmodtagerens tilværelse i bredere forstand. Det kan være oplysninger om sociale og familiemæssige forhold og lignende, eller oplysninger vedrørende lønmodtagerens arbejdsmæssige situation, herunder oplysninger om mobning, dårligt arbejdsmiljø, samarbejdsproblemer, og udtalelser fra lønmodtageren om, at vedkommende ikke har tænkt sig at vende tilbage til sin arbejdsplads på grund af disse problemer. For lønmodtageren er det ofte ikke hensigtsmæssigt eller ønskeligt, at arbejdsgiveren har ret til indsigt i sådanne oplysninger, da det ikke fremmer det fremtidige arbejde, og da oplysningerne desuden kan være af så privat karakter, at de ikke bør kunne tilgå andre.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 og 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås som nyt § 68 a, stk. 1 , i lov om sygedagpenge, at en arbejdsgiver ikke skal have ret til efter forvaltningslovens §§ 9, 19 og 24 at blive gjort bekendt med helbredsmæssige eller lægelige oplysninger om lønmodtageren, der indgår i en sag om refusion af sygedagpenge efter § 54 i kommunen eller i Ankestyrelsen, selv om arbejdsgiveren er part i sagen, jf. dog forslagets stk. 4.

Forslaget har betydning for, hvilke oplysninger arbejdsgiveren som udgangspunkt ikke skal have ret til at blive gjort bekendt med i refusionssagen. Bestemmelsen får dermed betydning både for kommunen, som i første instans behandler og træffer afgørelse om refusion til en arbejdsgiver, og for Ankestyrelsen, når denne behandler en klage over en afgørelse om refusion fra kommunen.

Forslaget er en fravigelse fra forvaltningslovens §§ 9, 19 og 24.

Det er således en fravigelse af forvaltningslovens § 9, hvorefter den, der er part i en sag, bl.a. kan forlange at blive gjort bekendt med samtlige af afgørelsessagens dokumenter.

Det er desuden en fravigelse af forvaltningslovens § 19, hvorefter en part bl.a. har ret til at blive gjort bekendt med oplysninger eller vurderinger, der er til ugunst for den pågældende, og som er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Parten skal gives lejlighed til at fremkomme med en udtalelse, forud for at der træffes afgørelse.

Endelig er det en undtagelse til forvaltningslovens § 24, hvorefter en begrundelse bl.a. om fornødent skal indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Baggrunden for fravigelsen af forvaltningslovens bestemmelser er at sikre, at arbejdsgiveren alene i kraft af sin partsstatus som udgangspunkt ikke skal have ret til at blive gjort bekendt med helbredsmæssige og andre lægelige oplysninger i refusionssagen - hvor oplysningerne i anden sammenhæng kun ville kunne udleveres til arbejdsgiveren efter de mere snævre rammer i helbredsoplysningsloven.

Forslaget omfatter alle helbredsmæssige oplysninger samt øvrige lægelige oplysninger, som defineret i forslagets stk. 2 og 3, der er udvekslet mellem lønmodtageren og en læge, psykolog eller andet sundhedspersonale, f.eks. oplysninger, der er givet som et led i en lægelig konsultation eller behandling hos en psykolog.

Det foreslås i stk. 2, at der ved helbredsmæssige oplysninger efter stk. 1 forstås personoplysninger, der vedrører en persons fysiske eller mentale helbred, herunder levering af sundhedsydelser, og som giver information om vedkommendes helbredstilstand.

Helbredsoplysninger efter denne bestemmelse skal forstås i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningens artikel 4 og omfatter både tidligere, nuværende og fremtidige fysiske og mentale helbredstilstand.

Enhver oplysning om f.eks. en sygdom, et handicap, en sygdomsrisiko, en sygehistorie, en sundhedsfaglig behandling eller den registreredes fysiologiske eller biomedicinske tilstand uafhængigt af kilden hertil, f.eks. fra en læge eller anden sundhedsperson, et hospital, medicinsk udstyr eller in vitrodiagnostik er omfattet. Omfattet af begrebet er endvidere oplysninger om medicinmisbrug og misbrug af narkotika, alkohol og lignende nydelsesmidler.

