Sygedagpengeloven

Sygedagpengeloven § 21 a

Gældende tekst efter LBK nr 1221 af 09/10/2025.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 7 – Bortfald af ret til sygedagpenge

§ 21 a.

Retten til sygedagpenge bortfalder ikke, hvis den sygemeldte afviser at modtage behandling foretaget af en læge i form af operation eller lægeordineret medicin eller lægebehandling af tilsvarende indgribende karakter.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 1221 af 09/10/2025 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Sygedagpengeloven § 21 a

Senere ændringer

ÆndringL 180 (2018-19) · bemærkning til § 1, nr. 1LOV nr 495 af 01/05/2019 · 1. maj 2019

Efter de gældende regler i § 21, stk. 1, nr. 2, i lov om sygedagpenge, bortfalder retten til sygedagpenge, så længe den sygemeldte mod lægens opfordring afviser at modtage nødvendig lægebehandling, jf. dog § 21 a. Bestemmelsen omfatter også situationer, hvor den ordinerede behandling ikke er lægebehandling i snæver forstand, f.eks. behandling ved fysioterapeut.

Kravet om deltagelse i lægebehandling kan medføre, at personer, der ikke ønsker at deltage i behandling, kan føle sig tvunget til at tage imod behandlingen for ikke at miste retten til sygedagpenge.

Efter de gældende regler i § 21 a, stk. 1, i lov om sygedagpenge, indhenter kommunen – i en treårig forsøgsperiode fra den 1. juli 2016 til og med den 30. juni 2019 – en udtalelse fra en sundhedskoordinator, hvis en sygemeldt afviser at modtage lægebehandling.

Forsøgsordningen vedrører alene retten til at afvise lægebehandling i snæver forstand og omfatter eksempelvis ikke genoptræning efter operation eller behandling hos en fysioterapeut, uanset at det er en læge, der har anbefalet eller ordineret behandlingen, idet borgeren som hidtil skal bidrage og medvirke til egen helbredelse. Endvidere omfatter ordningen ikke samtaleforløb og behandling hos psykolog, da disse behandlingstyper ikke betragtes som lægebehandling i snæver forstand.

Hvis den sygemeldte heller ikke ønsker at modtage den lægebehandling, som sundhedskoordinatoren anbefaler, får det i forsøgsperioden ikke konsekvenser for den sygemeldtes ret til sygedagpenge.

Hvis den sygemeldte ikke ønsker, at der indhentes en udtalelse fra en sundhedskoordinator på baggrund af sygemeldtes afvisning af lægebehandling, får dette betydning for sygemeldtes ret til sygedagpenge. Kommunen træffer på denne baggrund afgørelse om, at den sygemeldtes ret til sygedagpenge bortfalder, så længe den sygemeldte afviser at modtage lægebehandling efter § 21, stk. 1, nr. 2.

Sundhedskoordinatoren er ansat i regionens kliniske funktion og kan i forbindelse med udtalelsen trække på den lægelige ekspertise, som er til rådighed i den kliniske funktion. Borgeren har således ret til en ekstra lægefaglig vurdering af, om der findes en anden behandlingsmulighed.

Efter sygedagpengelovens § 27 kan sygedagpengeperioden forlænges udover revurderingstidspunktet, hvis den sygemeldte opfylder mindst én af 7 forlængelsesregler, som fremgår af § 27, stk. 1.

Hvis en sygemeldt i forsøgsperioden afviser at tage imod lægebehandling, kan det få konsekvenser for retten til sygedagpenge i de tilfælde, hvor en af forlængelsesmulighederne – på grund af afvisning af lægebehandling – ikke er opfyldt.

Hvis der f.eks. ikke kan ske en afklaring af pågældendes arbejdsevne inden for 69 uger efter forlængelsesreglen i § 27, stk. 1, nr. 2, kan sygedagpengeperioden ikke forlænges efter denne bestemmelse. Det gælder uanset årsagen til, at afklaringen ikke kan ske og derfor også, hvis det er fordi, den sygemeldte ikke ønsker lægelig behandling. Tilsvarende kan sygedagpengeperioden ikke forlænges efter forlængelsesreglen i sygedagpengelovens § 27, stk. 1, nr. 3, om, at den sygemeldte er under lægelig behandling og skønnes at kunne vende tilbage på arbejdsmarkedet inden for 134 uger, hvis den sygemeldte ikke er under lægelig behandling, eller den sygemeldte ikke skønnes at ville kunne genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse inden for 134 uger. Hvis det vurderes, at pågældende i de omhandlede tilfælde ikke opfylder betingelserne for at få sygedagpengeperioden forlænget, vil den sygemeldte skulle overgå til jobafklaringsforløb, såfremt betingelserne herfor er opfyldt, jf. § 24, stk. 2, i sygedagpengeloven.

