Aktivloven

Aktivloven § 12 a

Gældende tekst efter LBK nr 793 af 11/09/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 4 – Kontanthjælp m.v. · Personer med visse former for opholdsret

§ 12 a.

Personer og deres familiemedlemmer, som har ret til at opholde sig her i landet i medfør af de fællesskabsretlige regler om ophold for førstegangsarbejdssøgende, og personer, der har ret til ophold i op til 3 måneder uden administrative betingelser, kan alene få hjælp i forbindelse med hjemrejse.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 793 af 11/09/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Aktivloven § 12 a

Senere ændringer

ÆndringL 89 (2005-06) · bemærkning til § 2, nr. 1LOV nr 239 af 27/03/2006 · 27. marts 2006

Gældende regler

Efter gældende regler er der ikke noget generelt krav om, at der skal udarbejdes en plan for sygeopfølgning, og at kommunen skal orienteres om sygdom hos en kontant- eller starthjælpsmodtager.

I flere kommuner har man dog overordnede retningslinier for, hvordan man behandler sygefravær hos personer, der modtager kontant- eller starthjælp, fx i form af hvornår der skal holdes sygeopfølgningssamtaler, indhentes lægeerklæring og statusrapport og indledes samarbejde med lægen om tilbagevenden til arbejdsmarkedet.

Kommunerne kan fx for personer, der er syge/har mere varige lidelser, lade det indgå i et tilbud at afhjælpe lidelsen eller et evt. misbrug. Særligt i forhold til personer med andre problemer end ledighed kan det være relevant at give tilbud, der skal afhjælpe de barrierer, der måtte være for at komme nærmere arbejdsmarkedet. Kommunen skal dog altid se på, om der er behov for hjælp i øvrigt og vejlede om tilbud - herunder behandlingstilbud. Der henvises til SM O-92-94 om antabusbehandling.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger ad 7. Styrket opfølgning over for kontant- og starthjælpsmodtagere, der melder sig syge.

Sygemelding mv.

Der er en pligt til sygemelding til arbejdsformidlingen og kommunen efter § 52 i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats, hvis sygdommen bevirker, at en person, der modtager hjælp alene på grund af ledighed, ikke står til rådighed for formidlet arbejde. I lov om aktiv socialpolitik § 13, stk. 2, nr. 4, er der pligt til sygemelding til arbejdsformidling, kommuner og arbejdsgiver i tilfælde af sygdom, hvor den ledige er givet et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller skal møde til jobsamtale hos en arbejdsgiver. I bekendtgørelse om rådighed for personer, der ansøger om eller modtager kontant- eller starthjælp alene på grund af ledighed, er der skærpede krav til rådighedsvurdering, når en person 2 gange har meldt sig syg i forbindelse med kontaktforløb, formidling af arbejde eller tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Krav om sagens oplysning og medvirken fra modtageren af hjælp

Kommunen har efter retssikkerhedslovens § 10 ansvaret for, at sager om tildeling af kontanthjælp bliver oplyst i tilstrækkeligt omfang. Kommunen kan i den forbindelse efter retssikkerhedslovens § 11 anmode personer, der søger om hjælp, om at give de oplysninger, der er nødvendige for at afgøre hvilken hjælp, de er berettiget til. Kommunen har mulighed for med samtykke fra den, der søger om hjælp, at forlange, at fx læger, sygehus mv. giver de oplysninger om den pågældende, der er nødvendige for at behandle sagen. Personer, der modtager hjælp, har endvidere pligt til at oplyse om ændringer, der kan have betydning for hjælpen.