Det er et krav, at oplysningen i et vist omfang er konkretiseret. En oplysning om, at en person er syg, uden angivelse af, hvori sygdommen består, kan eksempelvis ikke anses for at udgøre en helbredsoplysning.

Helbredsoplysninger er helt generelt undtaget, uanset hvor de optræder. En helbredsoplysning i en samtalerapport eller et mødereferat har arbejdsgiveren derfor ikke ret til at blive gjort bekendt med.

Det foreslås i stk. 3 , at der ved lægelige oplysninger efter stk. 1 forstås de øvrige oplysninger, der ikke er helbredsmæssige, jf. stk. 2, der er udvekslet mellem læge, psykolog eller andet sundhedspersonale og lønmodtageren. Der kan således være tale om alle mulige former for oplysninger, herunder oplysninger om sociale forhold og oplysninger om lønmodtagerens forhold til arbejdsgiveren. Det afgørende er, at oplysningerne er afgivet i den særlige fortrolige relation mellem læge, psykolog eller andet sundhedspersonale og lønmodtageren.

Andet sundhedspersonale er i denne sammenhæng for det første enhver, der er autoriseret i henhold til særlig lovgivning til at varetage sundhedsfaglige opgaver, og personer, der handler på disses ansvar. Denne autorisation gives typisk igennem reglerne i autorisationsloven og omfatter læger, tandlæger, kiropraktorer, sygeplejersker, jordemødre, ergoterapeuter, fysioterapeuter, bioanalytikere, kliniske diætister, radiografer, bandagister, kliniske tandteknikere, tandplejere, optikere, optometrister, fodterapeuter, social – og sundhedsassistenter og kosmetiske behandlinger.

Andet sundhedspersonale er imidlertid også personer, som udfører opgaver, der ikke hviler på en autorisation, men som har samme formål som de allerede nævnte. Dette gælder f.eks. psykoterapeuter.

Baggrunden for forslaget er hensynet til den fortrolige samtale mellem læge, psykolog og andet sundhedspersonale og lønmodtageren vedrørende lønmodtagerens sociale, religiøse, politiske, familiemæssige og arbejdsmæssige forhold m.v., som kan have betydning for selve behandlingen, men som er arbejdsgiveren uvedkommende.

Oplysninger afgivet af lønmodtageren til andre, herunder kommunen, er ikke omfattet, medmindre der er tale om helbredsmæssige oplysninger omfattet af forslagets stk. 2. Oplysninger afgivet til kommunen om sygemeldtes private forhold har arbejdsgiveren derfor ret til at blive gjort bekendt med som part i refusionssagen, hvorimod arbejdsgiveren ikke har ret til at blive gjort bekendt med helbredsmæssige oplysninger om diagnose, symptomer og medicinering m.v.

Andre oplysninger end oplysninger omfattet af forslagets stk. 2 og 3 vil med forslaget fortsat kunne videregives til arbejdsgiveren i samme omfang som efter gældende regler. Dette kan f.eks. være oplysninger om kommunens opfølgning, herunder oplysninger om den sygemeldtes deltagelse i forløb, som har til formål at få den sygemeldte hurtigt tilbage på arbejdsmarkedet, i det omfang oplysningerne indgår i refusionssagen.

En arbejdsgiver, der udbetaler løn under sygefravær fra arbejdet, er efter gældende regler i lov om sygedagpenge berettiget til refusion af de sygedagpenge, som lønmodtageren ellers ville have haft ret til fra kommunen, jf. § 54 i lov om sygedagpenge. Arbejdsgiveren er derfor som udgangspunkt part i refusionssagen, jf. ovenfor.

Derfor foreslås det i stk. 4, at arbejdsgiveren dog har ret til at blive gjort bekendt med oplysninger efter stk. 1, hvis de pågældende oplysninger er af væsentlig betydning for, at arbejdsgiveren kan varetage sine økonomiske interesser i en sag om helt eller delvist afslag på refusion af sygedagpenge efter § 54, medmindre afgørende hensyn til lønmodtagers interesse i hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet.

