Barselsloven

Barselsloven § 2

Gældende tekst efter LBK nr 206 af 22/01/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 2 – Afgrænsning af personkredsen, der har ret til fravær og barselsdagpenge efter denne lov

§ 2.

Ret til fravær efter denne lov omfatter alle forældre.

Stk. 2.

Dagpenge efter denne lov ydes i form af barselsdagpenge til lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende.

Stk. 3.

Det er en betingelse for retten til barselsdagpenge for de personer, som er nævnt i stk. 2, at personen opfylder beskæftigelseskravet efter § 27 for lønmodtagere eller § 28 for selvstændige erhvervsdrivende.

Stk. 4.

Barselsdagpenge, som lønmodtagere har ret til efter stk. 2 og 3, kan udbetales til arbejdsgivere, der har udbetalt løn under fraværet, jf. § 39, stk. 1.

Stk. 5.

Beskæftigelsesministeren fastsætter særlige regler om barselsdagpenge til søfarende.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 206 af 22/01/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Barselsloven § 2

Lovgivers oprindelige intention

Den oprindelige lovL 155 (2005-06) · bemærkning til § 2LOV nr 566 af 09/06/2006 · 9. juni 2006

Det fastslås i stk. 1 , at fraværsretten efter denne lov omfatter alle forældre. En række af bestemmelserne om ret til fravær omfatter forholdet mellem lønmodtagere og arbejdsgivere og forudsætter således, at der er tale om et ansættelsesforhold. Det gælder f.eks. aftaler om udskydelse af fraværsret, om genoptagelse af arbejdet og om varsling. Den umiddelbare ret til fravær før og efter fødslen herunder ret til fravær under forældreorlov omfatter imidlertid også forældre, der ikke er i arbejde. Der kan således f.eks. ikke stilles krav om, at en ledig dagpengemodtager eller en ledig kontanthjælpsmodtager i disse perioder skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. For forældre, der er selvstændige erhvervsdrivende, er fraværsretten grundlag for retten til barseldagpenge.

I stk. 2 er præciseret, at der kan ydes barseldagpenge i forbindelse med graviditet, fødsel og adoption m.v. Begrebet barseldagpenge defineres herved som den samlede betegnelse for dagpenge, der ydes efter denne lov, og omfatter således også dagpenge under graviditet, i forbindelse med adoption, under forældreorlov og under fravær ved pasning af alvorligt syge børn.

I stk. 3 fastslås, at den økonomiske kompensation ydes i form af barseldagpenge til lønmodtagere og selvstændige, når lovens beskæftigelseskrav er opfyldt. Det fremgår af § 27, at beskæftigelseskravet som lønmodtager også kan være opfyldt ved, at den pågældende er ledig med ret til arbejdsløshedsdagpenge, at den pågældende inden for den seneste måned har afsluttet en erhvervsmæssig uddannelse, eller at den pågældende er elev i lønnet praktik.

I stk. 4 fastslås, at den økonomiske kompensation i form af barseldagpenge kan udbetales til en arbejdsgiver, der udbetaler løn under fraværet.

I stk. 5 bemyndiges ministeren for familie- og forbrugeranliggender til at fastsætte særlige regler om barseldagpenge til søfarende. Denne bemyndigelsesbestemmelse er en videreførelse af gældende ret, jf. dagpengelovens § 40, stk. 1. De gældende regler for barseldagpenge til søfarende er i dag fastsat i bekendtgørelse nr. 517 af 7. juni 2001 om dagpenge til søfarende ved sygdom eller fødsel og beskrevet i rapporten om modernisering af sygedagpengeloven (kap. 20).

Til kapitel 3

Ophold og beskatning her i landet

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 2.