Kommunen kan stille krav om lægeattest som dokumentation for sygdommen og kan anvende egen lægekonsulent til vurderingen af sygdommen. Dette følger af de almindelige regler om medvirken til oplysning af sagen. Kommunen kan også forlange at få oplysninger, som er nødvendige for at vurdere, om kontanthjælpsmodtageren er uarbejdsdygtig på grund af sygdom. I SM A-18-99 fandt Ankestyrelsen, at kommunen ikke var berettiget til at standse udbetalingen af kontanthjælp til ansøger, der var sygemeldt og derfor ikke havde pligt til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og dermed heller ikke pligt til at deltage i aktivering. Der blev ved afgørelsen lagt vægt på de foreliggende lægeerklæringer fra egen læge, hvorefter ansøger var fuldt sygemeldt. Ankestyrelsen fandt imidlertid, at kommunen gennem indhentelse af yderligere lægelige oplysninger, eventuelt gennem speciallægeundersøgelse, efter en konkret vurdering ikke ville have været afskåret fra at tilsidesætte egen læges vurdering af ansøgers helbredstilstand og dermed hans rådighedsfritagelse.

Kontanthjælpsmodtageren skal give samtykke til indhentelse af oplysningerne. Manglende samtykke skal respekteres, men ønsker modtageren af hjælp ikke at medvirke, må kommunen træffe afgørelse på det foreliggende grundlag.

Kommunen skal give borgeren skriftlig besked om kommunens adgang til at indhente oplysninger og de konsekvenser, det medfører, hvis borgeren ikke medvirker til at skaffe oplysningerne.

Kommunen skal i forlængelse heraf give borgeren besked om, at manglende oplysning kan betyde, at hjælpen ophører. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger ad.7. Styrket opfølgning over for kontant- og starthjælpsmodtagere, der melder sig syge.

Behandling kan være en betingelse for hjælp. Behandling skal dog efter al erfaring med rimelig sikkerhed kunne medføre en forbedring af helbredstilstanden og/eller arbejdsevnen og må aldrig indeholde risiko for borgerens liv eller førlighed. Det er kommunen, der på baggrund af de indhentede oplysninger i sagen, herunder de lægelige oplysninger, træffer afgørelse om i hvilket omfang krav om behandling kan være en betingelse for fortsat hjælp. Krav om behandling kan alene stilles, hvis det medvirker til at bringe den pågældende tættere på arbejdsmarkedet. I SM 0-46-92 anføres følgende om kravet om udnyttelse af behandlingsmuligheder: ”Det er almindeligt antaget, at mindre ufarlige kurative indgreb, der er lægeligt anbefalet, vil ansøgeren ikke være berettiget til at modsætte sig. Der er derimod ikke pligt til at underkaste sig undersøgelse eller behandling, der kan medføre fare for liv eller førlighed.”

Forslaget

Det foreslås, at alle kommuner fremover får en pligt til at vurdere, om der er behov for at udarbejde en sygeopfølgningsplan. Samtidig fastsættes, hvornår denne pligt indtræder, nemlig umiddelbart efter at kommunen er blevet bekendt med sygdommen. En kommune kan blive bekendt med, at personen er syg, når personen på grund af sygdom er forhindret i at møde til en samtale med kommunen, arbejdsformidlingen, arbejdsgiver eller aktiveringssted, hvortil pågældende er indkaldt, eller et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Kommunen skal løbende vurdere, om der er behov for en plan, og kommunen skal mindst hver gang, der gennemføres en samtale som led i det individuelle kontaktforløb, jf. kapitel 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, foretage en vurdering af behovet. Der kan fx være behov for fornyet vurdering, hvis kommunen bliver bekendt med, at der er sket ændringer i sygdomsforløbet, fx fordi personen har afsluttet en sygebehandling eller er udskrevet fra sygehus, eller der på anden måde er sket forandringer i den sygemeldtes situation.

Kommunens vurdering af, om planen bør udfærdiges, kan bygge på oplysningerne fra den sygemeldtes læge, behandlingssted, aktiveringssted eller et evt. revalideringssted, hvis personen har deltaget i forrevalidering, og personens hidtidige sygdomsmønster. Vurderingen af, hvilke oplysninger, der skal indhentes, kan bl.a. foretages på baggrund af sygdommens karakter og sygeperiodens længde.