At oplysningen skal være af væsentlig betydning for, at arbejdsgiveren kan varetage sine økonomiske interesser i en sag om helt eller delvist afslag på refusion betyder, at såfremt pågældende oplysning har betydning for en sådan afgørelse, vil oplysningen være af væsentlig betydning og derfor kunne tilgå arbejdsgiveren. Hvis en afgørelse er et resultat af kommunens eller Ankestyrelsens skønsudøvelse, vil relevante oplysninger, som er indgået i skønsudøvelsen, også skulle kunne tilgå arbejdsgiveren. I modsat fald vil arbejdsgiveren ikke have mulighed for at kunne varetage sine økonomiske interesser i refusionssagen.

Helbredsmæssige og lægelige oplysninger, som er af væsentlig betydning for, at arbejdsgiveren kan varetage sine økonomiske interesser i en sag om helt eller delvist afslag på refusion, vil dog ikke skulle tilgå arbejdsgiveren, hvis afgørende hensyn til lønmodtagers interesse i hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet.

Afgørende hensyn til lønmodtagers interesse er de samme hensyn, som gælder efter forvaltningslovens § 15 b, nr. 5. Efter denne bestemmelse kan retten til aktindsigt begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet. Det foreslås derfor, at der fortsat skal foretages en afvejning af på den ene side lønmodtagerens interesse i hemmeligholdelse og på den anden side arbejdsgiverens interesse i at få indsigt i helbredsmæssige og lægelige oplysninger om lønmodtageren med henblik på at kunne varetage sine økonomiske interesser i en sag om helt eller delvist afslag på refusion. Det betyder, at oplysningerne kun kan undtages, hvis der er nærliggende fare for, at privates eller det offentliges interesser vil lide skade af væsentlig betydning, hvis anmodning om aktindsigt imødekommes. Der skal foreligge en nærmere konkretiseret risiko for, at lønmodtagerens interesser vil lide skade af væsentlig betydning.

Det vil ofte være nødvendigt, at kommunen eller Ankestyrelsen som led i sagsoplysningen indhenter en udtalelse fra lønmodtageren om skadevirkningerne, inden arbejdsgiveren bliver gjort bekendt med helbredsmæssige eller lægelige oplysninger om lønmodtageren. Afvejningen kan således medføre, at hensynet til arbejdsgiver vejer tungest, og at arbejdsgiver dermed får ret til at blive gjort bekendt med oplysningerne. Partshøring af lønmodtageren er dog f.eks. ikke nødvendig, hvis der er tale om oplysninger, som arbejdsgiveren allerede har.

Bestemmelsen er især relevant i forbindelse med partshøring efter forvaltningslovens § 19, hvorefter en part har ret til at blive gjort bekendt med oplysninger eller vurderinger, der er til ugunst for den pågældende, og som er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Parten skal gives lejlighed til at fremkomme med en udtalelse, forud for at der træffes afgørelse.

I det omfang kommunen skal partshøre arbejdsgiveren, før den træffer afgørelse, følger det af forslaget til stk. 4, at arbejdsgiveren kun har ret til at blive gjort bekendt med helbredsmæssige og lægelige oplysninger, hvis de pågældende oplysninger har væsentlig betydning for, at arbejdsgiveren kan varetage sine økonomiske interesser i en sag om helt eller delvist afslag på refusion af sygedagpenge, medmindre afgørende hensyn til lønmodtagers interesse i hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet.

Konkret vil dette kunne ske ved, at kommunen sender et høringsbrev til arbejdsgiveren, hvor de relevante helbredsmæssige og lægelige oplysninger fremgår. Kommunen vil i den forbindelse skulle give arbejdsgiver en frist til at komme med bemærkninger, før der træffes afgørelse.

Forslaget er også i anden sammenhæng en undtagelse til forvaltningslovens regler om partshøring, idet høringen alene omfatter relevante oplysninger og ikke de underliggende attester, erklæringer og journaler, hvoraf de helbredsmæssige og lægelige oplysninger fremgår. Samtidig skal oplysningen være af væsentlig betydning for, at arbejdsgiveren kan varetage sine økonomiske interesser i en sag om helt eller delvist afslag på refusion af sygedagpenge.

Ligeledes medfører forslaget, at helbredsmæssige og lægelige oplysninger kun tilgås arbejdsgiveren som en del af begrundelsen efter forvaltningslovens § 24, hvis oplysningerne er af væsentlig betydning for, at arbejdsgiveren kan varetage sine økonomiske interesser i en sag om helt eller delvist afslag på refusion, medmindre afgørende hensyn til lønmodtagers interesse i hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet.

