Aktivloven § 97

Det foreslås i § 97 a , at kommunen får pligt til at udbetale uddannelses- eller kontanthjælp i de tilfælde, hvor en samlevende, der opfylder betingelserne i §§ 2 a og 2 b og betingelserne for at modtage kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik, ansøger om uddannelses- eller kontanthjælp med den begrundelse, at samleveren ikke løfter sin forsørgelsespligt. Kommunen opkræver herefter det beløb, kommunen har måttet udbetale til ansøgeren, hos den person, der har forsørgelses­forplig­telsen, men ikke har opfyldt den. Kommunen har ret til at opkræve hele det udlagte beløb hos den forsømmelige forsørger, dog med den begrænsning, at den forsømmelige forsørger efter opkrævning har tilstrækkeligt med penge til sin egen og eventuelle børns forsørgelse.

Det er som udgangspunkt en bruttoindkomst, der svarer til niveauet for uddannelses- eller kontanthjælp før skat, der er udgangspunktet for kommunens opkrævning.

Som nævnt i bemærkninger til nr. 4 indebærer den gensidige forsørgelsespligt mellem ægtefæller, at en kontanthjælpsberegning foretages ud fra, hvad hver af parterne er berettiget til at modtage i kontanthjælp. For personer fyldt 30 år er der to satser, en forsørgersats og en ikke-forsørgersats. Herfra trækkes de indtægter, som hver af ægtefællerne har. Overstiger indtægten det beløb, der kan udbetales i kontanthjælp, udbetales der ikke hjælp.

For en ægtefælle uden børn vil satsen være 10.500 kr. om måneden, og for en ægtefælle med børn vil satsen være 13.952 kr. om måneden. Hvis ægtefællen uden børn har en indtægt, der overstiger, hvad begge ville være berettiget til i kontanthjælp, udbetales der ikke hjælp til parret. Baggrunden herfor er den gensidige forsørgelsespligt. En ægtefælle uden børn med en indtægt, der overstiger hvad begge ville være berettiget til, kommer herved til ikke alene at forsørge ægtefællen, men også ægtefællens eventuelle særbørn.

Dette gælder i dag for ægtepar og vil fremover også gælde for samlevende. Det beløb, der afkræves den forsømmelige forsørger, er det beløb, der er udbetalt til samleveren, herunder til hjælp til forsørgelse af et eventuelt særbarn.

Forsørgelsespligten mellem samlevende gælder kun ved modtagelse af eller ansøgning om uddannelses- eller kontanthjælp. Det er således en konsekvens af den foreslåede gensidige forsørgelsespligt mellem samlevende, at en samlever, der ikke bliver faktisk forsørget af sin samlever, kan gå til kommunen og ansøge om uddannelses- eller kontanthjælp. Udbetales der uddannelses- eller kontanthjælp, kan kommunen herefter opkræve den udbetalte hjælp hos samleveren med forsørgelsespligt, og derved fastholdes samleveren på sin forsørgelsespligt i forbindelse med den anden samlevers ansøgning om uddannelses- eller kontanthjælp. Der vil ikke i anden sammenhæng gælde en regel om en gensidig forsørgelsespligt mellem samlevende. En samlever kan således ikke – som ægtefæller kan - få den anden samlever sat i bidrag.

En samlevende person, der pålægges forsørgelsespligt som følge af forslaget til § 2 a, men som forsømmer denne pligt, har pligt til at medvirke til at få alle de oplysninger frem, der er nødvendige for at afgøre, hvilket beløb kommunen kan opkræve hos personen, jf. lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 11.

Kommunerne skal behandle sagerne efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område i lighed med andre sager efter lov om aktiv socialpolitik. Dette betyder bl.a., reglerne om borgerens medvirken til behandling af sagen (§ 4), kommunens oplysning af sagen (§ 10), herunder borgerens medvirken til sagens oplysning (§ 11) og myndighedens oplysningspligt bl.a. om myndighedens adgang til at indhente oplysninger, borgerens pligt til at oplyse om ændringer, der kan have betydning for hjælpen, processuel skadevirkning efter § 11 b mv. (§ 12).

Erstatningsansvarsloven, lov om aktiv socialpolitik og lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag

Der er tale om konsekvensændringer i de nævnte love som følge af, at titlen på den gældende børnelov i forslaget til ny børnelov foreslås ændret til »Lov om børns forsørgelse«.