Er der tale om en enkeltstående sygemelding, vil der i første omgang typisk ikke være behov for en plan. Har personen derimod hyppigt gentagne sygemeldinger bag sig, vil der typisk være behov for en plan.

Planen bør sikre en overordnet koordination og indsats for at fremme personens tilbagevenden til arbejdsmarkedet.

Planen bør i lighed med, hvad der gælder for sygemeldte dagpengemodtagere, indeholde mål for opfølgning på såvel kort som lang sigt i langvarige sager, oplysning om sygemeldtes egen indsats, behandlingsindsats og fx aktiveringsstedets indsats. Planen skal have fokus på arbejdsmarkedet. Planen bør tage stilling til, om delvis raskmelding kan være en mulighed. Der bør i planen sættes fokus på, hvilken funktionsevne personen har på trods af sygdommen. En lægeerklæring kan medvirke til at underbygge mulighederne for, at personen på ny kommer i hel eller delvis aktivering ved tillige målrettet at vurdere personens funktionsevne. Den lægeerklæring, der anvendes ved opfølgning i sygedagpengesager, kan også anvendes i sager om sygeopfølgning for kontant- og starthjælpsmodtagere. Arbejdsmarkedsstyrelsens vejledning af 24. september 2005 om visitation og opfølgning mv. i sygedagpengesager indeholder nærmere vejledning om lægeerklæring til kommunen, jf. pkt. 6.2., i sager om sygedagpenge.

Personer, der er ansat med løntilskud, vil normalt være omfattet af bestemmelserne om sygeopfølgning i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel. Når dette er tilfældet, vil der ikke være pligt til at udarbejde en plan efter lov om aktiv socialpolitik.

Kommunen skal inddrage den sygemeldte og bør også inddrage andre relevante aktører, som fx læge, evt. aktiveringssted og faglig organisation, i forbindelse med udarbejdelse af selve planen.

De foranstaltninger, der kan indgå i planen, er alene de foranstaltninger, der allerede er mulighed for at iværksætte efter den gældende lovgivning. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger ad 7. Styrket opfølgning over for kontant- og starthjælpsmodtagere, der melder sig syge.

Det forudsættes i overensstemmelse med udtalelsen i SM 0-46-92, at der med hensyn til indgreb alene vil blive stillet krav om, at en person skal undergive sig mindre ufarlige kurative indgreb, der er lægeligt anbefalet.

Opfølgning på, om en person følger planen efter forslagets § 12 b, stk. 1, skal ske som led i kontaktforløbet. Kommunen kan dog tillige løbende følge med i om planen følges. Det bemærkes herved, at hvis personen udebliver uden rimelig grund fra foranstaltninger som led i sygeopfølgningen, skal der normalt foretages en nedsættelse af hjælpen, og i denne forbindelse kan det være hensigtsmæssigt også at se på planen, og om der er behov for en revision heraf.

Det kan også være aktuelt at vurdere rådigheden i øvrigt og herunder vurdere, om der skal iværksættes andre sanktioner.

Kommunen kan indhente oplysninger om sygdom mv. efter § 11 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område som led i sagsbehandlingen, jf. ovenfor om gældende regler.

Personer, som er sygemeldte på grund af livstruende lidelser, der skønnes uhelbredelige, fx alvorlig kræftsygdomme, er ikke omfattet af forslaget. Begrundelsen herfor er, at den foreslåede særlige sygeopfølgning efter sit formål ikke sigter mod denne gruppe af sygemeldte. En intensiveret sygeopfølgning ville derimod kunne bidrage til at tilføje den syge og de pårørendes situation en yderligere belastning. Kommunen vil i denne situation kunne overveje at foretage dispositioner efter anden lovgivning (fx førtidspension eller ydelser efter lov om social service).

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 12 a.