Det er kun nødvendige helbredsmæssige eller lægelige oplysninger, som har betydning for arbejdsgiverens ret til refusion, som arbejdsgiveren har ret til at blive gjort bekendt med. Heri ligger bl.a., at hvis en afgørelse kan begrundes og samtidig leve op til forvaltningslovens krav til en begrundelse alene ud fra oplysninger om funktionsnedsættelser uden brug af diagnoser, skal kommunen ikke oplyse om diagnosen.

Såfremt en afgørelse er et resultat af kommunens eller Ankestyrelsens skønsudøvelse, vil relevante oplysninger, som er indgået i denne, også skulle kunne tilgå arbejdsgiveren som en del af begrundelsen, medmindre afgørende hensyn til lønmodtagers interesse i hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet.

Det sikres dermed, at kommunens og Ankestyrelsens afgørelse alene indeholder nødvendige helbredsmæssige og lægelige oplysninger som en del af begrundelsen.

For så vidt angår ophør af sygedagpenge, jf. § 24, stk. 1, i lov om sygedagpenge, vil en afgørelse ofte handle om, hvorvidt de i lovens § 27, stk. 1, anførte forlængelsesregler finder anvendelse. Visse af disse regler, f.eks. § 27 stk. 1, nr. 6 og 7, om henholdsvis rejsning af en arbejdsskadesag og indgivelse af ansøgning om førtidspension, er af rent objektiv konstaterende karakter, hvor helbredsmæssige og lægelige oplysninger ikke umiddelbart er en del af begrundelsen for afgørelsen. Andre af reglerne, f.eks. § 27, stk. 1, nr. 4 og 5, om henholdsvis behandling i rehabiliteringsteam og livstruende, alvorlig sygdom forudsætter en kommunal eller lægelig vurdering, hvor der som udgangspunkt er lagt vægt på helbredsmæssige og lægelige oplysninger.

For at sikre, at helbredsmæssige eller lægelige oplysninger om lønmodtager ikke unødigt tilgår arbejdsgiver, vil det alene være i situationer, hvor det ikke er åbenbart, at sidstnævnte form for forlængelsesregler ikke er relevante i den pågældende refusionssag, at arbejdsgiver kan få indsigt i helbredsmæssige eller lægelige oplysninger. Hvis kommunen har truffet afgørelse om, at ingen af de i § 27, stk. 1, oplistede forlængelsesregler finder anvendelse, men dog har foretaget en nærmere prøvelse i relation til en eller flere af disse forlængelsesregler, vil arbejdsgiver som en del af begrundelsen for afgørelsen kunne få oplysninger af lægelig eller helbredsmæssig karakter, der gør det muligt at tage stilling til og eventuelt anfægte den prøvelse, som kommunen har foretaget.

Som et eksempel kan nævnes en påtænkt afgørelse om afslag på refusion, fordi der ikke kan ske forlængelse af sygedagpengeperioden. De helbredsmæssige og lægelige oplysninger, der foreligger i sagen, er dels en statusattest vedrørende helbredsproblemer med ryggen - der ikke vurderes stabil eller stationær – og dels en statusattest fra en psykolog, hvoraf det fremgår, at den sygemeldte har personlighedsmæssige og sociale problemer, som - sammenholdt med et alkoholmisbrug - er en væsentlig udfordring i forhold til vedkommendes arbejdsmæssige fremtid.

I den konkrete vurdering af muligheden for forlængelse efter § 27, stk. 1, nr. 1, i lov om sygedagpenge, om hvorvidt det anses for overvejende sandsynligt, at der kan iværksættes en revalidering, der kan føre til, at den sygemeldte kan vende tilbage til det ordinære arbejdsmarked, indgår oplysninger fra statusattesten vedrørende ryggen, hvor det fremgår, at ryglidelsen ikke er stabil eller stationær. Det samme vil gælde i forhold til vurderingen efter § 27, stk. 1, nr. 2, hvorefter det anses for nødvendigt at gennemføre afklarende foranstaltninger med henblik på at klarlægge den sygemeldtes arbejdsevne.

