Sygedagpengeloven

Sygedagpengeloven § 49

Gældende tekst efter LBK nr 1221 af 09/10/2025.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 17 – Beregningsgrundlaget

§ 49.

Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om beregning af sygedagpenge til personer ansat i fleksjob og selvstændigt erhvervsdrivende, som får tilskud til bevarelse af beskæftigelsen i egen virksomhed efter kapitel 20 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 1221 af 09/10/2025 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Sygedagpengeloven § 49

Lovgivers oprindelige intention

Den oprindelige lovL 154 (2005-06) · bemærkning til § 49LOV nr 563 af 09/06/2006 · 9. juni 2006

Bestemmelsen om beregning af sygedagpenge til lønmodtagere i fleksjob svarer til gældende lovs § 9, stk. 4, hvorefter beregningsgrundlaget udgør den pågældendes arbejdstimetal gange den timefortjeneste, som er anvendt ved beregningen af kommunens løntilskud til arbejdsgiveren, hvilket som udgangspunkt vil være 37 timer.

Til kapitel 18

Sygedagpengenes størrelse

Senere ændringer

ÆndringL 53 (2012-13) · bemærkning til § 5, nr. 7LOV nr 1380 af 23/12/2012 · 23. december 2012

Beregningen af sygedagpenge til en person ansat i fleksjob efter kapitel 13 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats er i dag reguleret i sygedagpengelovens § 49.

For lønmodtagere i fleksjob lægges det timetal, der er lagt til grund ved beregningen af kommunens tilskud, også til grund for beregningen af sygedagpenge. Hvis arbejdsgiveren udbetaler løn eller sygedagpenge fra 1. fraværsdag, har arbejdsgiveren ret til at få refunderet udgiften til sygedagpenge.

Det følger af § 13 i bekendtgørelsen om sygedagpenge, at sygedagpenge til selvstændige, fleksjobbere bliver beregnet på grundlag af arbejdsfortjenesten ved virksomheden. Fleksløntilskuddet regnes ikke med i den indkomst, sygedagpengene beregnes ud fra.

Det foreslås, at beskæftigelsesministeren bemyndiges til at fastsætte regler om beregningen af sygedagpenge til personer ansat i fleksjob og til selvstændigt erhvervsdrivende, der modtager støtte i form af tilskud til at fastholde beskæftigelse i egen virksomhed efter kapitel 13 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

For så vidt angår personer, som før 1. januar 2013 er ansat i fleksjob eller har fået tilkendt tilskud efter kapitel 13 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, vil beskæftigelsesministeren fastsætte regler som sikrer, at de hidtidige beregningsregler fortsat vil finde anvendelse.

For så vidt angår personer, som ansættes i et fleksjob efter § 70 c i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, eller som modtager støtte efter § 70 g i samme lov, vil beskæftigelsesministeren fastsætte regler ud fra følgende principper:

Modtager den ansatte løn under sygefraværet, vil der fortsat ske udbetaling af fleksløntilskuddet til den ansatte, og arbejdsgiveren vil kunne modtage sygedagpengerefusion for de timer, den ansatte har fravær på grund af sygdom. Modtager den ansatte ikke løn under hele eller dele af sygefraværsperioden, vil den ansatte modtage sygedagpenge fra kommunen for de timer, den sygemeldte har fravær, samt fleksløntilskuddet efter de regler, der er om fradrag for evt. lønindtægt og offentlige ydelser. Den ansatte kan maksimalt få udbetalt et samlet beløb svarende til det maksimale løntilskud.

En selvstændig erhvervsdrivende, der modtager støtte i form af tilskud til bevarelse af beskæftigelse i egen virksomhed efter § 70 g i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, vil under sygefravær modtage tilskuddet samt sygedagpenge for sygefraværet. Sygedagpengenes størrelse beregnes efter de nuværende regler for selvstændigt erhvervsdrivende.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 49.

Sygedagpengeloven § 49 – lovtekst, ændringer og praksis · dom.dk