Efter den forslåede affattelse af § 21 a vil retten til sygedagpenge ikke bortfalde, hvis den sygemeldte afviser at modtage behandling foretaget af en læge i form af operation eller lægeordineret medicin eller lægebehandling af tilsvarende indgribende karakter.

Baggrunden for forslaget er, at en borger ikke skal føle sig tvunget til at deltage i lægebehandling, herunder lade sig operere eller modtage medicinsk behandling, som borgeren ikke er tryg ved.

Med forslaget gøres den treårige forsøgsordning permanent, men justeres dog, således at det ikke længere er et krav, at kommunen indhenter en udtalelse fra sundhedskoordinatoren om, hvorvidt sundhedskoordinatoren kan anbefale en anden behandling. Borgeren vil derfor få ret til at afvise lægebehandling, uden at det vil få ydelsesmæssige konsekvenser.

Forslaget vil – som i den nuværende forsøgsordning – alene omfatte lægebehandling i snæver forstand. Forslaget vil derfor omfatte operationer og behandling med lægeordineret medicin samt lægebehandling af tilsvarende indgribende karakter, eksempelvis ECT-behandling (elektrochokbehandling).

Derimod vil forslaget eksempelvis ikke omfatte genoptræning efter operation, eller behandling hos en fysioterapeut, uanset at det er en læge, der har anbefalet behandlingen, idet borgeren som hidtil skal bidrage til egen helbredelse. Endvidere vil forslaget ikke omfatte samtaleforløb og behandling hos psykolog, da disse behandlingstyper ikke betragtes som lægebehandling i snæver forstand.

Borgeren vil fortsat have pligt til at medvirke og deltage i sagens oplysning, herunder lade sig undersøge, jf. sygedagpengelovens § 21 og § 11, stk. 1, nr. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Borgeren vil ligeledes fortsat have pligt til at medvirke til, at borgerens egen læge udarbejder en lægeattest til brug for den første opfølgning, hvis kommunen beder om dette, jf. § 11 b i sygedagpengeloven. Manglende medvirken til udarbejdelse af øvrige lægeattester kan sanktioneres i henhold til sygedagpengelovens § 21.

Hvis en sygemeldt afviser at tage imod lægebehandling, kan det fortsat få konsekvenser for retten til sygedagpenge i de tilfælde, hvor en af forlængelsesmulighederne i sygedagpengelovens § 27 – på grund af afvisning af lægebehandling – ikke er opfyldt.

ÆndringL 182 (2015-16) · bemærkning til § 1, nr. 2LOV nr 625 af 08/06/2016 · 8. juni 2016

Efter § 21, stk. 1, nr. 2, i lov om sygedagpenge, bortfalder retten til sygedagpenge, så længe den sygemeldte mod lægens opfordring afviser at modtage nødvendig lægebehandling, jf. dog § 21 a.

Kravet om deltagelse i lægebehandling kan medføre, at personer, der ikke ønsker at deltage i behandling, kan føle sig tvunget til at tage imod behandlingen for ikke at miste retten til sygedagpenge.

Efter § 21 a, stk. 1, i lov om sygedagpenge, skal kommunen i en to-årig forsøgperiode fra den 1. juli 2014 til og med den 30. juni 2016 indhente en vurdering fra regionens kliniske funktion af, om en anden behandling kan anbefales, hvis en sygemeldt afviser at modtage lægebehandling. Det er alene lægebehandling i snæver forstand, der er omfattet af forsøget.

Efter § 21 a, stk. 2, kan det i forsøgsperioden, hvis regionens kliniske funktion har vurderet, om en anden behandling kan anbefales, ikke tillægges betydning for den sygemeldtes ret til sygedagpenge, at den sygemeldte afviser at modtage lægebehandling, herunder den lægebehandling, som måtte være anbefalet af regionens kliniske funktion.

Efter § 21 a, stk. 3, træffer kommunen, hvis den sygemeldte ikke ønsker at medvirke til, at sagen forelægges regionens kliniske funktion, afgørelse om, at den sygemeldtes ret til sygedagpenge bortfalder, så længe den sygemeldte afviser at modtage lægebehandling, jf. § 21, stk. 1, nr. 2.

Forsøgsordningen er indført med det formål at sikre, at en sygemeldt ikke skal føle sig tvunget til at deltage i lægebehandling, herunder lade sig operere eller modtage medicinsk behandling, som den sygemeldte ikke er tryg ved, eksempelvis operation for diskusprolaps, behandling med antidepressiv medicin og ECT-behandling.