I den konkrete vurdering vedrørende lægebehandling, herunder om der foreligger en sikker vurdering af, om vedkommende kan genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse inden for 134 uger fra revurderingstidspunktet efter § 27, stk. 1, nr. 3, indgår oplysninger fra statusattesten fra psykologen om de personlighedsmæssige og sociale problemer.

I den påtænkte afgørelse om afslag på forlængelse af sygedagpengene og dermed ophør af refusion anvendes således oplysninger fra begge statusattester. Arbejdsgiveren vil derfor, medmindre afgørende hensyn til lønmodtagers interesse i hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet, have ret til at blive gjort bekendt med helbredsmæssige og lægelige oplysninger om lønmodtageren fra såvel statusattest om ryggen som fra statusattesten om de personlighedsmæssige og sociale problemer, før afgørelsen træffes.

Arbejdsgiveren vil således fortsat have mulighed for at kunne gøre indsigelser over kommunens vurdering af de lægelige og helbredsmæssige oplysninger, før kommunen påtænker at træffe afgørelse. Dette er f.eks. nødvendigt for, at arbejdsgiveren kan vurdere, om kommunen har undersøgt spørgsmål om mulighed for raskmelding inden for 134 uger tilstrækkeligt, forinden den påtænker at give afslag på forlængelsen. Fastholder kommunen vurderingen i afgørelsen, kan arbejdsgiveren klage over afgørelsen til Ankestyrelsen.

Kommunen kan ligeledes efter § 21, stk. 1, nr. 1, i lov om sygedagpenge standse sygedagpengene – og dermed refusionen – som følge af den sygemeldtes manglende deltagelse i kommunens opfølgning, herunder udeblivelse fra en opfølgningssamtale. En psykisk lidelse kan dog efter omstændighederne begrunde en sådan udeblivelse. Har kommunen i den forbindelse ikke indhentet oplysninger fra læge eller behandler, vil arbejdsgiveren fortsat have svært ved at kunne varetage sine økonomiske interesser, medmindre arbejdsgiveren ad anden vej kender noget til den sygemeldtes tilstand. Arbejdsgiveren vil imidlertid heller ikke efter gældende regler kunne få indsigt i oplysninger, som kommunen ikke har indhentet, da oplysningerne ikke er en del af sagen. Har kommunen oplysninger om den sygemeldtes lidelse, men ikke oplysninger om lidelsens betydning for udeblivelsen, vil kommunen skulle begrunde, hvorfor lidelsen ikke kan tillægges betydning. Derfor har arbejdsgiveren ret at blive bekendt med oplysninger om lidelsen, selvom kommunen ikke tillægger lidelsen betydning.

Hvis den sygemeldte klart tilkendegiver, at den pågældende ikke vil medvirke i kommunens opfølgningsindsats eller afviser at fremskaffe dokumentation, og dette ikke kan begrundes, må dette oplyses som begrundelse for, at der ikke kan ydes refusion. Arbejdsgiver har i sådanne situationer ikke brug for helbredsmæssige eller lægelige oplysninger for at kunne varetage sine interesser i refusionssagen.

Hvis retten til sygedagpenge bortfalder, fordi den sygemeldte f.eks. afviser at deltage i optræning for at genvinde arbejdsevnen eller i øvrigt ved sin adfærd forhaler helbredelsen, er det nærliggende, at arbejdsgiver har brug for at vide, hvad den konkrete årsag er, for at kunne varetage sine økonomiske interesser i en sag om helt eller delvis afslag på refusion. Oplysning om, hvad det er for genoptræning, som den sygemeldte ikke vil deltage i, eller hvilken adfærd, der forhaler helbredelsen, kan være af lægelig eller helbredsmæssig karakter, men sådanne oplysninger kan f.eks. være nødvendige for arbejdsgiver i forbindelse med overvejelser om, hvorvidt kommunens afgørelse skal ankes og derfor bør en sådan oplysning tilgå arbejdsgiver. Det vil dog stadig alene være de helbredsmæssige eller lægelige oplysninger, som konkret er af betydning for den pågældende refusionssag, som arbejdsgiver som udgangspunkt skal have. Øvrige oplysninger, der f.eks. findes i en lægejournal, er der ikke grund til at give arbejdsgiveren indsigt i.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 68.