Barselsloven

Barselsloven § 21

Gældende tekst efter LBK nr 206 af 22/01/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 5 – Ret til barselsdagpenge og ret til overdragelse af orlov m.v.

§ 21.

Ved fravær efter §§ 9 og 10 har en mor ret til barselsdagpenge i 14 uger, og en far eller medmor har ret til barselsdagpenge i 22 uger indtil 1 år efter barnets fødsel eller modtagelse, jf. dog §§ 21 a-21 c.

Forældre med ret til fravær efter § 8, stk. 7, og § 8 a, stk. 2, har hver ret til barselsdagpenge i 18 uger indtil 1 år efter barnets fødsel eller modtagelse, jf. dog §§ 21 a-21 c.

En forælder med ret til fravær efter § 8 b, stk. 1, har ret til barselsdagpenge i op til 9 uger indtil 1 år efter barnets fødsel, jf. dog § 21 a og § 21 c, stk. 2.

Stk. 2.

En forælder kan overdrage sin ret efter stk. 1 til den anden forælder, jf. dog stk. 3.

En forælder, der ikke selv opfylder beskæftigelseskravet i §§ 27 eller 28, kan overdrage den ret til barselsdagpenge, forælderen ville have haft, hvis beskæftigelseskravet var opfyldt, til den anden forælder.

Retten til barselsdagpenge efter stk. 1 anses for udnyttet, hvis forælderen har overdraget retten til den anden forælder.

Stk. 3.

En beskæftiget lønmodtager skal holde 9 af ugerne efter stk. 1 inden 1 år efter barnets fødsel eller modtagelse, og retten til barselsdagpenge for denne orlov kan ikke overdrages.

Er forælderen forhindret i at holde orloven efter 1. pkt. på grund af særlige forhold, jf. stk. 4, 2. pkt., inden 1 år efter barnets fødsel eller modtagelse, kan ugerne med barselsdagpenge dog afholdes inden 3 år efter barnets fødsel eller modtagelse.

Stk. 4.

Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om, hvornår en forælder er at anse som beskæftiget lønmodtager efter stk. 3, herunder i hvilke situationer en beskæftiget lønmodtager, der er ansat i sit eget aktie- eller anpartsselskab, ikke er omfattet af stk. 3.

Beskæftigelsesministeren fastsætter endvidere regler om, hvornår en lønmodtager på grund af særlige forhold er forhindret i at holde orloven efter stk. 3.

Stk. 5.

Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om administration af reglerne og krav til dokumentationen, herunder om overdragelse efter stk. 2, regler om overdragelse af ret til barselsdagpenge fra den ene forælder i særlige situationer, hvor forælderen selv er ude af stand til at overdrage orloven, og regler om tildeling af ekstra uger med barselsdagpenge i særlige situationer, herunder i situationer, hvor det kun er den ene forælder, der er socialt sikret i Danmark, samt regler om, i hvilket omfang uger med udbetaling af en tilsvarende forsørgelsesydelse efter et andet lands lovgivning til den anden forælder fratrækkes.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 206 af 22/01/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Barselsloven § 21

Lovgivers oprindelige intention

Den oprindelige lovL 155 (2005-06) · bemærkning til § 21LOV nr 566 af 09/06/2006 · 9. juni 2006

Paragrafnummeret i lovforslaget kan have ændret sig siden. Tjek, at bemærkningen handler om samme bestemmelse.

I denne bestemmelse fastsættes – i overensstemmelse med de gældende regler i dagpengelovens § 13, stk. 2, og § 14, stk. 5, - at dagpengeretten under hver af forældrenes individuelle ret til forældreorlov i 32 uger er begrænset til, at forældrene tilsammen har ret til barseldagpenge i 32 uger. Lønmodtagere, ledige med ret til arbejdsløshedsdagpenge og selvstændige erhvervsdrivende er omfattet af retten til barseldagpenge under disse fraværsperioder, såfremt de øvrige betingelser herfor er opfyldt.