Forsøgsordningen medfører ikke, at den sygemeldte kan sige nej til behandling og få udbetalingen af sygedagpenge forlænget i tilfælde, hvor forlængelsesbestemmelserne – evt. på grund af afslaget på behandling – ikke er opfyldt. Hvis der f.eks. ikke kan ske en afklaring af pågældendes arbejdsevne inden for 69 uger efter sygedagpengelovens § 27, stk. 1, nr. 2, kan sygedagpengeperioden ikke forlænges efter denne bestemmelse. Det gælder uanset årsagen til, at afklaringen ikke kan ske, og derfor også, hvis det er fordi, den sygemeldte ikke ønsker lægelig behandling. Tilsvarende kan sygedagpengeperioden ikke forlænges efter sygedagpengelovens § 27, stk. 1, nr. 3, om, at den sygemeldte er under lægelig behandling og skønnes at kunne vende tilbage på arbejdsmarkedet inden for 134 uger, hvis den sygemeldte ikke er under lægelig behandling, eller den sygemeldte ikke skønnes at ville kunne genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse inden for 134 uger. Hvis det vurderes, at pågældende i de omhandlede tilfælde ikke opfylder betingelserne for at få sygedagpengeperioden forlænget, vil den sygemeldte skulle overgå til jobafklaringsforløb, såfremt betingelserne herfor er opfyldt, jf. § 24, stk. 2.

Det foreslås, at § 21 a affattes således, at ordningen forlænges i en 3-årig periode fra den 1. juli 2016 til og med den 30. juni 2019. Det foreslås samtidig at justere ordningen, således at kommunen fremover vil skulle indhente en udtalelse fra sundhedskoordinator, i stedet for som tidligere fra klinisk funktion, af, om der kan anbefales en anden behandling, når en sygemeldt ikke ønsker at modtage lægebehandling.

Hvis den sygemeldte heller ikke ønsker at modtage den lægebehandling, som sundhedskoordinatoren anbefaler, får det efter forslaget i forsøgsperioden fortsat ikke konsekvenser for den sygemeldtes ret til sygedagpenge.

Det foreslås i stk. 1 , at kommunen i en forsøgsperiode fra den 1. juli 2016 til og med den 30. juni 2019 indhenter en udtalelse fra sundhedskoordinator om, hvorvidt en anden behandling kan anbefales, hvis den sygemeldte afviser at modtage lægebehandling, jf. § 15, stk. 2, i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.

Forslaget betyder, at kommunen i forsøgsperioden skal anmode sundhedskoordinator om en udtalelse om, hvorvidt der kan anbefales en anden behandling, når en sygemeldt over for kommunen oplyser, at vedkommende ikke ønsker at modtage lægebehandling, og kommunen efter § 21, stk. 1, nr. 2, skal tillægge dette betydning for den sygemeldtes ret til sygedagpenge. Sundhedskoordinatoren er ansat i regionens kliniske funktion og kan i forbindelse med udtalelsen trække på den lægelige ekspertise, som er til rådighed i den kliniske funktion. Med forslaget får borgeren således ret til en ekstra lægefaglig vurdering af, om der findes en anden behandlingsmulighed. Der henvises til stk. 3 for så vidt angår den situation, hvor en sygemeldt ikke ønsker, at der indhentes en udtalelse fra sundhedskoordinatoren.

Det er som under det nuværende forsøg alene lægebehandling i snæver forstand, der er omfattet af forslaget, det vil sige behandlinger foretaget af læge, eksempelvis operationer og behandling med lægeordineret medicin.

Det foreslås i stk. 2 , at det, når kommunen har indhentet en udtalelse fra sundhedskoordinatoren, jf. stk. 1, i forsøgsperioden ikke kan tillægges betydning for den sygemeldtes ret til sygedagpenge, at den sygemeldte afviser at modtage lægebehandling, herunder den lægebehandling som måtte være anbefalet af sundhedskoordinatoren.

Forslaget betyder, at når kommunen har indhentet en udtalelse fra sundhedskoordinatoren om, hvorvidt en anden behandling kan anbefales, vil kommunen ikke kunne træffe afgørelse om, at den sygemeldtes ret til sygedagpenge bortfalder som følge af, at den sygemeldte afviser at deltage i lægebehandling, hverken efter § 21, stk. 1, nr. 2, eller med henvisning til, at den sygemeldte ved denne adfærd forhaler helbredelsen, jf. § 21, stk. 1, nr. 3.

Det foreslås i stk. 3 , at hvis den sygemeldte ikke ønsker, at der indhentes en udtalelse fra sundhedskoordinatoren, træffer kommunen afgørelse om, at den sygemeldtes ret til sygedagpenge bortfalder, så længe den sygemeldte afviser at modtage lægebehandling, jf. § 21, stk. 1, nr. 2, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Der henvises til pkt. 2.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 21 a.