Forældrene kan holde de 32 uger på skift, i forlængelse af hinanden eller samtidig. Den ene af forældrene kan således starte med orlov med barseldagpenge i 10 uger og genoptage arbejdet, medens den anden forælder holder 12 ugers orlov med barseldagpenge, hvorefter den første forælder kan vende tilbage til orlov og holde de sidste 10 uger med barseldagpenge. En sådan fordeling af forældreorloven med barseldagpenge falder ind under § 21, stk. 1. Hvis imidlertid begge forældre i en periode samtidigt genoptager arbejdet, vil fortsat orlov med barseldagpenge skulle holdes som udskudt fravær efter § 23 under de betingelserne, der er knyttet hertil.

Såfremt kun den ene af forældrene er dagpengeberettiget efter denne lov, har denne forælder ret til 32 ugers forældreorlov med barseldagpenge, uanset at den anden forælder har ret til ydelser efter en anden dansk lov. Den ene forælders udnyttelse af barseldagpengeretten under forældreorlov kan dog have betydning for den anden forælders rettigheder efter en anden lov. Dette gælder f.eks. for den anden forælders ret til ikke at udnytte sine arbejdsmuligheder som kontanthjælpsmodtager.

Hvis den ene forælder er omfattet af de danske regler om social sikring, og den anden forælder efter EF forordning 1408/71 om de sociale sikringsordninger er omfattet af et andet EU/EØS-lands lovgivning om social sikring, sammenlægges de perioder efter de to landes lovgivning, hvori der udbetales ydelser ved fravær efter den 14. uge efter fødslen eller modtagelsen af barnet. Dette fremgår af artikel 35, stk. 4, i EF forordning 1408/71 om de sociale sikringsordninger. Når retten til ydelser i de to lande tilsammen er udnyttet i 32 uger, har den forælder, der er omfattet af dansk lovgivning, ikke længere ret til barseldagpenge. Er den ene forælder omfattet af lovgivningen i et land uden for EU/EØS-området, har ydelser herfra ikke betydning for den anden forælders ret til barseldagpenge efter den danske lovgivning under forældreorlov.

Barseldagpengeretten kan som hidtil udstrækkes til 40 eller 46 uger med den konsekvens, at barseldagpengene nedsættes, således at den samlede dagpengeudbetaling svarer til fulde barseldagpenge i 32 uger. Udstrækning af barseldagpengeretten under forældreorlov til 40 uger betyder, at orloven skal være afviklet 54 uger efter fødslen eller modtagelsen af barnet. Udstrækning af barseldagpengeretten til 46 uger betyder, at orloven skal være afviklet 60 uger efter fødslen eller modtagelsen af barnet.

Efter stk. 4 nedsættes barseldagpengene fra det tidspunkt, hvor forældrene anmoder kommunen herom. Anmoder forældre, der ønske at udstrække barseldagpengeperioden fra 32 uger til 40 uger, kommunen om at nedsætte barseldagpengene fra starten af forældreorloven, får de i 40 uger udbetalt 32/40 af de fulde ugentlige dagpenge. Anmoder forældrene om, at barseldagpengene først nedsættes, når der er brugt 10 uger af forældreorloven, kan de få udbetalt fulde barseldagpenge i 10 uger og herefter få udbetalt barseldagpenge i 30 uger, der er 22/30 af det fulde ugentlige dagpengebeløb. Forældrene kan også vælge at få udbetalt fulde barseldagpenge i 32 uger, hvorefter der ikke kan udbetales barseldagpenge under de sidste 8 uger af den forlængede fraværsret. Vælger forældrene denne løsning, bevarer de en fortrydelsesret, således at de uden dagpengemæssige konsekvenser kan ændre en beslutning om at forlænge orloven.

Det er i stk. 5 i overensstemmelse med fortolkningen af de gældende regler præciseret, at en eventuel nedsættelse af barseldagpengene vil omfatte begge forældre, at barseldagpengene ikke forhøjes ved senere afkortning af perioden, og at retten til barseldagpenge under udskudt fravær bortfalder.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 21.